SOUTH AFRICA East
  26/8-28/9 2005  DAGBOG  1

 Når jeg nu er i den ende af verden, kan jeg lige så godt kigge mig lidt omkring. Prøver først at arrangere en 14 dages rundtur med mine sædvanlige rejsefæller, men det kikser. Så tilbyder Maddy jeg kan komme ud til hende i Sodwana i 14 dage før turen. Sodwana er kendt for noget af verdens bedste dykning, så det er let at sige "Ja tak". Hun vil så samtidigt kører mig rundt i området, og vise mig de lokale seværdigheder. Derefter kører vi sammen ned til Cape Town, hvor Touren starter. Det er af Garden Routen, det smukkeste natur i den del af verden. Det er en tre dages tur, men vi overnatter to nætter hos en hendes venner, og får set noget mere af området. Det virker som om jeg har fået skruet en perfekt tur sammen, og jeg glæder mig som et lille barn før juleaften.

27. Efter en hård afsked med Rikke i lufthavnen (vi skal ikke ses de næste fem uger) flyver jeg til Amsterdam. Her lærer jeg noget nyt: Bøj dig aldrig frem for at snøre dit snørebånd, når du sidder på et automatisk toilet! Efter en kop kaffe går det mod Johannesburg. Det tager kun lidt over ti timer, men er om dagen. Det gør det noget sværere at sove turen væk. I det mindste viser de to gode film: Madagascar; en skør tegnefilm, og en komedie; Agent Catwalk II.

 Under os ligger Afrika. Det er nærmest krystalklart, og jeg får skudt en større serie fotos. Først er der meget afsvedet. Sahara er måske ødet, men der er nogle fantastiske formationer i de brune klipper og det det gule sand. Mange steder kan man se de udtørrede flodlejer, som der ikke har været vand i i årtusinder. Så nærer vi os ækvator, og med ét er landskabet grønt. Store brune floder gennemskærer en uigennemtrængelig grøn måtte. Enkelte steder er træerne væltede, og man opdager, det ikke er en karsebakke men 50 meter høje træer.

 Ved sekstiden falder mørket på, og nu er der buskbrænde at se på. Utroligt mange faktisk! Enkelte spredte og små byer giver små lyspletter, og så kommer vi til den store: Johannesburg. Vi lander i 16 grades varme ved nitiden. Finder hurtigt shootlen til hotellet, der ligger få minutters kørsel fra lufthavnen. Rigtigt flot, og meget nyt. Separate badekar og brusekabine, tekøkken og en behagelig seng. Jeg kigger de mange luftfotos gennem, og tilter i seng. Har været oppe i 20 timer, og det blev ikke til megen søvn sidste nat.

28. Vågner lidt før uret klokken syv. Lettere overskyet og lidt vindtårer. Sætter mig ned i restauranten foran pejsen, hvor der ligger et par knuder og hygger. Fantastisk buffet og udsigten over en lille, men flot have. Har lige en time til at fører dagbog. Solen bryder frem, og jeg tager shootlen ud til den nationale lufthavn. Har en noget vild bagage med denne gang. Til godt tre uger på Filippinerne havde jeg 1,5 kilo. Denne gang er klimaet noget koldere (i hvert fald i højderne og nede sydpå), og jeg har min computer, ekstra kamera, kikkert og en masse andet skrammel med, så det løber op på 7,5 kilo. Er gået helt amok, og har pakket den elektriske tandbørste og skægtrimmeren ned også. Så meget har jeg aldrig slæbt rundt på før.

 Flot og meget stor lufthavn. Let at finde rundt i, og meget effektiv. Det er desværre overskyet det meste af turen, men klarer op til sidst. Massere af små marker og en utrolig mængde nytteskov. Richards Bay rummer en hel del industri, men virker ikke voldsomt stor. Maddy sidder lige inden for indgangen, og selv uden skiltet med BIHRMANN genkender jeg hende, fra et dårligt foto på nettet. Vi går ud til hendes bil, og hun spørger, om der er noget specielt jeg vil se på turen op til Sodwana Bay.  Ikke andet end Hluhluwe Umflolozi Game Reserve, Tembe Elephant Reserve, The Greater St. Lucia Wetland Park, Marpelane Nature Reserve og et par andre flerdages oplevelser. Hun lover vi kommer tilbage.

