ARGENTINA  23/9 - 8/10 2003  

 Jeg finder en flybillet til 5700 kroner med Iberia. Det er svært at sige nej til! Så er der lige det med betalingen. Arrangøren hedder Willy Smith, og er en privat-person. Han skal have 10% først, og resten 14 dage før turen starter. Det kunne være en fiks måde at få naive kakti-freeks til at sende 4200 kroner til en svindler. Jeg søger hans navn, og den hjemmeside han reklamerer med, på nettet. Finder henvisninger fra 1999 og frem i nogle nyhedsgrupper. Checker ham hos bestyreren af en meget stor caudiciform-nyhedsgruppe, men han har ikke hørt om ham.

  Efter en del tællen på knapper og tekniske problemer får jeg postvæsenet til at sende en check. Mens vi er i Mexico bekræfter han modtagelsen af checken. Så langt så godt. En brasilianer er interesseret i nogle frø fra mine planter. Han vil ikke have jeg sender dem til Brasilien: Tolderne brænder dem. De skal sendes som rekomenderet brev til hans tante i Argentina. Jeg spørger, om det er OK jeg sender dem om 14 dage, fra Buenos Aires. Fortæller jeg skal på kakti-tur, og spørger om han kender Willy. Ikke alene kender han ham, han skal måske selv med på den tur. Hvis han ikke kommer, skal jeg bare give frøene til Willy. Dejlig bekræftelse af Willys gode intentioner. Jeg får pakket frøene, almindeligt- og digitalt kamera, en masse film og hukommelses-kort samt en bunke batterier. Lidt tøj, også noget varmt; vi kommer over en bjergkæde, hvor der kan komme frost om natten.

23/8. 40 minutter før jeg skal med toget, går strømmen på Sjælland, omliggende øer og Sydsverige. Togene kører ikke, da signalerne er nede. Går forbi en masse "rejsende" der fiser rundt som hovedløse høns. Damen i billetlugen har hørt, det tager timer. Jeg får en taxi-bon, og triller ind til lufthavnen.  Her er rigtigt mange mennesker, alle tavler og indcheckningsskranker er døde. Her går folk også lidt formålsløst rundt, med et skævt smil. Alle ure står på 12.36. De fire timers mellemlanding i Madrid syntes lige pludselig kort. Godt jeg har et par dages luft i Buenos Aires. Strøm igen 14.05 under spredte klapsalver, og så kommer der gang i folk. Rikke dukker op, og efter lidt fjumren rundt finder vi indcheckningen - i terminal 2, ikke 3. Kort kø, som ikke rykker overhovedet. Endelig er alle systemer bootede, og jeg får et sæde med plads til benene, og flyets eneste tomme sæder ved siden af mig. Tårevædet afsked med Rikke. Et hurtigt check bekræfter; hun KAN altså ikke være i tasken.

 Når en kop kaffe og en god dansk basse, før jeg går ud til gaten og venter fem minutter, og så flyver vi til tiden! Flyet har endda ekstraordinært været nede i Bonn, på grund af strømsvigtet. Kunne egentlig være det samme: Skal lige have fire en halv time til at gå i Madrid. Havde håbet på en større lufthavn. Ikke mange forretninger og kun tre spise steder. Det ene har bløde pizzaer, de to andre halve flutes med salt kød. De reklamerer med de kan varme dem, men... Jeg får tiden til at gå med lidt taksonomi, og opdager jeg mangler to sider midt i det hele. En ringe trøst er de små-fejl jeg finder på de andre 15 sider. Vil sende Rikke en mail, men der skal småpenge til. Det koster 30 kroner at hæve, og fyren der sælger mig det selvdøde flute kan ikke trække en ekstra euro på mit Visa-kort. Skidt, jeg er i Argentina om 15-16 timer, og hun checker nok ikke mail før alligevel

. Efter klokken 22 bliver der meget stille. Jeg er i terminal E, og skal egentlig borde i B19. En bustur fører mig til en anden, noget større terminal. Flere madsteder - men stadig kun de samme døde flutes. Jeg finder gaten på minuttet - der er en kø på et par hundrede. Vi er relativt hurtigt på plads, og kortet viser, vi tager genvejen: Tværs over Atlanten, og ikke omkring Grønland, som jeg plejer. Det forklarer den korte flyvetid på eleve en halv time, mod de sædvanlige 18 - rigtigt rart. Efter en mindre evighed kommer der aftensmad, og så syv timers søvn.

 24/9. Lander en halv time for tidligt, men den bruges hurtigt i pas og told. Willy står ved udgangen med et skilt med mit navn. Det har jeg drømt om i mange år, og i land nummer 50 lykkedes det! Hæver lige lidt penge: Der går 3,3 pesos på en euro, som står i omkring 7,5 kroner, det bliver, bum, bum... en pesos er 2,27 kroner værd? Eller er det modsat? Vi kører i privat taxi ind til centrum, blandt andet ad den 20 baners brede hovedgade. Willy har booket til mig på Embajador Hotel. Pænt tre stjernet hotel til 200 kroner om dagen. Taxien kostede 90 kroner, jeg skal nok få brugt de 1750 jeg hævede.

