INDIEN  3/9 - 25/9 2004   DAGBOG  1

3. Jeg sidder ved siden af en indisk professionel tennisspiller i flyet. Han fortæller om sit land, og hvor han ville anbefale os at tage hen. Da vi er ude i plan "C", er det værd at lytte til gode råd. Flyvningen er på under otte timer fra München, behagelig kort i forhold til hvad vi plejer at udsætte vores legemer for. Vi lander 6.45, det er lige blevet lyst. Delhi har et indbyggertal på 13.8 millioner så vi er ikke alene på denne tid af dagen.

4. Efter at have hævet lidt penge, går vi ud af lufthavnen for at finde en taxi. På de ti meter fra døren hen til taxiholdepladsen møder vi vores første hellige ko! Det viser sig senere, de vælter rundt alle steder. Rimeligt godmodige, jeg bliver kun stanget to gange. Vi ville egentlig have taget toget til Agra, hvor Taj Mahal blandt andet ligger, men bliver anbefalet taxi af flere indere. Man kan forudbetale den i lufthavnen, så er man fri for at blive snydt: Man bliver flået! Vi lærer senere, at de anbefalede "pre-payed" kontorer tager tre til fire gange prisen. Skidt, det er stadigt vildt billigt; vi giver 460 kroner for en fire timers tur. Vi starter i en Ambasador, som ligner en bil fra 30erne eller 40erne, men vist stadig laves. Uden for bygrænsen flytter vi over i en ny men mindre bil, som er privatejet. Det har noget med afgifter at gøre. Indien er delt op i 20-25 provinser, hver med sin vægtafgift.

 Vi er i et fremmed land: Mand i store turbaner og enorme overskæg, kvinder i smukke silkedragter, vandbøfler, hvide okser, tamme vildsvin, desmerdyr, kohejre, biædere, isfugle, indiske halsbåndsparakitter, aber, dromedarer, påfugle, krager, farvestrålende stære, væverfugle, glenter, gribbe, ørne, dresserede læbebjørne og mange hunde. Her er frugtbart, vi er i slutningen af monsunen, og alt er grønt. Vi passerer små marker med hirse, ris, majs, linser, soya og bønner. Nogle steder brydes de frodige marker af sumpe og andre steder af meget lave bakker.

 Trafikken er et kapitel for sig. Hornet bruges konstant! Faktisk står der: "Horn Please" eller "Use Horn" bag på alle tuc-tuc'er og lastbiler. Alle kører som om de er i en ensrettet gade, bare begge veje. En jævn blanding af traktorer, Tata-lastbiler, færre personbiler, okse- og dromedar kærre, enkelte hestevogne, rickshaws, tuc-tuc'er, knallerter, motorcykler og gående, med og uden vogne, eller med enorme byrder på hovedet. De fleste modeller ser velkendte ud, med hedder noget andet. Honda hedder Hero Honda, Yammaha: Toro, de fleste Mazdaer og Suzukier hedder Tata, og det gør alle lastbiler også. Den eneste der har beholdt sit navn er Royal Enfeild motorcyklen. Den har endda stadigt sit " 30-40" look!

 Vi standser for at få brunch. Ris med krydderier og nan, som er fladbrød. Alle steder vi kører, passerer vi håndpumper i vejsiden. De er nye, men det er begrænset hvor langt nedefra vandet hentes. Det, i kombination med den tætte befolkning gør vand til en seriøs helbredsfaktor! Vi sidder midt på gårdspladsen, og er travlt beskæftiget med at holde moskitoer, fluer og kæmpe myrer i skak. Værten kommer stolt med en gæstebog. Den er temmelig laset, tynd og så er den fra en gang før 1987. Her kommer vist ikke så mange fremmede. Vi er i Uttar Pradesh-provincen, som er befolkningsmæssig stor: 166.1 millioner. Faktisk ville den være verdens syvende største land, hvis den løsrev sig!

 Vi ankommer til Agra ved frokosttid, og styrker os med lidt mad, før oplevelserne. Temperaturen er omkring 35 grader, og da mine rejsefæller opdager "Kingfisher", som er en udmærket lokal pilsner, er der glæde. De kommer i 650 cl. flasker og i to styrker fem og otte procent. Mens vi spiser ser vi jordegern. Disse utroligt charmerende væsener følger os det meste af turen, og koster rigtigt mange fotos!

