|
Fra Dagbog 2 5. Op klokken seks. Ikke fordi jeg egentlig har lyst, eller er udsovet. Man dykker bare spå pokkers tidligt her. Colin havde inviteret på morgenmad, hvilket passede fint, da jeg jo er løbet tør. Vi kører ned til vandet, hvor hele lejren er rigget op. Der er omkring otte beskæftiget med at lave lejer, toppe flaskerne op, finde grej frem, klargøre båd og få den ud i vandet, kaptajnen og divemasteren. Og så er jeg den eneste dykker! Lidt pinligt, men Colin tager det fint, selv om han sætter penge til. Mens jeg står med en kop kaffe, og ser de andre knokle, dukker en pukkelhval op i bugten. Den er ikke mere end 1-200 meter ude, og vi kan tydeligt se den. Den laver nogle vink med halen, højt over overfladen, men er kamerasky. Gør det kun, når jeg ikke er klar. Den er på meget lavt vand, og gnubber sig mod sandbunden. Vi dykker på Two Mile Reef, og ser Coral Garden og The Caves. Massere af farvestrålende fisk og andre dyr, en del bølger og vand, der kun er 22 grader. Har en rigtigt godt dyk, men vil nøjes med et. Det er lige lovligt koldt. Om sommeren kan de nå op på 28 grader; det er væsentligt bedre. Jeg bliver sat af ved campen ved titiden, og begynder at forberede mig på afrejsen i morgen tidligt. Der skal vaskes tøj, betales ophold (100 kroner om dagen, ni dage) og fotos og dagbog fra i går skal indhentes. Jeg er færdig ved et-tiden, og går op til Colin for at lave en back-up af mine fotos og dagbog. Når man kender Murpheys lov, kan man prøve at manipulere med den. Jeg trisser hjem, og laver lidt på min hjemmeside. Har lært nyt, og fundet en helt ny familie med caudiformiske medlemmer. Spiser aftensmad hos naboen, og går tidlig i seng. Er både bagefter, og dykning er altid trættende. 6. Tidligt op og op til Colin til morgenkaffe. Vi kører ikke lige med det samme: Maddy har svært ved at få sagt farvel til Colin. Da vi er kommet lidt uden for byen, begynder det at regne lidt. Det er ikke mere end 13 grader, og hele turen ned til Port Edward regner det mere eller mindre. Det er det første regnvejr, de har fået på disse kanter, så det er velkommen. Personligt havde jeg det bedre med 35 grader og solskin. Først kører vi gennem enorme eukalyptus skove. Samme tykkelse og højde som store flagstænger, bare lidt flere blade i toppen. Så kommer der sukkerrør på bakkerne, og lige før vi rammer Port Edward skifter det over til bananer. Vi svinger op af en meget lang grusvej, og komme til et kæmpe hus, midt i en bananplantage. Her bor Alexander og hans kæreste Michelle. Alexander er født på Madagaskar, og har boet mange år på en lille frank ø. Nu dyrker han bananer og afskårne blomster. Vi får værelser med separate badeværelser i forskellige fløje af det kæmpe hus. Mødes i køkkenet, hvor vi hyggesludrer, men fyrene fodrer deres store samling sommerfuglelarver. De er af en lokal art, hvor alle hannerne er ens, og hunnerne er der fem eller flere forskellige typer af. De ligner hver i sær en giftig art. De tager kun seks uger fra æg, til de ligger æg. De har en glubende appetit! De tilbereder en lækker aftensmad til os: Krydderede grønne bønner, strudsebøffer og madagaskerpeber. Til dessert er der bagte udhulede æbler med sukker, kanel, vanilje og Lurpakke-smør fyld. Lidt af en joke: Alexander har ledt som en gal efter usaltet smør, og har endeligt fundet noget, og så er det dansk. Jeg tror danskere og sydafrikanere er de eneste, der bruger saltet smør. Struds er temmelig nyt på sydafrikanernes menu. Det var først, da fugle influenzaen kom, de lavede lokal reklame. Så fik de smag for det. Lidt af en griner, da Alex fortalt om det: "After the bird flu" fik Maddy til: "Efter fuglen fløj", og hun var sikker på, strudse ikke kunne flyve!. Vi får talt en held del, mest om at leve i et fremmed land og Syd Afrika i almindelighed. Så nævner Alex en katastrofe i USA. Kæmpe oversvømmelse i Louisiana med over 10.000 døde. Hjælp fra over 60 lande, blandt andet 1000 læger fra Cuba og penge fra Bangladesh. Bush har udtalt, han vil modtage hjælp fra et hvert land. Noget vildt! Jeg har et lille punkt på armen, der klør helt vildt. En nærmere undersøgelse frembringer en lille tæge. Hvis man ikke får dem hurtigt af, får man tægefeber. Det tager omkring 14 dage at udvikle: Jeg kan lige nå det inden jeg skal hjem. Der er forskellige tæger, der giver hver sin sygdom. Kun én af dem er så slem som den danske variant, så jeg kan tage det roligt. Vi hæve mødet lidt over ti. De andre skal tidligt op, og dagens 550 kilometer i regnvejr har taget på Maddy. Jeg skal lige have ordnet dagen fem fotos og skrive lidt dagbog. 