MEXICO  14/7-10/8 2003  DAGBOG  2

 Vi støver videre gennem den pæne by, men uden at se en eneste af de små hunde, hvis navn stammer herfra. Vi køber morgenmad på den enorme busterminal. Som de fleste andre steder skal man have lige penge. Store sedler er totalt tabu.  Selv når man i en stor, dyr forretning eller på en travl busterminal skal betale for eksempel 380 pesatas, og ligger to 200 sedler piver de. Og det er ikke for at få drikkepenge. Toilettet koster halvanden krone. Der er en automat man smider de to pesetas i, og en ansat hvis eneste formål er at veksle. En anden sørger for at holde dem rene. Lige ved indgangen sidder toiletpapirholderen. Ved ikke lige hvad fordelen er ved det, alle tager rigeligt! Dette toiletsysten går igen mange steder på vores fortsatte tur. En anden type er det australierne kalder: BYO - medbring dit eget (papir).

 Vi triller ud af den store by, og passerer nogle enorme kø-farme. Ligner udendørs løsdrift uden græsmarker. Trappepyramide-formede halmstakke i 20-30 meters højde forsyner et sted de op mod 10.000 malkekøer med mad. Så begynder sletterne. Her er tre eller fire forskellige figen-kakti, og jeg er heldig at se to jord-gøge, bedre kendt som Road-runnner´ere. Senere krydser en sky prærieulv vejen, kendt som Grim E. Ulv. Andre steder er der jordegern og (vilde?) æsler. Der dukker yocca´er, nogle sjove spidse tøndekakti, klynger af små kakti og store agaver op. Få  steder er der marker, som er kunstvandede, men vi ser faktisk ingen huse på landet.

 De par småbyer vi kører gennem har æsel kærer i gaderne. Ude på vidderne strejfer adskillige hvirvelvinde rundt, og hiver støv flere hundrede meter op i luften. Vi når en betalingsvej, de er billige; omkring 30 kroner for 100 kilometer, men de er virkelig gode. Selv om terrænet bliver kuperet/bjerge er de rimeligt lige og flade. Hver en pesetas værd.

 Efter seks timer (plus en times forsinkelse) er vi i Torreon, hvor vi skifter bus for at komme til Zacatacus. Vi har lige 20 minutter til en snack, og hamstre mad til de næste seks timer. Temperaturen ligger på 34 grader, og fugtigheden er også i top. Temmelig behageligt at komme ind i bussen. Landskabet domineres af figen-kakti, nogle uden torne, kun brune pletter af minitorne, men der er også mange agaver og "træer", med tynde grene/blade og yocca´er.

 Vi stopper en halv time ved en lille restaurant midt ude i ingenting. Jeg benytter chancen for at fotografere et par forskellige kakti. Det begynder at tordne i skumringen, da vi når Rio Grande. Uret stilles en time frem. Vi ankommer ved ellevetiden, langt uden for byen. Vi har kørt 850 kilometer, og (som de fleste andre veje, specielt betalingsvejene) har de været flankeret af fire rækker pigtråd på hver side. Hvis det er træstolper står de med halvanden til to meters afstand. De fleste er betonstolper, der er op til to en halv meter mellem!

 Tager en taxi ind til det hotel vi ville have, men der er ikke plads. Taxi chaufføren finder et andet, som kun har dooms. Skidt, det er næsten midnat, og det ser rigtigt hyggeligt ud. Nu har vi også vækket en gæst, som har vækket værten, som har vække de andre i værelset.

 På vejen kørte vi forbi en stor oplyst aquadukt og nogle flotte gamle bygninger. Har for øvrigt ikke nævnt det før: Mexico er brolagt med vejbump! I byerne kører man i 4WD´er af samme grund. På landet kan man klare sig med en almindelig bil. Alt fra små biler til kæmpe lastbiler lister over med to kilometer i timen. Den bil vi senere lejer skraber maven imod utallige gange.

 23. Vi sover længe; klokken bliver ni. Det er overskyet, men vi traver ud blandt byens utallige smukke ældgamle bygninger. Den minder mig mest af alt om Venedig. Vi ser katedralen, som er utrolig smuk, men gudstjenesten hindrer os i at se så meget indvendigt. Alle byens gader er brolagt med 30X30 centimeter lava-fliser. Fortovene bliver vasket af forretnings ejere og blomsterkrukker pynter rundt omkring. Flere flotte små-parker dukker op med et utal af flotte blomster. Temperaturen holder sig på 22 grader, behageligt.

 Som i så mange andre byer kommer vandvognen klemtende rundt til alle. 25 liters vandunke forsyner den mexicanske befolkning med drikkevand. Det i hanerne smager mange steder også fælt. Man kan mærke hvor mineralet mættet der er nogle steder, hvor undergrunden er kalk. Andre steder er det en anelse salt og så er der nogle steder den svømmehalsagtige tilsætning af chlor.

