ARGENTINA  23/9 - 8/10 2003  

4/10. Det har regnet i nat, så alt er frisk her til morgen. Bjergtoppene har fået et pudder sne, det er ikke helt sommer endnu. Stor diskussion over morgenmaden. Willy er løbet tør for penge, da der jo var en, der sprang fra (hende hvis mor døde). Han havde regnet med at få penge fra hende (sjovt nok kun det halve af, hvad jeg har givet), og vil nu gerne have, vi selv ligger ud for sidste nat. Så får vi pengene, når vi kommer til Buenos Aires. Jeg kan ikke se problemet, men nogle af de andre, vil ikke give mere. Jeg ville ikke have noget problem med at vi splittede hendes del, men hvis Willy vil refunderer, må han vel også gerne det.

 Vi stopper ved en helt lodret klippevæg, hvor der sidder nogle enkelte kakti oppe under det øverste udhæng. Stop 8.1. Det lykkes mig at kravle op til en, og skyde et foto. Lidt længere nede standser vi igen, her er blandt andet en Hoya. Så går det ned gennem den underskønne regnskov igen. Her er utallige motiver, jeg prøver at nøjes med de bedste, men det er svært, når man slynges rundt i bussen, gennem de utallige hårnålesving. Så er vi nede i landbrugslandet, og jeg blinker med øjnene (en times tid). Vågner op med migræne, stadig i landbrugsland.

 Ser et skilt: Hausa Pampa, det ligner ret meget dansk landbrugsland. Vi begynder at køre opad, og der kommer krat-skov. En kæmpe tudse krydser døds foragtende vejen. Ellers ser jeg kun småfugle og nogle enkelte rovfugle. Mange steder langs vejene vi har kørt, er der små altre. Der bliver ofret ved dem: Vand. Rundt om et ølkasse stort alter ligger hundreder af halvfulde, to liters sodavandsflasker. De fleste steder ser det ud som et læs affald. Det er katolske altre. En lille pudsighed: En af de kakti vi har set hedder: Parodia maassii.

  Vi kommer op på et plateau, hvor der kun er buske, iblandet søjlekakti og opuntia'er. Toppen på bjergene omkring os er indhyllet i skyer, og ser fortryllede ud. Nogle af opuntia'erne blomster med orange blomster. Enkelte planter er helt dækkede; virkeligt flot. De er højere en de omgivende buske, helt træformede, med en op til tre meter høj stamme. Ser en fantastisk flot Chorisia speciosa, der er over en meter i diameter, og stammen er kun knapt to meter. Her er mange forskellige tynde søjlekakti, der er enorme træer. Her er også nogle Jatropha'er, lige min stil.

 Pludselig er vi ude af området. Spørger, om vi ikke skal standse mere i dag: Næ! Jeg troede først det var i morgen, vi skulle køre hele dagen. Måske er planerne lavet om i morges? Temmelig surt, det var nogle rigtig flotte og store planter, som jeg kun kan se her. Der er kun 1120 kilometer til Buenos Aires. Jeg havde også fået en ide til en lille souvinier til mig selv: En stor kaktus-torn. Jeg havde også håbet, vi standsede ved nogle Chorisia'er, så jeg kunne få nogle vilde frø af dette fede træ, som vil passe perfekt ind i min samling. I lang tid kører vi blandt grønne buske og afsvedet græs, på langs af en meget bred, og helt flad dal. Man kan kun lige skimte de fjerneste bjerge. Så, pludseligt dukker der en olivenplantage op.

  Vi standser på en af de få tanke. Jeg må slippe 15 kroner for et frisksmurt halvt flute med skinke og ost, en kop cafe con leche, to liter vand og en pakke kiks. Meget rimeligt! Vi må være kommet ned i lavlandet igen (blinkede lige). Temperaturen er oppe på 30 grader, og luftfugtigheden er høj. Chaufføren sætter en film på; en eller anden amerikansk actionfilm. Der er spanske undertekster, men lyden er for lav, til jeg kan følge med. Vi kører nu i en næsten gold ørken, med mange meter mellem græs totterne. Mellemrummene er fyldt med vand! Ser vildt forkert ud, men stedet har nok fået dette års regn i nat. Jeg blinker lige igen, og så er der gået to en halv time, og vi svinger ind på en tank igen.

