MADAGASCAR     DAGBOG  2

 Det går tilbage nordpå, først til Ejeda så op til Beahitse, Ambay og ender i Betioky. Vi starter halv ni, efter en fornuftig morgenmad. På vej ud af byen ser vi et af de flotte lyse Moringa'er. Det lader til det er rent kultur; der er ingen i naturen her omkring.
 Vi stopper ved nogle meget store Operculicarya decaryi, der er mere paraplyformede, op til 30 centimeter i diameter og enkelte fem meter høje. Her er også nogle store Pachypodium. Finder endda en Uncarina. De er også nogle forskellige af Madagaskars Aloe, og en masse andre buske. Mens vi kører, skimter jeg enkelte mindre baobabtræer, men får lovning på flere. Jeg finder nogle enkelte små Bursera med bær, muligvis dem jeg har set meget størrerere af tidligere.
Et par store og farvestrålende vagler bliver siddende i vejsiden ved et vandhul. Endda da vi bakker.

 Der kommer nogle nye Pachypodium: De er op til fire meter høje, 40 centimeter ved jorden, og de har flere forgreninger og de yderste skud er tyndere.
 Landskabet er rimeligt fladt, åbent buskland det meste af tiden, og pænt grønt endnu. Nogle steder er det gule eller røde sand brudt af granit fjeld. Der kommer vandhuller på vejen, og vi krydser en større flod med mudret vand.
Har fundet definitionen på en stor vej: når der er to store huller ved siden af hinanden. Vi har udelukkende kørt på sand og grus siden vi startede for nogle dage siden, med undtagelse af de første 70 kilometer.
Her er utroligt tyndt befolket. Vi møder meget få mennesker, og der er langt mellem zebu og geddeflokke. Vi har passeret et enkelt par maniok marker, men landbrug er ikke stort her.

 Ejeda er en større by; der er endda beton hytter, men vejen ligner stadig en opkørt, delvist udtørret å. Vi går en tur i gaden, mens Nirmal forsvinder ind for at få kaffe. Det er et yderst begrænset vareudvalg: Appelsiner og kakti frugter. Grillbaren er et par støbejernsgryder med kulørt sovs over trækul på jorden. Ved siden af, også på jorden, står træpinde med geddekød stumper på, ligeledes over trækul. Er lidt småsulten, men tør ikke. Da vi kommer tilbage sidder han og smovser ris med kødsovs. Vi bestiller, og det smager perfekt. Det koster også der efter: Næsten en femmer per portion!
Der er et par kiosker, der har mere velkendte vare i plastik. Jeg ryger på en pakke saltkiks: Tuk, som bare høre til rejser.  Vejen på den anden side er lidt bedre, mere blødt sand og færre sten. Der er lange strækninger, med krat og græs, der ikke ser spændende ud. Så er der pludselig baobab og Operculicarya med Aloe og andet spændende i mellem.

 Der kommer et enkelt par store lastbiler i mod, og jeg prøver at forestille mig, hvordan de klarer mudderhullerne, der nærmest er søer. De er jo ikke så smidige som vores lille bil. Overhaler en lastbil med en mindre bus og to geder på ladet. De ser ud til at tage turen pænt.

 De lovede baobab træer kommer. Først nogle mindre med langt mellem, så klynger af store. Standser et sted for at prøve at finde en moden frugt. Her er de ikke runde, mere æggeformede med en lille knold på stænglen. De er bare ikke modne, og vil ikke ned til mig. Har flere steder set firkantede huller langt oppe på stammen. Her er en improviseret stige, og jeg klatrer op, og får bekræftet, der er en "brønd".  Vi er kørt forbi fem-ti skoler de seneste dage. De har alle været velholdte men lukkede. Jeg spørger, om det er ferie. Næ, det er mangel på lærere. De vil ikke ud på landet, så her er kun en for hver 5-600 elever.

 Klokken er lidt i tre, da vi kommer til Betioky. vi har kørt 155 kilometer på seks timer, men det meste har også været god vej - efter Madagaskar standard.  Finder byens pæneste hotel, hvor vi får Mercedes og Honda værelserne. Så kører vi ned til "centrum". Denne hovedgade ligner også en udtørret å, men der er massere af mennesker og forretninger. Det er bare små skure med et enkelt bræt, hvorpå der ligger kulørt tøj, appelsiner og kaktifrugter, rådt kød, æbleskiver eller smedejerns isenkram.

 Et lille overdækket markedet med løg, peanuts, få kartofler, maniok, salat bønner i mange afskygninger og flere stumper af døde dyr.  Foran en af hytterne er en pige ved at lave mel med en stor morder. Jeg tager et foto, og blitzen knalder af. Det var ikke lige meningen, men moderen kommer smilende, og jeg viser fotoet. Et split sekund efter står jeg i en flok grinende unger, der alle vil se det.  
Det giver mig blod på tanden til flere menneskefotos, desværre er det overskyet. En bus kommer, hele taget er fyldt af bure med høns, og da de fleste mennesker har mast sig ud, kan man se bundterne af høns under sæderne. Vi skal have høne til aften. Det er godt nok nogle magre, langbenede fjerbundter, men når de lokale spiser dem...