  Et hurtigt bad, lidt inkluderet morgenmad, og så ud i byen. Det er syv grader, men skulle gerne nå op på 21 grader. I går havde de et rigtigt uvejr, så her er dejligt frisk. Willy havde for øvrigt hørt vi havde strømsvigt. Jeg bor ekstremt centralt, lige på hjørnet af Av. Santa Fe og den enorme Av 9 de Julio, vinduerne dæmper meget, så der er stille. Lige foran hotellet står en række flotte tykke træer. En tornet lokal udgave af boab'en/kapok-træet: Chorisia speciosa. Først en internet-cafe for at svarer Rikke og et par andre, samt printe nogle sider ud, som jeg glemte hjemme (side 4 og 8 af 13). Det koster 4,50 kroner i timen plus en krone arket. Kommer nok forbi en anden gang.

 Tager Metroen ud til Botanisk Have. Det koster under to kroner at bruge den. Willy sagde haven var pæn, den er blevet renoveret de sidste år; glas i drivhusene og såd'n. Gratis indgang, som i så mange andre rundt om i verden. Pæn stor, mange træer med navne og en ufattelig mængde katte. Her stinker mange steder temmelig meget. Ud over de bliver fodret her, er det nok det eneste sted de får fred for hundene. Argentinerne elsker virkelig hunde. Der er professionelle hundeluftere, der kommer gående med op til 20 hunde i snor. Det offentlige hundetoilet er stort, stinkende og populært. Finder det "store, engelsk inspirerede" drivhus. Så stort er det ikke, men her er mange tropiske planter i potter. Dørene er låst, undtagen en, som jeg så går ind af. Støder på en forvirret gartner, som siger en masse på spansk.

  Jeg smiler, og spørger, om jeg må fotografere. Han tør lidt op, og jeg får lov at gå rundt. Det lille kakti-hus er også låst, men døren står på klem i det lille sukkulent-hus. Jeg når halvt rundt, før der kommer en anden gartner. Han taler desværre også kun spansk, og det ender med jeg har et helvede med at slippe fra ham, efter han har vist mig alt, også det han gemte i kakti-huset. Mellem træerne flagrer et par skræppende papegøjer (munkeparakitter?), og nogle stære/drosseler fløjter flot. Flere steder står forskellige boab-træer, både C. insignis og C. speciosa. Der ligger deres kapok-lignende frøstande alle steder, men jeg har svært ved at finde frø. Ved en lille sø med ænder kommer en opossum væltende. Ikke videre fotogen.

 Efter halv anden time har jeg set det meste, og finder udgangen ud til zoo. Har ikke tænkt mig at se den, da den "for et sydamerikansk land, har en rimelig standard". Smugkigger gennem hegnet, mens jeg går ud til den japanske have, der ligger lige bag. Den ligner skuffende Fælledparken, og jeg beslutter, den ikke er sprinten over de 20 fyldte vejbaner værd. Hele vejen forbi zoo igen, på den anden side, og ind. Entreen er ti kroner, og måske har de et cafeteria. Bingo! En burger (hvis hovedbestanddel desværre viser sig at være bløde løg) og en kop kaffe, så er jeg klar til nogle "vilde" dyr. Der er enkelte skilte på engelsk, flere på spansk og et enkelt par mangler - naturligvis på de slanger jeg IKKE kender. Pæne bure til de fleste dyr, grønt græs og aktiviteter. Bare ikke til menneskeaberne, mærkeligt. Traver rundt i et par timer, finder lidt flere boab-frø (C. speciosa), og går tilbage til Metroen.

 Mens jeg har været i centrum har folk været velklædte, lidt mere end i Danmark. Generelt ligner deres påklædning mere vores, end italienerne og spaniolernes for ikke at tale om grækernes. Det er kun deres mørkere ansigter der er anderledes. Faktisk er der mange, der er lige så blege som mig. En sjælden gang ser man en enkelt med typiske indianske træk, men lige så velklædt. Snupper en kop kaffe på en pæn cafe. Rigtig espresso-maskine, betjening ved bordet, men så må jeg slippe fem kroner. For syv kroner mere kunne jeg have fået en lemon-oste kage med. Vejret holder hvad de lovede, og lidt til. Jeg satsede, og nøjedes med en langærmet T-shirt, og den passer fint. Hvis det bliver for varmt er der en sval brise, for koldt klares med læ og en dejlig varm sol. Klokken fem er jeg lige hjemme og vende på hotellet. Læsser frø og andre unødvendigheder af, og tager flees-jakken med. Må hellere snuppe kompasset, det kan være forvirrende, at solen står rent i nord til middag. Er lige så langt mod syd, som den sydligste del af Australiens hovedland. Har læst, de spiser sent her i byen, omkring klokken elleve er der bedst besøgt! Skal nok lige have en mellemmad.

