|
I erkendelse af, jeg egentligt har set forbavsende lidt af Europa, skulle min næste tur ud i den store og vilde verden gå til et europæisk land. Grækenland byder på bjerge, barsk natur, kendte klassiske ruiner og så kunne det jo være sjovt, og møde nogle andre EU-medborgere, og se, hvordan de lever. Dag 1. Op 4.30, første tog til Hovedbanegården, bus til CPH, ankommer 2 minutter før sidste chance - ingen kø. Premiereflyet er næsten fyldt med charter turister. Med fare for at lyde arrogant; det er pøblen jeg flyver med. Uformelige kroppe, overdreven sminke og afblegning, tatoveringer, reklame T-shirts, groft sprog og umådeholdent indtagelse af alkohol. Jeg har følt mig mere homogen på et kinesisk landsby markede, eller i en lokal-restaurant i Ecuador. Efter 2½ times flyvning lander vi i Athens charterlufthavn. 230 C, overskyet og så er deres Visa-kort terminaler nede. Ingen penge til bus, men under indflyvningen lagde jeg mærke til at lufthavnen lå lige i kanten af byen. Traver i 10 minutter og finder en bank, som efter lidt snak frem og tilbage, udbetaler mig nogle drachmer. Ud af banken, og ind i den første bus, der kører til centrum. Det viser sig, at man køber billetter i en bladkiosk ved siden af stoppestedet, ikke i bussen. Gratis tur til den dumme turist. Da jeg desværre ikke kunne få min foretrukne guide bog i CPH, må jeg finde en boghandel her, som har Lonely Planet. Det lykkes, efter at have set lidt af Athens forretningskvarterer, og jeg føler mig væsentligt bedre rustet til en gennemgribende udforskning af Grækenlands mere og mindre udforskede egne. Smoggen er styk, så jeg tager bus 024 ud til busterminal B og køber billet til Delfi. Det går gennem hvide bjerge, over rød jord, og gennem grønne olivenplantager. Det viser sig, at jeg er ombord på den forkerte bus, da jeg endelig får kontrolleret min billet. Står af i en lille flække, og venter 45 minutter på den lokale bar. Her sidder mændene og spiller kort og drikker tyrkisk kaffe (som de kalder græsk). Det mørkner, og regnen vælder ned. Har ikke den bedste fornemmelse. Kører tilbage til Lamia, som er den nærmeste store by. Ankommer ved 8-tiden, booker ind på hotel Neon, og går ud for at se lidt af byen. Det er holdt op med at regne, og jeg befinder mig i et "Art Deco" område, bare uden turister. Det virker egentligt ikke så fremmet, som jeg havde regnet med. Dag 2. Der går først en bus mod Delfi klokken 10.40, så det må blive næste gang jeg kommer forbi, at jeg ser Delfi. Tager i stedet vider op gennem landet til Larisa, en anden halvstor by. Nyder turen gennem det solskins oplyste landskab. Temperaturen sniger sig op mod 280 C, og - som det viser sig at blive en vane, sidder jeg og sover ½ time efter 5 minutters kørsel. Larisa kan byde på nogle særdeles ruinerede ruiner og en smal flod med 10 broer over. Nogle af broerne er smukke sten eller støbejerns konstruktioner. Bliver nogle gange tiltalt på græsk; de tror, jeg er lokal. Sort tøj, sejlersko, rimelig solbrændt og så måske også næsen. Græsk er svært - meget svært. En klumme i en engelsksproget avis hedder: Hvordan man lærer græsk - på 25 år! Handlende, blomster markede, cafeer men ikke noget egentligt seværdigt, så jeg fortsætter. Når lige at springe på bussen til Trikala. Vi kører over flade frugtbare sletter og bløde halvgolde bakker. I Trikala løber jeg over til en anden bus. Hopper af i Kalambaka. Her er der et ruinområde, som jeg udforsker i en times tid. Så går jeg en tur ud på landet, langs en lille vej. Det er et frugtbart område, grøftekanten står i fuld flor. Jeg hører noget pusle, og finder til min store glæde et par græske landskildpadder. Når frem til Meteora, som