MADAGASCAR
  9/4-19/4 2006    DAGBOG 1 

 Det lykkedes for mig at lokke Jesper med - det var egentligt ikke svært. Vi finder ud af, man kun kan flyve med Air France, og noget modvilligt bringer det os endnu en gang til Charles de Gaulles lufthavnen, som nok er verdens mest beskidte og ulækre. Årstiden er vigtig: i den varme årstid regner det meget, i den tørre ar alt svedet af. Vi har planlagt det til lige efter regntiden, hvor alt stadigt er grønt.

09. Efter en meget kort nat vælter jeg ud af sengen kvart i fire. Det er mørkt og koldt, men det går over! Møder Jesper på stationen, hvor toget heldigvis allerede holder. Vi er bestemt ikke klædt på til dansk vejr!
 Skifter tog på hovedbanegården, og ankommer efter indcheckningen er begyndt. En gang morgen mad til, og så flyver vi til Paris. Var klar over, det ikke blev et langt stop-over, men det viser sig at blive ultrakort. Der er fire minutter fra vi lander, til boarding på næste fly - i en anden terminal  - starter. Vi springer den første sikkerhedskontrol over, og køen til den næste. Der burde være ilt-automater i indchekningen! Vi klarer skiftet på 15 minutter rent. Det er heldigt, vi kun har håndbagage!

 Som en hver anden ekspedition til uopdagede områder, bærer vores præg af lang tids omhyggelig planlægning, hvor selv den mindste detalje bliver nøje overvejet. Besøg på National Geografic's enorme kortsamling, møder med tidligere opdagelsesrejsende i eventyrernes klub, konsultationer med diverse ambassader og udenrigsministeriet og endeløse studier i alt tilgængeligt bogligt materiale. Vi sætter os tilrette i flyet, og heldigvis viser det sig, Jesper har ikke alene købt, men også medbragt en af de fortrindelige rejsebøger: Lonely Planet.
 Jeg har fundet nogle highlights frem, og fundet den korteste rute mellem dem. Desværre viser det sig, at 500 kilometer ikke tager de ventede fem timer, men mellem 30 og 60 timers "ufatteligt hård" tur på ladet af en lastbil.

 Plan B: På side 260 er der en komplet plan over indenrigsfly. Med bare fire-fem flyvninger til 500-1000 kroner stykket, kan vi komme rundt til fem af de 25 steder jeg har fundet. Skal bare leje en bil et par af stederne, og en båd nogle andre steder. Hvis bare de flyver, når vi kommer (som i Paris) burde det kunne hænge sammen. Begynder at forstå min madagaskanske ven Olaf Pronk ikke mente min første grove plan var realistisk.
 Min sidste tur gik til Sydafrika. I flyet så jeg tegnefilmen Madagascar. På denne flyvning ser jeg The Trail, som foregår i Namibia. Et land jeg også længe har tænkt at besøge.

  Det er en relativ kort flyvning, men den føles lang, når det er om dagen, og man ikke kan sove. Efter ni timers begivenhedsløs flyvning bliver der endelig serveret lidt mad. Når lige at sluge den, før vi begynder indflyvningen. Bordene op, og så deler de indrejsekort rundt, men der er ikke til alle! Når lige at udfylde en "tilfredshedstest" før vi lander!
 Finder en kort kø - til lokale. En noget længere kø ender hos en fyr, der også vil se et visum. Han henviser til en kø, der ender med en fyr, der henviser til lufthavnens længste kø. Nå, vejret er lækkert: 28 grader, fugtigt og sort nat. 15$ for visum. Vi slipper endeligt i gennem, og kommer til de ellers meget grundige toldere. De står smågrinende og ryster på hovedet af vores lille bagage min har sneget sig op på to kilo med iPAQ computer, dykkermaske og -log samt to kameraer med diverse ladere).

