Fra det sydlige i Dagbog 2 er vi nu kommet til nord 16. Lidt af en joke; det er samme fly med samme besætning, og flyvningen er igen en time. Denne gang er der ikke mere end 20-25 mennesker med flyet, og de fylder ikke meget på de 156 pladser. Landskabet bliver mere kuperet, og de små bjerge bliver mere og mere bevokset. Lander lidt i seks, og finder en taxi. Stemningen er noget mere hektisk end nede syd på, men ikke ulidelig.
Vi kører gennem en kuperet urskov med enkelte
små pæle hytte landsbyer. Beboerne virker ikke så farvestrålende, men stadigt
smilende. Vi kommer forbi nogle plantager med parfumetræer. Deres behagelige
duft kan trænge gennem udstødningen og benzinstanken, og de blomster ikke en
gang. De ligner lidt kirsebærtræer, der er smeltet. Der er også en enkelt
rismark, men det meste er jungle.
Vi troede vi skulle bo på Hotel Diana, men det
har åbenbart skiftet navn, og ligger inde bag slummen. Vi havde en drøm om en
typisk dykker-turistby, med rimelige hoteller, gode restauranter og et godt
udvalg af dykkershoppe.
Det anbefalede hotel er udsolgt, og koster
330, naboen er dyrere, genboen udsolgt, men så er der bid. Først har de kun et
værelse med en halvanden mands seng, men da vi er på vej vider, er der et
værelse til. WC og bad på gangen, og til 225 kroner. Her ser vi de første hvide, et par italienere,
som der skulle være mange af på øen. Prøver at finde ud af, hvor byen er, men
der er enten ikke hul i gennem, eller er der bare ingen by.
Vi får et par variationer over zebu, og jeg
slutter af med flamberet banan. Hjem forbi to barrer, før vi når hotellet - der
er 20 meter. Musik og massere af lokale mennesker, men forhåbentligt ikke noget
vi ikke kan sove fra, selv om vi har værelse lige ud til. 17. Sover ikke ret godt i begyndelse af natten. En massiv stank af jordslåethed rammer konstant min næse. Selve værelset lugter ikke godt, men sådan er det i troperne. Skifter hoverende, og det hjælper. Morgenmaden indtager vi i et skur i baghaven. En farvestrålende daggekko, måske en lille hun af Phelsuma madagascariensis. En lille charmer, der kommer og stjæler sukkerkorn.
Markede som i de små byer sydpå. Samme få
grønsager. Går fra vores by, ud på landet langs en sukkerrørsplantage. Mange
mennesker kommer gående og hilser smilende. Ser en enkel kohejre, men ellers
ikke andre nye dyr. Her er der kun en zebu for vognen, der har små bilhjul, og
ikke stor hestevognshjul som syd på. Der er der er længere mellem kerrerne og
kortere mellem taxierne.. Finder ATM, og det højner humøret gevaldigt. Havde kun til taxien hjem, men ikke til værelset. Vi havde ikke gjort så meget for at finde en nede sydpå, vi skulle jo op til denne turistfælde. Som viser sig at være turist løs. Der er få hvide i byen, og de er fastboende. Slår et slag ud til promenaden. Her har engang været fine murede stakitter og brolægning. Nu er her vild natur og lidt haveaffald-agtige bunker. Udsigten er stadig smuk.
Hører noget pusle i de visne blade. Det er
store skinke, mørkegrå med to gule striber og en meget stor sikkerhedsafstand.
Helt anderledes er det med daggekkoerne. Deres nysgerrighed overvinder deres
frygt. De sidder mange steder, og nyder varmen, men ikke solen.
Det er tid til læskedrikke, og da de nu påstår
de har internet vil vi prøve. Det er meget kompliceret. Et skrabelod, den
rigtige side og en wanado.mg mailadresse. Er endelig på, og så låser maskinen. Kommer ind til det, der må have været afløser
hovedgaden. Det var den, vi gik gennem i går. Nu er den lys, men delvist lukket.
Selv turiststedet Pirates, som er gennemført, er lukket. Lige før vi er tilbage i byen er vi ved at træde på en stor farvestrålende kamæleon. Den krydser uanfægtet vejen mellem gående og køretøjer. Stranden er sort med mennesker, sådan helt bogstaveligt. Der er mange tusinde, og vi er de eneste lyserøde. Lige før vi er hjemme, finder vi en restaurant, der har pesto. Prøver at planligge. Har mere eller mindre spildt tre dage på ingen ting, og det har vi ikke tid til!
Jesper havde læst sig til, dette var et
dykkerparadis med utallige muligheder. Vi var bare bange for, det måske var for
turistet. Kan bare ikke finde turistfælden. Har set
enkelte hvide, men enten er det fede gråhårede franskmænd, der bor her, eller
det yngre/gamle fyre med en lokal pige under armen.
På skråningerne vokser forskellige
farvestrålende buske, blandt andet de gul/orange sommerfuglebuske, der har
brombærlignende frugter. Er nødt til at vende om: Så må det blive
stranden. Den ender med nogle sorte vulkanske klipper. På den lådrette del gror
nogle begonier, og jeg tager frø til Jens i orkide huset. Mellem klipperne
springer krabber og dyndspringere for livet.