 Går ned mod det sted Willy udpegede som handelsområdet. Den er god nok; her er en gågade med mindst ti andre på tværs. Mellem de store forretninger er der indgange til utallige arkader med mindre forretninger. Jeg leder efter en Bogart/Indiana Jones-agtig hat til en fair pris. De ligger mellem 130 og 200 kroner. Finder en, der har en anelse større skygge til 130, og køber den. Det viser sig at være en fejl: Hører mindst tre gange nogen sige Sean Connery, og pege. Ser en plakat, og det er da noget i den retning han har på i den nye eventyrfilm. Særligt taget i betragtning jeg er den eneste med hat på. Springer utallige konditterier og pizzabarer over, og spiser en sandwich med massere af salat. Hvis det ikke smadrer maven, er det nok sundt. Butikkerne lukker ved ottetiden, og jeg tror jeg går hjem af. Det gør jeg bare ikke, det gik bedre, da solen stod i nord. Troede jeg havde fundet nord på kortet: Lidt ned mod højre, men nu viser det sig, det er lidt op mod venstre. Er det mærkeligt jeg er forvirret? Snupper en kop kaffe og en temmelig god chokoladekage som natmad. Et hurtigt blik i spejlet viser, hatten er en god ide: Min næse er temmelig rød, og vi er stadig langt fra ækvator.

  Ringer lige til Willy, han havde sagt noget om vi skulle ses, og måske har han en flot samling, der er besøget værd. Han har ikke helt styr på sin dag i morgen, så jeg ringer til hans mobil til middag. Sidder og nusser med mine taksonomi-papirer, og beslutter at gå tidligt i seng. Kunne selvfølgelig gå på cafe, men jeg gider ikke alkohol, og utallige kopper kaffe er nok ikke sagen.

 25/9. Står op lidt i ni, der er alligevel ikke andet end morgenmaden der trækker, og den lukker først ved eleve-tiden. Tæller lige kørebanerne uden for vinduet: 24! I øvrigt en pragtfuld forårsdag igen i dag. Naboen er Iberia Air, så jeg re-confirmer lige mine billetter. Går om hjørnet og er i hoved-gågaden: Florida. Jeg føler mig lidt luset klædt i flees og militærbukser, på trods af de er noble sorte. Ser en 3/4 lang tweed frakke der er nedsat 50%. Prøver den; sidder perfekt, undtagen på ærmerne selvfølgelig. Det fikser de på to timer, gratis. Svært at sige "nej-tak". Må give 680, men kvalitet koster! Husker at plotte forretningen ind på kortet, så jeg kan finde den om to timer. Her er jakkesæt-jakker fra 225 kroner, skindjakker starter i samme niveau. Jeg har taget et par pæne bukser med, men kunne egentlig godt bruge nogle pæne sko. De ligger i 300-kroners klassen her i det dyre kvarter. Willy sagde det var billigere i den sydlige ende af gaden, det må prøves - efter en kop kaffe.

 Her er ingen tiggere, men nogle enkelte gademusikanter, mest små børn. Det bliver spændende at komme ud på landet i morgen, og se hvordan folk er og har det der ude. Checker mail, men der er ikke nogen, og jeg kan ikke få lov at skrive selv. Nogle steder har de en ualmindelig dårlig forbindelse, sindssygt langsomme maskiner og en fandens masse pjat der bruger resurser. Når ikke langt, og vender tilbage for at hente frakken. Den er færdig, og passer fint. Hjem på hotellet for at ringe til Willy, men han har forståeligt nok travlt resten af dagen. De pæne bukser på, fleesen af, og så mere shopping i San Telmo området - efter frokost. Den lokale øl hedder i øvrigt Quilmes, med en blå og hvid etikette. Aner ikke hvad den smager af, men den har næsten hele markedet. Her i landet drikkes øl tæt på frysepunktet, en øl på fem grader er lunken! 

 Efter en længer travetur er jeg endelig i den gamle bydel. Brolagte gader, nedlagte sporvognespor vejtræer, flere fortovscafeer og en ualmindelig stor koncentration af antikforretninger. Omkring 95% af butikkerne er antik, og faktisk en pæn kvalitet, selv om der ikke er noget, der er voldsomt gammelt. Falder også over tre egentlige blomster forretninger. Ellers har jeg kun set små avis-kiosk-artige stande, med afskårne og enkelte levende potteplanter. Den første jeg kommer ind i har (lige som de andre) kun hjemmeavlede planter. Der er endda en knold! Tror nok det er en Ficus, men damen påstår det ikke er; det er en "palo borracho". Efter møjsommeligt at have stavet mig gennem det, fortæller hun, det betyder "fordrukken stamme". Det er det, de kalder deres lokale kapok-træer, og det er IKKE sådan en. Den er først lige begyndt at skyde, så jeg kan ikke se noget blad. Pyt, den koster kun 35 kroner. Får endeligt overtalt dem til at fjerne bonzai-potten og det meste af jorden, med de kulørte sten i. Willy har for øvrigt fortalt, at der ikke er mange kakti i handlen: De betyder ulykke. Overrasker mig egentlig ikke: Har svært ved at forstille mig et eneste barn, der har haft en positiv førstegangs oplevelse med en kaktus!