 Vi bliver passet op af et par yderst venlige og charmerende taxa chauffører, der vil have  200.000 træskiver (ca 120 kroner) for de tolv kilometer til hovedstaden. Vildt dyrt, men vi får lov at finde noget billigere, mens de venter på os. Det kan vi ikke, så vi tager turen ind gennem de smalle gader, mellem forfaldne huse. Passerer den noget skumle centrum og den store bredde men også lidt forfaldne indepenzen Plaza, så et par smalle gader med letpåklædte piger og ender ved indgangen til den amerikanske ambassade. Det viser sig, vores hotel deler indgang med den.
 Der er et enkelt ledigt værelse, som vi kan få for 35.000 lokale eller 15 euro (112 kroner). Vi har ikke lige styr på kurserne, men det lyder fornuftigt. Udenfor ser det noget suspekt ud, men indenfor er der pænt. Sender portieren i byen efter vand, og falder så i seng. Det har været 20 timer på farten.

10. En alt for kort nat, hvor jeg har sovet perfekt, i modsætning til Jesper. Fransk morgenmad med fortrindelig kaffe til 10.000 Ariary eller 30 kroner. Vi efterlader vores fleesejakker på hotellet; vi skal forhåbentlig først bruge dem i flyet hjem.
 Vi finder straks en ATM. Nu viser det sig, at de har to valutaer. En Ariary svarer til fem FMg. Det vil sige, at når der går 7,46 kroner på en euro, og der går 0,81 euro på en dollar, svarer det til 6200 FMg eller 1240 Ariary - ik'? Det vil sige; vi ikke aner en disse om, hvad ting koster! Der viser sig, en dollar koster 2079 Ar, så en krone svarer til 334 Ar eller 1673 FMg. Det er da lette tal at regne med... 1.000 Ar er tre kroner og 10.000 FMg er seks kroner. Eller: 10.000 Ar er 30 kroner og 10000 FMg er seks kroner.

 Næste stop er Mad Air kontoret, hvor vi booker en tur ned sydpå. Monkey class er udsolgt i dag, men vi kan komme med om halvanden time på 1. Klasse. I stedet for 575 bliver det 625 kroner. Køber samtidig turen tilbage til Tana og vider op til Nosy Be. Vi har så fly fra midt til syd til nord. Jeg må slippe 426$ svarende til 2650 kroner. De næste flyvninger booker vi senere.
 Taxa til lufthavnen, halv pris af i går. Igen skal vi tanke, det er fra hånden til munden økonomi. Benzinen koster 2400, og det må være FMg'er? Syv eller halvanden krone literen. Det er halvanden.

 Har betragtet menneskerne; vældigt søde og smilende. Hovedsageligt af afrikansk eller asiatisk afstamning, alle mørke. Der er kommet liv langs den smalle og til tider brolagte vej til lufthavnen. Et utal af slagterforretninger med kødet hængende frit i de små træboder. Der er kun to spor og en masse fodgængere, trækvogne og varer, men trafikken siver hele tiden. Flest franske biler, men også andre europæiske og japanske.
 Vi er kun et kvarter for sent i lufthavnen, og har en halv time efter indcheck, før vi flyver. Det tager en time og 40 minutter i en 76 personers maskine. Vi går ombord bagerst, og det er også her 1. klasse er.
 På trods af en lille million indbyggere, er hovedstaden ikke så stor. Vi er hurtigt ud over lave bakker med grønne rismarker mellem. Så kommer vi  op gennem det lette skylag, og må nøjes med at fotografere skyformationer.

 Længere syd på åbner skyerne sig, og nogle lave grøn- og brunlige småbjerge åbenbarer sig. Så langt øjet rækker, og det er langt, er der ingen bebyggelse eller veje. Bjergene er dækket af meget lavt vegetation, og det er kun i bunden af ravinerne, der er mørkegrønne småbuske. Så flader det ud, og der kommer lidt mere krat.
 Finder en taxa, og kører ind til by. Gadebilledet er hovedsagligt præget af zebu- (små okser) kærrer og pousse-pousse 'er- rickshaws med mand uden cykel.

