|
Erfaringsmæssigt ved jeg, at den danske vinter ikke lige er det rigtige klima for min krop. Et hurtigt blik på globussen overbeviser mig om, at på den anden side af ækvator er "mit" vejr. Da det er svært at finde nogen, der vil med ud at rejse i julen, må jeg alene af sted, derfor skal det være et "let og venligt" land. Det skal være varmt og interessant, byde på meget natur og så behøvede det ikke at være billigt. Valget er enkelt: Jeg skal opleve højsommeren i New Zealand! 20. De gamle kører mig til lufthavnen ved 9-tiden, med SAS til Heathrow, hvor jeg køber en rygsæk, som jeg så, sidst jeg var der. Så går det til Los Angles i en Boing 747-400, de fås vist ikke større. 10 sæder i bredden, 2 etager, ser George of the Jungle og Full Monty (går i biffen herhjemme nu). Jeg ville nok have sovet lidt mere, hvis der ikke havde været 2 skrigende (og grædende) børn med, hvis forældre ikke var kompetente. Mange får ikke lukket et øje, på grund af disse spolerede børn, jeg har heldigvis ørepropper. Solen går ned, da vi nærmer os Grønland, det tager den 2 timer, og gud hjælpe mig, om den ikke står op igen, da vi flyver ned over Canada, og det er stadig den 20. december! Endelig er vi i L.A. hvor jeg havde tænkt mig at købe en pæn Stethson-cowboyhat, der skulle beskytte mig fra den brændende sol. Vi når bare ikke i nærheden af nogle forretninger. Gennem et par kilometer gange, og ind i et glasbur med kaffe, sodavand, stole og toiletter. Her kan vi pænt vente i 2 timer, mens vores fly bliver rengjort og tanket. Snakker en hel del med den London-bosiddende newzealænder (kiwi), der sidder ved siden af mig. Hun fortæller mig alt om, hvad jeg bør se, men der er ikke noget nyt til min "plan". Har hjemmefra læst Lonely Planet-guiden, og ud fra den lavet en vejledende tids- og sight-plan, med busforbindelser (men ikke tider) og backpacker-hostles (BP). Flyet er endeligt klar, og vi moser ombord, desværre stadigt sammen med de skrigende unger. 21. Vi passerer ækvator og datolinien, 22. og så er det pludselig den næste dag! Vi lander i Auckland ved 6-tiden, og mens jeg venter på flyet til Christchurch, bliver der tid til morgenmad. Vider til Christchurch, hvor der er 170 og overskyede. Klokken er 9.00 og jeg har været 36 timer under vejs. Jeg står og venter på bussen til centrum. Den går hver anden time! Det tegner ikke godt. Mens jeg venter ser jeg efter fugle. Der er gråspurve, måger, stære, drosler, skovspurve, solsorte, stillids, bogfinker og strandskader. Ikke en eneste ny art! En ældre dame kommer og spørger, om der har været en mand, der har læsset kufferter ind i bilen ved siden af stoppestedet. Nix, men han kommer vist der. Ganske rigtigt, det er hendes søn. Om jeg vil have et lift til byen? Ja tak - hvorfor ikke. Med den bus-dækning lufthavnen har, må jeg nok lære at blaffe, hvis jeg skal se New Zealands sydø på 14 dage. Jeg bliver sat af inde i centrum, lige ved Visitor Information´en (VI). Bussen til Kaikoura går klokken 12.00, så jeg har et par timer til at finde en hat til at beskytte mig mod den varme og stærke sommersol. Det lykkes desværre ikke, de er alle til rundhovedede, ikke til lang-skaller, eller også er de ikke i min størrelse. Prisen er omkring 500 kr. Det kvarter jeg går i, er en værre turistfælde. De har endda restaureret deres gamle sporvogne, og lagt en ringbane i centrum. Bort set fra turist-fælde fornemmelsen er det en ganske pæn by med mange flotte huse og gågader. Der er en 5 meter bred å, der bugter sig gennem byen. På den er der gondoler, a´la Cambrigde. Vender tilbage til VI og venter på bussen. Da der endelig kommer én, kører han ikke til Kaikoura, men til terminalen, hvorfra en anden snart kører. Satser, og ganske rigtigt, der er en bus til Kaikoura der snart afgår. Snakker en hel del med en gammel kiwi, men når også at betragte det totalt afsvedne landskab. Der er en hel del får, nogle