|
Når man vælger et ferie mål, er der tre hovedregler: Find et spændende sted, find en god rejseledsager og skaf penge nok! Jeg valgte Madeira, som har et fantastisk klima for blomster og turister, min mor, og vandgrød i tre måneder. Resultatet blev derefter: FANTASTISK. Da jeg ikke selv fik ført dagbog, er følgende
tyvstjålet fra min mors PC, med enkelte tilføjelser. 24/02 1997. Efter en flyvetur via Amsterdam, London, Brest, Nordspanien, og endelig over Atlanten landede vi på Madeira kl. 14 lokal tid i 25o varme og fuld sol. Bagageudlevering og paskontrol var en let handling, så snart var vi i busser, på vej gennem de tæt bebyggede forstæder til Funchal. Gennem den ret store by, man bygger ikke i højden, og ud til Appartment Vittoria, hvor indgangen var prydet med smukke blomsterkummer. Efter indlogeringen gik vi en tur i kvarteret Lido, hvor vi spiste en pragtfuld frokost, på en udsøgt strandrestaurant . Vandrede et par timer langs strandpromenaden, hvor vi bl.a. så: blomstrende hibiscus, julestjerner, landløbere, og som noget ukendt, hække af blomstrende paradistræer, den flotte store blå massanocolo, agaver, kaktus og mange små banan "plantager", hvor der var store grønne klaser på bananplanterne. I træerne var der mange syngende kanariefugle, vi så også en del solsorte. Trafikken var ret intens, fortovene smalle, så det var med at passe på. På et tidspunkt fulgte vi en af de utallige små hunde. Den havde instinkt for, hvornår fortovet blev for smalt, så skiftede den bare vejside. Vi fulgte den troligt og kom sikkert frem. Kl. 18 var der informationsmøde med velkomstdrink og det sædvanlige pladder, som jeg, der sad bagved bordene i en sofa, ikke kunne høre ret meget af, og by- og stednavne gik helt grassat. Da selskabet skulle til at indtage middagen, for at lære hinanden bedre at kende, var vi gået. Vi gik i et indkøbscenter for at gøre morgenmadsindkøb. Senere på aftenen vendte vi tilbage til centret og delte en yderst delikat pizza. 25/2. Dagen startede på biludlejningskontoret, hvor en lille rød nuttet bil var parat, der skulle blot hældes benzin på. Vi var hjemmefra udstyret med rimelige vejkort, og aftenen før havde Bihrmann tilrettelagt dagsruten. Af skiltningen som sådan var udmærket, men, der var overhovedet intet sted tænkt på, at der ville komme publikum, der ikke talte eller læste portugisisk; det gik alligevel. Det er umuligt at referere til alle de mange hundrede stop, vi foretog i dagenes løb, for der var ikke langt mellem de smukke oplevelser. Storslåede udsigter over havet, op ad de stejle bjergsider, eller endnu mere imponerende; ned over de frodige terrasser, der lå dybt ned i slugterne. De mange vandfald, vædedrivende klippesider og meget andet, så det må komme pø om pø, hen ad vejen. Første regulære stop var i byen Ribeira Brava, hvor vi besøgte en kirke fra 1500 tallet, hvor der ikke var mulighed for at tænde vokslys. De "osende olielamper" havde ikke olie i beholderne, men små elektriske pærer. Det var mærkeligt, at der ikke var den oliehørm i kirkerummet, man var næsten i tvivl, var det overhovedet en katolsk kirke man var kommet ind i ? Mens vi vandrede rundt i den lille gamle charmerende fiskerby, kom vi til et etnologisk museum, der burde besøges. Museet var meget moderne indrettet, viste alt om bøndernes levevis, vinavl, jordbehandling, høst, kværning, vævning og utroligt meget andet. En video kørte med et glimrende oplysende program. At museet var nyt, fremgik af hele opstillingen. Det var meget varmt, og da der manglede en soltop i min hjemmefra medbragte bagage, måtte en sådan indkøbes. Men - på Madeira var det vinter, og sommer og forårskollektionerne var overhovedet ikke kommet frem endnu, så det endte med en nedringet, meget kortærmet bluse, to numre for lille. Efter at have besøgt en meget smuk mindre botanisk have, satte vi