 Alle virker søde og afslappede, selv gadehandlerne. Der bliver solgt sølv (-agtige) armbånd, musikinstrumenter i skind og horn samt frugter. De spørger om vi er interesseret, men mister interessen lige så hurtigt som os. Solen skinner, og det er omkring 30 grader. Jeg har allerede nu fornemmelsen af, jeg nok kommer tilbage til Madagaskar en dag.
 Finder Hotel Maharaja, som lejer en bil ud. Vi forhandler os (uden prisen ændrer sig) til en Pajero 4WD med gratis chauffør i fem dage, med brandstof. Udlejeren er behjælpelig med turplanlægningen, og der ryger hurtigt et par dage på. Vi håber vi ender på godt 3.000 kroner. Det går vældigt godt med at brænde penge af! 6.000 kroner om dagen, indtil nu.

 Vi køber proviant hos de lokale gadehandlere, og får frokost mens bilen og dens jerrycans bliver fyldt. Der er ingen tanke, hvor vi kommer de næste fem dage. Klokken halv to er vi klar til eventyr, men udlejeren kan ikke finde en chauffør, så han er forsinket.
 Han har også et mindre problem med en tidligere kunde. Han er lokal, og bruger alle sine penge på zebu. Da han blev presset, ville han betale med en ko.
 Banken åbner, og jeg veksler 300$. De andre Arayri er forsvundet hurtigt, og  Mad Air ville ikke have 100$ sedler.
 Vi køber vand og luxus toiletpapir - den bedste måde at beskrive det lokale på, er tyndt bagepapir. Udlejeren beslutter, han selv vil køre med som chauffør, og det er sikkert slet ikke så tosset. Der er ingen vejskilte, og kortene er fra franskmændenes tider. Vi lader ham køre, så vi kan nyde og fotografere naturen. Han er en sympatisk inder, der kan en del engelsk. Hans slægt har boet på Madagaskar i 300 år, men han er inder!

 Lidt over tre triller vi nordøst på mod Andranovory. Der er blyants Euphorbiaer og enkelte Fabaceae'er, muligvis Delonix. Jeg regner med vi ser mange flere, og beder desværre ikke om foto-pause. Landskabet ændrer sig til lidt mere frodigt, og der kommer tæt krat med enkelte baobab-træer. Nirmal fortæller her har været skov, den er omdannet til trækul til madlavning.
 Krattet bliver tættere, og der dukker enkelte to-tre meter høje Aloe'r op. Kunne være A. ferrox, men lever de her? Små blåryggede duer undgår bilen gang på gang, ellers ser vi kun glenter, der er tiltrukket af en brand. Enkelte hvide krager deltager i festen.
 Vejen er kun grus efter vi drejede af, og den er ikke repareret efter regntiden, og sikkert heller efter den forrige. Nirmal kører godt, spiller ikke musik, taler tilpas og falder ikke i søvn. Han får nok lov at køre noget mere, selv om han har indvilliget i at lade os.

 Vi holder ti minutter i en lille landsby, og ser markedet. Kun grønt og frugt.
 Her er utroligt mange indførte kakti. Meget høje blålige søjler og mængder af forskellige Opuntia. En lokal vil gærer dem til alkohol til drivmiddel til biler. Agaverne er også indførte, og lader til at være sisal, der bliver dyrket for fibrene. Der kommer frodige enge med langt jomfrueligt græs, men forbløffende få zebuer.
 Solen går ned klokken seks, og vi får en fantastisk solnedgang. Vi skulle være nået til Betioky, men der er tre timers kørsel af rigtig skidt national vej. Vi svinger ind til Bezaha, der har varme bade, et pænt hotel og en restaurant. Vejen er en blød ensporet sandvej, men man kan køre hurtigt, så vi når de 18 kilometer før det bliver helt mørkt.