Jeg vågner - øh - bliver færdig i skumringen,
og vi prøver dykkershopejerens hjem igen. Møder et tysk par, der leder efter
brød til deres lille søn. De fortæller turisterne har været samlet på en anden
strand. Hun nævner, jeg har fået meget farve i ansigtet. Måske skulle jeg ikke
have smidt T-shirten?
18. Finder franskmanden i den anden ende af
stranden. Han minder mest af alt om en fransk udgave af den krokodillejagende
Steve Irving. Lille, tæt og dynamisk med humor.
Vi fik udleveret udstyr i hans hytte, og det
er af god kvalitet, og passer rimeligt. Hopper i, og efter de sædvanlige
øreproblemer kommer vi ned til et åbent korallandskab. Sigtet er op til 30
meter - virkeligt godt. Her er krokodillefisk, søanemoner, klovnefisk,
søagurker, enorme viftekoraler, blåplettet pigrokker, kuffertfisk, papegøjefisk,
dragefisk, løvefisk, pudsefisk, katoffelbras, nøgensnegle, moræner, store
muslinger, harlekinrejer og meget andet. I pausen mellem dykkene er vi inde på en Bounty-strand. Det er måske Nosy Tanikely. Her er lidt turister, men vi kommer for de små lemurer. En flok hunner, brune med lyse ansigter. Det kan være krone lemur: Eulemur coronatus Tidligere har man haft lov til at lave bål på stranden. Det er ikke længere tilladt, da kullene farvede sandet mørkere. Det betød skildpaddernes æg fik det for varmt. Vi sejler et stykke tilbage, og hopper i igen. Her er flere enorme viftekoraler, og ellers det samme. Vi har dykket steder, hvor farver og artsrighed var bedre, men vandets behagelige 28 grader gør det til et godt dyk for mig. Vi taler lidt om, om vi skal booke et par dyk i morgen. Bliver enige om, han måske har andre spændende ting at byde på. Nu er vi her jo alligevel, og de 450 kroner fra eller til... Hjem og få et bad og lidt frokost, så ud i naturen. Vi fik lidt tips af franskmanden, og skulle gerne finde nogle lemurer og kamæleoner.Ind bag restaurant Anabella, og så op i bakkerne. Der er stadig spredt bebyggelse, men alt er grønt. Spejder forgæves efter kamæleoner, men ikke lige til. Her er mange spændende planter og rigtigt mange af dem blomster. Jeg er bare ikke sikker på, de er oprindelige.
Vi kommer forbi brønde, hvor vandet trækkes op
med hånden, og man sidder ved siden af og vasker sig. De fleste huse er
pælehytter med palmetag. Væggene er brede håndhuggede mørkt ædeltræ. Nøgne børn
render rundt uden for, og nogle vinker og råber boun jour. Jeg sætter mig ud på terrassen for at køle ned og skrive dagbog, men ender med at give receptionisten engelsk kursus. Så går vi ned til vandet, og betragter solnedgangen med en kold flaske på bordet. Tidevandet kommer ind, og de tyve meter strand bliver opslugt. Højdeforskellen er godt fire meter.
Skal også have planlagt noget for de næste
dage. Der går minibusser op til den nordligste del, det var måske en ide, og vi
skal have et fly tilbage til Tana eller et sted i nærheden, fra et eller andet
sted her oppe. Vi skal finde nogle lemurer og noget mere regnskov.
19. Hurtig morgenmad, og så ud og dykke. Badet
bliver sprunget over da vandvarmeren "springer sikringen": generatoren går
i
stå.
Vandet er 28 grader, og sigtet fantastisk, op
til 30 meter. Desværre får jeg brugt min luft på lidt under en time, og så er
det op. Efter to dyk er det hjem, og så lige betale nogle centimeter penge. Det
er kun 230 kroner per dyk, men når man betaler i femtenkrone sedler ser det
vildt ud.
Vi skal bruge flere penge, og en enkelt
flyvning mere. Finder begge dele i Hell-Ville. Booker en flyvning fra Deigo, der
ligger på nord spidsen, til Tana om seks dage. Går langsomt gennem byens lange - og eneste -
handelsgade. De fleste forretninger er primitive, og der er næsten kun frugt,
stof eller isenkram boder.
Falder ind på en kaffebar. Mens vi sidder der,
kommer et enormt begravelsesoptog forbi. Forrest går en gruppe hvidklædte med kors
og lignende. Så kommer en pickup med kisten ragende halvt ud. En blandet
folkemængde følger. Her er utroligt mange klædt i traditionelt farvestrålende
gevandter, hvide nonner, uniformerede politi/embedsmænd og ganske almindeligt
klædte. Nogle grupper af sang passerer, den ene ledt af et stort kor.
Vender nede ved havnen, og konstaterer,
restauranterne ikke åbnede klokken seks. Triller hjem og får afregnet med
hotellet: 1.750.000 MGf, som heldigvis kun er 1050 kroner. Finder en restaurant, der har gris og fisk.