os ned for at få cappuccino på torvet. Der blev indkøbt de første postkort til hjemsendelse. Ribeira Brava ligger faktisk under havets højde, så der er bygget en meget kraftig mole. Ved et lille flodudløb var der bygget rampe, så vi kunne komme ned på stranden, hvor der var utroligt stenrigt. Hjemmefra havde jeg fået at vide, at stensamling på Madeira var umuligt, men, der var noget man havde taget fejl af. Der var mange smukke stene, alle, selvfølgelig af vulkansk oprindelse. Jeg måtte opgive at hjembringe, hvad hjertet begærede. I stedet for blev de samlet i en bunke og fotograferet. Vi satte kursen mod bjergene, stoppede i den lille bjerglandsby Serra da Agua, hvor jeg fotograferede en lille sortklædt dame, der gladelig tog mod nogle pengeører. Senere nåede vi passet Encumeada, som ligger i en højde af 1020 meter. Herfra er der et af de få steder, hvorfra man kan se både nord- og sydkysten. Der ligger en restaurant, hvor vi fik en glimrende frokost med espadafisk og tun samt en portion is. Mens vi sad og ventede på ordren, kom der en mængde skyer rullende ind i en af dalene fra syd. Bihrmann spurtede op på udsigtstoppen, for at få synet af begge ø-sider, inden skyerne lukkede. Han nåede det, men, da vi efter måltidet nåede de få hundrede meter frem i bil, var al udsigt kun fine hvide skyer. Ved udsigtspunktet stod et vejskilt, der pegede mod Grutas De Sao Vicente. Det måtte efterprøves, men vi kørte langt, modsat vores aftalte rute, uden der skete noget, så vi udsatte det til en anden dag. Rejsen fortsatte som planlagt. Vi passerede Lombo do Muro og så et meget flot vandfald. Var efter mange sving oppe på højmosen Paul da Serra. Højmosen er helt anderledes end alt andet på Madeira. Her er store vidder, lange strækninger med lige veje og gode udsyn ned til raviner. Efter at have passeret laurbærskovene, var det mærkeligt, at komme til højmosen, der er fuldt bevokset med græs og en masse enebæragtige planter, men den er så stærkt afgræsset af får og køer, at græsset kun er millimeter højt. Ind- og udkørslen markeredes med kvægriste, idet kvæget går helt frit, uden hyrder. Der er meget kvæg på øen, men bjergsiderne er så stejle, at køerne ikke kan gå frit og græsse, uden at komme til skade med benene. Derfor er det kun på højmosen, de kan gå frit. Alle andre steder står de på stald året rundt i små kohuse. Det var et helt specielt kohold. Nogle havde horn, som skotsk højlandskvæg, andre var små som jerseykvæg. Farverne på køerne var meget forskellige, lige som de islandske. De lå fredeligt i skyggen af enebærbuskene og tyggede drøv, nogle stod og hang midt på vejen, eller kokasser på vejen vidnede om, at der havde de lige været. Fårene derimod, så vi ikke meget til, men deres bønner var overalt. Hver en rabat var gnavet helt ned. Efter bønnerne at dømme, måtte der være tusindvis af får, men vi så dem kun 2 - 3 stykker ad gangen. Magre, ulden i flager, det så ikke ud, som om de nogen sinde blev klippede. Fårene var små, hver mor fik kun et lam, der brægende fulgte hende tæt. Der var en del musvåger, der afpatruljerede højmosen, en del småfugle, såsom bogfinke og vipstjærter. Vegetationen var yderst sparsom, undtagen, hvor der var en ravine med vandløb, der skar sig ned i dybden. Det var ejendommeligt at vandre i det tykke tæppe af humus. Vi passerede Bica da Cana. Var ude at kigge på et vandhul, hvor det vrimlede med dafnier. Det var så som så med fauna og flora. Enten var højmoseplanterne afgnavede, eller også var det ikke forår endnu, så de var kommet frem. Det står hen i det uvisse. Jordbunden var der, hvor den ikke var dækket af humus helt rød af vulkanske sten og støv, men trods alt, var det, grønne græsskær, der lyste mest op. Videre gik rejsen. Gennem skov, meget store træer. Bl. a. eucalyptus. Stoppede i den lille by Santa for at købe en kop kaffe. Vi kom