 Vi spiser morgenmad på en lækker cafe. Eneste undtagelse er Rikkes tamales, som viser sig at være et tørt, visent majskolbe-dæksblad med en smule indbagt ost. Vi kan ikke blive hængende; vi skal opleve noget, og solen dukker op. Byens rigdom er baseret på en meget rig sølvmine: Den skal vi se. For 20 kroner bliver vi kørt ind i bjerget af et lille tog. En vittig og veltalende guide fører os ind gennem de mange gange. Desværre talte han kun spansk. Vi ser dybe afgrunde, stalaktitter, blå søer og vægge der er hvide af små krystaller.

 Vi kommer pludselig til en ny rustfrit stål-elevator for enden af en gang. Kører et godt stykke op, og minegangene fortsætter. Kommer ud væsentligt over byen, men fortsætter op til toppen med en tovbane til 30 kroner. De kunne mangedoble de priser! Fantastisk udsyn over den smukke by. I en gade under os holder 16 biler, de 11 er WV-bobler. Her, som andre steder er volleyball det store hit. Fodboldbaner er sjældnere.

 På toppen er køen til banen enorm, så vi beslutter at gå ned. På toppen er der forskellige kakti, anoler, firben, jordegern, leguaner og sommerfugle. Vi går ned af en kombineret rampe og trappe. I starten er den meget grov, men ender med at være nogle af byens stejle gader og trapper. Ser en kaktusbod, med alle former og farver i figen-kakti frugter og massere af blade, der har fået fjernet tornene, så de er lettere at bruge i madlavningen.

 Det er ved at blive sent, så vi tager en taxi til busstationen. Den ti minutters tur koster 20 kroner. Danske taxier har meget at lære (eller er det modsat?) . Bussen går først om en time (checkede i går), så der bliver tid til frokost. Så viser det sig, bussen klokken 14 slet ikke findes. Der er adskillige firmaer, der kører strækningen, et af dem har 28 afgange i døgnet. Der er bare ikke nogen mellem 12 og 16.30! Og det viser sig den er fuld, så vi må tage 17.15.

 Vi når at spise mens vi venter! Bemærker i øvrigt; næsten ingen mænd har fuldskæg. De har ellers gode anlæg, men det er kun overskæggene der bruges. De er til gengæld kraftige. Her er næsten ikke til at opdrive noget ordentlig slik. Isene er gode nok, men vingummi, bolcher og lignende forbliver en drøm.

 Endelig rykker vi. Luksusbus: Stor bus med kun otte rækker sæder med to i den ene side og et i den anden. De kan lægges næsten helt ned. Bagerst i bussen er der et selvbetjenings kaffe-køkken og et veludstyret rummeligt badeværelse.  Ulempen er prisen: Doppel-up, men vi skal videre. Det går gennem tørre egne med pigæbler, kæmpe yocca´er og store sletter med figen-kakti. Ind i mellem er der plantede marker med dem også. Så kommer der enkelte agavemarker. Der bliver mere frugtbart, men der er langt mellem markerne. Vandhuller med blå vandhyacinter dukker op, men her er stadig mest natur.

 Vi holder 20 minutter i Leon, og fortsætter så mod Guanajuato, hvor vi skal mødes med brødrene i morgen middag. Ankommer ved ellevetiden (midt i starten af en engelsk-sproget udgave af xXx med Vin Diesel), og tager en taxi til møde-hotellet. På vejen kører vi gennem fem eller seks lange tunneler, midt inde i byen. Der er sågar sideveje inde i tunnellerne. Bliver spændende at se i dagslys!

 På hotellet finder vi (måske) ud af, de er ikke kommet endnu, og der er kun et værelse med en dobbelt-seng ledig. Den nupper vi, og går så ud for at finde en internet-cafe, så vi kan skrive til dem: Vi er her. Den første bar vi kommer forbi har to solbrune danskere siddende med hver sin øl.  Det viser sig, at den plan jeg sendte til Jesper var Mk. 1, vi skulle have været her til middag.  Nå, så fik de set byen - grundigt! Vi hygger og små-planlægger til klokken et.

 24. Op lidt i syv: Gaab! Lidt mad, og så en taxi til busstationen. Tre minutter senere sidder vi i en luksusbus, som den vi kørte med i går. Vi ser Harry Potter, og har adskillige kanaler af musik at vælge mellem. Landskaber ser næsten dansk ud, her er bare lidt flere majsmarker og større bakker. Overalt er flotte, og meget lange stengærer, kæmpe agaver og cowboy-kakti.

 Vi kommer til Mexico City, finder linie fem til lufthavnen. På vejen dukker to hold fakirer op. Samme tricks: Ligger sig på glasskår. Adskillige ar på ryggen og maven viser det er ægte. Som de andre, der underholder i Metro-vognene med sang, musik og kunster, er de hurtigt videre til næste vogn. Man skal virkelig være fremme i skoene, hvis man skal nå at give dem penge. Man skal også være hurtig, hvis man skal nå at købe kryds og tværs blade, tyggegummi, topnøglesæt eller hvad ved jeg, som bliver tilbudt i metroens vogne.