 Der er flere slagtere. Råt gammelt træ, en smedejerns machete, og så er inventaret klar. Det hele foregår i en sværm af fluer.  En enkelt handlende sidder med et tæppe fuldt af bundpladen fra en båndoptager, lidt geartandhjul, blikket fra en billygte og mange andre udefinerbare ting.

 Er nået tilbage til hotellet, og efter en del fagter og grinen får jeg et par håndklæder. Mine ben ligner en massakre, efter at have kæmpet mig gennem et brombærkrat lignende buskads for at finde bombaxfrugter. I andre dele af landet laver de en velsmagende brun saft af de runde frugter. Har dårlig samvittighed: Havde lovet at tag spændende frø med hjem til Botanisk Have, men har kun brugt en af de 100 frø kuverter overgartneren forventningsfuld forsynede mig med.
Her er en del hunde af ubestemmelig oprindelse. De minder, som i resten af verden, om menneskerne på stedet. Der har ikke været en eneste henne og snuse til os, og der er ikke en, der har gøet.

 Jesper bemærker, vi ikke har set eller hørt et eneste fjernsyn. Virkeligt befriende! Vi får den lovede grydestegte høne med ris og en appelsin til dessert. Nirmal fortæller lidt mere om landet. Hver gang udlændinge kommer med en stor sæk penge og starter en god forretning, får de pludselig inddraget deres visum, og må forlade landet, eller lade sig brandskatte. Frankrig og nu EU giver store bidrag til udvikling. De havner i ministrenes lommer.

 Vejret udvikler sig; det der var fjerne skyer bliver lyn og torden, og så kommer der en blid sommerregn. 
Jesper må skubbe en kæmpe hvæsende kakerlak væk, for at åbne sin dør. Jeg når at tage et portræt af den først. Det er ikke en fra hotellet, bare en strejfer der søger ly for regnen.

14. Regnen er stoppet, og der er kun et tyndt skydække tilbage. Morgenmaden består af et kæmpe flute, der intet vejer, og en klat hvidt men velsmagende smør.
I dag skal vi tilbage til Kilarivo, Andranovory og af god vej til Toliara. Jeg må slippe 140 kroner for vores værelser og mad. Krydser flere store floder, der er kommet vand i. Her er både de store søjle Pachypodium, og de flerstammede. Vejen er nogle steder mere store søer, end egentlig vej. Enkelte steder må vi ned i vandet, der når til over hjulet, men andre steder er der alternative spor. De store huller er dem, hvor der kun er spor ned...

 Nogle mænd kommer kørende med grønne rissække på nogle trillebøre, der ligner noget fra en Flintstone-film. Grene og et hjul af en træskive, men det virker! Ser nogle bitte små græskar i vejsiden, ikke over fem centimeter. Stopper, fotograferer og graver, men ingen knold - øv! Her er en del glenter, enlige og i par. Der er rigtigt mange af de bitte små duer, a´la senegalduer, men de er umulige at fotografere.
 Da vi har krydset den næste store flod, hvor der bliver vasket og badet, kommer vi til en meget stor dal, med frodigt græs. Der er ikke meget kvæg og ingen opdyrkning. Må være for tørt og afsvedet det meste af året.

 Standser i en landsby, for Nirmal kan få kaffe. Jeg finder nogle pudsige orange og knoppede frugter af agurkefamilien, en græshoppe og får også fotograferet den begejstrede lokalbefolkning. Vi går ud af byen, og finder en skarabæ og lidt kulørte blomster, før vi bliver samlet op. Det går pludselig opad, og vi kommer til et højland. Det lader til, de "dobbelfrugtede" baobab træer gror i lavlandet, mens de rundfrugtede gror på højsletten.
Vi kommer til hovedvejen, der fører de sidste 70 kilometer ind til Tuleare. Standser nogle gange for at købe rodfrugter, de er nok billigere her ude på landet. Der kommer lidt marker med majs og maniok. Der går mange langs vejen, mange hilser smilende, men ikke en eneste prøver at få et lift.