7. Alex viser os ned til et bestemt sted på Port Edwards kyst. Her er hullerne mellem de enorme klipper fyldt med sukkulenter. Fantastisk flot område. Vi starter med at hoppe rundt på stenene, men så bliver de overgroede med ældgammelt lav - så hellere træde i planterne. Her er Ceropegia'er, Albucaer, Hermanthys albiflos og andre caudiciforms samt en masse sukkulenter, jeg ikke lige kan sætte navn på. Vi får endeligt løsrevet os. Temperaturen omkring 13-15 grader og vindtårerne gør naturligvis sit! Vi kører ind i landet til Oribi Gorge, som er en enorm revne i det ellers relativt flade landbrugsland. En enkelt vej fører ned gennem kløften, og vi standser utallige gange. Her er bregner og soldug - lille kødædende plante, Cucurbitaceae'er med knolde og endeligt lykkedes det: Obetia! Et medlem af brændeældefamilien, som bliver et op til ti meter højt træ. Vi finder utallige sukkulenter på den nordvendte skråning - det er den solen skinner på. Maddy må hente bilen mange gange, mens jeg bare går vider. Efter mange timer når vi på den anden side. På vej tilbage får jeg set en mærkelig lian, der er utroligt bred, en enorm Cycas og flere sukkulenter. Vi sæter bilen ved indgangen, og tager Bavian Stien. Har i øvrigt ikke set nogle bavianer, men i kløften var der to flokke velvet aber, eller noget i den retning. Der er massere af løg, der lige er begyndt at spirer eller blomstre. Så kommer vi til kanten: Wow! Enorm kløft med forrevne sider. Vi kravler ud over kanten, og finder fantastiske planter. Vi finder den ene Petopentia natalensis efter den anden. De bliver større og større; den sidste Maddy finder er med en fritliggende knold på lidt over 30 centimeter i diameter. Der har været en del diskussion om farven på undersiden af bladet. Det kan være mørkt lilla eller helt grønt. Her finder vi alle variationer, nogle gange på samme plante. Det kan jeg kun tolke som: Det er ikke (kun?) arv, men i høj grad miljø, der afgøre farven. Meget lys giver lilla. Fedt at få det på plads! Det bliver pludseligt mørkt. Det er ved at være den tid, men nu kommer der et voldsomt tordenvejr, og det tager det sidste lys. Ærgerligt; vi kunne godt have brugt mere tid i denne kløft. Der er kommet nogle enkelte vindtårer i løbet af dagen, men da vi kører hjem vælter det ned i tove. Alex er godt tilfreds: Hans store bananplantage var meget tør. De har fået fodret deres sommerfuglelaver, og er godt i gang med aftensmaden, da vi ankommer. Koteletter med flødestuvede kartofler. Desserten er vafler. Jeg begynder at ordne mine 822 fotos - suk - koloenormt stort suk! Dagbogen bliver stikord, måske kan jeg huske noget senere? Tilter i seng klokken et, og sætter uret til 5.30. Endnu større suk! 8. Lettere kvæstet trisser jeg ud til varme vafler. Det er blevet godt vejr igen, solen skinner, og Alex sukker efter regn. Vi taler om hvilken vej vi skal kører: Stor bue den ene vej, eller den anden. Begge veje var dårlige, da de brugte dem sidst, der er næsten lige langt, så vi vælger den, de var dårlig på grund af vejarbejde. De holder sig ikke tilbage for at have rødt lys ved vejarbejde op til 20 minutter. Vi skal kører 730 kilometer, og de lokale mener det vil tage elleve timer. Hvis vi kører en mindre omvej, så der er noget spændende at se på, bliver det 880 kilometer. Vi tanke i Grahamstown, og finder ud til Addo Elephant National Park da det bliver mørkt ved sekstiden. Der er ikke mange ledige hytter, men vi får to til 340 