Main Page     All Journeys    Travel Tips

 

SOUTH AFRICA West DAGBOG  5

 Fotos   
    

     Kort &  Plan   


 
Dagbog 1 2 3 4 5 6   
Translate      

 Fra Dagbog 4
17. Efter morgenmaden, og panikken med at få fordelt knive, tallerkner, stole og alt det andet mellem de respektive hytter, kører vi ud mod Cornel's Kopf. På vejen standser vi for at se nogle enorme Aloe pillansii, der gror på en stejl klippe væg. Vi kommer længere ud mod havet, og tågen ligger tyk over de lave bjerge.

 På en af telefonmasterne langs vejen sidder en stor Cape Owl. Der er virkeligt bygget på mange af masterne. Det hele ligner kragereder, men der er også andre fugle, der bruger dem, for eksempel falke. Kragerne her har helt hvide veste. Vi er ude og bruge skovlen en gang, for at få bussen over vejsiden.

 Mens de stiger ud af bussen, taber den luften på venstre baghjul. Jeg forbarmer mig over dem, og viser hvor dunkraften er, og hvordan den virker. Reservehjulet har helt klart kendt bedre dage, men det overlever, vi fylder lidt mere luft i.

 Her er klipperne malakit. Pudsig stenart, der lyder hård som glas, men er blød som kalksten. Vi traver op over kanten, for at finde et bestemt sted at fotografere. Vi har et foto, der blev taget for 55 år siden, og vil sammenligne med de store Aloe pillansie, der stadig gror her. Der er desværre kun halvdelen tilbage. Der er kun meget få frøplanter under 200 år.

 På toppen er der utydelige rester af en urgamle boplads. Der er en fantastisk udsigt over en meget stor dal på begge sider af bjergkæden. Der er en pudsig hulning på toppen, og i et område ligger mange knuste sten, der ikke er naturligt anbragt, men overgroet af mange hundrede års lav. Der siges at være fundet perler her.

 På vej tilbage finder vi den mest syrede plante jeg længe har set. Den ligner virkeligt noget fra en film med titlen: "De kom fra Mars og åd os..." Det er en snylteplante, der lever på rødderne af Euphorbier, og den hedder Hydnora gricana.

 Næste stop er lidt plante fattigt, men der er nogle fantastiske sten, der er slidt af sand og vind. De bliver sjovt kantede i modsætning til strandsten. Vi er i en næsten gold ørken, som bare er groft grus så langt øjer rækker, og det er langt her! Der ligger tusindvis af tomme hvide sneglehuse. Mange steder er der kun 15-20 centimeter mellem dem.  Det er ørkensnegle, der stadigt lever her. De kommer op af sandet når det en sjælden gang regner, og nogle af husene kan være hundreder af år gamle.

 Det regner næsten ikke her, men der er en hel del lav. Det lever af tågen, der ruller ind fra havet, og den er også medvirkende til at holde liv i de sparsomme planter der lever her. Nogle af de andre ser en snog, jeg finder kun en ham

 Næst sidste stop bringer også spændende sten. De er virkeligt sandblæste. De blødere dele er slidt væk, og de ligner lidt træ. Jeg samler en del til RIkke. Har ikke set noget som helst, jeg kunne købe som souvenir. Vi stopper en sidste gang, denne gang er der Anacarpus, der lever på lodret skiffer. Ny art, der endnu ikke er beskrevet.

 Lige i de sidste stråler besøger vi igen en koloni Carryopsis. De blomstrede ikke sidst, da det var gråvejr, men nu er de på toppen. Helt vildt flot! Kæmpe knald gule blomster på små planter.

 Vi lander på Old Mill Lodge, og jeg får det hyggelige værelse igen. Antikke møbler og sherry på værelset. Sidder oppe til over et, men er ikke færdig. Får ikke sorteret fotoene op i kategorier, og denne dagbog blev kun tre linier.

18. Sover alt for lidt, og er en del indebrændt, da morgenmaden er halv anden time forsinket. Vi kommer endeligt af sted fra The Old Mill, og kører nu sydpå igen. Første stop bliver Groot-Graafwater, hvor attraktionen er levende sten. Nogle af dem er enorme: Op til seks centimeter. Her er også en enorm Pelargonium og en ny rød snylteplante.