 Standser på en lille sørøver-cafe med rigtigt meget stemning, for at få cafe con leche og citron-tærte. Får et voldsomt stort stykke, men efter smagen at dømme er den ikke alt for fedende. Flere antikforretninger senere finder jeg en lille ting til Rikke: En broche, som forhåbentlig vil stå godt til hendes nye jakke. Ved femtiden er jeg tilbage i den mere moderne del af byen. Finder en internet-cafe (her koster det 2,25 i timen), skriver en rigtig lang mail til Rikke, og får smidt den væk! Sender en væsentlig kortere version. Støder på en ur forretning. Havde egentligt ikke tænkt mig at købe et, men de fleste koster ni kroner, og ser forbløffende godt ud. Finder selvfølgelig et i den dyre afdeling, og må slippe 25 kroner. Så er det heller ikke digital.

 Sidder på en cafe og betragter folk. Der er utroligt mange med jakkesæt og Beatles-langt hår. Ser lidt pudsigt ud. En eller anden fortalte mig i øvrigt; skindtøj er billigt, og det passer. Faktisk er mange skindjakker billigere end billige jakkesæt-jakker. Der er egentlig forbløffende få af de lokale der går i læder- og skindtøj. Finder endeligt en skoforretning, der har fornuftige sko og priser: Omkring 65 kroner. Overvejer, men nu gider jeg ikke slæbe rundt med et ekstra par sko. Prøver noget helt vildt: Finder endeligt et posthus og køber et frimærke. Så skal jeg bare finde et kort. Står i en telefonboks og grifler, og tilbage til posthuset for at sende. Kort og frimærke: 20 kroner; godt Rikke ikke er med!

 De begynder at blive mørkt, så jeg finder en cafe, der også sælger lette måltider. Jeg bestiller en bøf (tror jeg nok), det skal man jo prøve i landet der er kendt for sit oksekød. Bingo: Jeg får en stor skive ko, der har været på kulgrillen, champion-sauce og små kugleformede pommes frites. Smager vældigt godt, men koster næsten 40 kroner med friskpresset appelsin juice. Slutter af med en cafe con leche, og finder så hjem til hotellet lidt over otte. Man kan jo altid underholde sig med lidt tøjvask. Er faktisk temmelig træt, men har også gået langt i dag. Lidt taksonomi, og så under dynen.

 26/9. Vågner lidt over syv, og går ned og overfalder den sparsomme morgenmads buffet. Propper min taske, må indrømme den lange frakke fylder en del! På den anden side er der nok plads til nogle flere knolde, hvis jeg skulle falde over nogen, jeg ikke har. Kigger mig i spejlet, før jeg går ud af døren: Sort rullekrave, sort flees, sorte militærbukser og små tasker i bæltet til almindeligt og digital kamera plus Revo'en, så jeg kan tage noter. På hovedet en sort blød hat, ala en forvokset Indiana Jones. Kan ikke beslutte mig for, om jeg bare ligner et fjols, en hærdet field-scientist eller bare en nørd, understreget af de lidt stumpende bukser. Gud ved hvordan de andre ser ud? Willy er i øvrigt lidt ældre, højde og bygning temmelig tæt på mig. Da han samlede mig op i lufthavnen var han velklædt, og virkede som om han var vandt til det. Aner ikke hvad hans job er.

 Bliver hentet på slaget, og er den første. Det er en 20 personers bus, som de har taget hver anden række ud af: God benplads! Næste stop giver fire spansk-talende personer, godt fordelt over køn og alder. Hold da ferie, hvor snakker de højt! Det lader til man er på kindkys i Argentina, men i det mindste kun med kvinder og kvinder i mellem. Kinderne klaskes sammen, og man laver en seriøs kysselyd. Det tager mig lige et stykke tid at vende mig til det. Hver morgen, og når vi møder nye kvinder, for eksempel ejeren af et lille hotel. Nok en spansk-talende dame - er jeg den eneste, der skal give det internationale islæt? Næste stop er ved en villa, hvor vi henter konen. I forhaven står adskillige kakti. Har efterhånden fornemmelsen af at være med på den lokale husmoder-udflugt. Vi lister rundt i en forstad for at finde film, og veksle - tror jeg nok. Der bliver kun talt spansk, og jeg fanger egentligt ikke meget af samtalen. Finder ud af, vi bliver fire argentinere, en dansker og fire uruguayer. Deres biler ligner vores en hel del, der er bare nogle gamle amerikanere og lidt flere franske i mellem. Vi få samlet den sidste ælder herre op, og klokken er halv elleve, da vi finder en stor vej ud af byen.