Jeg føler mig groft snydt: Jesper får en hel fisk, og jeg får bare lidt af
grisens mørbrad. Føler mig i den grad berettiget til dessert: Pandekager med
flamberet banan og chokoladesovs. Dykningen tærer på kræfterne; klokken ni er jeg stort set grydeklar, men der skal lige pakkes og bades. Receptionisten var ikke mødt, da vi tog af sted i går, så vi betaler i aften. Det bliver ret mange Ariary, og mange flere, da hun insisterer i at tælle i MAf. Selv da jeg begynder at vælte Ariery sedler op. Til sidst slår jeg streger om de enkelte cifre og ligger stakken. Det hjælper, og jeg kan komme i seng. 20. Der kommer en ordentlig byge i løbet af natten, og mine badebukser er ikke mindre tørre af at hænge udenfor i nat. Vi møder forventningsfulde op ved den bod, minibussen til Diago skulle afgå fra. Der er temmelig lukket. Jeg får naboen til at vække en gnaven og fåmælt franskmand. Han siger noget om, bussen går inde fra byen. De apatiske drenge, der sagde vi skulle være her nu, har ikke deres tjenestevranghed fra fremmede!
Jeg skruer bissen lidt på, og han åbner
modvilligt sin biks og finder billethæftet frem. 120 kroner per næse, og så skal
vi selv betale 45 for taxien ind til Hell-Villes havn. Efter en times skrumlen, bratte opbremsninger og nyreraslere kommer vi til asfaltvej - og en busstation, hvor vi skifter bil. Nu skal vi klemmes ind i en femten sæders High-Ace. Der går en mindre evighed, og så endelig triller vi. En kort tur ud for at hente en eller anden. Chaufføren er et af de mest usympatiske mennesker (og eneste på Madagaskar) jeg har mødt. Han har virkelig en attitude, der indbyder til øretæver. Han kommer på et tidspunkt farende om til os, og siger en masse. Jeg fortæller ham, roligt og fattet, med et lille smil, hvad han kan gøre, og hvad det rager mig - på dansk. Han bliver helt paf, og lader os i fred.
Vi kører en lille tur igen, og så ind på
pladsen igen. Og den sædvanlige tur om tanken slipper vi ikke for. Jeg har en
teori om, det er for at ryste os sammen, sådan rent fysisk, så der kan sidde
flere. Vi kører efter halvanden time, 25 mennesker og lidt småfolk. Kan ikke
regne ud, hvorfor dette skulle være bedre end den store offentlige. Næste gang
flyver vi! Landskabet er flot. Jeg havde læst, her var meget opdyrket, men det er en meget lille procentdel. Der er rismarker, nogle traditionelt flade, andre skråninger, hvor vandet risler ned over. Vi krydser nogle store floder og flodsenge. Kommer forbi meget stejle bakker, tætte skove, bitte små primitive landsbyer og enorme arealer med krat og græs. Standser i en lidt større by, og klunser frokost. Jeg finder bitte små bananer og et frisk flute. Hun kan ikke, ikke uventet, give tilbage på min 7,50 krone seddel. Det bliver måske lidt under en krone, og det varer lidt, før hun forstår jeg ikke behøver byttepenge. Der dukker nogle bekendte træer op af Sterculaceae familien, kapok-træer (som er importeret fra Sydamerika), og nogle enkelte baobab. Massere af blomstrende slyngplanter pryder vejsiderne, blandt andet clitoria. Klokken bliver halv fem, før vi ankommer til udkanten af Diego. Byen har 112.000 indbyggere, men virker meget provinsiel og primitiv fra den side vi kommer. Bliver ikke meget bedre i centrum. Forstår ikke helt, hvad der sker, men vi bliver alle sparket ud på en tankstation. På trods af ihærdige forsøg fra taxichaufførerne, går vi ind til vores hotel: Belle Vue. Før det bliver mørkt, vil vi finde den anbefalede rejseagent. Ligger i den anden af byen, men det er godt at få rørt ballerne! Han tilbyder to endags ture, en til hver nationalpark. Vi prøver den ene, med engelsk guide. Pokkers dyr: 360 kroner plus 75 i parkafgift.
Næste anbefaling er Grand Hotels kager. Jesper
nøjes med en øl, og jeg får en nogenlunde karamelkage med kaffe. Grand Hotel er
virkelig noget for sig: Hvor resten af byen har forfaldt siden franskmændene
trak sig ud for 50 år siden, er det på toppen. Kæmpe underoplyst swimmingpool,
flot, stor facade og international indretning og atmosfærer. Næste anbefaling er satellit-internet på Plaza Fuch. Det virker hurtigere (men lærer senere, at de slet ikke har det. Afrika mangler i den grad sattelitter), men fransk tastatur og menuer er bare ikke mig! Vi kan bare ikke finde hjem. Vi ved hvor hotellet er, og vi ved hvor vi er, vi har et kort, men ender med en taxi til syv kroner. Vi fortsætter ufortrødent i Dagbog 4 |