emuer/strudse og hjorte. Da jeg endelig ser en "ny" fugl, er det en hvidrygget krage, den fra Fæhunden så kendte "skade". Kommer efter 3 timers kørsel gennem det betagende landskab til den lille fiskerby Kaikoura, hvor jeg straks opsøger Topspot BP, som desværre har alt optager. Pigen i receptionen er sød at ringe til andre BPer, og finder mig en plads hos Dolphin BP. Går en tur langs stranden. Her dufter det af frisk slået hø, som er i vejkanten. Helt nede på stranden er der skiftevis sand og flade limsten. Enorme tangplanter gror på stenene. Jeg ser dem mange gange, men de imponerer mig hver gang. 5-6 kilometer fra byen er der en sælkoloni. Sælerne ligger ude på en lille limstensø 2-300 meter ude. På vej tilbage til byen besøger jeg Fyffes hus, som virkeligt er en gammel sag. Med New Zealandske øjne altså: Det er bygget i 1860 af en af de første nybyggere. Det er temmelig intakt, der er ikke restaureret, sjælen er der stadigt over det gamle hvalknogle fundament. På vej ind til "centrum" går jeg gennem et pænt boligkvarter, hvor de klare mælkeflasker er sat ud til mælkemanden. Som alle andre steder i New Zealand er alle haverne utroligt velholdte og -anlagte. Passerer også Garden of Memories, som pudsigt nok skal minde os om soldater, og ikke om de hvaler, hvis knogler danner en allé gennem parken. Der er også et akvarium i byen. En 3000 liters tank og tre 50 liters akvarier med lidt fisk, søanemoner, hummer og andet fra kysten. Jeg havde egentlig tænkt mig at jeg skulle svømme med delfiner, men efter at have følt på vandtemperaturen, bliver det en anden gang. Jeg tvivler på jeg kan nyde noget i 13-15 graders vand, selv med våddragt på. Snakker lidt med nogle lokale piger, som fortæller mig, at de ikke fejrer Sct. Hans. Hvad de så glæder sig til om vinteren? Sommeren! Der er dog nogle, der er begyndt at springe ædegildet over juleaften, og så i stedet holde det den 24. juni. Jeg finder en hyggelig restaurant, tjeneren kommer uopfordret hen og sætter sig ved bordet, for at hjælpe mig med at forstå menukortet. Det er egentligt ikke nødvendigt, jeg forstår alt undtagen en "starter", der er noget med brødstykker og pålæg. Tjenerens forklaring hjælper mig dog ikke helt til at jeg fatter, hvad det er, så for at finde ud af det, må jeg jo bestille én. Der dukker en mega-tallerken og med mange typer brød og rejesalat, pølser, avokado-mos og - nå ja, ting. Det lykkedes mig at gnave mig gennem denne "starter", men mere af viljestyrke, end af sult. Desværre har jeg nået at bestille grillede ribben, og der kommer en portion, som selv Fred Flintstone ikke kan klare. De smager fabelagtigt, men jeg kan kun tvinge 1/4 af de 1½-2 kilo ned. Tusser lidt rundt i byen, ledsaget af solsortesang, og går så relativt tidligt i seng. Er både træt, og gider ikke at skulle være høflig over for et par tyske piger, som ikke tager et nej, for et svar. 23. Står op 6.30 og finder byens eneste morgenmads restaurant. Det bliver et tilbagevendende problem. For at opveje de fede frokoster og aftenmad´er, spiser jeg müsli/serials og frugtsalat til morgenmad langt de fleste gange. Virkeligt lækkert. Traver lidt rundt uden for byen, til det bliver tid til at tage ud med bugtens hurtigste båd, for at se hvaler. En af de andre, der skal med er en rigtig macho/Rambo fyr, som virkeligt fører sig frem - til han, som den eneste, bliver forfærdelig søsyg. Båden står på en trailer oppe på kajen, og da vi alle er ombord bakkes den ud i vandet. Mens vi sejler ud til kontinental-soklen ser vi en vandrende albatros. Vi er i radiokontakt med 2-3 andre både i bugten, men det bliver os, der ser den første hval. Båden giver alle sine 750 Hk og vi glider det sidste stykke, til vi er 10-15 meter fra dyret. Det er en af bugtens 10-12 spermhvaler. De er op til 20 meter lange, vejer op til 50 tons, og hermed den største tandhval. Kun bardehvalerne blå- og finhval bliver