er en rigtig gammel by. Smukke huse omgiver af et hav af blomster. Foran kirken står der et skilt med: Dette er ikke den gamle kirke, gå 500 m ->. Nå ja, tiden skal jo gå med noget, selvom kirker ikke fascinerer mig så meget mere. Efter at have fundet en ruin med en fantastisk udsigt, finder jeg også den lille gamle kirke. Den er i sin nuværende udformning bygget i det 7. århundrede. Støver lidt rundt om den, og beslutter mig efter en del tøven, for at betale for at komme inden for. Woow! Alle væge er dækket med fresker fra det 14. århundrede. De er utroligt mørke af 600 års olielamper og vokslys, men det gør dem bare mere fascinerende. Midt i kirken står der en totalt dominerende prædikestol i (engang) hvid marmor. Langs nogle af væggene er der ældgamle stole. I et hjørne er der et hul i gulvet. Et lille stykke nede ses et mosaik-gulv fra det 2. århundrede før Kristi. Man må ikke fotografere, men de har heller ikke postkort, så jeg skyder lige et par fotos, men uden blitz. Ud over mig, er der kun den lille sortklædte morlille, som plukkede mig i indgangen. Går ud i det skarpe sollys, og går op mod de karakteristiske klipper, som Meteora er kendt for. Nogle af dem er hullede som en schweizer ost, og har givet navn til Meteora. Der er bygget adskillige klostre på siderne eller toppene af disse søjleformede klipper. Tæt på ligner de gammel beton, lavet af ral, sand og med for lidt cement. Går op af en lang og stejl sti til et af klostrene, kaster et blik ind, og går så mod det næste. Ifølge Bogen (Lonely Planet guiden), skulle der være en lille ubenyttet sti mellem klostrene. Jeg finder den. Det er den oprindelige brolagte gangsti. Gennem kratlignende skov, massere af blomster og klipper. Jeg hører noget pusle og forlader stien. Efter halsbrækkende klatren støder jeg endelig på en skildpadde. Mener jeg kan fange stien længer oppe, men nej, den må være drejet af, og gå den anden vej om bjergtoppen. Endnu en gang farer jeg vild, og endnu engang er det i tornede vækster. Brombær, dværg kristtjørn og tidsler. Finder nogle murbrokker, og tror fejlagtigt jeg nærmer mig civilisationen. Både og - de er dumpet fra en lodret 150 høj klippe, som tårner sig op foran mig. Jeg moser vider gennem de krogede ege og kommer til nogle huler, hvor jeg kan høre stemmer. Det viser sig at være to englændere som er faret vild, fra den anden side. Vi taler lidt om, hvem der har været gennem det mest ufremkommelige, og går hver sin vej. De er gået gennem nogle huler og efter meget klatren i dem finder jeg endelig ud til en sti. Dropper det andet kloster, og går langs et vandløb tilbage mod Meteora by. Her er nogle kæmpe blomster. En broget stamme på ½ meter, med nogle store flænsede blade ender i en op til 40-50 centimeter lang sort lilje-lignende blomst. Gentagende undersøgelser viser, at løget sidder meget dybt i den stenfyldte betonagtige kalkjord. Ser flere skildpadder, et par ravne og en flok geder med store bjælder om halsen. Tilbage på vejen ser jeg en eskulap-snog smutte ind under en sten, kun en meter fra mig. Når tilbage i Kalambaka ved 6-tiden. Her erfarer jeg, at næste bus kører- i morgen! Ud til hovedvejen og tomme. En gammel græsk hippy samler mig op. Vi snakker, og jeg fortæller han blandt andet, at jeg har set skildpadder. Han bliver helt vild: Hvor, det vil han også gerne se. Tror først han tager pis på mig, men andre reagerer faktisk på samme måde. Han skal dreje fra, og jeg går af den smukke bjergvej i meget lang tid, før et fransk ægtepar i en camper samler mig op. Vi passerer forbi grønne bjerge, nogle helt beklædt med løvtræer og fyr. Vi snirkler os op gennem de skarpe sving, op over et 1690 