PHILIPPINES DAGBOG  2
1/4-24/4 2005

 Vi følger vestkysten op til Bata, krydser ind over de lave bjerge, og kører så langs østkysten. Det er næsten udelukkende kokos- og banan planter vi kører blandt. Der er tunger af rismarker i alle stadier, og enkelte ananas planter. 

 Vi lander på Taclobans havn ved firetiden. Her er et enormt åbent marked med grønsager, frugt, små og store fisk, kød og isenkram. Vi finder en noget vestlig café, og må slippe ni kroner for tre kaffe, tre store kager og fire små. Finder en automat, der vil give kontanter fra et Master Card. Hæver 1000 kroner, det burde holde et stykke tid!

 Det første hotel vi finder er lige dårligt nok. Det næste koster det dobbelte, men for 60 kroner får man et pænt dobbeltværelse. Her er endda, for første gang, varmt vand! Det er jo en storby. På trods af det, er trafikken utroligt rolig og høflig. Der bliver ikke dyttet meget, og bilerne holder, om end modvilligt, tilbage for fodgængere. Her i centrum er der mange restauranter i MC Donnald gengren. De fører dog hovedsaligt kun lokal-præget mad. Forretningerne lukker klokke syv, og så åbner der små gaderestauranter foran. 

10. Vi spiser morgen på Chow King. Navnet er måske logisk, men det giver nogle grimme associationer! Nå, maden er i orden. Uden for vinduet sover en 10-12 års dreng på fortovet.  Han vågner, og tigger en enkelt gang, men giver så op, lige som gadesælgerne. Vi finder bussen til Samar, hvor vi vil ud for at se Natural Brigde i Natural Brigde National Park. Vi lander i en lille by efter en halv time. Her finder vi turistkontoret, hvor vi bliver pakket en færdigpakket tur på. Det virker ikke som om man selv har meget at skulle have sagt, men den dækker vist vores ønsker. Må slippe 55 kroner per næse. I næste uge får de travlt. TV-showet Jungle Challange kommer til byen.

 Vi bliver registreret på uendelige formularer og i diverse bøger. Så venter vi på vores båd-mand. Jesper tjekker lige om hans regnslag til rygsækken er vandtæt. Vi har ikke været ude i regnen, men flodens chokoladebrune vand kan bruges. Det er heldigvis tæt. Vi sidder på brædder, der ligger på tværs af en smal kano med en ualmindelig støjende motor. Har ikke nogen fornemmelse af, hvor langt vi skal sejle, og ender med at finde ørepropperne frem. 

 Vi passerer utallige små landsbyer, der klynger sig til bredden på lange tynde pæle. Det krat-lignende men frodige landskab bliver afløst af tæt og meget høj skov. Efter  tre kvarter lander vi midt i naturen. Morten og jeg piller propperne ud, Jesper siger "Nej" til alt. Han havde ikke propper.

 Vi er ved indgangen til et enormt hule kompleks. Vi bliver overladt til en guide og to lygtebærere. De har hver en stor acetylen lygte, som virkeligt giver lys. Ud over hulens mange store og små kamre, med utallige spændende formationer, er her nogle spændende dyr. Haleløse skorpioner, med enormt lange forben, fårekyllinger med enorme følehorn og en lille sød frø med kolossale øjne.

 Som alle andre steder har formationerne navne. Tænker på, hvordan det ville være at se: Rismarkerne, snehvide og de syv, ammende moder, og alle de andre syrede formationer efter en pibe fnisegræs? Efter en god lang gåtur kommer vi ud i varmen igen.

 Støver lidt rundt, mens vi venter på chefen, der skal være vores guide ind gennem junglen, til "Den Naturlige Bro". Lille smilende mand, som elsker sit lands natur. Vi ser en del sommerfugle, isfugle, røde firben, en skink, store snegle, nogle enorme 1000-ben og nogle pansrede 1000-ben. 