 Vi kører lidt længere frem af grusvejen, der løber parallel med landevejen, og spiser frokost. Jeg har sovet det meste af turen, og tilter i bilen efter madpakken. Jeg må virkeligt finde en måde at få mere søvn om natten på. Tør bare ikke undlade at ordne fotos. Hvis jeg ikke gør det nu, får jeg aldrig gjort det. Det er slemt nok, jeg skal rette alle de latinske navne. Jeg kan ikke stave til dem, kender kun få slægter, og slet ingen arter. Kan ikke lige regne ud, hvordan jeg klarer det... Har bare skrevet ned, hvordan det lyder, og der pokkers stor forskel på, hvem der udtaler det. Nogle slægter jeg tror er nye for mig, viser sig at være gamle velkendte.

 Næste stop bliver Kern gartneriet med sukkulenter og lignende. Det er hovedsagligt sydafrikanske, men der er også lidt fremmede. Det tilhører Buys Wiese, der også har den farm, hvor vi gik rundt på markerne, og så utallige forskellige planter. Han købte den for 40 år siden, og smed alt kvæget ud af halvdelen.. For ti år siden røg de ud af resten. Han lever af at avle frøplanter af frøene fra sine marker. Virkelig behagelig mand.

 Jeg spørger efter nogle sydafrikanske planter, jeg er på jagt efter. Han har den ene, og fortæller, den har skiftet navn. Det vil sige, de har splittet den i to arter. Den nye er opkaldt efter hans kone på latin. Jeg bliver nødt til at købe en, og får log at tage et portræt af konen. På trods af, hun er over 70, opfører hun sig som en fnisende skolepige. Det var hun nok ikke vandt til!

 Alex, som skal være chauffør/guide den næste uges tid støder til os. Håber ikke han skal afløse Graham, for han er et fantastisk "opslagsværk". Det hjælper selvfølgelig, han ved hvilke planter man kan formode at finde i området, men han har det hele i hovedet!

 Der går en flod i nærheden, men den har en saltmængde to en halv gang over havets, så den har ingen vandingsværdi. Der er taffelbjerge i baggrunden, og da vi fortsætter, bliver det mere frodigt. Vi gør stop i en ravine, hvor der gror nogle blomstrende Aloe glauca, som bare ikke er blå. Jeg ser en enkelt klippegrævling, ellers er det kun fugle og insekter.

 På vej op af skråningen finder jeg en etårig skildpadde - kors hvor er den nuttet! Dalen er fuld af kunstvandede marker, og som alle steder er "markerne" indhegnede. Der er brugt enten net og et par rækker pigtråd eller bare seks til ti rækker pigtråd. Alle steder er de spændt som pianostrenge.

 Vi kører, og jeg sidder og sover på bagsædet af Maddys bil. Vi er det faste sjak: Maddy, Mary fra England, der er omkring 70 og svær at holde trit med og så mig. Min krop gør ondt! Jeg er så mange gange nede på hug, mine underben brokker sig gevaldigt. Nakken smerter af at sove i bilen, og fem timers arbejde med en PC på en seng er nok heller ikke ergonomisk korrekt. Den ene lyske er vildt øm, og hovedpinen er aldrig langt væk. Tægebidet klør stadigt om kap med de andre bid, og nogle af tornene er begyndt at være betændte. Er varm på panden. og får hele tiden kuldegysninger. Hvis jeg var min hest, ville jeg tage mig ud bagved og skyde mig!

 Vi svinger fra i Clanwilliam, for at komme ud til, hvad jeg betragter som turens højdepunkt: Dioscorea elephantipes. Det er en af mine første planter og virkeligt favorit. De laver en skildpaddeskjoldsartigt knold på op til en meter i diameter, og så oven på jorden!  Desværre er det blevet temmelig sent på dagen, og de står i dybt, tornet og uigennemtrængeligt krat. Som prikken over I'et har lortebonden besluttet sig for, at netop i centrum af denne koloni skal hans lodse/afbrændingsplads være. Jeg prøver at skyde et par fotos, mens jeg foriver mig, og er egentlig ikke i specielt godt humør.

 Landskabet er fantastisk: Stejle klipper, der ligner byggeklodser, den mørkeblå Clanwilliam sø og en næsten skyfri himmel. Vi kører ind til byen, og booker ind på Strassburger Hotel. Jeg spørger, lidt naivt, om der er internet i byen. Ja - i morgen! Jeg får lov at låne direktørens, og bruger et kvarter på at logge på. Kan ikke rigtigt tillade mig at begynde at læse mails; sender bare en til Rikke om, jeg har det godt. Det undrer mig, at de i det hele taget gider at være på nettet. Det er pokkers dyrt, op til to kroner i minutter, og så er det 28 K modem hastighed - når det virker! Finder også et postkort, og manden i skranken har endda nogle enkelte frimærker, og er villig til at sende det.