 Først kører vi gennem opdyrkede marker og enorme eukalyptus- og pinje skove. De bliver brugt i byggeindustrien her omkring. Efter godt 100 kilometer kommer vi ud til det mere spændende landskab. Først er der stadigt enkelte spredte hytter, store ananas-, nogle sukkerrør- og enkelte agavemarker. Så får naturen fat for alvor, og bag høje hegn går gnuer, antiloper og strudse og græsser fredeligt. Hegnene er ikke for at beskytte os mod dyrene, men for at beskytte dem mod os. De eneste større dyr, der er i vores del af verden er køer. De er nemlig aldrig spæret inde her. De "vilde" dyr er opdræts dyr. En lille flok velvet aber har dog krydset hegnet, og sidder og piller i vejkanten.

 Vi standser ved en tank, små 100 kilometer fra Sodwana. Det er sidste chance for at købe noget spiseligt. Jeg satser ikke på lejrens "gør-det-selv" køkken, men nupper lige en stor flaske vand og en pakke toast. Det eneste jeg kan finde af pålæg er peanutsbutter, men det er jo også bare til en snæver vending. Jeg rullede det elektriske vindue ned for at skyde et foto af naturen, og så vil det ikke op. Det kan køre ned  - og længere ned - men ikke op. Med 120 kilometer i timen, og kun 20 grader bliver det lidt svalt.

 Vi kører først op til Maddys kæreste: Colin. Vældig fin fyr, der bor midlertidigt i en enorm trailer. Jeg låner en værktøjskasse, og får efter lidt mas bilruden til at virke. Kæresten byder på kaffe og sen frokost, og så kører vi ned til lejren, hvor jeg skal bo. Den ser utrolig flot ud - til vi svinger midt i indkørslen. Så ser det knapt så flot ud, men prisen er også seks-syv gange lavere. Maddy fortæller ejeren har to store hunde. Før jeg når at fortælle, jeg ikke er bange for hunde, fortsætter hun: - så der kommer ikke nogle og tager dig om natten! Jeg er den eneste besøgende, og kan selv vælge hytte. De lugter utroligt mugne, på trods af, de er rimeligt nye. Lufter ud som en gal, og enten virker det, eller også vender man sig til det. Hytterne er bygget af brædder og siv med et betongulv. Ikke særligt store, bare en seng, en reol og en lille lampe.

 Maddy kører, og jeg bruger fem minutter på en tur rundt i lejren. Den ligger ud til en flot eng, under store træer. Separate hytter og et centralt køkken, uden væge. Colin er en af de lokale dykker-arrangører, og har inviteret alle de ansatte til aftensmad. Jeg bliver inviteret med, og ikke alene lyder det hyggeligt, indebærer mad, en lejlighed for at møde de lokalt, men jeg har heller ikke meget andet i kalenderen for i aften.

 Jeg fik organiseret et specielt sydafrikansk el-stik i morges, men det er selvfølgelig ikke den type de bruger her. Det første var tre enorme firkanter, her er den nogle enorme runde dimser. Finder et forgrenerstik i køkkenet, som også har huller til almindelige danske stik. Godt jeg tog en skruetrækker med! Når at ordne fotos, og skrevet dagbog. Fyren, der har stedet fortæller der ikke er strømsvigt. Mens jeg skriver, kommer der et. Godt det er en bærbar!

 Bliver færdig, og går så gennem den mørke-sorte nat den halve kilometer op til Colin. Jeg kan ikke finde noget internet herude, ville ellers gerne have sendt Rikke en mail om, jeg var kommet godt frem. Selv om det er temmelig koldt, ikke mere end 15-16 grader, genlyder luften af fugle og insekter. Alt er grønt, men foråret er ikke kommet. Kan sagtens komme i løbet af de næste dage. Vandet vi skal dykke i er 20 grader koldt, men den lange bådtur siges at være urimeligt kold.

 Colin har smidt nogle stumper af et dødt dyr i en sort gryde over nogle gløder. Senere kommer han kartofler, gulerødder og en god sjat rødvin i. Det viser sig at være oksehaler: Min livret! De andre drikker vin, jeg nøjes med cola. Jeg skal jo dykke i morgen. Med den ene af dem som instruktør, og den anden som kaptajn.... Trisser hjem ved titiden; vi skal mødes klokken syv. Kigger forgæves efter insekter ved de oplyste skilte, men der er mindre liv end ved danske skilte. Med undtagelse af et par cikader og et par haner der trænger til justering, er her meget stille.

