MADAGASCAR
9/4-19/4 2006   DAGBOG  3

 Vi kører gennem en kuperet urskov med enkelte små pæle hytte landsbyer. Beboerne virker ikke så farvestrålende, men stadigt smilende. Vi kommer forbi nogle plantager med parfumetræer. Deres behagelige duft kan trænge gennem udstødningen og benzinstanken, og de blomster ikke en gang. De ligner lidt kirsebærtræer, der er smeltet. Der er også en enkelt rismark, men det meste er jungle.
Nosy B er en ø, der er 30 kilometer i diameter. Hovedstaden hedder Hell-Ville, og da vi ankommer lige efter mørkets frembrud, svarer den meget godt til navnet. Meget mørk, meget forurenet og meget beskidt.

 Vi troede vi skulle bo på Hotel Diana, men det har åbenbart skiftet navn, og ligger inde bag slummen. Vi havde en drøm om en typisk dykker-turistby, med rimelige hoteller, gode restauranter og et godt udvalg af dykkershoppe.
Vi får anbefalet et hotel ude ved kysten, og da vores forstudier ikke er helt fyldestgørende, prøver vi. Gennem skoven og langt ud af en smal, hullet grusvej. Ender i en landsby, hvor man med lidt god vilje kan få øje på en snorkel.
Ikke uventet vil taxichaufføren have mere end aftalt, men jeg havde ikke regnet med det dobbelte; 120 kroner! Med den hørm af benzin han havde i bilen kører han ikke langt på literen!

 Det anbefalede hotel er udsolgt, og koster 330, naboen er dyrere, genboen udsolgt, men så er der bid. Først har de kun et værelse med en halvanden mands seng, men da vi er på vej vider, er der et værelse til. WC og bad på gangen, og til 225 kroner.  Her ser vi de første hvide, et par italienere, som der skulle være mange af på øen. Prøver at finde ud af, hvor byen er, men der er enten ikke hul i gennem, eller er der bare ingen by.
Går over til det første hotels restaurant, og her er fire hvide mere. Det ligger lige ud til strandkanten, og priserne er rimelige. Det skulle de også gerne, vi er meget langt nede i lokal valuta, og der skulle være til en taxi til Hell-Ville og en ATM i morgen.

 Vi får et par variationer over zebu, og jeg slutter af med flamberet banan. Hjem forbi to barrer, før vi når hotellet - der er 20 meter. Musik og massere af lokale mennesker, men forhåbentligt ikke noget vi ikke kan sove fra, selv om vi har værelse lige ud til.
Jeg ser noget smutte rundt bag skabet. Det viser sig at være en lille skorpion. Fotograferer den, og sætter den i et glas. Kigger lige rundt for en sikkerheds skyld, og ganske rigtigt: der sidder en i lofter over min seng. Den er lidt større, og giver bedre fotos. Så ryger den i sit eget glas.
 Jeg tror ikke de er giftige: De har tynde haler - på den anden side har de også tynde klosakse? Personalet havde nok advaret, hvis de var giftige...

17. Sover ikke ret godt i begyndelse af natten. En massiv stank af jordslåethed rammer konstant min næse. Selve værelset lugter ikke godt, men sådan er det i troperne. Skifter hoverende, og det hjælper. Morgenmaden indtager vi i et skur i baghaven. En farvestrålende daggekko, måske en lille hun af Phelsuma madagascariensis. En lille charmer, der kommer og stjæler sukkerkorn.

Markede som i de små byer sydpå. Samme få grønsager. Går fra vores by, ud på landet langs en sukkerrørsplantage. Mange mennesker kommer gående og hilser smilende. Ser en enkel kohejre, men ellers ikke andre nye dyr. Her er der kun en zebu for vognen, der har små bilhjul, og ikke stor hestevognshjul som syd på. Der er der er længere mellem kerrerne og kortere mellem taxierne..
Fanger en af dem ved hovedvejen, og kører ind til Hell-Ville. De er enten gamle Peugeot eller Renault. Hopper af ved det første torv, og går gennem byen. Det har nok været en pæn by, der franskmændene var her, men nu er de fleste store koloni huse i hovedgaden forfaldne og mange forladte.