 Jeg har i det mindste kun taget 210 fotos i dag, og satser på dagbogen. Og så måske den fra i går, og sorterer fotoene fra i går. Og holde kortet opdateret - er vist en lille uge bagefter med det. Middagen er en af de bedre oplevelser: Buffet med to supper, persilletærte, bagt fisk, laks, tunmousse, skaldyrssalat, roastbeef, wienerschnitzel, forskellige salater, kødtærte, bagte kartofler, hjemmelavede fritter, naturris, ostebord og dessertkort med is, chokolademousse, lokal brandykage og kaffe.

19. Otte timers søvn var lige havde jeg havde brug for. Kroppen er stadigt øm, men humøret væsentlig højere. Morgenmaden er lige så overdådig som aftensmaden, og vi får madpakker med, som vi har fået før, bare to æsker hver.

 Vi følger hovedvejen ned til Citrusdal, og svinger så ind i landet på en lille grusvej. Vi kommer igennem enorme citrus, mandel, abrikos og andre frugtplantager nede i dalen. Oppe i passene, hvor vi er tæt på 1000 meter oppe, er landskabet mere alpint, dog uden at få frost. Først på dagen ligger tågen på toppen af bjergene, men den er væk, da vi kommer derop.

 Vi stopper et par gange i højderne, og finder blandt andet en lille plante, der heder Zyonella orchioides, og ikke er en orkide, og en ægte orkide, der heder Sateyrium erectum, og som er helt flad. Bladene rører jorden over alt. Latin er da let, ikke?  Vi stander også i Grootriverhoogte passet, og nyder udsigten. Under os ligger først cederskove, så frodige marker og frugtplantager.

 Nede i bunden af dalen er der store kunstige søer, der danner smukke vådområder. På nogle marker går op mod 100 arbejdere med enden i vejret, eller der står en mindre flok på wienerstiger, og binder støtte tråde op. Vi standser på, hvad der ligner en dødssyg højslette og spiser de overdådige madpakker. Jeg bliver inde i bilen: På trods af det ikke er mere end 30 grader, og der er en mild brise, er solen rigtig ondskabsfuld.

 Vi går en lille halv kilometer op af bakken på den ene side af vejen, og ned på den anden. Man kan ikke sætte fødderne ned i visse områder, uden at træde på levende sten, der blomster flot. Mange andre spændende planter, blandt andet en stor rød blomst af en rodsnylter: Hyohanene glabra.

 Vi er kommet ind i Karoo, som er kendt for sit spændnde planteliv. Meget af området er Fynbos, hvilket betyder fine/tynde buske.Jeg syntes nok, den fynbo havde fået raget rigeligt til sig! Gennem Ob Die Berg, og efter Prince Alfred Hamlet kommer vi til den store frugtby Ceres, og svinger straks ud af end endnu mindre grusvej. Vi passerer et par søer - tværs over - og kører nu gennem enorme halvgolde bakker, der kun bliver brugt til fåregræsning.

 Vi gør nogle mindre stop, og kommer ud ved Matjiensfontain, og finder Laingsburg, hvor vi skal overnatte. Aftenen som sædvanligt: Fotos, mad, mere fotos og dagbog. Får ligesom at fejre, jeg tager hjem om en uge, vælger jeg at vaske tøj. Glæder mig snart til at komme hjem og på arbejde, så jeg kan slappe af!

 De otte timers nattesøvn hjalp: Jeg er ikke faldet i søvn en eneste gang i løbet af dagen, og den sidste del var endda kedeligt landskab set fra bilen. Hjemme på hotllet kigger jeg lige en ekstra gang rundt i det ellers så flotte badeværelse: Jow, den er god nok: Der er ikke en bruser, kun et stort badekar.

20. Hele dagen skal tilbringes i park Anysberg. Det er et 63.000 hektar stor natur reservat, ejet af WWF. Vi standser på vejen for at samle vores lokal guide Gerhard Marx op. Vi er på en lille farm, meget langt fra noget som helst. Ejeren har en temmelig stor samling velvoksne kakti og sukkulenter, de fleste fremmede.

 På de fleste planter sidder der enorme græshopper, som kun modvilligt bevæger sig, når man prikker til dem. Ikke overraskende er de giftige. Hvis det var min samling, var de smidt langt ind på naboens marker 10-15 kilometer væk! Vi finder en lille Pachypodium succulentum, men det ligner mere to blyanter med torne, end en caudiciform.