 Der er et hav af forskellige planter. En del er kendt fra blomsterhandlerne i Danmark. Her er vilde begonier, enorme bregner, hvis blad-stilke er tykkere end min arm. Forskellige flotte blomster, forskellige insekter fra store bladlignende græshopper til farvestrålende biller..

 Vi når broen, som er enorm! Floden har skåret sig gennem limstensbjerget, og dannet en hule. Taget i den er styrtet sammen, og vi står mellem to broer, den ene større end den anden. Åbningen er omkring 15 bred og 25-30 meter høj. Den strækker sig 20-30 meter tværs gennem bjerget, for så åbne sig ud til en tæt urskov.

 Der kommer en enkelt byge, og vi sidder under et klippe udspring og slapper af og sludrer med nogle "lokale turister". Ser endnu flere dyr og planter på tilbage turen, som afsluttes af endnu en støjende bådtur. Vandet er faldet en del, mens vi har travet, og de næste ture bliver aflyst. Man kan ikke sejle på floden, og der er ingen veje.

 Vi når tilbage til bussen klokken seks, og kører de 180 kilometer til Calbayog på små tre timer. Det sidste stykke af meget dårlig vej. Vi booker ind på Edvardo Turist Hotel, hvor de ikke taler et ord engelsk. Sen aftensmad på den lokale grill. Med grill mener jeg grill. Der bliver fyret op under kullene på terrassen med en elektrisk blæser. 

11. Tidligt op, som sædvanligt, og med jeepney de 60 kilometer til Allen. Asfalten bliver flittigt udnyttet på vejen. Vi zig-zagger mellem ris, kokos og fisk, der ligger og tørre i solen. Landskabet er uændret: Tæt skov af kokos og banan, gennemskåret af tunger af rismarker.  Der kommer heldigvis sælgere op til jeepnierne i de større landsbyer med mad, drikke og snaks.

 I Allen finder vi det første posthus. Det er en del af kommunekontoret/rådhuset/telegrafen/politistationen og hvad ved jeg. De er lidt imponeret over, vi har frimærker! Efter en længere gåtur inder vi King Fredrich. Det er færgen, som ligner en Samsø færge fra gamle dage, bare i målestoks forhold 4:5. Jeg kan ikke stå oprejst i salonen, og slet ikke komme gennem dørene uden at bukke mig meget.

 Det tager halvanden time at sejle til Matnog på den store ø Luzon. Det er her Manilla ligger, bare meget langt nordpå, af en smal landtange. Før vi afsejler betragter vi en flok smådrenge, der boltrer sig på fægesiden og en lille båd. På utallige opfordringer kaster jeg en håndfuld småmønter ud, og så bliver der dykket!

 Udsigten til de talrige øer vi passerer er fantastisk. Den ene Bounty-ø efter den anden. Rolig overfart, her er vist aldrig de store bølger.

 Vi finder hurtigt bussen til Daraga, hvor vi må sidde på bagsædet. Det er hævet, så der er et stort bagagerum, men så sidder man over vinduerne. Eller rettere; hullerne. Mange busser har ikke glas i hullerne. Der er en træplade, som kan hæves, så den lukker hullet, det er alt.

 Vi standser en enkelt gang, så vi kan proviantere og tisse. Der er pant på flaskerne, så man får sin Fanta i en lille plastikpose med sugerør. De så kendte minut-supper i flamingo-kopper er meget populære.

 Sammen med os er der kasser med kyllinger og papegøjer. Ellers er der temmelig stille. I Daraaga er der et kvarter til bussen til Donsul. Vi ankommer i skumringen, men må gå en times tid ud til hotellet. Rigtig flot tur gennem den lille by og de omliggende marker, på tværs af den store flod. Her er kapoktræer og meget andet, som i det mindste jeg, finder spændende.

 Vi finder et resort, hvor der er ledige pælehytter. De er kun to ledige, men vi ser næsten ikke andre udlændinge. Efter aftensmaden støver vi lidt rundt i pandelampernes skær. Massere af tudser, gekkoer, flagermus og insekter, bare ikke myg. Her er utroligt stille.