 Finder ATM, og det højner humøret gevaldigt. Havde kun til taxien hjem, men ikke til værelset. Vi havde ikke gjort så meget for at finde en nede sydpå, vi skulle jo op til denne turistfælde. Som viser sig at være turist løs. Der er få hvide i byen, og de er fastboende. Slår et slag ud til promenaden. Her har engang været fine murede stakitter og brolægning. Nu er her vild natur og lidt haveaffald-agtige bunker. Udsigten er stadig smuk.

 Hører noget pusle i de visne blade. Det er store skinke, mørkegrå med to gule striber og en meget stor sikkerhedsafstand. Helt anderledes er det med daggekkoerne. Deres nysgerrighed overvinder deres frygt. De sidder mange steder, og nyder varmen, men ikke solen.
 Ude for enden møder vi færgelejet. Her er en del mennesker, men ikke meget at se på. Tilbage mod centrum, hvor der har været påske markedet. Nu er der kun nogle stande med hvide duge med huller i.
 De vildtvoksende parkanlæg i boulevarderne stortrives. Her er mange farvestrålende blomster, blandt andet en Jatropha med enorme frugter.

 Det er tid til læskedrikke, og da de nu påstår de har internet vil vi prøve. Det er meget kompliceret. Et skrabelod, den rigtige side og en wanado.mg mailadresse. Er endelig på, og så låser maskinen. Kommer ind til det, der må have været afløser hovedgaden. Det var den, vi gik gennem i går. Nu er den lys, men delvist lukket. Selv turiststedet Pirates, som er gennemført, er lukket.
Går ud til enden af gaden, og peger en taxi hjem - eller næsten. Der var en del politi på vej ud, og nu er vores flere kilometer lange grusvej spæret. Vi må nøjes med nabobyen på stranden.
Der er også trafikkaos. Jeg ser to orange kamæleoner fra bilen. Vi kan slet ikke komme ind til  byen, så vi hopper ud. Går langt tilbage for at finde de orange kamæleoner. De er bare ikke til at finde gående.

 Lige før vi er tilbage i byen er vi ved at træde på en stor farvestrålende kamæleon. Den krydser uanfægtet vejen mellem gående og køretøjer. Stranden er sort med mennesker, sådan helt bogstaveligt. Der er mange tusinde, og vi er de eneste lyserøde. Lige før vi er hjemme, finder vi en restaurant, der har pesto. Prøver at planligge. Har mere eller mindre spildt tre dage på ingen ting, og det har vi ikke tid til!

 Jesper havde læst sig til, dette var et dykkerparadis med utallige muligheder. Vi var bare bange for, det måske var for turistet. Kan bare ikke finde turistfælden. Har set enkelte hvide, men enten er det fede gråhårede franskmænd, der bor her, eller det yngre/gamle fyre med en lokal pige under armen.
 Prøver at finde det dykning Jesper gerne ville tilbringe fjorten dage med. Der er få steder der reklamere, endnu færre, der måske har noget der ligner. Vores hotel reklamerer, og har en stor figur udenfor, men det tager lang tid at forklare pigerne, vi vil dykke.
Vi ender med at rende det meste af landsbyen rundt efter en af dem, og så er manden ikke hjemme. Nogle gange tror jeg, det ville være lettere at kommunikere, hvis de ikke kunne fransk - eller vi kunne...  Må vente til han dukker op.
 Fortsætter ud af vejen, og håber at komme ud i naturen. Den store skovklædte bakke oven for byen lokker; skygge og en let brise. Nede ved  stranden, og i byen, er der kvælende varmt. Vores trøst er, nogle af de lokale sveder mere end os. Vi forsøger at komme ud af to stier, men de ender privat med portvagt eller i et hotel.