 Værelserne koster 60 kroner, men der er kun en seng. Vi tager bare to værelser. De er forbløffende flotte, med toilet og brusebad samt strøm.
 Kører et kilometer ind til "centrum", og får zebu med fritter. Lidt bart, men krydderes fint. Jesper får en Three Horses Beer. Aftaler at mødes til morgenmad ved sekstiden, og traver hjem for at ordne fotos og dagbog. Der er massere af mennesker i den sorte gade, og der kommer en zebu flok imod.
 På hotellet får vi en nøgle ad vagten. Han kan ikke et ord engelsk, og vores franske er ikke eksisterende. Jeg slår automatisk over i de få ord spansk jeg kan, men det er ingen hjælp.

 Der sidder en stor knæler uden for værelset, og der er små gullige gekkoer alle steder. Her er en del rolige hunde, der ignorerer os. Det er først om natten man ligger mærke til dem!
 Det er omkring 30 grader, og lummert. Slutter aftenen af med tøjvask, og sætter uret til 5.30. Er lidt overrasket over klokken kun er otte. Studerer planeten for de næste dage. Vi kommer måske forbi nogle småting på vejen.

 11. Sover godt, til min blæser vælter og rammer sengen med et infamt rabalder. Det er mørkesort, og jeg kan ikke huske hvor jeg er, og hvorfor.
 Byens generator er slukket om natten, så bad og påklædningen foregår i mørket. Vi går ind til byen, og får morgenkaffe med spejlæg. Brød er et ukendt fænomen i denne del af verden. De dyrker selvfølgelig heller ikke korn.

 Vi ruller halv syv, i de første solstråler. Syd på  til Ambatry, hvor vi svinger ud mod Beheloka og havet. Igen syd på, langs havet, men et stykke inde i de skovklædte sandyner. Vi passerer nogle enkelte primitive landsbyer. De dyrker lidt maniok, og der ligger enkelte majskolber til tørre på tagene. De har fedthalefår, høns og zebuer.
 Husene er bitte små, to-tre gange to-tre meter, firkantede og lavet af kviste. De fleste er meget skæve.
 Her er en del fugle, nogle af de mest iøjenfaldne er to arter af biæddere. Landskabet er domineret af acasia-agtige buske, blyants Euphorbiaer, forskellige Fabaceae-buske og græs og urter.

  Vi forlader troperne - krydser stenbukkens vendekreds, og der dukker de første tykke, grålige Didiraceae op. Så kommer der mindre baobabtræer, pudsige Xerosicyos  danguyi, der har tykke runde blade og nogle andre kraftigere Euphorbiaer op. De er også op til syv meter høje, med stammer på 30 centimeter.
 Vi ser enkelte hyrder, der bærer- eller laver ild med en pind. Det meste vi ser er mellem stenalder og feudal perioderne.

 Vi gør et kort stop i Ambatry, for at strække benene, give Nirmal en kop kaffe og jeg fotograferer nogle enorme Fabaceae træer med blomster. Uden for landsbyen drejer vi af ved et skilt: 109 km til Réserva National int. de Tsimanampetsosa.
 Der er skov først, så mere åben slette med meget store baobabtræer, syv meter høje Euphorbier af forskellige arter og en hel del Fabaceae. Det er fantastisk at se ned over denne dal, der er totalt domineret af de enorme baobab-træer. Jeg kunne fylde en hard-disk! Hvis jeg fik tid...
 Vi  ser mange flotte sommerfugle, både store og små, samt store græshopper. Mange gange smutter en grå jordgøg ind i krattet. Rovfugle, og forskellige småfugle og duer flygter i sidste øjeblik. Der er nogle, der ligner kardinal vævere.