  Vi standser lige en gang til, for at få skud og skud af en Opuntia med blomster. Det lykkes for mig at vriste en stor torn af den, som min Argentina souvinier. Horisonten bliver mørk af tunge regnskyer, og lidt efter kommer de første vindtårer. Regntiden er kommet, vi har været heldige. Rabatten er fyldt med meget lave blomster i alle farver.

  Små regnen og disen holder til klokken syv, hvor vi rammer hotellet. Vi kunne sagtens have nået at standse et par gange l løbet af dagen - øv! Naboen til hotellet er en internet cafe. Her sidder 20 12-15 årige drenge og spiller. Det støjer! Tastaturet er slidt ned, så man ikke kan se, hvad der har stået på tasterne, og som alle andre steder er tastatur og driver ikke helt det samme. @ fås kun ved Alt+64, men når bare man ved det. Efter godt en halv time har jeg læst og sendt en mail til Rikke, og fået nedsat min hørelse med 20 dB.

 Vi mødes for at spise. Først går vi ind hos en slagter, for at købe noget til en af os. Så går vi ind hos Farmacias'en for at ringe. De har apotekervarer, materialist ting, småbørns ting, is og kolde drikke. Jeg har vist ret i, stemningen har været lidt trykket i dag; vi er kun tre der går ud og spiser sammen. Lidt ærgerligt, jeg tror ellers det er gået rimeligt godt, men jeg kan jo ikke være sikker. Jeg får en af deres lækre hamburgesere, de andre to får bøf med enten salat eller fritter, en øl to vand og to kaffe bliver i alt 45 kroner, som jeg, stor i slaget, giver. Jeg kommer i øvrigt til at savne den lækre, stærke kaffe.

 Så checker jeg internet cafeen igen; ungerne er skredet. Får sendt lidt mails (hvorfor spørger folk mig om, hvor i nærheden af Kolding man kan købe Strongbow?), samt ryddet op i dem der er kommet de sidste 14 dage (slette, slette...). Det virker helt forkert at være tilbage på værelset uden at være ved at besvime af træthed. Det kan være de fire timer jeg har fået i bussen i dag hjælper? Begynder at lave en liste over, hvad jeg skal lave når jeg kommer hjem. Bare at lave listen virker uoverskueligt! Finder lige fire tæger mere, da her er bedre lys end sidste værelse. De ser stadig små og sultne ud, kan de slet ikke lide mig?

 5/10. Starter dagen, som jeg sluttede i går: Fjerner tæger. Nu har de bidt sig fast, og klør lidt, men de er ikke svulmet op. Måske er det slet ikke tæger? Efter morgenmaden betaler jeg hotelværelse: 75 kroner. Hvis jeg ikke får dem tilbage, overlever jeg nok. Aftaler i øvrigt at komme ud til Willy for at se hans plante-samling i morgen.

 Vi er i 750 kilometer fra Buenos Aires, i Cordoba-området; ren pampas: Kornmarker så langt øjet rækker. Byggen er skredet, majsen stadig døde stubbe. Solen var lige fremme i morges, men forsvandt hurtigt. Efter en hurtig kop formiddags kaffe sætter chaufføren en film på, og jeg lukker øjnene. Går ikke glip af meget; landskabet og byerne er selvfølgelig ikke danske, men temmelig tæt på. Får da i det mindste slappet lidt af disse dage. Og dog; der er et right dyreliv i de kortklippede græsrabatter. Marsvin, forskellige duer, skader, toppede fugle, småfugle, falke, hønse-ting, munke parakitter, sommerfugle, høge, vadefugle, viber, vagtler, solsorte, stære, gråspurve, fluesnappere og mange andre, jeg ikke lige kan sætte navn på. I de fleste el-master er nogle fodbold-store, iglo-formede fuglereder i mudder. Troede først det var myrerboer, men alle har samme åbning. På nogle strækninger er der ikke en pæl uden mindst en rede.