 På skråningerne vokser forskellige farvestrålende buske, blandt andet de gul/orange sommerfuglebuske, der har brombærlignende frugter. Er nødt til at vende om: Så må det blive stranden. Den ender med nogle sorte vulkanske klipper. På den lådrette del gror nogle begonier, og jeg tager frø til Jens i orkide huset. Mellem klipperne springer krabber og dyndspringere for livet.
 Solen har været kraftig igen i dag, og vi har fået en hel del. Tilbage på hotellet ajourfører vi dagbøger, og Jesper vasker tøj mens jeg kører et personligt batchjob.

 Jeg vågner - øh - bliver færdig i skumringen, og vi prøver dykkershopejerens hjem igen. Møder et tysk par, der leder efter brød til deres lille søn. De fortæller turisterne har været samlet på en anden strand. Hun nævner, jeg har fået meget farve i ansigtet. Måske skulle jeg ikke have smidt T-shirten?
 Stranden er væk. Højvandet er tyve meter længere inde, og man kan ikke gå langs vandet for bygningerne. Eftermiddagens badegæster har været heldige.
 Finder huset hvor dykkerfyren skulle bo. De er kommet hjem. Et sødt fransk/norsk par, som virker fornuftige. Vi aftaler at mødes i morgen tidligt nede ved deres shop, og tage to dyk. Det koster 60 euro for to dyk, omkring 225 kroner per dyk.
Ind på en restaurant og få lidt varmt og koldt, efterfulgt af et par skiver mørt zebu med madagaskarpebbersouce. Her dukker lidt fransk- og engelskmænd op, men som den herboende nordmand sagde: Der er ikke mange turister.

18. Finder franskmanden i den anden ende af stranden. Han minder mest af alt om en fransk udgave af den krokodillejagende Steve Irving. Lille, tæt og dynamisk med humor.
Hvor de andre firmaer bruger små både med store motorer, men ingen skygge, har han en noget langsommere cruce-båd, som hovedsageligt bliver brugt til længere ture, endda helt til Reunion island.
Jeg har taget en pille, det er næsten havblik og vi er på en stor båd: Det kan ikke gå galt! Faktisk falder jeg i søvn, før ankommer til første dyk, ude ved en ø.

 Vi fik udleveret udstyr i hans hytte, og det er af god kvalitet, og passer rimeligt. Hopper i, og efter de sædvanlige øreproblemer kommer vi ned til et åbent korallandskab. Sigtet er op til 30 meter - virkeligt godt. Her er krokodillefisk, søanemoner, klovnefisk, søagurker, enorme viftekoraler, blåplettet pigrokker, kuffertfisk, papegøjefisk, dragefisk, løvefisk, pudsefisk, katoffelbras, nøgensnegle, moræner, store muslinger, harlekinrejer og meget andet.
Der er en del fiskere, men de bruger små pirogger, udhulede træstammer og små net. Der ligger en stor rejefabrik på øen (det var den vi endte ved med vagten i går), men de bliver fanget af store skibe langt herfra.

I pausen mellem dykkene er vi inde på en Bounty-strand. Det er måske Nosy Tanikely. Her er lidt turister, men vi kommer for de små lemurer. En flok hunner, brune med lyse ansigter. Det kan være krone lemur: Eulemur coronatus Tidligere har man haft lov til at lave bål på stranden. Det er ikke længere tilladt, da kullene farvede sandet mørkere. Det betød skildpaddernes æg fik det for varmt.

 Vi sejler et stykke tilbage, og hopper i igen. Her er flere enorme viftekoraler, og ellers det samme. Vi har dykket steder, hvor farver og artsrighed var bedre, men vandets behagelige 28 grader gør det til et godt dyk for mig. Vi taler lidt om, om vi skal booke et par dyk i morgen. Bliver enige om, han måske har andre spændende ting at byde på. Nu er vi her jo alligevel, og de 450 kroner fra eller til...