også til at se på fodtøj og solbluser i en lille forretning. Fik købt et par skridsikre sko til Bente, da læder såler og nedslidt græs, er uforenelige. I de små landsbyer er der altid en lille cafe og knyttet til den, eller omvendt en lille forretning. Som oftest en kolonialhandel, men her i Santa, var det en sko- og tøjforretning. Efter handelen, fik vi vores sædvanlige kop kaffe. Det er ikke meget kaffe, der kommes i koppen, størstedelen er kogende mælk, denne lysebrune drik tilsættes en hel del sukker, smagen nærmer sig cappuccino. Vi kom til et skilt, der pegede mod Miraduora, drejede af for at undersøge, hvad , det mon førte til. Det var en storslået udsigt ned over raviner til Porto Moniz. De store dønninger fra Atlanten slog vældigt højt op, selv om vi var på meget stor afstand af kystlinien. Vi havde kørt 87 kilometer, havde Porto Moniz liggende nede for foden af bjergene, men valgte at gemme den by til en anden dag. Vi vendte om og startede hjemturen over Paul da Serra, Canhas, valgte en anden vej ned til kystvejen, endte i Ponta do Sol, fulgte kystvejen gennem Ribeira Brava, Camara de Lobos og nåede endelig frem til Lidoen i Funchal hen ad kl. 20, efter at have kørt i alt 171 km. Vi havde kørt gennem tunneler, over bjergpas, set skyerne komme ind i dalene, det ene vandfald efter det andet. Kørt frem og tilbage over højmosen med dens vindmøllepark, været ved havet for at samle stene. Vandret ad en Levada et kort stykke. Det sidste var ikke noget, der fascinerede os, så det opgav vi hurtigt, her på Højsletten var levadaen ret monoton. Det var interessant hen under aften, at se de bjærgsomme bønder, mænd som koner komme vandrende ad landevejen med dagens høst af grøntfoder. Båret i et stort knippe over den ene skulder, mens de holdt det store elegante sejl i den anden hånd. Selv om vi havde kørt en del af ruten frem, var den uigenkendelig på tilbagevejen. Lyset, skyerne, solens vandring og meget mere gjorde terrænet helt fremmed. Byen Canhas, der ligger kort før kystbyen Ponta do Sol, var tilsyneladende "Nordkysten". Husene var meget store, rigt udsmykket og med vældige haveanlæg. Da vi snirklede os ned mod havet, havde vi den mest fantastiske solnedgang. Der lå mange skyer i dalene, ingen på vejen. Vi klatrede over stenter ind på lavagræsningerne. Bihrmann sparkede en lille sten ned ad en ravine, den rullede mange hundrede meter, før den blev så lille, at vi ikke kunne følge de længere, men senere fordrev den et par får, der var i skyggen under enebærbuskene. Vi så vandførende klippesider. Gamle huggede dryppende tunneler, nogle svagt oplyste, andre slet ikke. Nogle korte og lige, andre lange og krumme. De nyere tunneler var pudset med cement og ret vandtætte. Ret flotte med udsugning og et væld af kunstigt lys. Der var ekko i dalene, undtagen et sted, hvor Bihrmann prøvede. Her var der kun et lille bitte lam der brægede tilbage. Stilheden i bjergene og højmosen var fantastisk. Der kunne sidde en lille fugl og synge ovre på den anden side af dalen, men, det var som om, den var lige i nærheden. Klippesiderne var utroligt afvekslende med lava, mos, bregner, sukkulenter og tidsler, selv mælkebøtten stod i blomst. I skovene blomstrede de store eukalyptustræer og mimoser. Så mange kæmpestore kogler, hængende i hundredvis på de meget store graner. Om aftenen er der festmiddag. Bihrmann får serveret Espadafisk med ristet banan, og jeg får steak med parmesan på den spanske restaurant, der er et led i Appartment Vittoria. 