 Nogle bilmodeller er her bare mange af. En gammel jeepagtig en, med V-formet front, Fiat 600 (den lille æggeformede), Mercedes lastbiler 1311 og 1513 og Ford Falcon, 40 år gamle. Har ikke andet at lave, så her er lidt status: Jeg har haft væsentligt mere bagage med på denne tur, end jeg plejer. Jeg har ikke brugt mere end jeg plejer, med undtagelse af strømper. Jeg havde fået forståelse for, det var en international tur, det kneb lidt. Jeg troede, der var to chauffører, men skidt med det. Jeg troede vi skulle have besøgt flere private samlinger end en. Det kom også bag på mig, at priserne var så lave. Varm mad til tolv kroner, på en restaurant, der udseendemæssigt kunne ligge i Danmark, virker vildt! Jeg havde ikke regnet med, turen havde været så intens. Der har ikke været meget spildtid. Jeg havde regnet med, vi havde besøgt mere varierede klimaer. Det er ikke meget vi har været i regnskoven. Jeg havde regnet med at tale med nogen i løbet af de 14 dage. Ikke at de ikke er søde, men med undtagelse af Willy kan de ikke et ord fælles med mig. Willy har haft rigeligt med at være guide for de andre, han har faktisk arbejdet hårdt. Turen har været utroligt nøje planlagt. Jeg havde ikke forventet Argentinas større byer var så moderne, eller at der var så store vider. Jeg er glad for jeg ikke havde regnet med at se hele Argentina på tre uger. Jeg havde slet ikke regnet med det var en "shopping tur", jeg troede vi bare skulle fotografere. Det har været temmelig rystende at se, hvordan der bare er blevet gravet kakti op. Også hvordan der har været gamle huller og kasserede planter, som bare har ligget og flydt. Det er mærkeligt, jeg har ikke set et eneste pedal-lokum, før de sidste to tanke. Ikke at jeg har savnet dem... Alle tank-toiletter er BYO (tag selv papir med).

 Status forbi; tilbage til nutiden. Det er godt nok en dræbende tur. Landskabet er totalt ens; ligner fladt dansk landbrug. Kilometerskiltene er nærmes provokerende ens, det er ikke mange kilometer der bliver talt ned. På lange strækninger langs vejen løber en lavvandet kanal med utroligt meget fugleliv i. Der sidder en rovfugl for hver 10-15 meter, der går hjejler, ryler, kohejre, store hvide hejre, ænder, skarver, sorte ibiser (?), en enkel stork, og et hav af andre vådområdes fugle. Vi standser på en tank, hvor der er en lille bod ved siden af. De har net med appelsiner, henkogte ting, olier og honning samt rosen-planter. Der er utroligt mange af den slags boder her, 150 kilometer uden for Buenos Aires. Appelsinerne koster en krone - kiloet! Hov, det har jeg glemt; der er ikke en eneste af os der ryger. Det nedsætter selvfølgelig antallet af rygepauser, men er vældigt rart.

 Der er væsentligt mere trafik ind mod Buenos Aires, end ud. Det er selvfølgelig søndag, men det virker pudsigt. Lidt i syv er vi pludseligt ud for mit hotel, jeg siger pænt farvel, og hopper af. Pænt tøj på, og så ud og finde en åben internet cafe. Det er søndag, men en del af forretningerne er åbne. Skopudserne er bare gået hjem, jeg kunne ellers godt bruge en. Snupper en hamburgeser og en kaffe på en lille cafe. Syntes klokken ni er for tidligt at gå hjem, og er heldig at finde en stille og hurtig internet cafe. Bruger et par timer på at indhente nyhedsgrupperne. Den ene har kæmpet sig igennem en lang diskussion, jeg startede. En anden afgøre en tvist ved at henvise til en af mine sider, og i en tredje ærgrer en sig over, han ikke så mit foto først, så han ikke havde brugt et halvt år på at finde et navn på en plante. Byen er blevet mere stille, så jeg drysser hjem for at vaske en trøje til hjemturen. Receptionisten kan huske mit værelses nummer. Heldigt; jeg havde glemt det.