 Vi leder temmelig længe efter bil-udlejningsfirmaerne, og finder dem i ankomsthallen, bag afspærringen. Slipper der ind uden besvær. men så holder det lette op. Avis, Hertz, Budget og de andre har kun kæmpebiler til 800-1000 kroner i døgnet. Vi skal bruge den i 17 dage, og kan nøjes med mindre. Finder endelig en WV et eller andet til godt 6.600, som er klar inden en time. Vi skal følge med.

 Ender i den anden ende af lufthavnen hos et andet firma, hvor hun afleverer os. Starter faktisk forfra. Morten siger, hun havde lovet os den WV til 6.000. Manden øffer noget, men finder den så frem. Nu hedder den en Ford  Focus, men er helt ny. Forsikringen dækker kun, hvis den bliver helt smadret/væk - noget som umuligt kan være svært at leve op til. Så skal han bare have en blanco-kredit-kort-bon. Det diskuterer vi en del, og jeg ofrer mit Master-Card. Gennem fluesmækkeren uden beløb og dato, bare underskrift!

 Kommer endelig ud til bilen, som der står Ford Fiesta bag på. Den er faktisk rimelig stor, men den er ikke ny. Den har 70.972 kilometer på uret! Det har så den fordel, at vi kan finde stenslag og småridser hele vejen rundt. Det bliver svært at skade den, hvor den ikke allerede havde en streg på papiret. På tre meters afstand ser den faktisk ny ud. Da vi starter blæseren, falder den ene dysse ud på gulvet, og de andre kan ikke styres. Udstødningen sidder lidt løst, det kan være det der reddede den senere?

 Så skal vi bare ud af byen. Skrev jeg "Bare"? Vi skal ud af vej 086, men den forgrener sig i en uendelighed. Så prøver vi at køre stik nord, men ender langt oppe på bjergsiden, i et fattigt kvarter. Finder en stor vej flere gange, og vil følge den ud af byen - uanset retning, men de deler sig op, igen og igen. Til sidst ender vi i små blinde gader. Er inde på flere tankstationer for at købe et kort, de har bare ingen butikker.

 Er ikke helt klar over hvordan, men efter fem febrilske timer er vi endelig ude, og vist nok i den rigtige retning. Vi kommer til Tula ved titiden. På vej ind til byen passerer vi et enormt olieraffinaderi. En kæmpe gul og en endnu større blå flamme brænder på hver sit tårn. Lugten kunne være væsentlig bedre. Næste dag kan vi se, luften flere hundrede kvadratkilometer rundt, også kunne være mere gennemsigtig! Boulevarderne er ensrettede; seks baner i samme retning med træerne i midten stadig.

 Efter vi har fundet et hotel går vi ud for at finde en stille cafe, hvor vi kan planlægge. Vi finder "Twigh-Light Zone", som det eneste. Folk, specielt værten er hamrende stive, men vi får tre vand og to øl til 25 kroner. Værten er vist skuffet over vi ikke ville have tequila. Hjem og vaske tøj og på hovedet i seng.

 25. Står først op halv otte, der er alligevel intet der har åbent. Fatter ikke, de ikke bruger de svale timer om morgenen. De lokale sveder mindst lige så meget som os. Vi finder et marked, der sker lidt på. Boder med forskellige kakti-produkter som fødevarer, men ingen kaffe og brød. Vi kører ud mod den lokale pyramide: Tula, som er en aztek-bebyggelse, og finder på vejen en købmand med brød og bananer.

 Pyramiden åbner ikke ni, men først ti. Vi ser lidt på de omgivende kakti, en lille rød fugl og den lukkede låge. Endelig åbner de. Vi er de eneste turister, der går gennem spidsroden af souvinierboder, som endnu ikke har åben. Flere bygninger, den største med nogle store statuer på toppen. Temmelig imponerende. Der er også et museum med forskellige fund af keramik og vulkansk glas og metaller. Meget pænt og interessant.

 Vi spiser frokost i Actopan, hvor vi også finder den mexicanske kortbog, endda 2003 udgaven. Vi har endnu ikke set en boghandel, men Morten finder den i en aviskiosk. De er alle steder. Hoved-artiklen er tegnede pornografiske hefter, men også mange med fotos. Mærkeligt for et katolsk land! Vi ser verdens største flæskesvær i løssalg. Det er simpelthen huden fra en halv gris! Jesper og jeg bliver klippet og jeg får studset skæget. Må ligge 20 kroner hver! De danske barberer har meget at lære (eller er det modsat?).

 Vi fortsætter mod Pachuca. Ser de første får på de ringe græsmarker, der klamrer sig til de enorme bakker/små bjerge. Svinger nord på af vej 105, og 65 kilometer uden for, på vej mod Huejutla dukker enorme tøndekakti op. Her er omkring ti andre kakti-arter, jerichos-roser, epifytter og meget andet spændende. Jeg havde faktisk opgivet at finde området, men da vi er inde på en rasteplads for at vende, spotter Morten dem.