meter højt pas, og ender i Metsovo. Jeg ville gerne have været videre, men mørket falder på, og jeg tror ikke ret meget på blafning i Grækenland. Vi er havnet i en rigtig turistfælde, bare uden særligt mange turister. De lokale promenerer på torvet, og sidder på caféerne og snakker. Det er små koldt heroppe, så jeg køber en sweat-shirt. Jeg finder hotel Acropolis, som i erkendelse af mangel på gæster giver mig 50% rabat. Turist sæsonen starter først om 2-4 uger. Jeg fatter det ikke; nu er alt smukt grønt, og alle blomsterne viser sig fra den smukkeste side. Solen skinner, og det er mellem 280C og 300C. Om 3 uger er det dræbende hedt, og alt vegetation afsvedent. Dag 3. Byen viser sig at være en ualmindeligt hyggeligt vel-(over) restaureret lille bjerglandsby. Forretningerne har pæne gammeldags facader, selvom de handler med souvenirer. Der er også antikvitets-, uld-, træskærer-, fødevarer- og tøjforetninger. Naturligvis er restauranter og caféer dominerende. På torvet står en video/EDB-infostand, bygget ind i en kæmpe træ tønde. De lokale er på vej i kirke, iført lokaldragter. Gennemgående sorte, men med stærkt kulørte tørklæder, skjorter eller veste. Når de går op af byens brolagte gader, illuderer de fortræffeligt forgangne tiders idyl. Hele vejen om byen ses mere eller mindre golde bjergtinder, meget lig Alperne. Jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg syntes byen er hyggelig eller kunstig. Jeg tager morgenens første bus til Ioannia. Vi kører gennem de fantastiske basalt- og kalkbjerge af de for Grækenland så karakteristike gode veje. Den eneste jeg møder med dårlig asfalt er under udretning og renovation. Betragter de mange forskellige blomstrende vækster på bjergsiderne og grøftekanterne. Mange ligner alpeblomster. Ser faktisk også to skildpadder, som trasker rundt i vejsiden. Helt sjældne kan de da ikke være. Ankommer til Ioannia, hvor jeg straks går hen til det arkæologiske museum, som skulle være noget ganske særligt. Studerende kommer gratis ind, så for sjovt viser jeg mit kørekort, så har jeg da brugt det til noget. Lidt overraskende godtager de det, og jeg er inde på et relativt lille museum med diverse marmor, jern, sølv, guld, glas og ler arbejder. Nogle meget flotte, de fleste som alle andre museers rekvelikier. Sten og ben fra 40.000 år f.K, ler fra 2.000 f.K bronze 1.200 f.K, jern 700 f.K, guld 400 f.K og malede vaser 500 e.K Ud at gå tur i byen. En kæmpe bymur skærer sig igennem byen, og en sø danner en naturlig grænse til den anden side. Forretningerne er som alle andre byers, så jeg søger ned til busstationen. Der går desværre ingen bus til Monodendri, så jeg kan ikke komme ud og trave en tur på 7½ time i Vikos kløften før i morgen. Da jeg føler; ting tager længere tid end beregnet hjemme fra, sløjfer jeg dette punkt fra planen, og fortsætter direkte til Konitsa. På den lange bustur snakker jeg med pigen der satte sig på sædet ved siden af mig. Hun studerer turisme, og kan fortælle mig meget om Grækenland, også ting som hun ikke har lært turister spørger om. Vi passerer tobaksmarker, og som så mange andre steder i Grækenland er bjergskråningerne dækket med blomstrende gyvler. De mest almindelige fugle er krager og skader. Jeg hopper af ved bygrænsen, og går ud af byen af en lille grusvej. Ifølge Bogen skulle der være noget at se herude. Mon ikke! En kæmpe stenbro rejser over floden i bunden af Vikos Aoös kløften. En lille sti fører langs floden ud til et delvist beboet kloster, langt inde i kløften. Jeg traver der ud af, men forsinkes gang på gang af den ene betagende udsigt efter den anden. Efter 2 timer er jeg ikke nået i nærheden af klostret, men mange