 6/10. Afslapningsdagen: Prøve at få ændret afgangen fra Madrid, så jeg ikke har seks timer der. Købe en plante, som jeg så i går under navnet Ombu. Det er nemlig en Phytolacca dioica (Phylolaccaceae), som er den eneste høje vækst på pampaen, og som har en tyk stamme den opbevarer vand i. Det er præsist det der gør den til en caudiciform, så den skal med i min samling, (man får meget ud af et besøg på internettet). Så så jeg nogle pæne sko til en rimelig pris, i en forretning, der havde lukket. Der skal jeg lige forbi igen. Rikke skrev, jeg burde se den balkon Elvita holdte sin berømte tale fra. Den må vel ligge her midt i byen? Så skal jeg lige huske, jeg lavede en aftale med Willy klokken elleve, om at se hans samling. I eftermiddag skal jeg...

 Og så den virkelige verden: Der er ingen afgange med Iberia Air i de seks timer til København. Elvita holdte sin tale lidt uden for centrum, men jeg kan komme der ud med et par Metro'er og en travetur. Blomsterhandleren har åben, det har han faktisk haft så længe, at han har fået solgt den flotte Ombu, så jeg må nøjes med en lidt mindre pæn, der er lidt dyrere: 60 kroner. Skotøjsforretningen har ikke åbent endnu, så jeg snupper en kop kaffe, som jeg skolder tungen for vildt på, i et øjebliks uopmærksomhed. Ellers går det meget godt. Ser i øvrigt ud til at blive en af de dyre kopper kaffe. Jeg er på et rigtigt flot konditteri, med utallige virkeligt flotte og lækkert udseende kager. Jeg nøjedes med en cafe con leche, og ud over den, får jeg et glas juice, en lille kande vand og en tallerken med småkager. Der bliver selvfølgelig også sat servietter, sukker og sødemiddel samt et nyt askebærer på bordet. Det virker temmelig overvældende, når man nu bare skulle have en kop kaffe. Den koster alligevel ikke mere end 5,50 kroner.

 Så har skotøjsforretningen åbner. De har selvfølgelig ikke de sko i min størrelse, så det bliver genoptræning af de gamle. Finder en skopudser. Han starter med at ligge sin striktrøje. Så kommer der plastikstykker ned for at beskytte strømperne. Skoene bliver børstet rene for støv, og renset med noget kras væske. Så bliver de indfarvet, og får lov at trække, før de bliver pudset første gang. Så kommer der klar polercreme på, som først bliver poleret med børste, så en silke-klud. Mine ellers så hærgede sko (nærmest ruskinds-look) ser ud som nye! Må så give 4,50 kroner for dette kvarters behandling.

 Jeg er lige ved Metroen, som efter ti stop bringer mig ud i nærheden af Willy. Så skal jeg bare gå otte blokke og finde hans husnummer. Kommer fire minutter for sent, men hvad. Hans samling er på taget. Her er en stor terrasse med otte overdækkede bænke og nogle åbne. Willy laver mange frøplanter, som han sælger og bytter væk, men der er også en stor samling af rigtigt flotte planter.

  En del genkender jeg, andre er virkelig spændende og for mig; totalt ukendte. Han fortæller lidt om de forskellige variationer inden for nogle af arterne, og hvordan han prøver at få dem til at ligne de vilde mest muligt. Det har været en kold vinter, så han har knopper i nogle, han ikke har haft i blomst før. De er først lige begyndt at blomstre, men der er nogle rigtigt flotte ind i mellem.

 Der er hurtigt gået et par timer, og jeg finder tilbage til Metroen igen. Checkede lige, om han også mener balkonen ligger langt væk. Næ, den ligger lige i centrum. Godt jeg ikke tog der ud, hvor de to receptionister sagde. Kan lige så godt kører der ind nu, hvor jeg er i Metroen. Har da hvis taget et foto af den bygning før, men hvad; dagen skal jo gå med noget. Et par hurtige fotos af det rosa palæ, mellem busserne. Et af katedralen, som ligner et græsk tempel, og så ind i en park. Willy fortalte nemlig, ombu'en findes som park træer. Når jeg nu ser den, kan jeg huske den interesserede mig i botanisk have. Her er også flotte blomster i Chorisia'erne. En gartner råber lidt af mig, da jeg vader ind over plænen, men ender med at give mig en hestesko, så jeg kan komme op og tage et nærbillede.

