Vi starter dagen lidt langsomt, det er jo søndag. Vinden har lagt sig, og vi kører ind til china-town. Først raider vi en boghandel, som har nogle forrygende tilbud. Jeg finder blandt andet en bog, hvor en del af mine knolde er omtalt, fra 2002. Rikke finder et halvt tons krimier.
Vi ser lidt på nips, tøj og mad. Kommer til et stort indendørs marked med alt fra ægte diamanter over grønsager til falske Rolex. Jeg finder en rigtig fed hård kuffert a'la Samsonite, bare til en lidt mere rimelig pris. Så har vi da noget at trille Rikkes bøger rundt i. Rikke har hovedpine, og forsøger at få det masseret væk hos en kinesisk massør. Det hjælper faktisk.
Vi bliver træt af mokkeriet, og søger ud til en café. Rikke skriver postkort, jeg dagbog. Udhvilede og forfriskede går vi ind mod centrum. Kigger ind i nogle antikvarboghandler, hvor jeg leder efter en bestemt "knolde-bog". Finder den ikke, men der er en anden bog af samme forfatter til 40 kroner, og den må med hjem. Den hedder "Name That Succulent", og er en teoretisk gennemgang af blandt andet knolde, uden fotos. Den slags er ikke til at støve op der hjemme, og hvis endeligt, så er de ubetalelige.
Vi tager en bus ned til Central Station, jeg vil nemlig gerne ud til Box Hill og Llandilo, hvor der er to kaktus-planteskoler. Spørger om, hvordan man kommer der til i en billetluge. Han siger noget med et tog og så en bus, men spørg i informationen. I informationen spørger fyren på bombay-engelsk, om jeg prøver at teste ham. Han har aldrig hørt om de to byer. Han finder dem dog, og fortæller hvilken toglinie jeg skal med ud til bussen. Så giver han mig et telefonnummer, hvor jeg kan få tiderne.
Jeg gider ikke lige ringe, nu vi er på stationen, så jeg går bare over og køber en billet til i morgen mellem ti og elleve. Det kan man sørme ikke, kun til samme dag. "Nå, hvad tid går det?" "Ved det ikke, spørg i informationen!" Den tid, den sorg.
Vi snupper lige en bid aftensmad, før vi kører hjem. Finder en etnisk restaurant i den store stationsbygning. En amerikansk burgerkæde ER altså etnisk her! Hjemme på hostlet læser vi, og jeg lærer lidt mere om mine knoldes familieforhold.
[ Tilbage ] |