12. Stilheden bliver afløst af 500 galende haner, nogle grise og en enkelt hund, der helt sikkert har sat vækkeuret tidligere end os. Jeg støver rundt i haven for at fotografere insekter og orkideer. Efter morgenmaden går vi ud til turistcentret, hvor vi er de eneste. Meget nyt, flot og funktionelt. Vi bestiller en båd for resten af dagen, lejer snorkel-grej og sejler ud med vores fire mands besætning og guide. Det koster så 140 kroner! Efter formanende ord og en forklarende video er vi klar.

 Vi har ikke sejlet mere end ti minutter for udkiggen råber "Shark". Vi hopper i grejet og ud over rælingen sammen med guiden. Vi er sejlet rundt om  kræet, men kan ikke se den. Pludselig kommer den glidende. Kæmper os ud til siden, for at lade to kvadratmeter mund og en krop som en bus passere! Vi snorkler med hvalhajer - verdens største fisk, der kan blive 18 meter lang. De ernærer sig heldigvis udelukkende af plankton og småfisk.

 De næste tre timer ser vi mellem 20 og 30 af disse blide kæmper. Vi er blevet formanet om ikke at røre dem, men guiden viser os hvordan. Jeg er en gang nede for at måle afstanden mellem øjnene. Der er to meter! Får ramt kalorius på ryggen med min ene luffe, og den bliver forskrækket. Slår et enkelt slag med sin enorme hale, og glider i utroligt fart, uden kølvand, fra mig. Det vil sige; den har en temmelig stor rygfinne og halefinne, der stikker op, og da vi svømmede samme vej, og jeg lå med spredte arme og ben, rammer de naturligvis mig hvor det kunne have gjort rigtigt ondt!

 Efter tre timer er vi mætte af indtryk af de enorme kroppe med lyse striber og hvide pletter. Også en del udasede af at svømme langs dem, og kravle op i båden, igen og igen. 

 Hjem til lodgen for at få frokost, og så ind til byen for at finde en jeepney til Doroga. Chaufføren udpeger den enorme rygende vulkan Mayon, som dukker op mellem træerne i splitsekunder. Får en lang fotoserie af slørede trætoppe, facaderne af de lokale huse, der er bygget i flækket bambus og parkerede lastbiler. 

 Da vi endelig finder lufthavnen, er den lukket. Ud over en bokser, der er ved at få handsker på, er der ikke mange. Finder et åbent kontor, der kan mælde alt udsolgt i morgen. Hmm, så til plan B. Efter at have fotograferet den enorme, og stadigt rygende vulkan, kører vi ned til busstationen. Der går en air-con natbus til Manilla om en halv time. Vi finder lidt snacks til turen, og forbereder os på en lang nat. Det tager eleve timer at komme til Manilla. Det værste er temperaturen. På trods af, Jesper piller ved regulatoren, da vi gør et stop, er her bare afsindigt koldt. Dette er den eneste gang på uren, jeg ville ønske jeg havde mere end mine halvanden kilo bagage. Jeg kunne godt have brugt en flees-jakke - eller en polarsovepose!

 Vi kører nærmest rundt om Mayon, ved hvis fod utallige gartnerier udnytter den frugtbare masse af lave grus. Der er mange blomster forretninger langs vejen, med utallige krukker, fuldt at uendeligt mange forskellige blomster. Ville på sin vis gerne have et nærmere kig, men hvad nu, hvis jeg fandt noget rigtigt spændende?

 Vi kæmper for at finde behagelige sovestillinger. Jesper og Mortens kamp minder mig utroligt om dovendyrets søvn op en sten, i filmen Iceage. Ud over temperaturen er her en del børn ombord. De er egentlig ikke nær så generende som de voksens mobiltelefoner. Jeg fatter ikke, hvad der er i vejen for at slå lyden fra, når man har vibrator?