29. Når lige et par stykker toast, før jeg bliver samlet op foran lejren. Vi kører nogle få kilometer ned til kysten, og begynder at rigge en camp op under et stort halvtag. Kysten er fredet, og der må ikke bygges. Vi er Colin og fire turister, der skal ud sammen. Campen ved siden af os tilhører den største operator; de kan tage 300 dykkere af gangen! Det er lavsæson, og de har ikke mere en 10-15 stykker.

 Revet vi skal dykke på hedder Two Mile Reef, og er to kilometer langt og godt en kilometer bredt. Jeg har taget en søsygepille, og er temmelig glad for det, da jeg ser de enorme bølger. Jeg får udleveret noget grej, som ser helt fornuftigt ud. Selv den fem millimeter neupran-dragt jeg får passer. Redningsvest, fødderne ind under remme, fat med begge hænder, og så fræser gummibåden ud gennem det frådende hav. Flere gange svæver vi frit, før vi banker ned på havet.

 Vi plumper i ved Fønix Dalen. Her er ikke mere end 14 meter dybt, og et fantastisk sigt. Det virker som om bunden bare er få meter nede. Jeg kæmper lidt med at komme ned, og regulatoren driller, men efter få minutter går det fint. Her er fantastisk. Alle former for koraler og svampe. Både bløde og hårde. Der er også mange fisk, fra helt små til en trigger-fish på en lille halv meter. Nøgensnegle, moræner, søstjerner, søpindsvin, rejer, kæmpemuslinger - kort sagt: Alt hvad man kan forvente af et velfungerende rev. Vi ser dog ikke den skildpadde, som Colin plejer, og djævelrokken de så i går er også væk.

 Når jeg bevæger mig på bestemte måder, får jeg en spand koldt vand ned af ryggen, og det kniber med at holde varmen i det 20 grader kolde vand. Da der er gået en time, er jeg ved at løbe tør for luft. I følge aftale vinker jeg farvel, og stiger op til båden, der følger vores bøje. Jeg når lige at kravle ombord, så kommer de andre. Mens jeg sidder og kæmper med mit eget udstyr, og så de andres, bliver jeg søsyg. Kuldekrampe og søsyge tager noget af fornøjelsen, og jeg må lige side og snuppe en lur, da vi er kommet ind.

 De andre tager ud igen, jeg bliver på den faste grund. Får endeligt taget mig sammen og smidt våddragten. Det bliver det ikke umiddelbart varmere af! Solen kigger kun frem i få minutter af gangen. Jeg savner de 30-35 graders varme de havde sidste uge. Maddy er groundet på grund af øreproblemer, så vi følges op til den lokale grill. Toast, burger, to fougdes og pomesfrittes samt et krus kaffe for 50 kroner virker rimeligt.  De har endda et rent toilet med papir!

 De andre kommer ind igen, og på trods af jeg ihærdigt prøver at ligge ordene i munden på dem, siger de ikke: Det var sindssygt koldt op vippende, sigtet var væk og vi så ikke en sild. Næ-nej: De fortæller straks om en eller anden fladfisk de kalder en Mantaray (Djævelrokke) og en masse andre fantastiske ting. Det ender med jeg bliver nødt til at dykke igen.

 Vi pakker campen sammen, og triller hjem. Jeg kører med helt hjem til Colin for at låne et håndklæde. Har bare et lille reserve-rejse klud med, men når jeg nu skal være her i ti dage, og det ikke følger med hytten. Opdager et skilt med Internet. Maddy mente ikke det var i byen, men jow. Godt nok til to kroner i minuttet, over 56 Kb modem, men det er der!

 Hjem efter 90 kroner, til et varmt bad. Finder i øvrigt ud af, det ikke er lugten af indelukkethed, men deres træbeskyttelse der stinker. Pakker vandflasken og traver lidt ud af byen. By er nok så meget sagt; der er mere eller mindre marker mellem alle husene. Et stort område er blevet brændt af for nogle måneder siden, og friske skud er dukket op. Jeg finder adskillige caudiciforms og en del andre spændende planter. Mens jeg møjsommeligt sidder og roder i jorden med en lille rund-endet pind, komme en lokal forbi. Hun er hurtigt i gang med at grave planten op med sin machete. Jeg når at standse hende, før det går helt galt. Alle der passerer, smiler og hilser pænt.