 Hjem og få et bad og lidt frokost, så ud i naturen. Vi fik lidt tips af franskmanden, og skulle gerne finde nogle lemurer og kamæleoner.Ind bag restaurant Anabella, og så op i bakkerne. Der er stadig spredt bebyggelse, men alt er grønt. Spejder forgæves efter kamæleoner, men ikke lige til. Her er mange spændende planter og rigtigt mange af dem blomster. Jeg er bare ikke sikker på, de er oprindelige.

 Vi kommer forbi brønde, hvor vandet trækkes op med hånden, og man sidder ved siden af og vasker sig. De fleste huse er pælehytter med palmetag. Væggene er brede håndhuggede mørkt ædeltræ. Nøgne børn render rundt uden for, og nogle vinker og råber boun jour.
Vi kommer ud på den anden side af halvøen. Her fører en større grusvej ud til en havn. Resterne af et gammelt damplokomotiv vidner om bedre tider for industrien. Her er nok forsøgt sukker og måske banan plantager. Nu er det resterne af en lystbådehavn, som også har set bedre tider.  Har hørt rygter om, den virus, der tager sin del af blandt andet Reunions befolkning også er på Madagaskar, og det afholder franskmænd og italienere fra at besøge øen.
 Vi finder den anden vej over bakken. Umiddelbart før vi når vores by, Ambatoloaka, dukker der kamæleoner op. De lader til at sidde parvist. Den ene sidder lavt, og er mørk orange og sort. Den anden er virkelig farvestrålende, med en lys grøn grundfarve. Mange røde pletter og streger, iblandet gule og blå mønstre. De er ikke helt trygge ved os, og søger langsomt ind i de tornede buske. Dog ikke uden at blive fotograferet mange gange.

 Jeg sætter mig ud på terrassen for at køle ned og skrive dagbog, men ender med at give receptionisten engelsk kursus. Så går vi ned til vandet, og betragter solnedgangen med en kold flaske på bordet. Tidevandet kommer ind, og de tyve meter strand bliver opslugt. Højdeforskellen er godt fire meter.

 Skal også have planlagt noget for de næste dage. Der går minibusser op til den nordligste del, det var måske en ide, og vi skal have et fly tilbage til Tana eller et sted i nærheden, fra et eller andet sted her oppe. Vi skal finde nogle lemurer og noget mere regnskov.
 Vi sidder på en italiensk restaurant, så hvorfor ikke prøve pizza? Den er virkelig italiensk - det tager en evighed før den dukker op, men så er den også middelmådig.

19. Hurtig morgenmad, og så ud og dykke. Badet bliver sprunget over da vandvarmeren "springer sikringen": generatoren går i stå.
 Fantastiske dyk. Da vi stiger op første gang, dukker to store og forskellige rokker op under os. Jeg gider ikke dykke ned igen (det har intet med at gøre, jeg er meget tæt på at løbe tør for luft...). Anden gang kommer vi til nogle høje på tyve meters dybde. De er dækkede med koraller, og vandet omkring dem er en ren fiskesuppe. Vi ser en lille hvidtippet revhej og en helt hvid porcelænsnegl, hvis krop er helt sort med små lyse pletter. Nogle steder ligger de fantastiske konkylier, op til 30 centimeter lange.

 Vandet er 28 grader, og sigtet fantastisk, op til 30 meter. Desværre får jeg brugt min luft på lidt under en time, og så er det op. Efter to dyk er det hjem, og så lige betale nogle centimeter penge. Det er kun 230 kroner per dyk, men når man betaler i  femtenkrone sedler ser det vildt ud.
 Jeg vil helt sikkert kunne anbefale http://nomadeplongee.free.fr/  og Gérald.  Fin fyr, godt grej og godt engelsk.