 Længere ude står de sødeste små juletræer. Det er egentlig en Euphorbia multiceps, men det ligner. Her er igen knas tørt, og massere af laver på stenene. Ved næste stop finder jeg, hvad der sandsynligvis er en ny art Anacaperos. Den er væsentlig mere behåret end nogle af de andre. Kunne vældigt godt tænke mig at være i stand til at lave en beskrivelse, og opkalde den efter min mormor; Doris, som smittede mig med interessen for planter.

 Vi kommer til parken, og får en pep-tale af den kvindelige bestyrer, som forståelig nok er vældig stolt af sine besiddelser.  Det har været en pokkers lang tur her ud (og hjemturen føltes meget længere), og så viser det sig, vi kunne have overnattet. Så havde vi sparet 65-80 kilometer elendig grusvej - to gange.

 Vi slipper ud i de bagerste egne af parken. Jorden er undermineret af rotter. De står for 60% af parkens ædte planter, og er noget af et problem. Her er en del gazeller, nogle leoparder og vi ser nogle oryx. Fantastisk dyr, og kan ses gennem hele det tørrere Afrika. Næste specielle plante er Crassula pyramidalis, som blomster.

 Jeg er ikke helt på toppen. Ondt i skulderen, og uro i maven. Har meget mere lyst til at sove, end at støve op og ned af stenede bjergsider efter ukrudt. Kan efterhånden ikke huske, hvornår vi sidst har set en anstændig caudiciform, og slet ikke en, man kunne bare ane knolden af. Sover på alle køreturene, og også et af stoppene.

 Vi kører blandt nogle store bjerge, som kun er sparsomt begroet, og kun med ankelhøje buske og mindre sukkulenter. Vender næsen hjem af, og jeg sover det meste af vejen, undtagen når der bliver rapporteret oryx langs vejen. Vælter direkte i seng, og vågner først elleve timer senere, og uden at være sulte.

21.  Er blevet lidt mere udhvilet, men kører altså stadigt ikke på alle cylindre. Får spist lidt let morgenmad, og kryber så frivilligt om på bagsædet, selv om det var min tur til at sidde forrest. Blunder lidt, mens vi kører østpå mod Calizdorp. Først stopper vi lige i bygrænsen for at se nogle Haworthia'er. Personligt syntes jeg det fedeste er de kæmpe store kulsorte græshopper med knald røde aftegninger.

 Så er vi lige et stykke inde i Anysberg, for at se nogle andre Haworthia'er, og jeg er heldig at finde en lille ranke af en Kedrostis.  Så svinger vi østover og kommer gennem det enorme Seven-Days-Paaa, som krydser gennem den store bjergkæde, der adskiller Karoo fra Little Karoo. Vi standser flere gange, og traver en lang tur med bilerne efter os.

 Jeg har fået det bedre, og skal ikke anstrenge mig så meget for at spise frokost.  Der kommer en frisk vind gennem passet, og selv med flees er det en smule koldt.

 Vi kommer forbi et enkelt beboet hus på den lange vej, og det ligger nærmest i midten. Massere af smukke blomstrende træer fylder den lille dal, og det ser forfærdeligt idyllisk ud. Dyreliv er der ikke meget af: En enkelt skildpadde, lidt græshopper og et par fluer er alt hvad jeg ser. Det fantastiske er de utallige udsigter mellem de stejle bjerge. For hver få meter åbenbarer et nyt landskab sig.

 Nu vi har to guider med går det bedre med navnene - not! Spørger begge om løg, og de siger: Løg. Så prøver jeg en Crassula og en Oxalis - med samme resultat: Det jeg ved i forvejen.

 Vi kommer ud i Lille Karoo i nærheden af Oudtshoorn, hvor jeg red på struds, og det vrimler med farme. Vi samler tre lokale op, og kører gennem en farm. På markerne bagved er der spændende planter: Jeg finder endda en rigtig flot caudiciform: Pachypodium succulentum, med en knold på femten centimeter.

 På vej tilbage viser de os to sjældne Euphorbia gamkensis, der gror i deres ophugnings/skraldeplads. Så haster vi vider til Boplaas, som viser sig at være en berømt vingård. Direkte ind i shoppen, sparer foredraget væk, og da alle har købt, kører vi. Der går rygter om, Alex der arrangerer turen har aktier i foretagendet.