 Jeg skifter ikke til sko, men farer bare ud med kameraet i klip-klappere. Desværre er der adskillige løse kaktusblade for ikke at snakke om løse, tørre akaciegrene. Efter omkring 20 minutter har jeg taget to film, og mine føder er lige så slidt som mine rejse-fællers tålmodighed. Resten af ferien kan jeg underholde mig selv med at pille centimeter lange torne ud af sålerne på mine klipklappere, når der ikke sker noget mere interessant. I det fjerne kan vi skimte den snedækkede top på et af de højere bjerge. Vi kører syd på igen, ned til Pachuca, og så sydøst på. Får rigtig lækker aftensmad til 100 kroner for fire, med drikkevarer. Vi stopper i Tlaxcala, hvor vi får tre rigtigt fede dobbeltværelser for 260 kroner. Bilen bliver puttet i den ene af vores tre lukkede garager.

 26. Vi stadser for at få morgenmad og tanke. Vores bil kører kun mellem tolv og fjorten kilometer på literen, men en liter koster heldigvis kun fire kroner. Vi kører gennem enorme og meget frodige bakker, på en god betalingsvej. Kan holde den på 110 kilometer i timen, meget behageligt efter de sidste dages bjergkørsel med 40-50. 100 kilometer syd-øst af 135´eren, dukker der massere af yocca og kakti op; hovedsageligt Old-Man. 130 kilometer ude kommer der enorme Beaucanea´er.

 Vi når toppen af bjergkæden, her er de gule klipper helt afbrændte af solen. Ikke desto mindre er her spansk mos, og det er da også overskyet. Der kommer en del agaver og så tager løvskoven over. Vi kommer til (Santa Maria) El Tula, hvor vi skal se et træ. Ikke et hvilket som helst træ: Verdens største biomasse i en organisme. De har nogle høje i USA, men denne tax (Taxodium mucronatum) er omkring 2000 år gammel, 42 meter høj, 14 meter i diameter, 58 meter i omkreds, en volumen på 816.829 kubikmeter og så mener de den vejer 636.107 tons. Den er STOR!

 Så ser vi deres store souvinier-markede, uden rigtigt at finde andet en lidt drikkevarer. Her ser vi ti hvide, hvilket er mange! Vi vender tilbage til Oaxaca for at finde et hotel. Det er ikke lige til: Der er folkemusik-festival, og vi får først plads på femte hotel.

 Aftensmad på en meget flot, og på en ualmindelig god restaurant. Vi får blandt andet avocado med krappe, møre lamme koteletter (som Morten og Rikke vil tale om i mange år), "muldvarpe i mørke" (sådan lød det, ved ikke hvad det præcist var Jesper guffede i sig med velbehag fandt vi aldrig ud af), svin i gorgonzola-sovs. Jeg beder om dessertkortet, men i stedet kommer damen trillende med en vogn med 15-20 lækkert udseende kager.

 Efter maden får vi en tequila. Den minder en del om whisky/cognac, og hedder Cazadores og har en kronhjort på etiketten. Så prøver de andre nogle andre og mezcal. Efter deres ansigtsudtryk og udtalelser er jeg ikke gået glip af noget! Den er i øvrigt lavet på stammen af agaver, hvor tequilaen laves på bladene, og så drikker man den med paprika-salt. 

 Vi syntes det var et lidt skummelt kvarter vi fandt hotellet i, men da vi kommer hjem om natten er vi mere rolige: Det viser sig at være så fredeligt, at unge piger kan stå på gadehjørnerne iført meget lidt mere end undertøj. Så må det da være et sikkert kvarter, ik´?

 En ringe nattesøvn: Dørene var af metal, så de støjede ret meget. Udluftningen bestod af, der ikke var nogen væg over dørene, og så snakkede folk forbandet højt ude i gården det meste af natten og fra meget tidlig morgen. Noget klatøjede finder vi noget udmærket morgenmad hos en tysk immigrant. 

 Dagens site er Mount Alban; et enormt pyramideanlæg, bygget af zapotek´erne, med grave og udsigter. Jeg får migræne, og kombineret med køresyge, et par mindre hjernerystelser (forudsaget af deres alt for mange, alt for lave døråbninger) samt mave influenza, for mange chilier og turistmave i almindelighed, er jeg klar til at blive puttet! De andre finder et rigtigt lækkert hotel til mig, og jeg sover resten af dagen. De kører ud til den lokale pyramide: Yagul, som er en åben labyrint med jaguar-grave. Eftermiddagen og aftenen bruger de på et lokal indianer-bal, en kirke, nogle øl og god mad. De kommer hjem med en helium-ballon til mig, med ønsket og god bedring. Det havde sikkert hjulpet bedre, hvis jeg havde set Morten gå rundt med den inde i byen...