 Vi skal bruge flere penge, og en enkelt flyvning mere. Finder begge dele i Hell-Ville. Booker en flyvning fra Deigo, der ligger på nord spidsen, til Tana om seks dage. Går langsomt gennem byens lange - og eneste - handelsgade. De fleste forretninger er primitive, og der er næsten kun frugt, stof eller isenkram boder.
Jeg så en fyr i en landsby komme bærende med en sort ottekantet fransk dyb tallerken, som jeg har jagtet i årevis. Prøver hos isenkræmmerne, men finder kun de matchende lysestager.

 Falder ind på en kaffebar. Mens vi sidder der, kommer et enormt begravelsesoptog forbi. Forrest går en gruppe hvidklædte med kors og lignende. Så kommer en pickup med kisten ragende halvt ud. En blandet folkemængde følger. Her er utroligt mange klædt i traditionelt farvestrålende gevandter, hvide nonner, uniformerede politi/embedsmænd og ganske almindeligt klædte. Nogle grupper af sang passerer, den ene ledt af et stort kor.
Her er faktisk souvinierbutikker, og det lykkes mig at spendere en euro på mig selv, og nogle dollars på Rikke.

 Vender nede ved havnen, og konstaterer, restauranterne ikke åbnede klokken seks. Triller hjem og får afregnet med hotellet: 1.750.000 MGf, som heldigvis kun er 1050 kroner. Finder en restaurant, der har gris og fisk. Jeg føler mig groft snydt: Jesper får en hel fisk, og jeg får bare lidt af grisens mørbrad. Føler mig i den grad berettiget til dessert: Pandekager med flamberet banan og chokoladesovs.
 Temperaturen falder ikke mærkbart om aftenen. Den kommer måske ned på 27, og op på 35 om dagen. Der er kommet væsentligt flere røde mennesker på gaden, og ikke mindst i restauranter og barer. Måske har franskmænd og italienere holdt påske hjemme hos mor?

 Dykningen tærer på kræfterne; klokken ni er jeg stort set grydeklar, men der skal lige pakkes og bades. Receptionisten var ikke mødt, da vi tog af sted i går, så vi betaler i aften. Det bliver ret mange Ariary, og mange flere, da hun insisterer i at tælle i MAf. Selv da jeg begynder at vælte Ariery sedler op. Til sidst slår jeg streger om de enkelte cifre og ligger stakken. Det hjælper, og jeg kan komme i seng.

20. Der kommer en ordentlig byge i løbet af natten, og mine badebukser er ikke mindre tørre af at hænge udenfor i nat.  Vi møder forventningsfulde op ved den bod, minibussen til Diago skulle afgå fra. Der er temmelig lukket. Jeg får naboen til at vække en gnaven og fåmælt franskmand. Han siger noget om, bussen går inde fra byen. De apatiske drenge, der sagde vi skulle være her nu, har ikke deres tjenestevranghed fra fremmede!

 Jeg skruer bissen lidt på, og han åbner modvilligt sin biks og finder billethæftet frem. 120 kroner per næse, og så skal vi selv betale 45 for taxien ind til Hell-Villes havn. 
Her bliver vi sat på hold et øjeblik, og bliver så læsset i en lille speedbåd med ti andre. Havet er heldigvist stille, og en time senere kommer vi ind til Ankify. Bliver ført op til en Toyota Privera, som nok er det dummeste køretøj her. Vinduerne kan ikke åbnes, og den er altså ikke skabt til meget dårlig grusvej. Vi bliver pakket rimeligt tæt, og skrumler så ud gennem urskoven. Nogle steder er der små kakao-, banan- eller kaffeplantager under de store træer.

 Efter en times skrumlen, bratte opbremsninger og nyreraslere kommer vi til asfaltvej - og en busstation, hvor vi skifter bil. Nu skal vi klemmes ind i en femten sæders High-Ace. Der går en mindre evighed, og så endelig triller vi. En kort tur ud for at hente en eller anden. Chaufføren er et af de mest usympatiske mennesker (og eneste på Madagaskar) jeg har mødt. Han har virkelig en attitude, der indbyder til øretæver. Han kommer på et tidspunkt farende om til os, og siger en masse. Jeg fortæller ham, roligt og fattet, med et lille smil, hvad han kan gøre, og hvad det rager mig - på dansk. Han bliver helt paf, og lader os i fred.