storslåede indtryk rigere. Man kan ind imellem se fiskene nede i floden, en skrubtudse krydser min vej, småfugle kvidrer i krattet, en rovfugl krydser den smalle strimmel himmel over mit hoved. En stålorm smutter ind blandt nogle nedfaldne sten, men farverige sommerfugle frygtløs blafrer rundt i eftermiddags solens varme stråler. Jeg vender tilbage til den lille by, hvor der desværre ikke afgår flere busser fra i dag. Booker ind på Dentro Gesthouse. Vasker tøj, og sætter mig ud på terrassen for at sy lidt på min seneste opfindelse; kombineret fototaske/pung/ur/kompas. Der er en fantastisk udsigt over dalen til den ene side, og man kan skimte sneen på toppen af bjergene til den anden. Albanien ses 8 kilometer væk. Krofatter dukker op efter sin eftermiddagslur. Han sætter sig over ved mit bord, og vi sludder en times tid. Pludselig siger han; kan du bruge en fax? Ja, mon dog ikke? Han har en dansk ven, som han skulle have besøgt, men nåede det ikke. Vi koger et brev sammen i hans store køkken, og faxer til Michael på Frederiksberg, på dansk selvfølgeligt. Vi spiser lidt kage, og så kalder pligterne. Jeg trasker op i byen for at finde det naturhistoriske museum, som den lokale jagtforening skulle have. Det er temmelig lukket og tomt, kun en påfugl kan ses gennem ruderne. Resten af byen består hovedsageligt af beboelse. Stejle og smalle brolagte gader fører op af bjerget. Bag de høje stenmure åbenbarer den ene blomsterfyldte have sig efter den anden. Andre bruger deres have til nattely for deres gedeflok, det giver en anden lugt. Husene er også bygget af natursten, og har skifertage. I den øverste del af byen støder jeg på ruinerne af to rigmandsvillaer. De er under udgravning og restaurering. Der er en helt speciel stemning, da jeg er på stedet i skumringen. Udsigten over dalen er fantastisk, drosler, nattergale og andre fugle synger det bedste de har lært, en flok geder kommer forbi med deres bjælder og flagermusene afløser svalerne. Tilbage på kroen er det blevet tid til aftensmad. Bogen, og de to amerikanere jeg snakker med anbefaler stedets specialitet: Grillet feta og tomat med chili. Det bliver fuldt af grillet gris. Underskønt. Sidder resten af aftenen og taler med de to amerikanere. Den ene restaurerer ikoner, den anden underviser i malerier på universitetet. De er kun hjemme i US for at spare sammen til næste rejse. Dag 4. Jeg kommer tidligt op, og går op til den gamle del af byen, hvor jeg ser solopgangen fra ruinerne. Der dukker et hav af småfugle frem; rødrygget svale, fluesnappere, havesangere og så en hel del, som jeg ikke kender. Det bliver tid til at hoppe på bussen. Vi kører gennem nøgne bjerge, kommer til bløde grønne bakker og ender i Neapoli. En røvsyg by, som jeg heldigvis kun behøves at tilbringe en time i. På min vej videre ser jeg en fåretransport. På liften af lastbilen står en opsadlet hest. En anden kreaturtransport kører med levende grise. Undtagen den der hænger bloddryppende fra den ene stolpe. De andre grise er oversprøjtet med dens blod. Jeg kan forestille mig, at stemningen ombord på den lastbil er lidt trykket! Det er væsentligt mere oplivende at betragte en stor grøn flagspætte, der følger bussen et stykke tid. Næste by jeg hopper af i, er Kastonia. Den ligger klemt inde mellem to store søer. Der er nogle heftige stigninger i byens gader, nogle pæne huse og gader, men jeg forstår ikke de har udråbt den til Grækenlands pæneste by. Efter 1½ time har jeg fået nok, og vil videre. Det er lige over middag, og der går ikke flere busser før i morgen! De går i øvrigt ikke derhen hvor jeg vil, men til en by langt væk, hvorfra der er bus til mit mål. Jeg havde ellers