 28. Har det væsentlig bedre, og følges med de andre ind til byen torv, hvor der ligger en rigtig god restaurant, der serverer morgenmad. Det er lidt svalt her til morgen, vi finder fleese-jakkerne frem for første gang. Her, som så mange andre steder, kommer der souvinier-, blomster- og tyggegummi-sælgere forbi. De tager alle en let hovedrysten som svar. Nå-ja; har helt glemt at nævne de lokale Bimbos. Det er den mexicanske udgave af Karen Wulff! Ser varevognene og småkagerne alle steder.

 Vi kører sydøst ud af 190´eren, gennem grønne bjerge med old-man-kakti og agave-marker. Der bliver reklameret med mezcal på alle gavle, og her og der er der bjerge af agave-stammer. De stejle marker pløjes med okser. Her har de enerverende sorthoved gribbe fået selskab med rødhovedet. På el-ledningerne sidder væverreder, dem på højspændings ledningerne må vokse op i et værre magnetfelt! 

 Vi ser enkelte flokke af papegøjer, et par tucaner, en kohejrere-koloni og massere af sommerfugle. Vi er ved at være i de tropiske egne. Vi kommer til Tuxtla i skumringen, efter 550 kilometer. Der er kommet et par byger mens vi kørte gennem de skovklædte bjerge, men det er også blevet varmt. Lækker aftensmad: Grill-spyd og kæmpe New York-bøf til Morten.

 29. Vi checker e-mail: Rikke er blevet optaget på sin skole. Så kører vi ud til Canon el Sumidero; en enorm kløft, som er 1000 meter dyb! Vi køber billet til en mindre motorbåd, som bringer os ind gennem kløften. Her er et væld af forskellige hejre, skarver, gribbe, papegøjer, sommerfugle og nogle krokodiller.

 Vi sejler ind under vandfald, som på grund af højden nærmest er tåger. Her er en hule med et kloster. En lodret klippevæg på 800 meter og spændende vegetation. Mange planter klamrer sig til de lodrette klippevæge. Her er epifytter, kakti, småtræer der er bonsaiagtige, bregner og agaver. Vi ender turen ved en stor dæmning, som svenskerne har bygget. Lækkert med en sejltur i heden, og uden bølger! Vi kommer tilbage efter to en halv time, godt solbrændte/skoldede.

 Så fortsætter vi af 186´eren mod Palenque. 350 kilometer af snoede bjergveje. Små majsmarker klamrer sig til klipperne mellem de bromelia-overgroede fyrretræer. Ikke overraskende er grisene lodne. Vi kører ned af, og der kommer tobak-, lime- og banan marker. Hver gang vi kommer til et hus i vejsiden er der vejbump, der kunne blive den endelige skæbne for en Hummer, hvis chauffør er bare lidt ukoncentreret. Mange steder står børn og koner og sælger læskedrikke, kurve, frugt, træbiler og hvad ved jeg, ved bumpene. Meget smart, bort set fra, de alle sælger det samme i hver sin dal: I en time i træk kan du købe kurve, så er der to timer med frugt og så vider.

 Endnu en gang har vi taget en bjergkæde på langs, og vi er først fremme i Palenque halv otte. Her er for første gang på vores tur mange back-packere. Vi finder et lille lækkert, rent OG billigt hotel.  Byens gader minder om San Fransiscos; de tværgående er utroligt stejle. Vi er ellers i lavlandet; temperaturen er ikke under 30 grader, selv når solen er gået ned. Vi finder en rimelig restaurant, men jeg trisser hurtigt hjem for at pleje min mave. Har aldrig før haft ballade med den på rejser, men en gang skal jo være den første.

 30. Op klokken syv, så vi er blandt de første der bliver lukket ind på Pelenque pyramide-området, som var befolket af mayaerne. Temperaturen er bedre til at kravle rundt på de næsten intakte pyramider, og fotoene bliver absolut ikke ringere af, der ikke er farvestrålende turister på. Der er et hav af ansatte fra porten, på parkeringspladsen, på toiletterne og til at kontrollere billetter. Der er kun en, der er alene: Det er ham der skriver billetterne - noget af et nåleøje!

 Som de fleste andre pyramide-områder, er det en samling (her er seks eller syv) templer, pyramider og andre administrations/lager bygninger. Omkring dem, ude på landet, har folk boet i hytter som for længst er væk. På toppen og i kældrene er der rum med klassiske trape -formede væge-lofter og talrige udsmykninger i sten. Her og der gror epifyter, blandt andet kakti, på træerne. Den omgivende urskov genlyder af utallige fuglestemmer, papegøjer krydser lysninger og efter sigende skulle man kunne være heldig at se aber. Det er vi dog ikke. 