 Vi er temmelig hurtigt ude blandt hestevogne, køer, gribbe og forårsgrønne marker. En dame byder hjemmebagt rundt. Vi er i bogstaveligste forstand "på vej ud over Pampaen". Egentlig er det et geografisk område syd for Buenos Aires, men landskabet hele vejen til Cordobas er det samme. Flad højlandsslette med sparsomt regnvejr, men alligevel en pæn måtte af stridt græs. Chaufføren er en ung fyr, som høre musik med gang i. Nok ikke de andres valg, men passer mig fint. Vi standser på en tank halv et, for at tanke benzin og frokost. Jeg havde lige en migræne, der kom snigende, så det passer mig fint. Tror til gengæld ikke min vægt vil have godt af ti dage med tank-snacks. Jeg sidder lige bag chaufføren, og sædet ved siden af mig er tomt. Det passer mig fint, de er temmelig smalle, og så er der plads til mad, drikke og tøj. Faktisk sidder jeg midt i bussen, der er kun tre sæder i bredden. så jeg har rigtig godt udsyn. Vi kører gennem enorme sumpe og lige så store græsningsarealer. Så kommer der nogle appelsin-plantager. Her er fladt, og det kunne godt være Danmark. Passerer temmelig mange planteskoler, som vist hovedsageligt handler med roser og andre have-planter.

 Standser igen klokken to, for at spise frokost - igen. Nå, man ved jo aldrig, hvornår man får noget igen. Jeg snupper en sandwich, som er et halvt flute med et tyndt, velgrillet stykke ko, ost og salat. Rigtig god. Ud på landevejen igen. I vejkanten og på elmasterne sidder utallige rovfugle, i mange størrelser. Her er rigtigt mange gamle Mercedes lastbiler af 11- og 1500 serien. De er utrolig velholdte, og knokler rundt med meget store læs. Nye lastbiler hedder WV eller Scania. Finder endelig ud af, hvad de små kalabasser, med metalsugerør er til. Man kommer teblade og varmt vand i, og sugerøret ender i en sigte, så man ikke får blade i munden. Så rigtigt mange i Buenos Aires, men fandt ikke ud af deres anvendelse. Troede det var salsa eller olie.

 Det er i øvrigt dejligt at komme ud på landet, og få lidt frisk luft. På trods af navnet, er der ikke meget af den i Buenos Aires! Vi kommer forbi nogle blik byer og åbne lodsepladser. Flere kilometer på hver side er landskabet dækket med tynde plastikposer - virkeligt grimt! Markerne er begyndt at blive grønne, majsmarkerne er bare døde strubbe eller de to første kimblade. Halvdelen af træerne har fået blade. Her er, som så mange andre steder i verden; desværre mange eukalyptustræer. Landskaber er lollandsk-fladt. På markerne går mange køer, en del heste, lidt får og enkelte geder og grise. Hestene ligner for største delens vedkommende arbejdsdyr, men der er også mange cowboy-heste. Der er mange gamle traktorer, ser blandt andet en Hanomar. Ud over de mange rovfugle, er der mange andre fugle, men genkender faktisk kun gråspurvene. Der er nogle sorte ibis-lignende i vådområderne, stære, viber, kohejre, jordgøge, duer og parakitter. Den første dag bringer kun tankstations stop. Her er simpelthen for frugtbart til kakti. Vi kører mod Cordoba.

 Jeg får skrevet væsentligt flere ord, end jeg får talt. Snakkede lidt engelsk med restaurant-personalet for at bestille mad, det er alt. Passer mig egentlig fint, jeg kan godt bruge lidt fred. Adskillige gange må vi stoppe for at betale for vejen. Bare fra lufthavnen til hotellet var der tre stop. Her ude på landet betaler vi for hver 100 kilometer, eller der omkring. Horrible ti kroner for bussen. Lidt i seks er vi 500 kilometer fra Buenos Airos, og de første tamme opuntia'er dukker op. Der kommer også handlende i vejsiden, og lige så "smarte", som dem i Mexico: Her i byen har der været tre, og alle solgte kun fodbolde. De næste timer sker der ikke meget, ud over min migræne vender tilbage, og det bliver mørkt.

 Klokken halv ti kommer vi til Hotel Ritz i Villa Carlos Paz, en forstad til Cordobas. Vi er omkring 700 kilometer fra Buenos Airos. Vi har lige tyve minutter til at finde værelserne, før vi skal ud og have noget mad. Personligt er jeg klar til at vælte i seng, bort set fra, jeg er ved at dø af sult. Der dukker nogle lokale kakti-freaks op, og der skal lige snakkes, før vi skal have mad. Endelig, ved elleve tiden kommer der mad på bordet. Først får vi en pirok - krydret frikadelle med butterdej om. Så lidt tomat-løg-salat og brød. Slutter af med blandede vare fra grillen. Små pølser, de brune smager lidt af glögg, de sorte ved jeg ikke. Svinekoteletter og noget jeg virkelig ikke aner hvad er. Jeg drysser hjem lidt i midnat; vi skal mødes til morgenmad klokken syv, og mit hoved er langt fra på toppen. Desuden bliver der kun talt spansk, og fjernsynet kværner også løs.