 Entreen er temmelig dyr: 100 kroner, og så må vi yderligere selv betale en guide. Flink fyr, som taler et rimeligt forståeligt engelsk, viser os rundt og fortæller om stedets historie og opbygning. Dette enorme kompleks i hvid marmor blev bygget i 1200 som mausoleum over en elsket hustru. Fire minareter omgrænser det, de hælder en anelse ud af, så hvis de skulle blive ødelagt af et jordskælv, falder de ikke ned over hovedbygningen. Sådan er der utallige små raffinerede detaljer alle steder i dette fantastiske bygningsværk. De hellige koranskrifter der omgrænser de enorme portaler ser ens ud, men bliver større og større op mod toppen, så man stadig kan læse dem. De er lavet ved at indlægge sort marmor i den hvide. Indvendigt er de polerede marmorvæge også indlagt, her er det bare med kulørte halv-ædelstene. Blomster og mønstre og flere skrifter. Alt er i symmetri, lige fra de mindste udsmykninger til de fire minareter, moskeen, indgangsportalen, de enorme vandarrangementer og gæstepaladset. Haven mellem bygningerne byder på perfekte plæner og flotte blomster.

 Vi må tage skoene af, for at komme tæt på hovedbygningen. Selv den hvide marmor er nærmest ulidelig varm, og den sorte kan man lave mad på! Bag hovedbygningen slynger den store flod Yamuna sig, og langs dens bredder kan man skimte andre enorme paladser. For at bevarer dette fantastiske monument og ikon for Indien, har man lavet strenge restriktioner for området. Der må ikke kører motorkøretøjer i en vis afstand fra bygningerne, og hele området er industri frit. Her må kun laves 100% håndarbejde. Så er de til gengæld blevet skattefritaget. Vi passerer nogle boder med marmorarbejde: Askebærer, borde og figurer i hvid marmor med indlæg. Fantastisk håndværksmæssig kvalitet, men ikke lige noget man tager i rygsækken i tre uger!

 Lettere slidte finder vi et udmærket hotel til 30 kroner for et dobbelt værelse. Vi går ud for at finde en bank eller ATM. Den i lufthavnen ville kun udbetale 500 kroner. En gentagende gene, som skylden en maksimum på antallet af sedler. Det koster stadig 30 kroner at fortage en hævning. For det beløb kan en inder klare sig rimeligt med bolig, tøj og mad i en uge!

 Vi går gennem den hektiske basar, hvor stort set alt falbydes. En ualmindelig ihærdig tuc-tuc chauffør, der har sit udseende, væsen og attitude imod sig, følger os i knapt en time. Han fatter bare ikke, vi vil gå. For at ryste ham af, smutter vi ind på en bar, hvor mine ledsagere føler sig tvungne til at købe øl. Stedet handler (som så mange andre) ikke officielt med øl, så de bliver hældt op, og flasken placeret under bordet. Sidder der en halv times tid, men det er ikke nok til at få chaufføren til at forsvinde. Vi går et par kilometer mere, mens han stadig lige ihærdigt, taler til min side. Endelig når vi Nationalbanken, men deres maskine tager bare ikke Visa eller for den sags skyld andre udenlandske kort. Den hedder jo også "Nationalbanken".....

 Tuc-tuc'eren er endelig smuttet, og vi bliver passet op af en noget mere charmerende rickshaws. Vi hopper om bord på hans og makkerens cykler, og håber vi møder ham fra før. De kører os til en pæn restaurant, hvor vi sidder alene midt på en stor plæne, omgivet af pæne bede, vartes op af fem tjenere og ser solen gå ned. Nogle af får en thali, som er en bakke med lidt af hvert køkkenet kan byde på. Med mad og drikke til fire kan vi slippe med 130 kroner. Det kan godt gå hen at blive en billig ferie!

 Vores to rickshaw'er har ventet uden for porten, og kører os nu hjem. Det vil sige; da vi nu har handlet prisen så langt ned, skal vi lige forbi en flot butik, der giver kommission. Det er ikke det værste, det kommer, da Rikke ser alle de fantastisk flotte silkevarer og smukke dragter! Vi bliver dog enige om, det er lidt for tidligt at proppe rygsækken. Marmorarbejder, sølvting og endeløse rækker ar bronze-figurer og træarbejder trækker også. Vi slipper endelig ud, køres hjem, og dejser omkuld halv ni. Det har været en begivenhedsrig første dag!

5. Op lidt i syv. Nede på gaden er støjet taget til. Et mindre orkester kommer forbi, knallerter og tuc-tuc'er uden meget udstødningssystem og biler, alle med hornet i bund. Vi spiser morgenmad på taget, med udsigt til Taj Mahal og Fort Agra, som knejser højt over byen. Inden for murerne og på toppen af de højeste knejser i alt 16 paladser, alle bygget i rød sandsten. Et enormt kompleks, som vi må op at udforske. 