 Rundt omkring på det store område er talrige handlende, med alt mulig i souvenir. Vaskeskin med den mexicanske kalender, gipsafstøbninger af masker og statuer, buer og pile, spyd og alt muligt andet - undtagen drikkevarer. Det gentager sig på samtlige pyramider i landet, måske fordi de ikke gider at samle flasker op. Derimod må de skulle samle turister op. De advarer ikke om de manglende drikkevarer, og temperaturen er over 30 grader, og pyramidernes trapper både lumske og stejle.

 Vi kommer vildt dryppende og gennemblødte ud, og finder en restaurant. På pige-toilettet finder Rikke en middelstor skorpion, som sidder midt på en væg, gnaskende i en halv kakerlak. Edderkopperne er gigantiske, spind på noget over en meter, benspænd på op til seks centimeter.

 Vi kører øst på, over en helt flad og utrolig vidstrakt slette. Her er spredte træer, græs og sumpe med vandhyacinter. Store sorte leguaner krydser ofte vejen. De sidste 150 kilometer ud til kysten er helt ny og rigtig god vej, som ender ved Mahahuals bygrænse. Så bliver det til en rigtig dårlig sandvej, der er mere huller end vej.  Byen består af en kilometer restauranter og souvenir boder, og har mindst otte taxier! Der i mod er der kun tre små hoteller, de to fuldt belagt. Omkring 150 kilometer til nabobyen. Temmelig mærkeligt, men vi finder ud af, hvorfor.

 Vi skal ud og dykke/snorkler her, ud til verdens største atol, og næst største koralrev. Kører forbi en lejrer med telte, hvor kompresserne fylder dykkerflasker. Vi sender Morten ind! Han får en aftale med en skipper næste formiddag. Så skal vi have noget af spise. Det er bælgravende mørkt, klokken er tæt på ni, og alt er lukket, undtagen barerne. Finder endelig en lille lokal snask, hvor vi får kylling. 

 Jeg har en rigtig dårlig nat, sammen med mine to nye venner: Toilettet og spanden.

 31. De andre tager af sted for at lave en aftale med skipper. Jeg er blevet for knyttet til mine nye venner. Det viser sig at være svært at finde en ledig båd og endnu sværere at finde dykkergrej, så vi snorkler alle fire. Sejler med en lille båd, og hopper i, med en guide. Det første han gør, er at brække "roden" af en stor hjortetak-koral, og give den til Rikke. Her er mange variationer over hjortetakker og andre hårde koraler. Blandt den er der et mindre antal bløde, som med sine fantastiske farver lyser godt op. En del farvestrålende fisk, blæksprutter, søpindsvin og andet liv trives blandt koralerne. 

 Vi flytter til et andet sted, men flora og fauna er nærmest uændret. Efter to timer er vi i land. Snupper et bad og en lur. Byen har helt ændret karakter. Det vrimler med lokale og turister. Et enormt krydstogt-skib med 3000 passagerer har lagt til. Alle har hawai-skjorter og brede smil på, det vrimler med golfvogne, og priserne er i top. Byen har kun eksisteret i 10 år; det er simpelt hen en kulisse til amerikanerne, der kommer med krydstogtskibene. 

 Vi kører tilbage gennem de enorme Everglade-agtige sumpe; flade limstens områder ned utallige vandhuller og små palmer og buske. Der er et sving på de 150 kilometer tilbage til Tulum. Vi booker en tur ud i en stor nationalpark, og Jesper og undertegnede finder et hotel. De andre to er ikke så begejstret for det: Væggene består af tynde grene, der er lerklinet på den nederste meter. Det kompenserer da lidt for den manglende ventilator og lys; man kan se lige gennem den for oven. Vores værelse er det fine; vi har myggenet og badeværelse. Det vil sige; der er selvfølgelig kun koldt vand, en anole sidder på hanen, bruserhovedet finder jeg næste morgen ude i gården, og toilettet, som er hamrende beskidt af de sidste dages regn, skylles med en spand. Gulvet er stampet ler, genboen et åbent diskotek. Alt i alt en fantastisk kulturel oplevelse - som Morten og Rikke kunne have været foruden. Det hedder Dianas Cabanas, men bliver hurtigt kendt som Dianas Crappy Cabanas.

 Vi får rigtig god aftensmad, noget med; hvad vi sparer på hotellet... Min mave er stadig ikke god, så jeg går tidelig i seng, og får en af de bedste nattesøvne på turen. De andre bliver hængende sammen med adskillige øl og tequilaer.  Et kraftigt regnvejr hamrer mod palmeblade-taget, men det holder helt tæt. 

 1. Den ene er udsovet, den anden gennemgnavet om morgenen, men vejret er fantastisk, så vi tager ud i Sian Kaan - Hvor Skyerne Begynder. Starter med et lille foredrag om naturbevarelse foran kontoret, og så kører vi. Ud over os fire er der to middel aldrende amerikanere, der er amatør-ornitologer og et jævnaldrende argentinsk par, hvor hun er biolog. 