 27/9. Seks en halv times søvn er ikke nok til at få mig op i omdrejninger. Nogle af de andre ser også temmelig kvæstede ud, men det har en forklaring: Alexandra, som bor sammen med sin mor der hjemme, fik sent i nat at vide, moderen var død. Efter en bid morgenmad (i alt for bogstavlig forstand), triller vi der ud af. Mine medrejsende er begyndt at se lidt mere nørdede ud: De står i deres foto-veste og sammenligner pincetter, luge-jern og spader. De regner vist ikke med at holde det på foto-safari-niveau! Vi går endeligt ud i bussen ved ottetiden, men der sker ikke rigtigt noget. Chaufføren pusler rundt med bilen, de andre stikke af, en af gangen for at shoppe i de nærliggende kiosker og forretninger. Jeg spejder febrilsk efter en internet-cafe, men det var for optimistisk.

 Klokken er blevet halv ni, før vi, sidste otte og chauffør, kører ud gennem de store bakker lige uden for byen. Landskabet begynder at se rigtigt ud! Ti minutter uden for byen standser vi: Stop 01. Her er syv forskellige kakti, spredt med gavmild hånd over et begrænset område. Der bliver fotograferet og gravet. Nu forstår jeg, hvorfor det er godt, der er taget rækker af sæder ud: Det er for at have plads til de indsamlede planter! Det går fint med at finde stedet, hvor vi skal standse: Har GPS-koordinater og artsliste for hvert sted.

  Solen kigger kun sparsomt frem, og efter en time triller vi videre, mange torne rigere! Jeg har personligt en del i benene og fingrene, de andre må have flere! Her var for resten også de græsagtige vækster, der gror på el-ledningerne; Bromelier. Der var små knopper i flere kakti, men ingen frø. Vi kører i et rigtigt flot lav-bjergsområde med mange søer. Her er ellers meget tørt og afsvedet. Der ligger en del byer, kan ikke regne ud, hvad de lever af. Bussen genlyder af en intens skramlen af papirposer, mens der bliver registreret og pakket ned. Efter en lille time svinger vi op af en dårlig jordvej, i en lille by. Efter en hel del bumlen, finder vi ud af, det ikke er den rigtige by. Plan B: GPS og kort. Det var ikke der. Næste gang vi prøver står der San Marcos Sierras.

 Stop 2. Vi går langs bredden af en lille sø. Solen er kommet frem, og det er et pragtfuldt vejr. Her er meget afsvedet, og mellem de tørre buske gemmer enkelte kakti sig. Jeg får et noget ambivalent forhold til at vise, når jeg har fundet noget flot eller nyt: Det bliver fotograferet og gravet op øjeblikkeligt. Under buskene er tunnelerne fra temmelig store edderkopper. På de åbne områder gror tre slags bitte små blomster meget spredte. Den ene har knald gul blomst, den anden en klynge af skarlansrøde og den sidste har skarpt lilla blomster. Over hele området hænger den behagelige duft af blomstrende acasier. Sjovt nok gror kakti som regel under buske - akasiabuske. Det gør det svære at fotografere, men heldigvis også svære at grave op. Jeg kan se, vi ikke er de første her. Over alt ligger vendte klippeblokke. Efter en times tid er der ikke mere nyt at komme efter. 

  Vi kører gennem ældgamle granitbjerge, der er mere grus end klippe. Så kommer vi op på højsletten. Her er nogle enkelte olivenplantager og enorme områder med tørre buske. Her og der dukker fem meter høje Opuntia quimilo'er op, og vi passerer under megen jublen Harrisia bonplandii, som ligner mørkegrønne slanger Jeg sidder desværre lige under air-con'en, og må have flees og hat på for at holde varme. Gad vide, om de ikke har tænkt sig, vi skal have en tisse/kaffe pause? Den hjemmebagte fra i går dukker op, og jeg guffer et stykke. Mange af de el-master vi kører forbi, er dækkede med enorme redder på toppen. Det er nok kolonier af munkeparakitter (eller kan det være conurer?). Så kommer der enkelte Stetsonia coryne, der er mere cowboykaktus-agtige

. Vi standser ved totiden, og går langs vejen. Stop 3. Her er nogle pudsige nogle, der nærmest ligner rækker af hestepærer. Enorme Stedsonia'er og bromeliaer samt en helt utrolig mængde fluer i alle størrelser. Solen er tilbage, og her er stegende hedt. Kombineret med fluerne og tornekrattet, bliver det et relativt hurtigt besøg. Jeg mere hører, end ser forskellige firben. Der er mange større huller rundt omkring, måske jordegern? Godt svedige kaster vi os ind i den kolde bus. Lader til, jeg stadig er den eneste, der tænker på kaffe; snøft! Vi har ikke kørt længe, før vi er ude på en hede. Det er kun Stedsonia'erne der stikker op. Pludselig er hele sletten dækket med dem, det ser fantastisk ud! Klokken er fire, før vi svinger ind på en meget lille tank. Min forbrændning er efterhånden så langt nede, jeg kører på den energi der er i de to stykker sukkerfrit tyggegummi, jeg har i min lomme. Jeg overfalder to sandwich med wienerschnitzler i. Smager faktisk godt, men hvad ville ikke?