 Det aboreum jeg meget gerne vil se, ligger 17 kilometer øst for Toliara, og vi passerer ved totiden, så vi kan lige så godt stoppe. Jeg får set det, og Jesper får begrænset tiden. Vi sender Nirmal hjem til klokken fire, og vi starter med lidt mad. Det er et turistet sted, og en bus med franskmænd forlader stedet, da vi kommer. Sandwich og kaffe samt seks postkort: 100 kroner. Opdager senere, vi også har betalt billet. Så er jeg klar til noget seriøst fotografering. Der er navneskilte på mange, og det er en stor hjælp senere, når jeg skal navngive dem, jeg finder i naturen. Skiltene er gamle; der står Liliaceae, og den familie er ophørt og delt ud i mange nye. Sanceverierne bliver tildelt Amaryliaceae, men de er Dracaenaceae nu. Jeg får på uforklarligvis taget 350 fotos af navneskilte og tilhørende planter med detaljer.

 Nirmal kommer til tiden, og vi kører ind til Eden Hotel, som han anbefaler i Toliara. Vi får et værelse med opredning til 190 kroner, og går ud og betaler den sidste halvdel af de sidste fem dages eventyr: 3150 kroner i alt. Med hoteller og mad har det kostet os i nærheden af 500 om dagen hver.  Hvis du mangler en chauffør på de egne, så brug Nirmal Jayant, inter_tours_services@yahoo.fr, tlf 03 20 45 36 64. Har svært ved at forestille mig, der er bedre!
Går ned mod centrum i de sidste timers dagslys. Bliver hele tiden tilbudt pousse, men de accepterer et nej. Det gør de få andre, af de utallige handlende, der tilbyder os noget, også. Skyder en del fotos af de handlende og deres varer, og alle smiler og griner. Finder tilfældigvis postkontoret, og køber frimærker. Sidder på en bænk uden for og skriver dem, så jeg kan sende dem med det samme.

 Finder internet, men det er langsomt, og forfærdeligt frustrerende, der er en, der har byttet om på nogle af tasterne, og alle menu og advarsler er på fransk. Så siger fyren pludseligt, han vil hjem til konen. Jeg brokker mig frustreret, mens jeg betaler 3,30 kroner for to gange en halv time.
 Kommer forbi en ATM, som ikke vil give noget på Jespers kort. Kun fransk brugsafvisning, men de er kendt for at løbe tør. Har i øvrigt fået en forklaring på de to møntsorter. FMg er den gamle enhed. Da de fik ny præsident, indførte han en ny, for at imødegå inflationen. Den nye er en femtedel værd, og de har mønter, der er en kvart øre værd. Der havde været mere ide at lave den en hundrede del.
 Der er stadig gang i handels boderne efter mørkets frembrud. De har alle en flagermusselygte stående på bordet.

 Hjem og vende, og så over på den "hvide" restaurant overfor. Stort menukort - omkring en kvadratmeter, og med ti retter. Spagetti med avocado, grøn peber og rejer, hvilket er en skuffelse. Trøster med pandekager med indbagt banan. Må slippe 30 kroner, men det er også byens fineste restaurant. Øllene hedder kun Three Horses Beer, jeg finder lidt pudsigt, i et land helt uden heste. På den anden side har Danmark Elefant, Bjørne og Giraføl.

 Vi bliver siddende mens moskitoerne sværmer. Vi har pludselig en hel dag, før vores fly til Tana og vider til Nosy Be. Der sker ikke meget i byen. Planeten påstår, man stadigt kan se mange spor af franskmændene, og der er mange indere, der driver forretninger i byen. Det syntes jeg ikke er iøjefaldende i denne; sydens største by.
 Der er faktisk ikke meget at se: Et støvet lille museum, hvis største klenodie er stumper af en uddød elefantfugls æg (den fra ice Age tegnefilmen!), og et museum med fisk i glas, som kun er for virkelig nørder.Der ligger en mangrove i byens udkant, og jeg vil forsøge at veksle dollars.

 Hjemme på hotellet forsøger jeg at høste nogle bælge. Det kræver en skruestik eller en ambolt og en mukkert! Det værste er, at jeg så finder ud af, jeg allerede har forsynet Botanisk Have med dem, godt nok uden indsamlingsdata. Tøjvask, dagbog og fotos afslutter igen dagen. Har et komplet sæt skiftetøj med, og har endnu ikke haft det fremme. Ellers får jeg brugt det meste af mine to kilo. Dog ikke dykkermasken og logbogen, men det kommer vel om et par dage.
Det bliver midnat før jeg er færdig med fotos og dagbog. Jesper vågner først, da jeg slukker det store lys.

15. Der er mørkelægningsgardiner, så klokken bliver otte, får vi kommer i gang. Sidder på første sal og spiser morgenmad, mens vi betragter trafikken. Den glider fint, uden råb og horn, selv om den er meget blandet. Hoveddelen er pousse-pousse, der er små franske gamle biler, store 4WDer, lidt knallerter, motorcykler og almindelige cykle, nogle zebukærre og en masse fodgængere, nogle med vogne.  Går ned til det, der står som mangrove på kortet. Det er bare sump, og delvist en form for havn. Zebukærer henter fisk og varer ude fra bådene, der ligger flere hundrede meter ude.