 Vi booker ind på et aldeles bedårende hotel i udkanten af Calitzdorp. Jeg kommer til at bu med udsigt til en vingård og det frilagte stråtag, med to himmelsenge og lidt antikke møbler. I alle fællesrummene, med de antikke fotografier, er der liv i pejsene. Aftensmaden er ossebuco på lam. Er det ossemæfår? Lammene er vokset op blandt sukkulenterne, og lever hovedsageligt af en rosmarin-agtig plante. De er kogt to timer i rødvin, og er mere end totalt møre!

22. Vi kører først ud for at se Gerhard Marxs samling. Han beklager den er blevet lidt kedelig; de fleste rigtigt spændende ting er taget ud til hans nye farm. Først brændte det meste af hans hus, hovedsageligt han arbejdsværelse med alt hans arbejde. Da han så havde fået genopført huset, besluttede byen at udlægge hans nabogrund til township. Det vil sige bitte små huse, uden kloak eller andre faciliteter, men med åbne bål til madlavning og voldsomt mange mennesker. Sorte sydafrikanere nægter at dele ydervæge med andre. De vil hellere bo i bitte små etværelses huse totalt uden faciliteter.

 Jeg finder alligevel spændende planter i samlingen, og får skudt en serie fotos til en side. Han har nogle Dioscorea hemi..., og spøger om jeg vil ud og se de store vilde. Ja-tak! Vi kører fem minutter, og langs vejen gror nogle knolde på op til 30 centimeter i diameter og over en halv meter høje. Jeg finder lidt frø i de mange tomme frugter, og nupper lidt til Botanisk Have. Passer ikke Alex, men hvordan har han så fået sin egen samling? Gravet den op???

 Så kører vi ud til en mark, hvor der er Euphorbia colicurica, Haworthia multicanta, og en del løg. Desværre tør ingen gætte på hvilke, uden blomst. Hvis jeg så endelig finder en med blomst, komme jeg ikke længere end Albuca, Bulbine eller lignende. Aldrig art. Lidt tralst. Arterne kan jeg selv.

 Vi ser dagens første skildpadde, og de lader til at blive større for hver i dag. Næste sted er en anden, og det mast spændende inden for planterne er Othonna suculenta, som med lidt god vilje er en caudiciform. De er desværre ikke lige i gro sæsonen nu. Det er Tylecodon cacaloides heller ikke, men de ser dog lidt mere levende ud.

 Vi kommer op i nærheden af Oudtshoorn, og det vrimler med strudse på de indhegnede marker. Vi ser nogle Haworthia emelyae og nogle endnu større skildpadder. Vi standser temmelig højt oppe i en pinjeskov for at spise frokost, og se på flere Aloe'r og Haworthia'er i kanten af skoven.

 Alex skal i banken, og jeg følger med for at hæve penge til Maddy. Først en kø, får at vide, hvis jeg ikke har pas med, skal mit kort verificeres: Anden kø. Den bevæger sig næsten heller ikke. Alex hiver mig ud af den, og med ind på et kontor, hvor jeg venter på, de finder ud af, de ikke kan hjælpe ham. De kan heller ikke hjælpe mig. Tilbage i køen fra før, som er blevet længere. Da de så endeligt bliver min tur, får jeg at vide, de ikke kan verificerer mit kort uden pas. Jeg brokker mig over, den første ikke fortalte mig det, og får jeg gør noget dumt, går jeg. Tre kvarter til grin. Hæver et par tusinde i maskinen uden for på under et minut. Så skal jeg bare have 2800 mere....

 På vej hjem af ser vi fem til ti skildpadder langs vejen. De største er over 30 centimeter lange, og vejer nok tæt på tyve kilo. Det er afrikanske leopardskildpadder, og ser ud til at være særdeles talrige, på trods af de lokale siges at koge dem i eget skjold.

 Vi standser en sidste gang på en nærmest lodseplads for jord med mere. Her er ufatteligt mange kakti og agaver, men også lokale planter. Det mest spændende for mig er Eriospermum'er (hvor knolden er helt skjult) og ynkelige Tylecodon venticosea'er.

 Jeg når lige at scanne dagens fotos igennem, og vaske mit tøj og mig selv, før vi kører over til en lokal restaurant. Jeg får krokodille capachio og strudse bøf. Graham bestille noget grillet gris, og får et helt ben. Jeg hjælper han af med en stor del.

Den sidste del er i Dagbog 6

                    

    Fotos        Kort &  Plan     Dagbog 1 2 3 4 5 6       Translate