 Vi kører en lille tur igen, og så ind på pladsen igen. Og den sædvanlige tur om tanken slipper vi ikke for. Jeg har en teori om, det er for at ryste os sammen, sådan rent fysisk, så der kan sidde flere. Vi kører efter halvanden time, 25 mennesker og lidt småfolk. Kan ikke regne ud, hvorfor dette skulle være bedre end den store offentlige. Næste gang flyver vi!
 Jeg sidder med den ene balle på metalkanten fra sædet. Den anden balle svæver frit. Den ene arm på ryglænet, den anden - med skulder - ude af vinduet. Knæene oppe i nærheden af næsen. Min numse sover før vi kommer ud af busstationen anden gang!
 De næste fire timer, efter vi endelig har forladt bus pladsen, må jeg gang på gang minde mig selv om, det ikke var for at spare de 200 kroner på flybilletten.

 Landskabet er flot. Jeg havde læst, her var meget opdyrket, men det er en meget lille procentdel. Der er rismarker, nogle traditionelt flade, andre skråninger, hvor vandet risler ned over. Vi krydser nogle store floder og flodsenge. Kommer forbi meget stejle bakker, tætte skove, bitte små primitive landsbyer og enorme  arealer med krat og græs.

 Standser i en lidt større by, og klunser frokost. Jeg finder bitte små bananer og et frisk flute. Hun kan ikke, ikke uventet, give tilbage på min 7,50 krone seddel. Det bliver måske lidt under en krone, og det varer lidt, før hun forstår jeg ikke behøver byttepenge. Der dukker nogle bekendte træer op af Sterculaceae familien, kapok-træer (som er importeret fra Sydamerika), og nogle enkelte baobab. Massere af blomstrende slyngplanter pryder vejsiderne, blandt andet clitoria.

 Klokken bliver halv fem, før vi ankommer til udkanten af Diego. Byen har 112.000 indbyggere, men virker meget provinsiel og primitiv fra den side vi kommer. Bliver ikke meget bedre i centrum. Forstår ikke helt, hvad der sker, men vi bliver alle sparket ud på en tankstation. På trods af ihærdige forsøg fra taxichaufførerne, går vi ind til vores hotel: Belle Vue. Før det bliver mørkt, vil vi finde den anbefalede rejseagent. Ligger i den anden af byen, men det er godt at få rørt ballerne! Han tilbyder to endags ture, en til hver nationalpark. Vi prøver den ene, med engelsk guide. Pokkers dyr: 360 kroner plus 75 i parkafgift.

 Næste anbefaling er Grand Hotels kager. Jesper nøjes med en øl, og jeg får en nogenlunde karamelkage med kaffe. Grand Hotel er virkelig noget for sig: Hvor resten af byen har forfaldt siden franskmændene trak sig ud for 50 år siden, er det på toppen. Kæmpe underoplyst swimmingpool, flot, stor facade og international indretning og atmosfærer.
 De starter dog ikke med maden endnu, så vi prøver den italienske overfor. Byen har bare strømsvigt, så vi må vente et par øl/Fantas tid. De mere veletablerede forretninger sætter små generatorer ud på fortovet, nogle finder flagermusselygter og stearinlys frem, og den sidste gruppe får nok en lur.

 Næste anbefaling er satellit-internet på Plaza Fuch. Det virker hurtigere (men lærer senere, at de slet ikke har det. Afrika mangler i den grad sattelitter), men fransk tastatur og menuer er bare ikke mig! Vi kan bare ikke finde hjem. Vi ved hvor hotellet er, og vi ved hvor vi er, vi har et kort, men ender med en taxi til syv kroner.

Vi fortsætter ufortrødent i Dagbog 4