 Vi passerer de pænere forretninger, som måske har været pæne, da franskmændene var her. Nu er de meget forfaldne, og skure skyder op mellem den. De fleste handlende har boder, der ikke er mere avanceret end dem i de større landsbyer. Jeg har endnu ikke set færsk kød, der har været kølet. Det ligger bare på på gammelt råt træ eller hænger på rustne kroge. Deres høns må være friske. Vi ser rigtigt mange, der kommer gående eller cyklende med en eller to levende høns.
Vi kommer gennem et markedet med frugt, grønt, fisk og kød. Der er ikke mange fremmede varer, faktisk er udvalget forbavsende lille. Netto har væsentligt flere forskellige frugter og grønsager.

 Er ved at blive lidt ristede, og søger ind på en internet café. Fem kroner i timen, og så er der kun fransk menu og tastatur. M, a og q med mere er flytet rundt, tallene og punktum kræver shift, jeg kan ikke komme i kontakt med min memmorystick. Det tager godt et kvarter at åbne mailboksen hos TDC, og fem minutter fra mail til mail.
Ud i middagsheden, og lidt på må og få. Kommer til Restaurante Maharaghi, hvor vi fandt vores chauffør. Vi snupper en kop kaffe, og checker op på hendes tilbud om at veksle. Hun mente, jeg var blevet snydt i banken, men hendes tilbud viser sig at være fem procent dårligere. Hun forstår dog ikke, hvorfor jeg ikke vil veksle hos hende aligevel!

 Det kan vente til Nosy Be - håber vi. Ud i heden, og ind på det første overdækkede markedet vi kan finde. Fantastiske opsætninger af grønsager i rigelige mængder, men stadig kun få sorter. Uden for er forretninger ved at middagslukke.  Byens størrelse taget i betragtning, sker her ualmindeligt lidt. Vi skal først flyve om et døgn, og har nok fået sol nok for en dag. Hjem til hotellet, hvor de har kaffe, rimelig kage og kolde øl. Det virker lidt grotesk, jeg kan sidde og kede mig, på en ferie, der er alt for kort.

 Planlægger de næste uger, og sidder bare og sludrer. Sidder og kigger ud på gaden i dette "turistområde",. Der kommer i gennemsnit en hvid forbi i timen. Solen er knapt så voldsom, og vi begiver os ud, for at finde en ATM. Der er bare ikke sådan lige til i denne by, og vi ender med at opgive. Der er kommet rigtig liv i markedet, og hele byen summer af aktivitet.
 Der kommer et par børn og tigger, men de er rene, velnærede og velklædte. Faktisk har vi ikke set nogle virkeligt fattige eller beskidte, som i mange andre lande. Pousse-pousse trækkerne (pusherne?) er rene og velklædte, i stor modsætning til for eksempel indiens ritchauwer. Her er få hunde, men de er velnærede og sunde, selv om de render frit rundt.
Vi indleder jagten på aftensmad i skumringen. Følger skiltene til en græsk restaurant, men det sidste skilt mangler. Ender på en international, hvor jeg får zebu med champions sauce a´la baobab og kogte kartofler. Ganske rimelig, men Jespers grillspyd og sprøde fritter så heller ikke værst ud. Regningen kommer med det samme, og bordet bliver ryddet efter hånden. Vi får ikke tilbud om dessert, så vi snupper kaffen på hotellet.

16. Det er påske, og lokalbefolkningen har fundet festtøjet frem. Små piger i prinsesse kjoler, mændene i jakkesæt og kvinderne i endnu mere farvestrålende gevandter. Flertallet ligner dog sig selv.  Sidder på hotellets terrasse, og venter på, det bliver tid til at tage ud i lufthavnen. En stor øl, 65 cl og en liter Sprite koster 15 kroner.

 Lidt i et finder vi en taxi, og må ikke overraskende ind forbi en tankstation. Der er jo syv kilometer til lufthavnen. Her er den største samling hvide vi har set, op mod 15! Det er så vidt jeg kan høre udelukkende franskmænd, og en stor del er forretning. Flyet letter fem minutter før planen, og det er fyldt helt op. En time senere lander vi i Tana. Er lige ovre og vende i den internationale afdeling for at finde en ATM, men der er temmelig lukket.
Tilbage i den nationale og finde kaffe og snacks. Jesper bemærker der er ret tomt, og så kalder os over højtaleren. Den time gik hurtigt!

Vi forlader det sydlige Madagaskar, og flyver via Tana til Nosy Be, for at dykke og gå i urskoven. Vi havde egentligt tænkt os at kører herop, men det tager omkring 150 timer på ladet af en lastbil på elendige grusveje, så plan B er sammenlagt to timer i fly til 1700 kroner. Læs om det i Dagbog 3