26/2. Dagens udflugt startede kl.9. Kl. 9.20 kom solen frem over bjerget. Vi kørte gennem store eukalyptusskove. Et sted var skoven brændt af. Det var mærkeligt at se de store træer. Cirka 4 meter op ad stammen var de sorte, men ellers var det øvrige opad fuldt intakt. Undergrunden var selvfølgelig brændt helt ned, men det så ud, som om, der blev passet gevaldigt på netop ikke at få påsat brande, for der var mange rastepladser, hvor der var bygget store grillpladser. Dagens ene mål var Nonnernes dal. Vi standsede utallige gange undervejs for at beundre udsigten ned i de storslåede raviner. Det er næsten bedst at beskrive turen, ved at citere fra Politikens Turen går til Madeira. "Man forlader Funchal ad Rua Dr. Pita, drejer tv. ad Caminho de S. Martinho og th. ved S. Martinho-kirkegården. Man passerer opkørslen til Pico dos Barcelos og Radio Madeiras sendetårn. Når man fra nu af følger skiltningen, er man snart inde på den rette- og eneste- vej til målet. Vejen går stadig opad, og snart passerer man nogle store eucalyptusskove. Omtrent midtvejs ligger et lille værtshus, og her er man specialister i kirsebærbrændevinen Ginja. Herefter går vejen i mange kurver og langs dybe slugter, og efter nogen tids kørsel vises der af til højre mod Eira do Serrado, 1.026 m. over havet. som nås efter yderligere et par kilometers kørsel. Fra P-pladsen må man spadsere de sidste par hundrede meter for at komme til udsigtspladsen. Der er et gelænder af naturtræ langs stien, og er der også omkring den pragtfulde udsigtplads, der ligger som en balkon i bjergsiden, herfra har man en storslået udsigt på små 500 meter ned over landsbyen Curral das Freiras (Nonnernes Dal). og man får et stærkt indtryk af, at man står øverst oppe i en gammel kratermunding. Det menes, at det drejer sig om hovedkrateret eller et af hovedkraterne fra kæmpevulkanen, som Madeira engang var. Selve åbningen ned til Jordens rødglødende indre er gennem årtusinder blevet fyldt op med vulkansk aske og muld. På dette opfyld ligger landsbyen i dag i en højde af 690 m.o.h. I baggrunden ser man Madeiras højeste toppe: Pico Arriero (1810 m) Pico Ruivo (186l m) og Pico das Torrinhas (1823 m), set fra øst mod vest. Bemærk i nærheden af P-pladsen den brudte klippevæg, hvor man kan betragte flere årtusinders lagdeling. Man kører tilbage til hovedvejen og fortsætter th. mod Curral das Freiras. To gange passerer vejen gennem lange, primitivt udhuggede tunneler uden belysning, inden den fører ind i Curral das Freiras, som ligger ca. hundrede meter højere end den bjergflod, som løber gennem dalen. Her er en landsbygade, et lille torv og på en terrasse lidt lavere endnu et lille torv med byens kirke. Turen til Nonnernes dal er en stærk naturoplevelse. Selve landsbyen ligger på en afsats ca. 100 m højere end den langstrakte dalbund, som gennemstrømmes af en flod, der henter sit vand dels fra toppen af Pico de Ariero, dels fra kilder i klippesiden. Disse kilder forvandles i vinterhalvåret til imponerende vandfald." Det var en imponerende køretur til dalen Bogen overdriver ingenlunde. Ved et stop, så vi noget skægt. På en sten lå en hel del strandskaller. Det virkede mærkeligt, når vi var så højt oppe i bjergene, men vi blev enige om, at det var en turist, der havde tømt sine lommer, indtil vi opdagede en basaltgrusbunke, hvor der var enorme mængder af forskellige strandskaller at finde. Aha, mysteriet opklaret. Det var så forunderligt at være ude i bjergene. Luften var så ren og klar, at man virkelig fornemmede, det at trække vejret frit. Vi kunne ikke acceptere bogens forklaring om, at der kun var en eneste vej frem og tilbage, så vi kørte ned i dalbunden for at finde videre. Videre kunne vi godt komme, men ikke langt. Store anlægsarbejder med at bygge nye veje stoppede brat vores indtrængen. Et sted " talte" vi med vejarbejderne. Den ene viste på mit ur, at vi kunne komme igennem om 4, hvad det var, står hen i det uvisse, men det var sikkert 4 år han mente. Det var sjovt at køre nede i dalen mellem de små huse. Et sted så vi en meget stor metalbeholder, der var tændt blus under den, og dampen stod op under låget. Det var de nyskovede pilekviste, der blev kogt bløde og smidige. Vi