 Den er ved at være to, og jeg har ventet mig til at spise frokost. Finder en lille hyggelig snask lidt uden for centrum, i det gamle kvarter. Slår et stort slag uden om den gamle by, og undgår nogenlunde antikvitets forretningerne. Glemte at tage et foto af den forretning, hvor jeg købte Ficus'en, og finder den igen (til min egen store overraskelse). En tur på internet cafe, for en gang skyld, men Rikke har ikke svigtet mig endnu, og gør det heller ikke denne gang. Vender tilbage til det mere moderne centrum, og falder i hos en konditter. 300 gram rigtig klistret chokolade-karamel kage og en kop varm kaffe er lige sagen. Her er cirka 150 pladser, 15 tjenere og et ukendt antal bagere i køkkenet. Jeg kan se seks, men der er nok flere. Med 18 kunder i lokalet troede jeg først jeg havde ramt vagtskifte, men alle bliver. Og så er der selvfølgelig cheferne i civil. Jeg kan ikke huske det er sket før, men jeg bliver nødt til at levne lidt af kagen.

 På vej hjem finder jeg frø af Ombu og Chorisia. Tager fotos af begge, men det er først da jeg sidder og ordner frøene af Chorisia'en jeg tænker på, jeg også skulle have haft af Ombu'en. Det er ikke for sent, en lille tur ned i midterrabatten, så er den klaret. Her sidder nogle små, helt grønne parakitter, som jeg ikke umiddelbart kan huske at have set før. Forsøger at tage et foto, men i modlys op mod himlen plejer det ikke at være et hit.

 Har ikke så meget fornuftigt at lave, så jeg renser de meget frugtagtige frø fra Ombu'en. Det tager væsentligt mere tid en jeg havde regnet med, men skidt. Jeg er blevet lidt langhåret, så jeg kan lige så godt studse mig selv. Så kan jeg jo pakke, det fylder af en eller anden grund mere og mere, og det eneste jeg har anskaffet mig, fylder under en liter. Gad hvide hvad det andet er?

 De dumme tæger har gnasket i mig. Det ligner store myggestik, klør af pokker til og væsker, når man får kløet hul. Håber ikke de har lagt æg i mig. Der er nogle fluer i det nordlige, hvor vi var, der gør det, men vist nok først senere på året.

 Så er det tid til aftensmad. Finder en rigtigt pæn restaurant, og bestiller noget, jeg ikke har den fjerneste anelse om hvad er. Det viser sig, tjeneren taler engelsk, men hvorfor ødelægge en kulinarisk overraskelse. Jeg får, som så mange gange før: En stor skive, ualmindelig mør, ko med fritter. Som sagt er det en pæn restaurant, så er ligger et kvart salatblad og en tynd skive tomat på tallerkenen.

 Jeg er mentalt klar til at tage hjem, og der er ikke noget jeg mangler at se i Buenos Aires. Naturligvis kunne det være sjovt at opleve det sydlige Argentina, men det kan jeg jo snuppe sammen med Chile en gang. Sandsynligvis før jeg lærer spansk. Sidder på restauranten og roder lidt med listen over hvilke kakti vi har set. Det har jeg selvfølgelig seks timer til i Madrid plus 15 timers flyvning. Forbi en internet cafe, og så hjem og på hovedet i seng.

 7/10. Willy er kommet i tanke om de penge han skylder mig for hotellet i forgårs. Det er selvfølgelig godt nok, men skal han gøre det halv otte om natten?! Han vil komme forbi hotellet med dem, jeg siger det kan være lige meget. Og så er jeg vågen. Pakker de sidste, ikke helt tørre frø ind, og håber de ikke mugner i løbet af det næste halvanden døgn. Har fået lov at vente med at betale hotelregningen, til jeg skulle af sted. Så kunne jeg bruge de sidste kontanter, og Visa for resten. Når jeg tager lidt fra til kaffe i lufthavnen, er der nu ikke mere end 50 kroner alligevel.