 En relativ snæver stræde smyger sig i zigzag op af bjerget, og ender i et par enorme porte, smukt dekoreret. For 35 kroner bliver vi lukket ind. Det bliver ikke mindre imponerende indenfor: Mange højloftede sale, bygget i hvid marmor med indlagt med sort og halv-ædelstene. Store søjlegange, kæmpe pladser og udskæringer i sandsten på samtlige flader. Op til fire etager med svalegange og balkoner, hule mure med trapper, underjordiske kæmpebade, vildt smukt udsmykkede soveværelser og audienshaller. 

 Fra en af de høje balkoner er der en fantastisk udsigt over floden, helt ned til den blendende hvide Taj Mahal. I flodlejet umiddelbart under os traver en stor flok vandbøfler godmodigt rundt. På en af de mange perfekte plæner går tre hærfugle rundt og søger føde. Tagene og mere fjerne udhæng og balkoner bliver flittigt brugt af halsbåndsparakitter og aber.

 Mange steder er der indsat nye, lige så smukt, forarbejdede sten. Sandsten forgår, og bygninger fra 1100-1600 trænger til vedligehold. De fleste borge, forter og paladser vi besøger, har en lille hær af stenhuggere beskæftiget. De sidder på jorden med en stor sten, en lille hammer og et rustent søm. Primitive værktøjer frembringer perfekte kunstværker af meget høj standart. Både finish og form er upåklagelige.

 Vi har aftalt med vores rickshaws motorer fra i går, vi skal køre med den enes bror, som er taxi-chauffør. Her har man ikke fættre, man har brødre. Vi skal lige ned i byen og ringe - hos en guldsmed. Vi når at se hele forretningen - mange gange, før han kommer. Vi er der faktisk så længe, at selv jeg køber noget! En lille sort sten, mindre end en lillefingernegl. Det er en "Black Star of India", en sort halv-ædelsten, som har et hvidt kryds inden i, skabt af lyset brydning. 

 Vi kører 33 kilometer til Fathehbur Sikri, som er et andet fort. På vejen møder vi utallige heste- æsel- okse- og dromedar vogne, samt en hel del meget slidte Tata-lastbiler. Vi er stadigt i et fantastisk frodigt og grønt område, med mange marker med fødevarer. Vi standser ved en lille cafe, og nyder vegetar koma, dal, krydre ris og nan til næsten ingen penge.

 Fathehbur Sikri er et meget højt og stort fort, bygget i rød sandsten. Vi traver rundt, og har efterhånden fået dækket dagens behov for fantastiske sandstens udsmykninger og imponerende byggerier. På vejen "hjem" skal vi lige forbi en ny forretning, "for at få dækket benzinudgifterne". Vi er mere hærdede, og slipper væk uden at købe noget. Resten af turen skal vi nok huske at presse prisen lidt mindre, men samtidig undgå disse tidsspilder. 

 Vi vil ud til Gwalior, 120 kilometer syd på. Det vil chaufføren ikke, vejen er for dårlig. Han finder en helt ny 4WD'er til os. Vi aftaler pris, og ledes over til en knapt så ny! Nå, hvad pokker, det er billigere for tre timer, end starttaksten i Danmark. Den dårlige, tosporede vej er temmelig trafikeret, og det hele brænder sammen ved en jernbaneoverskæring. De er ved at lave en bro over, hvilket vil hjælpe meget. Jeg har indtryk af, de slår bommene ned et stykke tid før toget burde være der, og så bare venter. Forsinkelser er heller ikke et ukendt fænomen her i landet. Deres undskyldninger er bare lidt lettere at forstå: Okser på sporet, bortskyllede spor, nedbrudte 50 år gamle lokomotiver og lignende. Alle biler mokker sig frem mod overskæringen. De sidste 100 meter af køen bliver i omkring tre til fire ualmindeligt uorganiserede rækker på den tosporede vej. Ikke at det er nogen trøst, men de gør det samme på den anden side. Og alligevel kommer vi rimeligt hurtigt videre, da bommene endeligt går op.

 Næste kø opstår på en meget høj bro og underlig "blød" bro over en stor flod. Under os holder op mod 100 traktorer med vogne, hvorpå en hel hær af hårdt arbejdende små mænd læsser sand fra flodens aflejringer. Nogle traktorer kæmper sig helt op på vejen, andre læsser af ved siden af vejen, hvorefter en anden hær af hårdtarbejdende mænd læsser sandet i kurve og bærer det op i ventende lastbiler. Jeg havde respekt for indernes arbejdsevner før, og er nærmest målløs efter at have set dem knokle med alt det sand.