 Klokken fem svinger vi ud af en mindre vej mod Los Mogotois. Stop 4. Standser igen midt langs vejen, og finder fire forskellige kakti og en masse andre torne og fluer. Det er blevet overskyet, men varmen er heller ikke så trykkende. Vi er præcis 1100 kilometer fra Buenos Airos. Lidt længere ude af samme vej holder vi igen. Stop 5. Her er nogle store forvitrede granitknolde med forskellig spredt beplantning, blandt andet fire kakti. Den ene er ny, og grunden til vi holder her. Temmelig stor tøndeagtig fyr. En støvstorm kommer gennem dalen, og vi foretrækker at fortrække. Klokken er halv syv, og i forening med støvet er det ved at blive mørkt. Bussen bliver indhyllet i en rosa sky. Nogle gange er sigtbarheden nede på 20 meter, andre gange op til 100 meter. Det er for resten længe siden vi sidst har set nogen form for bebyggelse. Der er hegn langs vejene, med er det for at holde inde eller ude? I skumringen dukker marker op. Det er vist oliven, citrus og vin.

 Vi kommer til hotellet ved ottetiden. Det ligger lidt uden for selve byen, og ser fantastisk flot ud noget ala ranch-stil. Jeg får et stort værelse, og gasser en ad de andre med, jeg skulle have kort til det. Er lige oppe på første salen, for at se de soveværelser. Der er åbenbart bare ikke bad på værelset. Spørger i receptionen, og lidt hovedrystende viser hun mig en helt hvid dør bagerst i min fløj. Pinligt! Vi har lige en time til at pakke dagens fund ned i. Jeg har regnet mig frem til, vi kommer til at se omkring 100 forskellige kakti, hvor af de fleste er sjældne for danske samlere. Hvis jeg bare tog en enkelt med af hver (de andre har omkring ti hver) ville turen blive finansieret, eller jeg ville tilbringe resten af livet i dansk fængsel.

 Da jeg ikke har nogen fund, nøjes jeg med et velfortjent bad. Ville virkelig ønske jeg kunne finde et internet, så jeg kunne skrive lidt sammen med Rikke, men der er flere kilometer ind til byen, og jeg vil ikke være bekendt at spørge chaufføren. Hans dage er rigeligt hårde. Vi kører ud til en farm for at spise. Vi får de samme forretter og vælger så fra kortet. Jeg vælger et grillstegt kyllingebryst. Et par flasker vin, en masse vand og vin saft, salater og meget mere. Jeg må simpelthen levne. Prisen er med alt til ni: 300 kroner! Og så får vi en lille flaske vin hver, af deres egen tapning. Flot etikette. Jeg har virkeligt svært ved at holde øjenene åbne, og vi kører heldigvis hurtigt. Selv om jeg har skiftet tøj, kan jeg stadig mærke torne her og der. Vi er hjemme halv tolv, så det er bare på hovedet i seng, hvis jeg skal nå otte timer. Studse skæg og negle; det bliver i morgen...

 28/9. Det er nogle korte nætter de holder sig. Vi står op før solen. Sandstormen har lagt sig, så det bliver sikkert en dejlig dag. Jeg har virkeligt ikke noget sprogøre. Jeg fik udbygget mit spanske ordforråd lidt i Mexico, men her, hvor folk udelukkende taler (og meget) spansk, er der ikke kommet et eneste ord mere. Jeg kendte cacti.

  Det er lidt ærgerligt, jeg ikke forstår dem, de griner en masse, så det må være sjovt. De snakker også en del om kakti, der føler jeg mig ikke så snydt. Vi får guide på, ud til et uofficielt kakti-sted. Der var et lokalt ægtepar, der spiste sammen med os i går aftes, og de vil gerne vise deres favoritområde frem. Vi kører ud mod den ene side af dalen, til bjergkæden. På vejen passerer vi nogle vinmarker med små grønne skud. En kæmpe mørkebrun harer krydser vejen, ellers er her lidt stille.

 Stop 2.1. På en meget stejl granitskråning gror fire eller fem forskellige nye kakti. Fra enorme til ølkapsel-store. På buskenes nøgne grene vokser bromelier, nogle med blå blomster. Der er blomster i nogle af de høje kakti, mens de andre kun har små knopper. En time er åbenbart standarten, vi kører halv ti. Vejen her ud har en gang for mange år siden været asfalteret med et tyndt lag. Vi må skubbe bussen fri på parkeringspladsen, men det går fint, vi har jo også spader nok! Støvet vælter ind over alt, men det er vel en del af charmen. Et lille tykt stumphalet jordegern gemmer sin under en busks sparsomme blade, mens vi skrumler forbi. Vi fortsætter ud af den elendige vej, til et andet sted på bjergkæden.