  Skal være i lufthavnen 12.35, det tager 40 minutter at køre der ud, bussen går halv og hel. Klokken 11.00 må være fint, men hvad skal jeg lave indtil da? Går en tur ned mod havnen, men det blæser ret meget, og det er bare en stor industrihavn. Vender om, og støder på en rigtig flot Ombu. Har ikke kameraet med, så jeg må hjem, og hente det.

 Spurgte i en nyhedsgruppe på nettet, om de ville regne Ombu'en for Fat-Plant. En til tider noget arrogant herre svarede, han havde set en, og det var det absolut ikke; det er bare et almindeligt træ. Det har han ikke helt ret i, den bliver nemlig ikke over 15 meter, og det er definitions grænsen for træer. Yder mere får de en meget kraftig sokkel, som jo netop gør dem til caudiciforms. Nu fandt jeg et træ, som er fem til syv meter i diameter i jordoverfladen, og under ti meter højt. Så kan han jo prøve at snakke sig ud af det!

 Checker mails; der er en fra forlaget, som vil give en kopi af bogen og 50 engelske pund for mit foto. Jeg håber virkelig jeg har en 300 dpi-opløsning af det foto. En sidste kop god kaffe, og en lille kage, så er det tid til at køre ud til lufthavnen. Jeg tager en speciel lufthavnsbus, koster måske det samme som en taxi, men jeg føler mig mere sikker. Buenos Aires er en meget stor og pulserende storby, rigtigt moderne i forhold til, hvor den ligger, men den er også hyggelig, afslappet og alligevel funktionel. Absolut en af de bedre jeg har været i.

 Turen til lufthavnen tager naturligvis længere en lovet, men jeg er der til tiden. Køen er enorm, og der er ingen siddepladser. Afvikles rimeligt hurtigt, men så kommer problemerne. En fyr i jakkesæt har gået og skulet til mig, nu viser det sig, han er tolder/sikkerhed. Jeg får lov at komme ud i et lille kontor med fem af hans kollegaer. Hvor har jeg været, hvad har jeg laver, rejser jeg alene, hvad er min profession, hvor længe har jeg været her og sådan bliver de ved. Jeg kan faktisk kun huske en by, og det er Salta. Forkert valg. Den ene gentager det mindst ti gange. Jeg bliver visiteret to gange, min kuffert bliver splittet i mindste detalje. Filmene er ude af æskerne - alt! Nå ja, altså undtagen fleesen, som jeg har pakket omkring planterne. Ikke at jeg tror det havde gjort noget, men det var præcist sådan jeg fortalte Willy tolderne ville gøre. Jeg havde bare først regnet med det skete i Danmark.

 De fleste er kommet ombord, da jeg kommer til gaten. Jeg fatter virkeligt ikke hvad folk har så travlt med. Jeg finder et toilet og veksler de sidste mønter til en seddel, jeg kan hænge op på Elmer's Pub. Det lykkedes mig at få et sæde med god benplads (to meter er vel god?), men der mangler lige bagage pladsen. Fordeler det lidt rundt omkring, så skal jeg bare huske og finde det i Madrid. Vi flyver først ind over Uraguay, som ser temmelig frugtbart ud her og nu. Meget landbrug med sjove lige zigzag veje og mange floder.

 Ved siden af mig sidder et hollandsk par. Han er godt et hoved højere end mig. Hun mener de har glemt et eller andet, og bliver mere og mere hysterisk, mens hun splitter deres to enorme håndbagager. Hun mangler helt klart et Y-kromosom. Det udvikler sig, og hun kyler med tingene. Det ender med hun sidder helt stille, midt i en enorm bunke skrammel, og kigger helt stille ud i luften. De må have været i mere end et land, for at finde så meget ubrugeligt turist skrammel. En stewardesse kommer og siger de må rydde op, og den hænger han på. Hun må virkelig have nogle skjulte kvaliteter! Da han så har proppet det hele ned i taskerne, får han en ordentligt, meget højt møgfald i 20 minutter. Det er nok en af de mest pinlige episoder jeg længe har været vidne til. Hvis hun var min kæreste, kom hun ikke med på næste tur, om det så var ud med skraldespanden.