 Skoven åbner sig til en stor flad slette med græs, termitboer og zebuer. Vi møder kun tre lastbiler og to personbiler samt et par "busser" i landsbyerne, på hele denne tur. Den ene er en Heigh-Ace, der ser ud som om den har været sat på højkant for at blive fyldt sådan med mennesker. Vejen er blot et enkelt spor i blødt sand. Nogle steder minder vejen mere om en udtørret å. Det er den vel egentlig også.
 Der kommer lav skov igen. Her er små flokke af perlehøns, mange hærfugle og nogle store duer.
 Med undtagelse af de tætteste skove er der utrolige mængder af indførte Opuntiaer af forskellige arter og sisal-agaver. Vi standser kort ved nogle sukkulente træer, og jeg opdager hvor meget andet spændende der er, når man kommer ud af bilen.

 En slange krydser vejen foran os, og kraftigere Euphorbier begynder at dominere landskabet.
 Vi svinger sydpå i landsbyen Beheloka. Her kan vi skimter havet bag skurene. Landskabet bliver meget ensformigt. De samme Euphorbier og småtræer for mange kilometer. Jeg kæmper, men falder i søvn, gang på gang.
 Pludselig, efter den lille samling hytter der hedder Ankazoaoo kommer der tre fede baobab træer og nogle lige så lækre Delonix træer. Jeg farer ud af bilen et par gange og får forhåbentligt nogle gode fotos. Får fat i fire store frøkapsler til Botanisk Have.
 En skildpadde på størrelse med en styrthjelm forsøger forgæves at komme uopdaget ind under Opuntiaerne, men den skal først fotograferes!

 Lidt over tre ankommer vi til itampolo efter 275 km. Det er en lille landsby ved en perfekt badestrand. De fleste ernærer sig med languster- og blæksprutte fangst, men der er et enkelt resort. Man sejler her ned fra Toliara, og her er et par tidligere franskmænd. De første hvide siden lufthavnen.
 Vi bliver tilbudt frokost, og ender med kus-kus og blæksprutte med frites. Vi får en hytte lige oppe i klitterne. Der er næsen to timer til det bliver mørkt, så vi går en tur. Ud gennem det lave krat. Der er ikke så meget spændende, men nogle flotte blomster og store sneglehuse, der hænger i spind under buskene.
 Vi finder nogle firben, en skink og et par små slanger, måske kattesnoge? De er rimelig fotogene, men solen er næsten nede. Vi tager strand tilbage. Flot rent sand med meget få konkylier og intet andet.

 Jesper snupper et bad, og jeg underholder en lokal dreng med at skrive dagbog. Der er lys men ingen stikkontakt, så vi går op i restauranten. Det er bare et halvtag ud mod havet, men de har kolde øl og varm kaffe. Jeg bliver lokket på en lokal lys rom. Omkring 30% og blid uden meget smag.
 Får renset lidt ud i mine fotos, og er nede på knapt 300. Har taget back-up på Jespers pc, og har  hukommelseskort til yderligere 4.500 fotos. Massere af plads, det er nok mere tålmodigheden med at sortere dem når jeg kommer hjem, det kniber med!
 Det lykkes os at undgå hel languster til aftensmad. Frokosten er ikke fordøjet endnu, og vi får ikke megen motion. Det virker som om han er ved at brande inde med nogle, eller også er det for at sælge menukortets dyreste ret: 45 kroner.

12. De sidste landeremitkrebs finder ly, da vi  forsigtigt stikker hovederne ud af hytten. Langt ude på havet ligger et mylder af pirogger, med og uden sejl. Det er udhulede træstammer med korte udliggere.
I aftes var vores terrasse dækket af enorme myrer, i dag er bitte små myrer ved at fjerne de døde kæmper.
 En fantastisk morgenmad ved hvidt brød, syltetøj, sirup, frisk frugt og Milo i kaffen. Det hele har kostet 330 kroner. Klokken bliver otte før vi triller gennem landsbyen. Først kører vi lidt inde i landet, men tæt ved havet. Der er mange små landsbyer, og alle steder er folk klædt i farvestrålende gevandter, og smiler og vinker. Måske lige med undtagelse af den, der står splitter nøgne midt på en mark med en spand vand.