 Ved parkens indgang får vi endnu et foredrag om parken og dens betydning for lokalbefolkningen, miljøet med mere. Vi bliver også advaret mod de giftige træer. De har som fællesnævner bølgede blade. Vores guide tog på hans første tur herude et par blade i lommen. Næste morgen var hans lår sort, og så kom der kæmpe store brandvabler. Han havde glæde af dem i tre uger. Træet er ellers flot, minder ret meget om kaffe-buske, med flotte mørkegrønne skinnende blade og klaser af små højrøde bær.

 Vi kører ud til en cenote; et sted hvor vandet pibler op af kalkstenen, og danner en sø. Den er meget dyb, og består af forskellige, klart afgrænsede vandlag, hvis temperatur, saltindhold og farve varierer. Så kører vi ud til deres turistcenter. En ualmindelig fed hytte, på skrænten til det dybblå hav har været hjem for en stribe af forskere. Nu er de ved at bygge et center, med toiletter, bibliotek, foredragssal, lounge og alt muligt andet. Øverst maser vi gennem håndværkerne for at nyde den fantastiske udsigt over den enorme lagune til den ene side, og havet til den anden. 

 Ned til de to både, med engelsk-talende kaptajner. Vores guide skifter nogle gange båd, men vi klarer os egentlig fint uden ham. Vi sejler gennem kalkstens-mangrove. Vi har lært at kende forskel på grå-, hvid-, sort- og rød mangrove træer, og ser en hel del fugle. Hvad der kommer helt bag på mig, er den enorme mængde epifytter, der gror på de lave mangrove træer. De fleste steder er de ikke mere end en meter eller halvanden høje, men dækkede af enorme orkideer, kæmpe bromeliaer og epifytiske kakti, der er op til 10 meter lange. 

 Der er et bredt dyreliv, fra fiskeørne, gribbe, irgrønne sort leguan-unger, hjelmagamer, basselisk, anoler, blå kæmpe krabber, forskellige fisk, fregat fugle, hejre, skarver, brune pelikaner, småfugle og -sangere samt sommerfugle og andre insekter. 

 Vi standser ved en lille ruin; et maya-tempel. Rikke finder små kaktus og passionsblomster på dets vægge. Vi sejler vider op af den tre til fem meter brede ferskvands å, som løber adskillige kilometer gennem lagunens mangroveskov. Nogle steder er kalklaget langt nede under et tykt lag mudder, og mangrove træerne er tilsvarende høje, op til tolv meter.

 Vi standser, og hopper i det 28 grader varme vand. Driver med strømmen, liggende på redningsvesten. Vandet er krystalklart, bunden hovedsageligt hvidt kalk, og naturen underskøn. Vi driver en lille time, men kunne have fortsat i meget lang tid. Vender tilbage til civilisationen, en stor oplevelse rigere, men det kostede også 450 kroner per næse. Overskuddet går til parkens drift.

 Vi stopper på en cafe og får lidt friskpresset juice mens vi planlægger. Bliver i samme by, men finder et nyt hotel. Det er dobbelt så dyrt, men så er der også fast gulv, varmt og koldt vand, aircondition, ventilator, TV, og dør. Fuldstændig overflødige ting... Efter maden nyder de andre en øl og nogle tequilaer - jeg at komme hjem på toilettet.

 2. Her til morgen har vi det lige skidt. De andre fik prøvet alle de forskellige tequilaer og mazcal´er baren havde. Mens vi andre spiser morgenmad, sover Jesper færdig på bagsædet af bilen. Så kører vi tilbage til hotellet med Rikke. Havde egentlig checket ud, men de havde ikke gjort rent. 

 Vi andre kører ud til Tulum pyramidebyen, en anden maya-bebyggelse, hvor utallige sorte leguaner stortrives. De største hanner er en meter, og vejer vel et par kilo. Områdes ene side afgrænses af en stor lodret skrant ned til det blå hav. Vi skyder lidt fotos, mens vi piler fra den ene skygge, til den anden - det er varmt! Vi ser et tusindben på størrelse med en finger, nogle flotte kakti og en flok små eremitkrebs. Mange af bygningerne er velbevarede, men det er også kun 450 år siden de blev forladt.

 Kører tilbage til hotellet, hvor brødrenes værelse er udlejet. Vi har heldigvis to dobbeltsenge, så vi alle fire kan få en lur, indtil vi skal checke ud klokken tolv. Jeg bliver vækket af en gigantisk kakerlak, der kilder mig på tæerne. Den lister ud på toilettet, og vi siver af. 

 Planen for eftermiddagen er en snorkeltur gennem verdens største hule. Vi finder firmaet der arrangerer turene, få våddragt, snorkel og briller. Så sidder vi bare og venter, og venter. Endelig er der nok, og vi kravler op på ladet af en totalt choppet et eller andet. Står på et tremmelad i en halv time, iført våddragt, og kører af en overordentlig dårlig, men også spændende vej, ud gennem den tætte skov. Flere gange ser vi fantastisk flotte skægfugle/biædere med meget specielle haler. Her er mange epifytiske kakti, Beaucarnea´er og blomstrende træer. 