større. De ligger i overfladen i 10-15 minutter, og dykker så igen i 45 minutter. Lige før de dykker strækker de sig, laver et lille dyk, og så kommer halen op, mens de dykker lodret ned. Vi er heldige, og ser 7 hvaler ganske tæt på. På vej tilbage støder vi på en flok dusky delfiner, der er måske 2-400 omkring os. Før vi når tilbage til kajen, er vi et smut forbi en pelssæl-koloni, vistnok den samme, som jeg så i går aftes. Denne gang bare tæt på. Vi kommer op på land, og står ud af båden. Vores Rambo er meget stille. Da jeg går ned gennem byen til VIér ser jeg en blandet landhandel, som har én hat hængende. Går ind og prøver den - passer perfekt, pris: 160 kr. Min "plan" nævner nogle huler, som man også skal sejle til, men det er uden for byen, og jeg ved ikke hvornår båden sejler. Desuden har jeg allerede sejlet 2½ time i dag, det må være nok. De søde mennesker på VIén fortæller mig, jeg er heldig: Dagens bus går om 2 timer. Det har jeg ikke tålmodighed til, så jeg traver ud af landevejen, mens jeg tomler. Bliver samlet op af en ung mor, som jeg kører med 100 km. Hun fortæller der er 280. Går 15 meter, og får så et lift af en gammel fyr. Vi kører langsomt gennem et landskab, der minder om de lidt mere tørre egne af Madeira. Han inviterer mig ind til te, og jeg må for resten da også gerne sove der. Hans hushjælp pusler rundt med en støvsuger i et 550 m2 hjem, der minder mest om en kombination af kunst-, natur-, mineral-, etnologisk museum, værksted, bordel i havsnød, stald og lidt hjem. Jeg sniger af efter teen, og går 45 meter i let støvregn, før en australier samler mig op. Vi kører gennem et landskab, der mest består af gule og brune bakker og grønne skove. Ankommer til Nelson 1 timer før bussen. Igen er der optaget på det første BPér, men de ringer rundt, og jeg får en seng med tæppe. Prisen er her, lige som andre steder 60-80 kr for en nat. Byen skulle byde på en botanisk have, men den viser sig bare at være en cricketbane med krat omkring. På vej ned til byen, for at finde aftensmad, støder jeg på Queens Park, som er en botanisk have. Ikke stor, men meget pæn. Efter at have indtaget en portion pasta og dessert til de sædvanlige 80-100 kroner, går jeg op på Botanical Hill, på hvis top New Zealands centrum ligger. Traver i skumringen op til toppen af den 147 meter høje bakke, og nyder udsigten over naturen til den ene side, og lysene over byen til den anden. Famler ned af bakken i mørket, ledsaget af et utal af fuglestemmer, nogle kendte, andre eksotiske. Nær PBén er der høje puslelyde i krattet på en næsten lodret skråning. Med livet som indsats lykkes det mig at finde et almindeligt pindsvin. 24. Op klokken 6.00, morgenmad og en travetur langs kysten ud, og gennem baglandet tilbage. VI fortæller mig, at bussen til Westport går 15.30. Efter 6 lift gennem canadiske landskaber, grønne bakker og skovdækkede bjerge er jeg i Westport. På vejen kører jeg gennem Buller Gorge, som er en gigantisk kløft. Havde egentligt planlagt at gå en tur der, men området er enormt, og traveturene langs vejen mellem liftene giver nok lige så meget. Der er ikke spor af mennesker, ud over asfalt striben. Bliver sat af ved VI, betaler 120 kroner, venter 5 minutter, og min privatchauffør kører mig gennem det smukke landskab med hjortefarme, til sælkolonien. De fleste sæler ligger med deres unger 20-30 meter under os på klipperne. En enkelt har forvildet sig helt op på toppen. Her oplever jeg for første gang den fæle lugt af sæl, lidt a´la hengemt sild, bare stærkere! På vej tilbage til bilen ser vi nogle weka´er. Disse hønselignende fugle kan ikke flyve, men er berygtede for deres tyvagtighed. Alt hvad der er blankt bliver stjålet. De er en plage i teltlejre. Min chauffør kører en anden vej tilbage, for at vise mig mere natur. Temmelig fladt og meget frugtbart. Alle steder jeg kommer, hvor der er store opdyrkede sletter, er