13. Det bliver en lang nat. Vi ankommer til Manilla ved firetiden, lettere forfrosne. Vælter med værkende lemmer ud i varmen. FInder en taxi, og kører ud til lufthavnen. Der går et Asian Spirit fly nordpå halv ti. Så sparer vi otte timer i bus. Booker også fly fra Manilla til Pawlan og tilbage. Der går ikke mange fly, men dem der går, lader til at blive brugt flittigt. Det ville være ærgerligt at sidde i den anden ende af landet, når man skulle flyve hjem. 

 Vi sidder og venter en evighed i den nationale lufthavn. Jeg spørger optimistisk en engelsktalende vagt, hvor jeg kan sende postkort. Han siger, at der er alt for langt til posthuset, til jeg kan nå det. Jeg havde bare, temmelig naivt, håbet på en postkasse. Der flyver omkring ti fly før vores, og det til tiden. Vores bliver udsat, igen og igen, mens endnu flere afgår til tiden. Hvis vi havde fundet en bus i morges mellem fire og fem, kunne vi have været der oppe lidt over tolv. Her sidder vi til klokken tolv, hvor de så beklager: Flyet er aflyst. 

 Så kan vi bruge en evighed på at få refunderet billetterne, og lufthavnsafgiften kan vi skyde en hvid pind efter. Så er vi ude i plan C. Vi nøjes med at kører op til Subic Bay i taxi. Det tager små fire timer, og koster mere end flybilletterne. Her lander vi lidt i fem, en anelse slidte. Byen er lidt svær at finde ud af. Det er egentlig den gamle by Olongabo, hvor amerikanerne har bygget en enorm base. Noget af området blev lavet om til frihandelsområde, da amerikanerne blev smidt ud, og der er vagter ved broen til området. Her er flere penge, end vi ellers har oplevet. Kæmpe store og nye biler, flotte huse og generelt velstand/vestlig dekadence. Man har forsøgt at udnytte amerikanernes forladte bygninger til at lave et gigantisk industriområde, men det gik vist ikke helt.

 Der er ikke meget by eller handelsområde, og vi kan ikke umiddelbart finde et hotel. Får en hurtig kop kaffe, og planlægger lidt. Vi har læst, der lige uden for byen er verdens største flagermus koloni med 10.000 dyr. Det endda er verdens største flagermus, med et vingespænd på to meter! Det er vel egentlig flyvende hunde. Vi finder en bus, der går ud til området. Det er på den anden side af bugten, nær lufthavnen.

 I udkanten af en boligblok kvarter starter urskoven. Virkelig vild. Vi har en fantastisk udsigt over en tæt begroet dal. Enorme træer, helt dækkede af lianer, mange blomster, og i det bagerste hjørne: Nøgne træer, helt dækkede i enorme flagermus kroppe. Efter lidt søgen rundt, og kommer så tættere på. Det lader til at være et kendt udflugtssted for de lokale. Ikke på grund af flagermusene, men mere fordi her bor en flok filippinske aber. 

 Jeg støver rundt i området, mens vi venter på, det bliver mørkt nok til, de store bæster begynder at flyve. Finder forskellig frø af de store blomstrende træer. Her er Fabaceae i forskellige variationer samt andre, med enorme frugter. Fotograferer og samler til Botanisk Have, som bliver veldigt begejstrede. Der komme ind i mellem nogle enkelte krumnæb flyvende over os; papegøjer eller parakitter? Luften genlyder af utallige fugles aftensang, iblandet enkelte skrig fra de store flyvende hunde. Ser svaler, krager, biædere og en masse "smuttere" og sangere.

Det bliver mørkere og mørkere. Det er længe siden, der er kommet en bus forbi, men endeligt giver vores venten pote. Der har været en tiltagende larm fra kolonien, og efter det er blevet helt mørkt, forlader enkelte dyr kolonien, og begynder deres jagt på modne frugter. Vi forsøger forgæves af fotograferer dem, men det er nu mørkesort nat.

Efter tre timers studeren begynder vi at gå ned af igen. Vi går temmelig langt, og fjumrer lidt rundt, for at komme den rigtige vej. Det er buldrende mørke, og der er ikke en sjæl på gaden. Hører en del lyde fra den tætte skov, der omgiver os, og de enorme flyvende hunde krydser stjernerne i den smalle sprække himmel over vores hoveder.