 Her er en hel del fugle. I lejren hopper der en rødkælklignende fugl rundt, der er stære, büll-büll'er, mellemstore træskonæb, gråhovede måger, fiskeørne og mange andre. Der er ikke voldsomt mange insekter, men nogle enkelte kæmpe græshopper og tusindben finder jeg da. Det er stadigt meget tidligt forår, og det er ikke blevet varmt endnu. Tør slet ikke tænke på, hvor koldt det bliver at komme længere sydpå! Jeg hører nogle krybdyr, og ser en smuk kobberskink.

 Jeg har travet rundt i knapt tre timer, og lyset begynder at forsvinde. Jeg vender hjem af, og finder lidt flotte blomster på vejen. Sætter mig til at ordne de 200 fotos jeg har taget i dag. De bliver grovsorteret, kopieret og delt op i kategorier. Så bliver de klippet til, farvebehandlet om nødvendigt og rettet til i størrelse. Dem jeg har navn på, får det. Der går hurtigt et par timer, og så er jeg sulten. Går ind til naboen. Det er bare ikke sådan lige til. Det er blevet mørkesort, og da jeg er sluppet forbi portvagterne, er der en lille kilometer at gå! Og det er af en snoet grusvej, forbi nogle søer og krat. Når endeligt bebyggelsen, som er enorm.

 Da jeg endelig finder restauranten, er den maset værd. Jeg vælger kyllingevinger til forret og grillet grise-ribben til hovedret. Får ti store vinger med babeque sauce og så en hel side stor gris. Der er ikke meget tilbehør: En håndfuld pomesfrittes, lidt sauerkraut og kål-mos. Det gør ikke noget; jeg er propmæt da jeg endeligt når i gennem det. Med en sodavand og en kop kaffe bliver det 100 kroner.

 Triller tilbage til lejren, og begynder på dagbogen. Lader døren stå åben, så jeg kan få lidt frisk luft. Hører noget pusle ude i mørket, og næsten lydløst kommer lejrens vagthunde ind til mig. De ligner Bull-Mastiff på EPO. Kan være løvehunde: Er sikker på de kan nakke sådan en lille mis. Jeg sidder på sengen og skriver, og den ene står og savler ned på min skulder, mens den anden flytter sengen en halv meter, så den kan vende. De forstår dansk: Skrid!

 Maddy har lovet at kører mig en tur i Hluhluwe Umflolozi national parken i morgen, og jeg prøver at finde ud af, hvad jeg skal have med? Varmt tøj er noget af det første jeg tænker på. Batterier og chips til kameraet og... Kæmper med at holde øjnene åbne, men klokken er jo også lidt over halv ti!

30. Går op til Colins trailer, og sender ham ud for at dykke. Får en kop kaffe før vi kører. Der er små 200 kilometer til Hluhluwe Umflolozi national parken, og vi gør et stop på vejen for at provianterer. Maddy har årskort til alle landets nationalparker, men vi skal alligevel registreres. Parken er 90.000 hektarer, og blandt meget andet er der 3000 gnuer, 1500 hvide næsehorn og 3000 zebraer. Vi tager den høje vej ind til midten af parken. Det er temmelig tørt her sidst i tørtiden, men de fleste træer har stadigt blade, og der er stadigt lidt liv i græs og underskov de fleste steder. Store arealer er brændt af, og nye spirer titter op efter sidste uges regn.

  Der er bare ikke mange dyr. Har hørt om folk, der aldrig nåede halvt ind til centrum på en dag, fordi der var så mange dyr at se på. Vi ser nogle vævere, nogle sorte kilehalede småfugle, en glente, et par sommerfugle  og en kålorm. Forslår Maddy vi standser en af de ansatte, og høfligt men bestemt forespørger, hvor deres stalde er. Der dukker et par flotte Nyala-antiloper op, temmelig tæt på vejen. Det er de lysebrun-røde hunner med få lyse striber på tværs af ryggen.

 Vi standser på bakketoppen, hvor besøgscentret ligger. De har en lille samling af nogle uhyre sjældne Cycas, samt andre spændende planter rundt op på parkeringspladsen. Vi har kun mødt et par enkelte biler, og her er også kun et par andre besøgende. Lige da vi kom ind i parken, så vi en helikopter, en lastbil med en stor kasse og en hel masse kaki-klædte mænd trave ind i bushen. Et næsehorn, som var brudt ud af stalden?

 Der er ikke mange dyr, men en hel del spændende planter. På et af de afsvedne områder står nogle klart røde nøgne blomster. Jeg spørger, og jeg må stå ud for at tage et foto, men nej. Virker lidt grotesk, da vi ser færre dyr her, end i fælledparken. Men de påstår her er løver og andet farligt. Spekulerer på, om de kommer fra den samme fabrik eller snarere fantasi som de australske koalaer, som vi aldrig så?