 Nede i Uruguay er der dæmninger, som skaber nogle sjove søer. De ligner lidt hammerhajer. Så bliver udsigten dækket af lammeskyer, og jeg har kun den fortsatte skideballe at underholde mig med. Det har lugtet af mad i en time nu, og jeg er klar! Efter endnu en halv dukker den op.

  Efter Rio de Janeiro åbner skyerne sig igen, og der er en fantastisk udsigt over bjergene, der engang var dækket af urskov. Nu kan man tydeligt se de enorme ryddede områder. Utroligt kuperet område, med langt mellem små landsbyer.

 8/10. Vi har nu fløjet i tre timer, og tøsen ved siden af mig er stadigt rødglødende, og eksploderer med jævne mellemrum. Jeg har virkelig ondt af kæresten, der prøver at få hende ned på jorden. Efter fire timer finder hun noget i sin lille taske, og jeg tror fejlagtigt jeg får fred, og sætter mig til at sove. Et kvarter senere er der vild gang i hende og kæresten; de småslås for sjovt, og hendes rundsavsstemme trænger let gennem mine ørepropper. Hun racer rund i sædet, og rammer mig ustandseligt med sit hår, arme, tæppe og støvler. Senere er de stort set midt i et samleje. Gid fanden havde alverdens narkomaner!

 Jeg får lavet listen over hvilke kakti jeg har set i Argentina færdig; det blev til 85 forskellige, som jeg gerne skule have fotograferet også. Jeg har i hvert fald taget 450 digitale fotos og 240 almindelige. Det bliver et helvede at få sat navn på dem! Der er en del jøder med flyet, og for første gang ser jeg de får speciel flymad. Pink pakning, med teksten; The Kosher World. Indholdet er om muligt mere kedeligt end den normale flymad. Endelig er vi i Madrid. Stewardessen som har haft kampen med de to narkomaner ser træt ud. Jeg fortæller, jeg har seks timer til næste fly. Hun siger; det er hårdt. jeg siger; det kunne være værre. Det har hun svært ved at tro. Jeg siger; seks timer med i dette, og hun bryder sammen i grin.

 Mega kø til paskontrollen, hvis man ikke er EU-borger. Jeg kommer lyn hurtigt frem til bussen, der skal kører mig over til terminal D-E. De starter så med at køre om en halv time... Folk står temmelig godt pakket, så jeg snupper kontorstolen bag den ubemandede skranke. Ender med at gå over til terminalen. Så skal jeg bare have fem timer til at gå... Nå, man kan vel altid drikke kaffe og spise kage! Tid er virkelig et relativt begreb. Lige nu går den faktisk ikke, men når jeg kommer hjem, og skal have lavet rigtigt meget på alt for kort tid, flyver den. Sidder og forbereder så meget som muligt på Revo'en, så må vi se, om jeg kan overfører det på en eller anden måde, uden der går for meget maskinkode i den. Læser korrektur på dagbogen - en stavekontrol havde været rar at have, men så gik da der halv anden time med det.

 Skal flyve til Danmark samme med en gymnasieklasse, og så for øvrigt fra terminal C, viser det sig nu. Den ene lærer irriterer mig grænseløst, og så kommer han til at sidde lige bag mig. Nedgøre eleverne, fordi de først kom, da bordingen begyndte og så videre. Han er for gammel til at have med unge mennesker at gøre. Da han så sidder og bruger mit ryglæn som boksebold, for at understrege sine ord, bliver jeg nødt til at sætte ham på plads. Lige så højt og mindst lige så nedgørende, som han selv har været. Hører ham ikke resten af turen, lidt ærgerligt, jeg havde ellers et par gode i ærmet. Keder mig, kan ikke sove, er lidt utilpas, maven rumler - JEG VIL HJEM! Og uret bevæger sig bare ikke. Endeligt i Kastrup, lyn hurtigt gennem hele bygningen og i armene på Rikke.