fik formiddagskaffe og købte nye film, mens vi betragtede de bustilbragte turister. Dejligt at være på egen hånd, og selv kunne bestemme tempoet. Vi besøgte først Eira do Serrado på tilbagevejen. Som bogen beskriver, er det en storslået oplevelse. Når man står ved rækværket, kan man ikke se klippevæggen lige nedenunder, ej heller helt ned til dalbunden. Den forsvinder simpelthen ind under een. Det hele er i en stor skov, bestående af ægte kastanietræer, men da det var vinter, og kastanietræet er løvfældende, var der frit udsyn mellem de gamle stammer. Overalt på jorden lå tusindvis af "pindsvin" fra nedfaldne frugter. Et par stykker måtte med hjem til den samling af skrammel, jeg ikke kunne medbringe i rygsækken, men måtte nøjes med at samle sammen til et foto. Vi holdt frokostpause ved Eira do Serrado. Nu havde vi i to dage spist frokost på restaurant, og det var simpelthen for meget, så aftenen før, indkøbte vi det skønne hvide brød, der let lader sig rive over på midten, da bageren har hjulpet med et lille snit. Hertil spiste vi de søde små tykmavede maderianske bananer, der overhovedet ikke kræver smør. Drikkevarerne var en stor halvanden liter flaske med mineralvand. Herligt måltid i frisk ren natur. Da der efter afprøvning ikke var anden vej, end at returnere, gjorde vi så det. Det var lige meget, hvor på øen vi kom frem og kørte en vejstrækning den modsatte vej, den blev ny og spændende igen, på grund af solens flytning, lys og skyggeeffekten, vinkler og ændrede udsyn, så det gjorde egentligt ikke noget Ved Riberia Brava var der et udsigtspunkt, hvorfra man kunne se hele den lille by, det store moleanlæg, stranden, hvor vi havde samlet sten og meget mere. Nu kørte vi igen op i bjergene. Kom til Encoumedapasset, hvor vi på den lille kendte restaurant fik eftermiddagskaffe og kage. Det var en forfærdelig uskik med alle de kaffepauser, hvor lige meget, hvor vi kom frem, var der nye kager at smage. Da der ikke fandtes cappuccino, fik vi kaffe med mælk, dvs en lille smule kaffe, meget kogende mælk og en, for mit vedkommende uhyre stor mængde sukker. Kalorierigt, nærende og særdeles velsmagende. Ved passets udsigtspunkt holdt en yngre kvinde til. Hun solgte honning, strikkede trøjer og nogle velsmagende kæmpestore bolcher. Vi forsynede os med bolcher og begyndte nedstigningen til Grotas da Sao Vicente. Undervejs nedad, så vi en mand i skoven, der plukkede de store smukke gule blomster fra de ualmindeligt tornede buske. Hvad formålet var, fik vi aldrig fundet ud af. Vi kørte og kørte, svingede, sneglede os op eller ned, rundt om hjørner og endelig efter utrolig lang tid var vi fremme ved målet. 1. oktober l996 åbnedes grotterne for publikum, så der var ikke noget at sige til, at ingen havde fortalt noget om dem. Guiden stod udenfor og ventede lidt, til vi var 6 personer. 2 portugisisktalende, 2 nordmænd, der var særdeles vel inde i det engelske, og så os. Selve gangsystemet i grotten var meget lavt, kun jeg kunne gå opret hele vejen. Der var ca. en km. vandring gennem grotterne. Ovenover os var der 40 meter klippe. I bunden af grotterne løb der et klukkende vandløb. Nogle steder hang der stalaktitter ned. De var dannet under lavaens glødende fremfærd, og ville i modsætning til kalkstalaktitter, aldrig blive længere. Andre steder var det bunden, der var interessant. Det så ud, som om man havde haft lavaen i store spande, og så hældt den ud over bunden i et tykt bølget lag. Hele systemet var opstået ved, at den omkringliggende lavamasse var størknet, mens der så i midten havde været en flod af endnu glødende lava, der var trængt frem. Der blev fra usynlige højttalere spillet, først gregoriansk kirkemusik, senere Vivaldi. Musikken passede fint til stemningen. Belysningen var meget fint sat op. Den generede ikke på noget tidspunkt den imponerende oplevelse, det var