Jeg sover pragtfuldt, Rikke, den stakkel, ligger søvnløs hele natten. Jeg bliver vækket da de første møder på arbejde. Efter morgenmaden går vi over til indgangen af Whylla Wildlife & Reptile Sanctuary.
Hvis receptionen er låst, tryk på klokken. Jeg trykker, og aktiverer et kompressorhorn, lige over vores hoveder.
Lige inden for indgangen er to store ormegårde, hvor der er common braun snake i den ene, og bobtail-, blue toungh- og king skink'e i den anden. Pæne terrarier, med sten og planter arrangeret som en naturlig høj i midten. Dyrene er fremme for at nyde de første solstråler.
Og så går det ned af bakke resten af haven rundt. Forskellige importerede småaber og en masse små myrer, en vombat og en masse små myrer, tre koalaer og en masse små myrer, et phytonhus, der er aflåst og formodentlig tomt og en masse små myrer, en stor voliere med påfugle og duer og en masse små myrer, en ørn i et stort bur og en masse små myrer, tre dromedarer og en masse små myrer, et børne zoo med marsvin, kaniner, flyvende hunde og en masse små myrer og et skilt, der peger til Reptil House. Jeg kan ikke finde det, og spørger en ansat. Det er nedlagt. Ud over os og en masse små myrer, var her kun de ansatte og en masse små myrer.
Vi ruller videre, ind til byen, hvor vi får et af de gratis bykort, som de er så gode til. Svømmehallen er let at finde, så det starter vi med. Jeg har taget et brusebad, og sidder nu og taster løs, mens Rikke svømmer.
Over til centret, hvor vi får fyldt maven og madkassen. Så ind til centrum, hvor vi finder vores bank. Forklarer, vi har problemer med at få plastikkort. De søde dame er utrolig hjælpsom, og tilmed kreativ, så om 14 dage, når vi kommer til Adelaide skulle de være der. Vi når lige at hæve, så lukker de.
Vi triller lidt rundt på må og få, og ender oppe på et udkigspunkt. På den ene side ligger jernværket. Der er helt rustrødt og enormt stort. Det fortsætter ud i havet, hvor et stort skib ligger til.
På den anden side er marinaen. Stor havn, som kun er udnytter 20%. Bugten med den fine sandstrand skæmmes voldsomt af alger, som når langt ud. Man kan slet ikke se overfladen flere hundrede meter ud. Her er nok nogen, som har brugt for meget gødning/vaskepulver.
Der er mange Aboriginals i byen. Jeg har ikke rigtigt skrevet noget om dem, jeg ville vente, til der var noget pænt at sige om dem. Ikke at der er det nu, men jeg har opgivet.
Arthur, som vi købte bilen af, fortalte, at en abo-bil ikke var til at sælge til andre. De lugter nemlig forfærdeligt (og de syntes det samme om os), og det har han ret i. Vi har kun set lettere til svært forhutlede abo'er, hvis de har bil, er det et gammelt vrag, nogle er fulde eller skæve af benzindampe. De er beskidte og nogle gange ualmindeligt fede. De er virkelig en underklasse i deres eget land. De kom til Australien for 50.000 år siden, da der ikke var andre mennesker her. Deres kultur, med meget nuancerede love og skikke, har eksisteret uændret siden da, og er suverænt den længst eksisterende kultur i verden. For at sætte i perspektiv: Homo neahethleander (eller hvordan man nu staver det) uddøde i Spanien for 12.000 år siden, for 10.000 år siden røg mammutten og for 6.000 kom de første mennesker til Danmark. Abo'erne har været her længe! Nu går de og roder i "gæsternes" skraldespande.
Vi beslutter at køre tilbage til Port Augusta, før det bliver mørkt. På vejen møder vi en stor camper med store plakater med bibelske citater og kampord. Bag rattet sidder en gammel fyr med meget stort gråt fuldskæg og langt hår. Fornemmer, jeg har set ham før, sammen med Marty Feeldman.
Vi passerer de samme overmalede vandtanke, som i går, og jeg kan ikke modstå fristelsen til at tage et foto. Da vi kommer ind i byen, kører vi ned til den store ultra pinke sø og skyder et andet foto. Ind til centrum, som er temmelig svært at finde i et enormt villakvarter. Næsten alt har lukket undtagen Blockbuster (fedt!) og Woolworth, hvor vi køber frugt og grønt til ørkenturen.
Ude ved søen ligger en masse fastfood bikse, og vi får aftensmad, mens vi endnu engang betragter søen i de sidste stråler. Skriver dagbog og postkort, og triller så op mod Alice Springs. Der er omkring 1200 kilometer, så vi holder nok en pause eller to. Dette bliver nok den ultimative ørkentur; ind i midten af den store røde ørken. Det varer nok lidt, før der kommer mere, vi skal lige finde et mobilnet.
| [ Tilbage ] |