 Vi kommer til, hvad der ligner en brønd. Kravler 20 meter ned, og en enorm hal åbenbarer sig. Den er over 100 meter i diameter, og der fører tunneler ud i mange retninger. Halvdelen er under vand, og det er klart: 100 meters sigt, mere end nogen almindelig sø eller hav kan byde på. Hopper i det kolde vand, og svømmer rundt langs kanten.

 Hulen er oplyst, men kun under vandet. Det er fantastisk flot, og også lidt skræmmende, når man svømmer over bundløse kløfter. Her er enkelte små fisk, nogle tetraer og nogle der ligner chiklider. Jeg får også øje på et par store, omkring et kilo eller mere. Nogle steder er der flagermus under loftet, og et sted tror jeg nok jeg hører en frø kvække.

 Vi ender turen i den hule, og kravler op. En længere tur over til en anden hule, hvor flertallet bliver sat af, og så kører vi sammen med to andre over til Dos Ojos, som er en anden del af det mindst 65 kilometer lange hulesystem. Vi kravler ned til en træplatform i Bat Cave, ser flagermusene, og svømmer lidt rundt. Så dykker vi gennem en smal kanal, og dukker op i Dos Ojos, som har to åbninger op til lyset. Her er der en flok lokale som bruger den som badested - temmelig støjende. Endnu en tur gennem en meget smal åbning bringer os ind i en lille hule - over vandet. Derimod, er den voldsom dyb under vandet, og flot oplyst som resten.  Vi svømmer og kører tilbage, en stor oplevelse rigere, og 200 kroner fattigere hver.

 Triller videre gennem de uendelige strækninger af fem til ti meter høje buske, der har den uheldige virkning, resten af landskaber er væk. Pludselig vader en middelstor fugleedderkop over vejen. Jeg smider bilen ind i rabatten, og løber tilbage for at fotografere. Skaber et mindre trafikkaos, da en modkørende flok hollændere også skal have et foto af bæstet. Ser adskillige på de følgende kilometer. 

 Vi ankommer til Rio Lagartos i skumringen. Halvstor by, og vi har ikke kort. På mirakuløs vis finder vi det firma, der arrangerer natsafari i første forsøg. De bor på en restaurant, som (resten af byen) er ved at lukke. Vi aftaler at mødes om en halv time, når vi har fundet et hotel. 

 Det er lettere sagt end gjort. Det vi gerne vil have er fuldt, og det er de andre vi kan finde også. En flink fyr hjælper os. Han ender med at cykle byen rundt, og til sidst har vi to værelser - på hver sit hotel. Så spørger han, om vi skal finde ud af noget med nogle ture. Desværre makker, vi har en aftale med din konkurrent. Så var han sur. Ville endda gerne have givet har en 30 krone for hjælpen, men han forsvandt. 

 Vi finder tilbage til restauranten, hvor de ringer efter kokken, så de andre kan få en sandwich. Så sejler vi ud i en lille åben båd i den enorme saltvandslagune. Vi er på krokodille-safari. Den kraftige søgelampe får deres øjne til at gløde rødt. Jeg ser flere gange kølvandet lyse op, men slår det hen. Her er usandsynlig mange fisk. De flygter fra båden og ikke mindst søgelampens kegle. Vandet er kun en halv meter dybt, så det er naturligt at flygte op i luften. Selvfølgelig ender jeg med en på skødet. 

 Vi standser, og vores guide tager en stage, og fører den gennem vandet. Det lyser op! Strømforhold, temperatur med mere er optimale for uendeligt mange småkryb, som danner morild, når de forstyrres. Lidt en nitte for fiskene, der flygter/jager: De trækker en synlig "flamme" efter sig. Det er samme fænomen, der for kølvandet til at se ud, som om det er oplyst nedenfra. Sammen med den stjernedækkede, måne-løse himmel er det en fantastisk oplevelse. Lugten er der i mod ikke lige så behagelig; om end mild, så uimisgenkendeligt svovl-forbindelser.

 Vi ser enkelte sovende fugle, blandt andet en mini isfugl. Så dukker de første krokodiller op. Her er både fersk- og saltvands diller. Forskellen er skellene på deres maver. De største, der er set i laguner er tre meter. Vi ser nogle på godt en meter. Vi ser mange nålefisk, en lige slægtning til søhesten ,og andre, der ikke lige er til at artsbestemme.

 Vi kommer tæt på en dille, og vores guide hopper i vandet og trækker båden efter sig. Efter adskillige forsøg fanger han bæstet, og løfter den op på rælingen. Maven viser det er en ferskvands dille. Halvanden time varer turen, som koster 350 kroner for os fire. Guiden har nok haft en lige så god aften som os. Vi lander ved midnat, og aftaler at mødes med hans svoger i morgen tidelig.

Den sidste del kan læses i Dagbog 3