 Vi svinger ind i landet ved Saodona, og vejen bliver elendig. Der er ikke flere landsbyer, men vi møder en sjælden gang i mellem en hyrde med sine zebuer eller en zeby kærre.
 Vejen er smal og der er alternative spor, nogle gange uden om brolagte vadesteder. Der er også forgreninger, og jeg når lige at sige: "Her sparede vi en time ved at have chauffør med", og Jesper svare: "Ja, vi var kørt lige ud", før vi vender ude ved vandet, og så tager vejen lige ud. Alle andre gange rammer Nirmal rigtigt.
 Der er mange skildpadder, der er kommet ud for at sole på vejen. De er fredede af tabu, og det skal de være glade for. I de områder de ikke er tabu, er de ikke længere. Madagaskar er virkeligt et land, hvor tabu spiller en stor rolle. Det er bare meget forskelligt, hvad og hvor. Det kan være at nævne de døde, bringe svinekød, vinke med venstre hånd, og de tager det meget seriøst.

 Vi krydser en enorm flod, der heldigvis er helt udtørret. Det må være Menarandra eller en af dens bifloder.
 Jeg syntes området langs den røde vej ser utroligt spændende ud, og får indtruffet ti minutters fotopause. Det var mere spændende, end jeg turde håbe: Fra bitte små til enormt høje (det er fire meter) Operculicarya decaryi. Der er også mange andre spændende planter, og Jesper fotograferer dyr.

 Vejen bliver dårligere, med mange opragende klipper. Kan ikke bestemme mig for sandsten eller kalksten, og glemmer og checke, når jeg ind i mellem kaster mig ud af bilen for at skyde et foto af en "ny" plante. Der er blandt andet noget der ligner et løg - det eneste jeg har set - og nogle lammeørerer. Mange gange kører vi langsommere, en gang, så der er tid nok til at scanne vejsiden. Her er længere mellem Mahafaly gravene. De er lokal religiøse, men der er også nogle med kors på. De består af en et meter høj mur, der omgrænser et kvadrat på ni til 25 kvadrat meter. Muren kan være motivmalet, og der kan stå udskårne stave oppe på den, og alle hornene fra de zebuer, der er ofret på årsdagene.

 Der dukker nogle nøgen planter op, som jeg først tror er Euphorbier, men de bløder ikke hvidt. Så kan det være Pachypodiummer eller beslægtede. Lærer senere, det er Didieraceae.
 Her er mindst tre forskellige Didieraceae, den ene er fingretynd og grøn, den anden armstyk og mere blå. Nogle tynde slyngplanter har karakteristiske hornformede frugter, magen til pachyerne, så det er medlemmer af Apocynaceae familien. Her er også blomstrende medlemmer af Convulvaceae familien.

 På en strækning, hvor vi når over 20 kilometer i timen, spotter jeg en kamæleon lidt væk fra vejen. Det virker ikke helt som om de tror mig, men den er der! Desværre er det på et træ inde i en boma: En fold til dyrene om natten, lavet af tornede grene og forstærket med kakti. Jeg kan ikke finde indgangen, og risikerer livet ved at kravle over. Sød lille fyr, men noget skræmt.
 Der dukker en sjov variant af Opuntia op. Den har meget lange blade i en speciel form. En lokal variant: Opuntia madageensis?

 Der begynder at være folk langs vejen. Vi nærmes os markedet i Etrobeke. Nirmal siger, vi roligt kan tage kameraet med. Folk bliver nærmest glade for at blive forevigede. Her er madboder, isenkram, lommelygter og massere af kulørt tøj. Vi ser en pige der laver kaffe med en stofpose og en beskidt blå plastikspand. Vi slår et slag gennem standene, og hilser på de smilende mennesker. Vi får en hale af nysgerrige børn og voksne efter os. Det er vist ikke hver måned de ser hvide. Vi står og sludrer lidt ved bilen, med en kødrand om os. Jeg har vist taget foto af flere mennesker på dette markede, end på de sidste 40-50 rejser til sammen.