der spredte små grupper af træer og slyngede åer og floder. Jeg bliver sat af ude ved hovedvejen ud af byen, så jeg kan blaffe videre. Fik egentlig ikke set så meget af Westport, men ifølge min guide bog var der heller ikke andet spændende end sælkolonien, og mulighed for undergrunds rafting til 500 kr. Sikkert spændende, hvis det altså ikke foregår i 50 koldt vand. Ikke lige hvad min krop kalder komfortabelt. Venter i 10 sekunder, og bliver så kørt lige til Pancake Rocks i Punikaki. Styrker mig lige med kaffe og sandwich, før jeg følger stien der går gennem tempereret urskov med massere af bregner. Ender ude ved havet, hvor de karakteristiske sandstensklipper bryder urskovens grønne tæppe. Alle lagene er af samme tykkelse. De står som tårne, og danner 20-30 meter dybe huller, hvor bølgerne trænger ind af huller, og skaber de mest fantastiske kaskader, såkaldte blowholes. Jeg traver et godt stykke langs landevejen i underskøn natur, før jeg bliver samlet op af et par unge mennesker. Jeg deler bagsædet med 2 ualmindeligt kærlige pitt-bulls. Vi kører langs havet, hvor kæmpebølger kommer brølende ind på sandstranden. Når der ind imellem dukker klipper op, er der mange gange sæler på dem. Inde fra landsiden kommer store grønne bakker rullende ned til vejen. Lander i Greymouth (udmundingen af floden Grey) lidt i 5, og ser et jademuseum. Her bliver jade kaldt greenstone, og er en af hovedårsagerne til maori´erne var så begejstrede for landet for 900 år siden. Her er masser af kæmpe kampesten, forklaringer og et arbejdende værksted. Skulle ifølge min "plan" have set en ølfabrik, men den var heldigvis julelukket (tror jeg nok). Finder Noah´s BK, som har plads til mig. Som mange andre hostlet, er det en kæmpe stort gammelt hus. Nogle har altid været hoteller, andre rigmandsvillaer. Hos Noah er der rigtig flotte malerier direkte på væggene. Tegneserieagtige, men meget detaljerede. Masser af nips, arker, dyr ... Jeg har lyst til pizza, og efter den; en lille lur, før jeg følges med de andre ned til politistationen, hvor der er julefest. 25. Har sovet fra 20-7, misset festen på politistationen, men er i det mindste frisk til en ny dag i kiwi-land. Efter at have vækket "Noah", og set et par af de andre, der har været til fest, har jeg en fornemmelse af, det har været en særdeles god fest. Snakker en del med en israelsk pige. Har set mere af Israel end hende, men på den anden side; i går snakkede jeg med en australier, som havde set mere af Danmark end jeg. Det er i øvrigt pudsigt, dem jeg taler med kan aldrig gætte hvor jeg kommer fra. Jeg kan som regel gætte deres oprindelsesland ud fra accenten, men min accent bliver i starten taget for amerikansk og canadisk, senere for australsk og til sidst af nogle japanske piger der arbejder i en shop samt en taxi-chauffør der heder Victor (og lyder som Arnold S.) for New Zealandsk! Tænker på engelsk, og da jeg formulerer et par bevingede ord, er det også på engelsk: The earth belongs to me! You can borow and enjoy it, but dont destroy it! The God. Og: Life´s like a giftshop: You can have it all, if you got money enougt, but it still won't make you happy. Støder ikke på en eneste dansker mens jeg er i New Zealand. Godt det samme. Der er mange kiwier fra nordøen, mange englændere og japanere, en del amerikanere, tyskere og hollændere, spanioler, israelere, enkelte svenskere og sågar en islandsk familie. 