at vandre i bjergets indre. Det var et af højdepunkterne på Madeira, rent oplevelsesmæssigt. Mens vi stod og ventede på de 2 norske turister, benyttede guiden lejligheden til at fortælle mig lidt om kohusene, som lå spredt over alt, på de små agre i terrasserne, eller højere oppe ad bjerget, hvor der ikke var terrasseret. Det er nemlig sådan, at på Madeira har man et meget stort kohold, men da klippesiderne er så stejle, kan køerne ikke vandre frit, uden risiko for lemlæstelse og nedstyrtning. Derfor har man bygget de små vinduesløse huse, og her står køerne bundet fra vugge til grav. Kun på højmosen kan de gå frit. Nogle steder, hvor der var rimeligt fladt, så vi dem på korte tøjr i grøftekanten, men det var kun i et specielt område. På vej til Sao da Vicente var vi i en by ved navn Rosario. Kirken så tilforladelig ud, vi standsede, men måtte konstatere, at også denne kirke var, ligesom flertallet af øens kirker hermetisk lukket. Mens vi holdt ved Rosarios kirke så vi en meget smuk vipstjært. Størrelse, sang og adfærd, var som de vi kendte, men brystet havde en meget smuk orange farve. Vi var på værksted for at få repareret bilen, da det ikke var en Land Rover, men en lille Peugeot, kunne bunden ikke rigtig klare de forfærdeligt spændende veje, eller snarere sagt spor, den blev udsat for. Formedels en håndfuld escudos blev problemet midlertidigt løst. Senere klarede vi rasleriet med indstukne grene, vi fandt ved rastepladserne i skovene. Turen gik videre til Ponto del Gada, der ligger vest for Sao Vicente. Også her så vi mange blomstrende hvide kalaer , der var også en del kongepalmer. I Ponto del Gada var der endelig en kirke, der var åben. Ind for at tænde et vokslys, men - sikke en skuffelse. Systemet bestod af en glaskasse, forsynet med elektriske pærer, en sprække foran til halvtreds pengeører, og så tændte elpæren. Tja, tændt et lys var der dog, selv om jeg følte mig utroligt snydt. Vi var nede ved havet, men det var kun basaltstene, så det forlod vi hurtigt igen. Så skiftede ruten, vi satte kursen mod Porto Moniz. Vi kørte ad kystvejen, som er ensporet, men ikke ensrettet. Det var absolut ikke en tur for søndagsbilister. Vejen fra Sao Vicente til Seixal er enestående. Det ene vandfald efter det andet styrter ud fra de lodrette klipper, ud over vejen, som kørte man i den heftigste tordenbyge. Hver gang, det var rigtigt flot, skulle vi møde nogen modkørende, men da det var lokale, kørte de bare på højkant op ad den stejle klippe, vi havde et lille muret brystværn ud til havet, der på dette sted og tidspunkt, var så voldsomt i brændingen, at de små basaltsten, der fulgte med bølgerne ind blev slynget op over rækværket og ind på ruten. Et par sidespejle fik hilst lige højlydt nok på hinanden, ellers gik den ret tætte trafik gnidningsløst, takket være en rutineret chauffør. Vi fandt et par vigespor og var ude for at fotografere og nyde vandfaldene. Der var især et, der var beundringsværdigt. Vi talte op til 16 - 18 fald i samme kløft. Overalt var der vinstokke i de små basaltopbyggede terrasser. Vi nåede Porto Moniz. Gjorde holdt og beundrede den gamle hvalfangerby og de naturlige svømmebassiner i klipperne. I Santa gjorde vi holdt for eftermiddagskaffe. Kørte over højmosen til Fonto de Bispo og op over Encoudomedapasset, Bica da Cana, Lombo do Mouro, Serra de Aqua, hvor vi kort efter gjorde stop ved et stort supermarked, jeg vil anslå, det var på størrelse med Bilka i Hundige. Det var beliggende fuldstændig uden for lov og ret, men havde et glimrende vareudbud og et stort købedygtigt publikum. Her fouragerede vi for næste dags lunch. Så lidt på CDèr, købte, så langt pengene rakte. Den dag havde vi kørt 206 km., og var hjemme kl. 19.20. Om aftenen var vi på kinesisk restaurant og spiste svin i sur/sød sovs og kylling m. ris. Oplevelserne fortsætter i Dagbog 2 |