 Lidt uden for byen spotter jeg nogle fem-seks meter høje søjle Pachypodium. Jeg kæmper mig gennem en mur af sisal, og får nogle fantastiske fotos. Finder en enkelt lille Uncarina, og så ikke flere.
 Der kommer lidt mudderhuller på vejen, og et enkelt grønt vandhul. Nirmal siger flere gange, vi har været heldige med årstiden. Det er ikke held, men planlægning: Lige efter regntiden, så alt er grønt, men det er tørvejr, og vejene er farbare, og temperaturen er nede på 30 grader.

 Vi møder ingen biler på seks timer kørsel, kun zebu kærrer. Vejen er selvfølgelig heller ikke så god, og vi har kun tilbagelagt 90 kilometer. Ankommer til Ampanihy lidt over to. Starter med en cola og booker hotel. Der er kun to hoteller, og det andet er usselt og har smådyr i sengene. Mens vi sidder i skyggen og deler en liter cola, kommer en gadehandler og tilbyder egnens specialitet: mohair tæpper. Hun accepterer hurtigt vi ikke vil købe dem eller sølvarmbåndene eller den udskårne zebu. Men hun vil da gerne bytte med en T-shirt eller lignende. Nu ligger det sådan, at det eneste jeg tror jeg kan undvære, er et hukommelseskort eller to, og hun er næppe interesseret.

 Vel forfriskede kører vi en time - 20 km nord vest af mindre og mindre vej. Den starter med at være en ussel jordvej, og hurtigt bliver det enten en flodseng, en græsmark eller en et meter bred sti i tæt krat. Vi har fået en lokal guide med, da stien forgrener sig mange gange. Vi møder flere kvægflokke, blandede zebu og fedthalefår. Så dukker der sorte regnskyer op, og bælter af massiv regn skimtes i horisonten.
 Pludselig dukker der en enorm trætop op over de andre. Vi er kommet til Madagaskars næst største baobab træ. Vi hopper over et stakit af naturgrene, og med tordenen rumlende tæt på, går vi over en eng. Træet tårner sig op over os, og jeg kunne godt bruge en wide-vinkel - og meget mere tid.
 Går under de omkringstående træer, og kommer ind under kronen. Stammen er enorm! Skridter den af: 24 skridt. Det giver en diameter på - øh - fire meter.

 På en af grenene sidder 25 flyvende hunde. I en halv meter stor åbning i jordhøjde ligger en slangeham, og støjen - og lugten - fra en større mængde flagermus slår en i møde. I en af de få sprækker i stammen sidder en del af et får kilet fast; en offergave.  Jeg kunne få rigtig lang tid til at gå i dette enorme træs selskab, men et tropisk regnvejr når os. Jesper virker lettet?

 Bumper hjem til hotellet, hvor en større flok mennesker er ved at bygge et hegn af friske ene. Der er rejst et skelet til en pagode - her skal være bryllup på søndag. Den velklædte og næsten engelsk-forstående guide får 3,34 kroner, og er tilfreds. Det var også små tre timers let arbejde!
 Høster de store bælge jeg fandt i går, og begynder på dagbogen. Ved sekstiden går vi ind til centrum og vores restaurant, hvor vores forudbestilte spagettiret dukker op.
 Skriver mere dagbog, mens strømmen kommer og går. Kan høre en lille overanstrengt generator på den anden side af vejen.
 Vender hjem til hotellet lidt i ti. Der er kommet strøm, men jeg tænder for en sikkerheds skyld et stearinlys. Da jeg er færdig med at vaske tøj, går først vandet, så strømmen. Der var en grund til stearinlyset og de to store spande med vand i brusekabinen!

 Der kunne spares meget vand i Danmark på denne måde: En spand koldt vand og et litermål i "brusekabinen". Man kan så vaske tøj i vandet bagefter, og så skylle toilet. Følte mig nogenlunde ren, til jeg tørrede mig i det hvide håndklæde...

Vi roder os endnu længere ud i Dagbog 2