2 hurtige lift bringer mig forbi Shanty Town, som er en julelukket turist-guldgraverby, til Hokitika. Bliver sat af lige ved skiltet, som viser til byens orme-hule. Desværre er det ikke en egentlig hule, snare en udragende klippevæg. Ormene spinder en slimet tråd, oplyser den, og fanger insekter. Virker selvfølgelig kun i mørke. I en lille sø uden for byen svømmer de første sorte svaner rundt, som jeg har set. Traver ind gennem det døde boligkvarter til centrum. Helt dødt er det ikke; på en veranda står der en mand og spiller sækkepibe. Selve centrum er endnu mere død. Alt har lukket, og der er ikke en sjæl på gaden. Museet, akvariet og custom house´t har lukket. Det virker som en spøgelsesby, så da jeg har set Gibson Quay (ikke noget særligt), tomler jeg videre. Et kort lift med en fyr, som har købt en gammel kummefryser, og så et langt med en fåreklipper. Han arbejder i England om sommeren, og så i New Zealand i sommeren. Hans hobby er træfældning på show og konkurrence plan. Jeg kravlede ind over et 6' (180 cm) kædesavsblad, for at komme ind i bilen. Vi kører gennem urskov, enorme høje træer totalt overbegroet med mosser og bregner. Han fortæller mig navnene og alderen på de enkelte typer, samt de nye nyttetræers ældningstid. Kan kun huske, at et grantræ fælles efter 27 år. Vi passerer med store mellemrum små byer. 10-15 indbyggere, de store byer kan man nå at udtale navnet på, før man er ude af dem. Klokken 12 bliver jeg sat af ved Franz Josef Glatcer'en. Spiser lidt i turistfælden, og traver så de 7 kilometer ud til glaciserne. Undervejs ser jeg et skilt med teksten Terrace Track 30 min. Har ikke travlt, og det kan måske føre til et smukt udsyn over isen. Det bliver, sammen med hvalerne, den største oplevelse. Bregneskov-regnskov. De alt dominerende, op til 6 meter høje bregnetræers stammer er helt dækket af mindre bregner, mosser, laver og alger. Stien følger og krydser et krystalklart vandløb, og ender ganske rigtigt med et flot syn over isen, der kommer glidende ned gennem skoven. Der stod 30 min. på skiltet, men jeg bruger vis snare 2 timer. Går 2-3 meter, og står så betaget og kigger rundt. Ud på vejen, og op mod glaciserne. Det går gennem høj og tæt skov. Sorte stære med hvid butterfly (tui), synger/fløjter eksotisk, mens andre brillefuglelignende småfugle vimser rundt mellem buskenes blomster. Når endelig op til glacisern, det vil sige; floden der kommer fra den. Der er stadig 3 kilometer gennem en ualmindelig smattet urskov, og over det tørre floddeltas sten, til isen. Den er enorm, da jeg endelig når til den. Det skramler med nedfaldent is og sten i kanten. Støver rundt i området, men starter tilbageturen, da det begynder at regne. Regnen tager til, og temperaturen er 5-80 og det blæser kraftigt. Noget forkommen når jeg ud til hovedvejen. Får et lift med én der skal helt til Queenstown, så da vi passerer Fox Glaciser, og regnen pisser ned, beslutter jeg, at én glaciser om dagen er nok. Vi samler en ung fyr op, som er på vej fra nord-øen til den sydligste del af syd-øen, for at arbejde på en hjortefarm. Vi kører gennem et stort område med sump og urskov. Vi når et godt stykke mod Haast, af de øde veje, da motoren pludseligt siger meget grimt. Mens vi prøver at analysere fejlen, standser en stor amerikansk flyder med to kroater. De har kun plads til én, så vi lader vores chauffør få liftet, og begynder så selv at trave. Det gør vi i 3-4 timer, mens kun 2-3 biler passerer. Det er jo juleaften, ifølge engelsk tradition, så folk sidder i familiens skød, og guffer i sig. Vi kan glæde os over, at det i det mindste ikke regner. Vi går gennem skove, langs sletter og over floder, ledsaget af fuglenes smukke aftensang, løv- og oksefrøers kvækken (og min maves knurren). De mest almindelige road-kills er opossum. De daner par for livet, så når man ser en flad opossum, kan man vente én til. Endelig stopper en ung fyr, og mens vi prøver at lave plads til en i bagagerummet sammen med hans cykel, fortæller vi ham, at jeg skal til Haast. Han griner; det er i bogstaveligste forstand lige om hjørnet. Jeg traver videre, mens den vordende hjortefarmer får liftet. Finder et temmelig uddødt BP'er og en åben snask, som får lov til at servere min julemiddag. Jeg kan ikke huske hvad, men jeg spiste 2 desserter, og kunne egentligt godt have afsluttet med hovedretten igen. Jeg tomler vidre i Dagbog 2 |