besluttet mig for at droppe blafningen, men føler mig presset. Der er omkring 50-60 kilometer til mit næste mål; Prespa søerne, og jeg har 9 timer til det bliver mørkt. Trasker målbevidst ud af hovedvejen, hvor jeg overhaler en skildpadde. Et godt stykke ude bliver jeg endeligt samlet op af en dame. Vi når hurtigt til et Y. Begge veje fører til Florina. Da mit kort ikke er detaljeret nok, følger jeg hendes råd. Dumt! Jeg kommer ud af omvejen for lastbiler; 20-25 kilometer ekstra! Hun skal ind til en lille by, og jeg bliver sat af. Jeg her kørt med hende i 5 minutter, og er blevet lokket til en omvej på 4 timer, da lastbilvejen er så lidt befærdet. Kun 2 lastbiler passerer mig. En MC samler mig op, men endnu engang bliver det kun til 5 minutter. Her er ødet, meget ødet. Jeg går i 3 timer uden at se et menneske eller en bil. Store bløde, temmelig frugtbare bakker, som overalt bliver brudt af opragende kalksten. Det vrimler med smaragd firben, og selv skildpadderne er så talrige, at de mister deres fascination. Pludselig lyder en meget dyb knurren. En flok hunde ligger i vejkanten. Jeg brøler så højt jeg kan, og fanden tager ved de fårestore bæster. De løber 20 meter væk, men standser så, og følger med et stykke. Jeg syntes pludselig, der er meget varmt. Kommer gennem nogle små byer, der ligner det 16. århundrede. Jeg ser ikke en sjæl, kun byens hunde viser sig. Spøgelsesagtigt, men fremmede skal man åbenbart passe på, heroppe i hjørnet mellem Albanien og Makedonien. Jeg kommer til et kryds og bliver hurtigt samlet op af to - høm, jægere? kører med dem hele 7 minutter, dagens længste lift! Traver igen 1½ time. Langs vejen løber en lille å. Her finder jeg først haletudser, så klokkefrøer. Det er en massiv fuglesang fra krattet og markerne. I starten er den varme sommer eftermiddag, med de summende fluer og syngende fugle rigtig rar, men det begynder at knibe efter 30 kilometer. Jeg kommer til et nyt kryds, klokken er 19.30 og skiltene oplyser mig om, at jeg har lige så langt, som da jeg startede ved middagstid. Solen går så småt ned. Landskabet er enge og småskove, gennemskåret af bække og floder. Rigtigt smukt. Kæmpe træbukke sidder på vejen, og i vejkantens talrige blomster sidder farverige småbiller. En fyr samler mig op. Han taler i mobiltelefon i de 6 minutter jeg kører med ham. Han drejer af til grænseovergangen til Albanien, og jeg trasker igen. Et par gutter samler mig op, men vi når den sidevej, jeg skal op af efter 4 minutter. Her er politikontrol. En onkel/gentlemand-agtig betjent ønsker mig en god travetur. Gå mens mørket falder på. Der er måske 15-20 kilometer til det nærmeste hotel. De få biler der passerer mig sætter farten op, når de nærmer sig. Fra krattet høres gø, klokkefrøer, fårekyllinger, drosler, nattergale og punslen af større dyr. Dette er det område i Grækenland, der er størst mulighed for at møde en brun bjørn eller ulve. En tanke som kan virke spændende om dagen, men som får et andet skær af spænding over sig i en begsort nat. Jeg har svært ved at se vejen, og ender nogle gange i rabatten, indtil månen står op. Traver nogle timer, og når endelig den sorte Agios Germanios. Traver op gennem byen uden at finde et eneste hotel. Det eneste sted der er lys og mennesker er på politistationen. Går der ind, og spørger, om de kan anbefale et godt hotel. To taber underkæben, to andre tager et fastere greb om deres automatpistoler. Der er stille et stykke tid, og så slapper de af. Ringer rundt, og får til sidst vækket en hotelejer, der henter mig på politistationen. I seng uden aftensmad!, og så lige over midnat. Var denne udflugt turen og strabasserne værd? Læs om det i Dagbog 2 |