| [ Tilbage ] |
Det viser sig, at vi holder bag en rasteplads, godt gemt i buskene. Vi kom kun 50 kilometer ud af byen i går, før vi standsede. Jeg ville gerne se landskabet, og det var bælgmørkt klokken halv elleve.
Jeg vågner tidligt, og lader Rikke indhente sin tabte nattesøvn, mens jeg nyder landskabet. Efter yderligere 60 kilometer forsvinder træerne, og på de næste 500 kilometer er der kun få, meget usle småskove.
Landskabet bliver ikke ensformigt af den grund. Jorden, som egentlig er grus, skifter hele tiden farve. Spektret fra hvidt over gul og okker til mørkt rødt. Vegetationer skifter også. Stift højt gult græs, små lave blå-buske, spredte grønne buske, meget lavt knastørt ukrudt og alle kombinationerne. Nogle enkelte blomster er der også: Små græskar med gule blomster og halv- til hel modne frugter, små blå evighedsblomster, gule "margueritter", lyselillae tidsler, rødblomstrende buske, hvide puder og meget mere.
En enkelt gang hopper en stor grå kangaru formålsløst rundt midt på kørebanen, og flytter sig kun modvilligt. Jeg møder en del personbiler, mange 4WD'er og rigtigt mange road trains - efter australske forhold; omkring 15 i timen. Stort set alle hilser, specielt truck driverne.
Rikke begynder at mumle bag i, og jeg svinger ind på en udkigsplads. Vi sidder og kigger ud over en stor kridthvid saltsø, med et pudsigt bjerg midt i, mens vi spiser morgenmad. Et par meget små gekkoer, med alt for stor sikkerhedsafstand, holder øje med os.
Vi kører op og ned af nogle store skranter. Mellem er "højland", som hæver 50-100 meter over "lavlandet". Vegitationen skifter brat, ved en sådan skrant.
I Vest Australien står: Don't drive tired, her i Syd Australien står Drowsey Drivers Die! Der er kun meget få vrag, langt ude på markerne, men der er en del kors med plastikblomster. I West Australien stod der totalt smadrede bilvrag på road house'ne, med advarsel på. Et sted var en totalt smadret bil hængt ti meter op i et træ, med sit budskab.
Vi passerer nogle af de søer, som ser så flotte ud på kortet, foreksempel Pernatty Lagoon og Lake MacFairlane. De viser sig at være enorme, hvide saltsøer, omkring 50 kilometer hver.
Så kommer vi til Woomera, en by med 1000 indbyggere, og det eneste jeg kan sige om den er, de serverer ringe kaffe. Den var også center for englændernes '50- og '60'er raket eksperimenter, men øh....
Vi standser ved alle road house'ne, de ligger bekvemt med omkring 200 kilometer i mellem. Vi laver vores første road kill: En meget lille spurv rammer pludseligt og meget skæbnesvangert forruden. Jeg begraver den under stor omsorg (foran højre baghjul).
Endelig når vi Coober Pedy, som er dagens mål. Det er en opal-mineby, som har en spændende huleby, med kirker, forretninger og hoteller. Vi kører ind på den første tank, for at få diesel og bad. Mens Rikke bader, fylder jeg olie og vand på. Jeg får også kigget lidt på vores defekte sprinkler. Vi har ikke så meget at bruge den til, her i de tørre stater, men senere? Låget mangler, men et gammelt bremsevæske beholder låg passer næsten. I bunden af beholderen er der tørt mudder. Motoren er også en mudderklat, og slangen er næsten fyldt. Får det renset, men stadig intet sprøjt. Går ledningssystemet efter, kontakten ud af instrumentbrættet. Renser kontaktfladerne og heruka - det virker.
Til gengæld ligner jeg en kulminearbejder i en sauna, godt det er min tur til at bade. Fik jeg nævnt fluerne og en hel masse små sorte myrer.
Klokken er blevet halv syv, og vi kører op på byens udkigspunkt. Her er en fantastisk udsigt over byen, som ligner den ene skrot handel efter den anden. Ind i mellem er der huller i klipperne eller jorden. Her bor 3000 mennesker, men der er ikke noget, der ligner en by!
Vi laver lidt varmt aftensmad, og triller så ned i "centrum". Ligner et nedrivningsklart område, eller rasterne af en middelsvær borgerkrig. Rundt omkring sidder og driver forhutlede abo'er, og flokke af skabede herreløse hunde omkring. De minder foruroligende om zombier: Går hvileløst rundt i småflokke.
Alle på tanken vi startede på, talte noget a'la bondespansk, og pizzariet vi får aftenskaffe på, bliver bestyret bonde-italiensk. Efter den oplevelse ned i "byen", dropper vi tanken om at sove gratis, og kører ud til udkanten af "byen", hvor der er en (portugisisk?) campereplads. Det koster 60 kroner at holde inden for deres indhegning, men så har vi også bad og tøjvask i morgen. Pladsen er passende oplyst, og vi føler op ret sikre.
Vi mærker tydeligt, vi er kommet nordpå. Dagen igennem har det været godt over 30oC, og nu i aften er det stadigt over 25oC.
| [ Tilbage ] |