  Langs vejen er en spredt bevoksning af buske og en tyndt lag af Opuntia'er med meget lange torne. Ved af erfaring, de går lige gennem læderet på mine sko. Vi kommer til vores guides have: Sebastian og Pritricia i Chilecito, La Rioja Privinen har et fantastisk anlæg med mange hundrede kakti og et par enkelte euphorbia'er. Det hele er lavet på en skråning med terrasser og naturlige klipper, og ender oppe på de mere stejle dele af bjerget, hvor der vokser utallige kakti. Alt virker nyt og naturligvis perfekt holdt. Efter at have været en del af haven rundt, tror jeg mere, det er tusinder det drejer sig om. Vejret er pragtfuldt, et par kolibrier sværmer forbi, og jeg får migræne. Som prikke over I'et stikker en lille bi mig et par gange under rullekraven. Vi går over til huset, hvor de har et mindre gartneri, som de forsøger at leve af. Det letter det nok, når man bare kan hente sjældenhederne lige så hurtigt, som man sælger dem.

  Jeg ryger på en meget lille Cyphostemma fra Africa til 22 kroner. Der er desværre ikke fuldt navn på, men den har i modsætning til den jeg har; en klar afgrænset knold. Der er også et par andre variationer over nogle jeg har, men jeg holder mig i skindet. Den største forskel er alligevel navneskiltet. Under meget vinken og råben triller vi af ved middagstid, lige ned på en tank for at få frokost. Det vælger jeg i hvert fald at tro. Byen ligger omkranset af bjerge, nogle er der endda små hvide pletter på. En nar på en stor motorcykel kommer ind på tanken med en walkie. Jeg afskriver han som fjols. En af de andre giver et langt interview, som vi hører i radioen fem minutter senere.

 Efter en time er vi langt ude på landet; rigtigt langt. Husene er lerklinede, af soltørrede sten, fladtagede hytter uden vinduer. Meget indianske, som jeg havde forventet i Mexico. Foran står et par heste, og der render en flok unger rundt. Vi kører i lang tid nede i bunden af en tør flod, kun lige bred nok til bussen, men lige så høj. Standser midt i en dal, hvor Willy ser en blomst i en stor kaktus. Vi er i 1800 meters højde, og solen har magt.

 Stop 2.2. Vi traver rundt på den meget stejle skiffer skråning, og finder lidt nye. Jeg går lidt ud over sletten, uden at finde noget. På den anden side af vejen stikker en stor klippe op, som er overgroet med kakti: Rigtigt flot motiv. Klokken tre kører bussen. Vi kører gennem et landskab, der hovedsageligt består af grusbunker med små-buske. Generalt helt fladt. Efter et par timer kommer vi til kanten af sletten. Her ligger nogle gevaldige granitklipper. Meget smukke med rosa striber gennem sorte sten. Stop 2.3. En gedehyrde har et stort græsskur, måske hans hjem, midt i kløften. En hund bjæffer og gederne bræer. Her er virkelig idyllisk. Vi går gennem det pudderagtige sand, og kravler op på den ind i mellem lodrette granitflade. Her og der sidder små kakti klemt fast. Nogle lidt større gror i grupper i den smule grus, der dannes i ravinerne. Jeg har virkelig fået de gode klatre sko med. De små lyserøde dimser under, klamrer sig fast som små fingre.

 En flok blå/grønne-sorte araer kommer højt skræppende forbi. Jeg har kameraet fremme, men når kun at nyde synet. Det kan have været dværgaraer, men jeg er ikke sikker. Vi kører klokken syv, gennem en stor dal, der næsten er gold. Der er flere hundrede meter mellem buskene mange steder. Jorden er grus med lidt større sten oven på. Vi er nu i 1370 meters højde, og aftenerne er svale. Solen rammer hurtigt bjergkammen, og så er det mørkt. De tomme drikkeflasker er i høj kurs, virkelig velegnede til de mere stikkende kakti. Andre ryger i papirsposer og papkasser.

  Jeg er da ikke helt fri for at ønske, vi kom et sted, hvor der også var planter for mig. Dem kan jeg, så vidt jeg ved, tage hjem med god samvittighed. Klokken otte, da det faktisk er blevet mørkt, standser vi. Stop 2.4. Her løber en bred flod, med års mellemrum. Nede mellem klipperne finder vi nogle små runde knolde. Det bliver spændende at se dem i dagslys. Vi kører ind til den nærmeste by; Fiambala, hvor der ligger et helt nyt hotel. Foran, på el-ledningerne sidder en flok papegøjer, måske dværgaraer. Prøver at tage et foto med blitz, nu må vi se. Selv om klokken kun er halv ni, skal vi spise - fedt. Jeg får en wienersnitselagtig bøf med fritter. Springer over, da nogle af de andre får en tyk skive ost med en lige så tyk skive sød-katoffel-mamelade.

Herfra fortsætter turen i Dagbog 2