 Vi når den lukkede lufthavn, En jeepney kommer forbi, men vil ikke have os med. Måske fordi han ikke skulle ned til byen. En gammel Toyota med far, mor og to-tre børn stopper. De spørger, om vil vil have et lift ind til byen. Der er fem-otte kilometer, og den manglende nattesøvn begynder at kunne mærkes. De klumper sig sammen på forsædet, og med fjedrene helt i bund, kører vi forsigtigt ind mod byen. De spørger, om vi skal ind i "et eller andet", og det kommer vi. Over broen, hvor der bliver spurgt, og lyst lidt ind i bilen, og så er vi i en pulserende by.

 Her er massere af restauranter, barer, strip, hoteller og lignende. Her mangler faktisk bare 30.000 amerikanske soldater på landlov. Vi nøjes med et billigt hotel, efter at have været inde på en del udsolgte, lokal mad til 12 kroner og en Internet cafe. 

14. Lidt klatøjet efter kun seks timers søvn indleder vi jagten på morgenmad. Ender på den lokale snask, da vi helst ikke vil bruge en af de mange MC Donnald-lignende. Jeg får ris med spejlæg og skinke, samt to kopper kaffe til syv kroner. Så begiver vi os ned mod havneområdet. Det viser sig, vagterne ved broen vil se ID. Brødrene har deres dykkerbeviser, og jeg sniger mig bare med. 

 Får travet en hel del langs vandet, før vi finder en shop, der sælger dyk. De vil have 300 kroner for to vragdyk, og vi slår til. De har en lille dykkerbutik, og jeg finder nogle briller, som jeg får lov at prøve. Vi venter et stykke tid på divemasteren, som er en vikar de kalder ind. Finder grejet frem, og sejler lidt ud i bugten til US New York, som ligger på 15-30 meter vand og er 112 meter langt. 

 Det er selvfølgeligt meget imponerende, men jeg finder den tætte kappe af koraler der dækker vraget mere fascinerende. Vi svømmer også ind gennem vraget. Her inde er der temmelig store fisk og et bedre sigte. Vandet er 29 grader, min maske virker rigtigt godt, det er en fornøjelse. Bliver ikke dårligere af, jeg ikke er den dårligste dykker. Vi har to ex-filippinere med, hvor af den ene er erfaren, men åbenbart ude af rutine. 

 Efter en behørig pause dykker vi så ned til El Capitan, som er et spansk skib fra 1898. Bedre sigtbarhed, flotte koraler, fantastisk dyk. Vi svømmer udvendigt den ene vej, og tilbage gennem skroget. Stikke hovedet op i en luftlomme, hvor luften kunne være bedre!

 Jeg beslutter at købe masken, og må slippe 130 kroner. Den giver måske ikke det bedste vide-screen syn, men den passer godt til mit smalle ansigt. Bruger væsentligt mindre luft nu. Det betyder længere dyk - mere for pengene. Jeg har glemt min dykker-log, og og må trave hele vejen tilbage til hotellet. Det er ikke muligt at få en taxi herude. 

 Kører tilbage med en, men han bliver ringet op med en anden tur, så han smutter, før vi alle tre kan køre med tilbage til byen. Får mine stempler, og så traver vi ind til byen. Morten har siddet og set på de 50 vandscootere inde hos naboen. Vi er blevet betragtet af tre-fire solbrille/ure/perlekæde-sælgere. Vi er bare de eneste turister. De må enten være baseret på gamle dage (for et par år siden) eller også enorme krydstogtsskibe. Set fra vores synspunkt har det en gunstig indvirkning på priserne. 

 Går en tur rundt i handelsområdet. Det består næsten udelukkende af frisører, mobiltelefonbutikker, stripbarer, restauranter, plastik-pynt-ting-butikker og gadehandlere med pirat-DVD'er. Efter aftensmaden finder jeg en frisør, der kan trimme mit skæg. 

Den sidste del er i Dagbog 3