 Et toilet og en kop kaffe senere er jeg klar. Vi vender næsen hjem af, og tager den lavere liggende vej. Floden er mange steder kun en meget spredt række af mudderhuller, men enkelte steder er der flotte søer. Vi tager en lille løkke, og på den anden side af en udtørret sø ligger tre hvide næsehorn. Den ene er en uge gammel unge. De ligger næsten helt stille i middagsheden. Jeg personligt, mener dagens 25 grader er lige i underkanten.

 Vi svinger også ned forbi krokodillesøen, men de er ikke hjemme. Her er en kæmpe hvid hejre: Egretta alba og en toiletbræt stor terrapin. En grib kommer forbi den ene vej, og en goliat hejre eller noget lignende den anden vej. Der begynder at være liv! Ude på den større vej krydser et par Franquiliner vagtler målbevidst vejen. Tæt på vejen står to af de noget større og meget mørkere nyala-tyre og gnasker uforstyrret i vegetationen.

 Søbredderne vrimler pludseligt med bush bucks, og en resteplads vi standser på, er et rent fugleparadis. Forskellige vævere, fra sorthoved til stærkt gule. En lille spætte prikker løst i et dødt acasiatræ, ægyptiske gæs hviler på bredden og mange andre, for mig ukendte fugle sværmer rundt. En ligner en fluesnapper, en anden en hvid vipstjert.

 Jeg ser en rød dukier smutte ind i krattet. Den minder om dig-dig-antiloperne, men er rødbrun, mest henne i det røde. Sødt lille kræ, men desværre meget sky. Flere hun nyalaer med kalve krydser vejen, og havner midt i en flok vildsvin. Vi sætter i gang, og er ved at ramme en stor sort bøffel. Standser, og opdager en flok på omkring 20 på engen. De græsser godmodigt, men de nærmeste holder et vågen øje med os.

 Flere nyalaer og vildsvin, og så to enlige zebraer langt nede på en slette med spredte træer. Vi kan næsten se udgangen, da der dukker en lille flok giraffer op. Der er to kalve, den mindste er uge gammel. Når kun sin mor til halen - godt to meter. De er rigtigt tæt på vejen, men blandt acasier, som de guffer af. Ved indgangen betragter vi den tavle, hvor de forsøger at holde check på dyrene. Elefanterne skulle være lige inde i parken, den vej vi kørte i morges. Nå, det er jo også rart at have lidt til gode.

 På vejen hjem standser vi i byen, og går ind i et nyt supermarked. I indgangen ligger en enkelt anden forretning. De handler med gravstene! Jeg finder et nyt stik, af den type men bruger her. Så kan jeg sætte det tilbage, jeg lånte i køkkenet. Der er ikke voldsomt mange varegrupper, men utroligt mange variationer over hver. De har næsten ingen mærker jeg kender, ikke engang den danske marmelade - som er lavet i Polen.

 En del planter vækker opmærksomhed i vejsiden. Nogle er lokale så som Cussonia træer med enorme blomsterstande, Aloe'er og kæmpe Euphorbiaer. Andre importerede. Som så mange andre steder er indførte planter blevet et problem. Her er Opuntiaer og nogle andre "cowboy"-kaktus, krybende kartofler og andre planter med farvestrålende blomster, som kvæler de lokale planter.

 Jeg bliver sat af hjemme i lejeren i skumringen. En af de kæmpe hunde gør en enkelt gang, men falder til ro, da den får en halv kage. Maddy fortæller, de kun angriber sorte. Det er lige modsat med hundene i townhootsne. Har hørt om hunde i Danmark, der har det på samme måde, uden at bevist have lært det.

 Jeg starter den spændende men langsommeligt proces med at behandle fotos. Går så over til en anden nabo, længere oppe af vejen, men tættere på. Det er en enorm bar, med én kunde og bar-menuer. Jeg snupper en Hawaii-burger med fritte og en Pinappel-Brieezer. Det må jeg slippe 33 kroner for. Tid til dagbogen, og klokken halv ti er jeg færdig - helt færdig! På vej gennem lejren falder der et par forskellige kæmpe kakerlakker ned i hovedet på mig. Når at tage fotos, før de er væk.

Turen fortsætter i Dagbog 2