kroner stykket. Det er nærmest bjælkehuse, meget hyggelige, men også kolde. Kan ikke få vandvarmeren til at virke, og så kan det også være lige meget! På trods af, der er fælles køkken, og en stor grill uden for hver hytte, spiser vi på stedets restaurant. Maddy er træt af den lange køretur, og jeg får lige en snert migræne. Vi får meget lækre kudo bøffer, dessert, to glas vin, to sodavand, to kaffe og må så slippe 190 kroner i parkens eneste restaurant. Har ikke nævnt det før tror jeg nok - men alle steder jeg har været, har der været toiletbrædder og papir. Kan ikke huske jeg har prøvet det uden for Europa før. Der er også varmt vand alle steder, med undtagelse af her, hvor den bare ikke virker. Mange gange glemmer jeg, jeg er i Afrika. Der er kun hvide mennesker. Landskab, bygninger, biler og alt andet minder utroligt om den vestlige del af Australien, Maddy går tidligt i seng, jeg har lige lidt fotos og dagbog at kigge på. Hyæner hyler i natten, børnene i nabohytten råber, ellers er der helt stille. 9. Vågner til fire graders kulde! Der er stadigt ingen varm vand, kunne ellers godt have klaret en god varm bruser. Maddy laver morgenkaffe, og da parken åbner porten klokken halv syv, holder vi og venter. Vi ser ikke så meget, på trods af vi er der samtidigt med solens første stråler. Så svinger vi ned forbi en sø, og her er en stor flok bøfler i færd med at drikke. Vi søger efter elefanter. Jeg har boet små fjorten dage på "Elefantkysten", og stadigt ikke set en! Så dukker der strudse op. Mange strudse! De er alle steder, og bliver fotograferet flittigt af parken få andre besøgende. Så dukker der enkelte kudoer, skovbukke, grå dieker og vortesvin op. Vi taler med andre, der er stoppet ved den ene sø, hvor man må stå ud. Det er på eget ansvar, de har seks løver i parken. De andre har heller ikke set elefanter, men alle er enige om, det burde omdøbes til Addo Austris National Park. Det virker fuldstændigt forrykt, at vi ikke kan få øje på bare nogle af de 400 elefanter, der er i denne lille park. Der er ingen vegetation, der er højere end dem. Den fremherskende plante er en småløvet fætter til paradistræet. Området er bakket, så man kan overskue store områder. Sidste chance: Vi slår lige et smut til forbi den store sø, før vi er nødt til at fortsætte dagens program. På vej op til udkigspunktet spotter jeg tre biler, der holder sammen. En nærmere granskning åbenbarer: Elefanter. Det er en lille flok, med en meget ung unge, der står fem-ti meter fra vejen. De er mere eller mindre skjult bag buskene, men jeg fik den at se. Vi spiser en hurtig morgenmad i restauranten, og kører vest på af den berømte Garden Route. Den heder således, fordi den er flankeret af ukendelig blomstrende buske og småplanter. Vi stopper ved en enorme kløft. Den er ikke bred, men meget dyb. Vi er kørt over mange lignende. Mange gange kan man skimte havet mellem de relativt lave bjerge. Her ligger kun idylliske og flotte huse og byer. Blikskure er væk. Vi kører gennem den relativt store George, og på vej ud af byen kommer der pludseligt nogle grimme lyde fra bilen. Det lyder som drivaksel/differentiale, og der er ikke andet at gøre, end at ringe efter hjælp. Vi venter to timer på at blive bugseret. Det er fredag eftermiddag, og forsinkelsen betyder det officielt værksted ikke gider røre den. De to gutter der bugserede den anbefaler en gearværksted. En mands virksomhed, men har er - ikke overraskende - frisk. Han vil prøve at kigge på den i morgen tidligt, og få fat på brugte dele i løbet af lørdagen. Han giver os et lift til Gorge Lodge, som er ganske nydelig. Jeg spørger efter en internetcafe, og får anvist en. Vi kan ikke lige finde den, men det er blevet sent, og en italiensk restaurant lokker. Efter maden spørger jeg om vej. Finder Internet, men de har lige lukket. Så kommer jeg det tidligere hjem. Vi har kørt 3503 kilometer sammen i den østlige del af Syd Afrika, og jeg må betale 4800 kroner. Yderst rimeligt, når man tænker på, det koster hende 50 øre per kilometer bare i diesel. Mange af parkerne er jeg sluppet gratis ind i, da hun har årskort: Wild Card. Jeg har meget svært ved at tro, det kunne være gjort billigere, og slet ikke med plante guide! 10. Efter morgenmaden prøver jeg Plan B: At leje en bil hos AVIS. Den kan nemlig afleveres temmelig tæt på Newlands Gesthouse, hvor jeg skal møde de andre deltagere til Sukkulent Touren i aften. AVIS her bare ikke flere biler i Gorge. Plan C: Simpelthen flyve direkte til Cape Town. Ringer til den lokale lufthavns billetkontor, der ikke svarer. De lokale siger, det betyder der ikke afgår fly foreløbigt. Plan D: Leje en bil hos Budget. De har en enkelt tilbage, som de vil have 1000 + 300 + benzin= 1630 kr. Da alternativet er ikke at komme med på turen fra starten, er der vist ikke en plan E, Maddy hjælper mig med ruten. Først til strudsefarmen i Oudtshoorn. Så ned til LÁgulhas, der er Afrikas sydligste punkt. Så op til Cape Town lufthavn og aflevere bilen efter 690 kilometer. Det går først op gennem fantastiske bjerge. Er nødt til at standse nogle gange for at fotografere udsigter og planter. Jeg finder en af flere strudsefarme, der er publikumsorienterer. Jeg er den eneste, men de har plads til omkring ti busser. Der er en halv time til showet starter, så jeg checker haven, souviniershoppen og deres gratis kaffe. Der dukker fire andre op, og så kører vi ud til selve farmen. Her ligger et fantastisk hus. Rigtigt flot, bygget i 1811. Stenene er lokale, men tegnene er belgiske, vinduer og døre hollandske og sådan er det hele vejen i gennem. Så kommer vi ud til strudsene. Hører lidt om deres drift - de har 2500-3000 dyr, og en af de andre prøver at stå på et æg. Så ser vi et lille museum med skelet, rugemaskine, foder-, fjerprøver og artikler. Tilbage til centret, hvor der er mulighed for at prøve at ride på en. Det var egentlig derfor jeg er her, så jeg ryger op på en, som bliver jaget rundt i den store fold. Den virker fuldstændigt upåvirket over en nærmest fordobling af vægten, og kors hvor er der fart på! Jeg må vider, men det er svært at holde farten oppe, når man kører gennem vilde sukkulentmarker. Standser flere gange, og finder 10-15 nye sukkulenter hevet sted. Et er der også en skildpadde, og på de fleste indhegnede marker er der strudse. Så kommer der enorme bjerge og bakker. Jeg kravler langsomt op til en stor højslette. Vejene er fantastiske; noget a'la danske landeveje. Bilen kører først kun 140, men efter lidt øvelse kommer den op på 160-190 kilometer i timen. Ser tre trane par, perlehøns, talløse strudse, blodvæverere og mange andre fugle samt lidt får, geder og køer samt et par æsler Det sidste stykke vej ned til D'Agulhas er gennem maleriske småbyer, der er en blanding af kunstnere og sommerhuse. Selve sydspidsen er klipper, dækket med sukkulenter og enkelte knolde. Jeg får skudt en hel del plantefotos, før jeg husker på spidsen. Et enkelt selvportræt og så næsen nordpå. Ville gerne ramme Cape Town før det er helt mørkt! Det meste af vejen har jeg for mig selv, eller en enkelt BMW, der forgæves forsøger at ryste mig af. Det er enorme kornmarker, så langt øjer rækker. Ankommer til Cape Town lige efter solnedgang. Lufthavner ligger lige på vejen. Jeg parkerer, og giver nøglerne til en fyr i et skur. Ind i ankomsthallen for at ringe efter Kotie, som henter mig i løbet af et kvarter. De var ved at blive nervøse for mig. Vi kører ind til et fantastisk hyggeligt gæstehus, meget lækkert. Jeg får smidt tasken, og så kører vi ind til en lokal restaurant. Det er kun Kotie, en amerikansk og en engelsk kvinde, og underegnede. De andre skal hentes i morgen tidligt eller støder til på turen. Jeg bestiller 800 gram vortesvin, der nærmest er en kvart. Mums, det er guf! Hjem for at ordne 400 fotos. Jeg får lov at låne Garths internet, og får endeligt læst mails fra Rikke. Hun har bestået køreprøven, så alt er godt. Jeg ordner fotos til over et og sætter uret til 7.30 Resten af dagbogen kan læses under: De sidste 14 dage i Vest Syd Afrika
Flybillet: 8993 |