 I selv de mindste vand- og mudderhuller langs vejen ligger store, sorte vandbøfler og nedkøler deres kroppe. Vi ser omkring 20 påfugle og en masse andre dyr. Hvor Laos var totalt død, er her et fantastisk dyreliv. Det er naturligvis på grund af indernes store respekt for andre levende væsner og resultatet af dette: Vegetarer. Påfuglene har så yderligere den fordel, de har været fredet i 1000 år, kun maharajaen måtte skyde dem. De er desuden Indiens nationalfugl.

 Det er blevet mørkt, da vi når byen. Vi siger farvel til chaufføren ved en stor plads, og tager en kæmpe tuc-tuc, der kører rutebil, ind mod det udvalgte hotel. Et par unge mennesker hjælper os på vej. Regner med de skal have lidt penge, men de er bare studerende, der vil hjælpe. Det er pokkers svært at skelne søde, hjælpsomme mennesker fra plattenslagere og hostlere. Er bange for, jeg ind i mellem får snæret af, eller koldt afvist et flinkt og gæstfrit menneske. 

 Der er ikke umiddelbart tomme værelser, men mens vi venter bliver nogle handelsrejsende smidt ud, nyt sengetøj lagt på, og vi får to rimelige værelser til 40 kroner stykket. Lidt dårlig samvittighed, mens de halv-påklædte og bredt smilende mænd trasker af. Vi går ind til nabo-hotellet, som ser meget dyrt ud med pool og det hele. Der er bare temmelig støjende live-musik, og vi har efter hånden et temmelig desperat behov for ro. Tager en lille tuc-tuc tilbage til centrum. Finder en pæn og temmelig dyr restaurant, hvor vi prøver seks rigtigt lækre retter; hvidløgs nan, tofu med chili og løg, fyldte tomater i creme sauce, fyldte kartofler, raita med ananas, bagt hytteost i tomatsauce og miksede grønsager. Drikker seks liter vand og slutter af med te og kaffe. Det må vi så slippe 100 kroner for - til sammen.

 Har ikke set nær så mange kastemærker, som jeg regnede med. Her er faktisk kun røde, højeste kaste, hvis jeg ikke tager fejl. Hellige køer, derimod! De vælter rundt på fortove, i smalle stræder, sover midt på stærkt trafikerede veje og er i stand til - fuldstændigt - at ignorerer den øvrige færdsel. Vi taler, sådan nærmest hypotetisk, om at gå de tre kilometer hjem, men ender med at ofre fire kroner på en tuc-tuc. Sengen er hård som et bræt, hovedpuden hårdere. Sådan er det bare i Indien, godnat og sov godt! 

6. Sover faktisk ikke så godt, det går bedre, siddende i taxier. En vane som holder hele turen rundt, og desværre smitter af på nogle chauffører. Efter et enkelt og ikke særligt varieret morgenmåltid uden Kellogg's tager vi en tuc-tuc ud til "toppen" af Gwalior Fort. Entre: Tre øre! Vi går op gennem en stor dyb slugt. På bjergsiderne langs vejen sidder aber, påfugle og mange andre fugle. Hører en dyb lyd, og spejder efter større aber, men finder ud af den stammer fra nogle brune skade-lignende fugle. Ser et enkelt firben, ellers ligger det rimeligt tungt med krybdyr. Undtaget naturligvis de utallige husgekkoer, der er i alle restauranter, hotelværelser og andre benyttede rum.

 Jeg ser flere spændende blomstrende planter; Ipomoeaer, Cucurbitaceae og andre ikke identificerede. På en meget stor strækning er vejen flankeret af kæmpe gude statuer. Fra halvmeter op til op mod 15 meter, smukt udhugget i stedets sandsten. Vi når, lettere svedige, fortets halvanden gange fire kilometer ydermur. De fleste steder er den 140 meter høj! Midt i fortet ligger et prangende kongepalads. Ikke længere beboet, så vi kan komme rundt og se de 2-500 år gamle installationer. Her er aircondition; tykke bambusrør ledte fra bunden af kløften op til kongens foretrukne værelser, og opvind/trykforskel eller hvad ved jeg, svalede hans højhed. Både i kældre og ude på mindre åbne pladser er der pools i hvidt marmor. Mellem de forskellige rum er der rør i væggene, der gør det ud for telefoner. Kongen har hele tiden kunne kontakte sine syv koner. Nogle rum er blevet overtaget af stinkende flagermuse kolonier, andre står som kongen har forladt dem. Fantastiske udsmykninger i halvædelstene, guldbelægninger og utallige statuer, den ene smukkere end den anden. 

 Inden for disse imponerende mure ligger seks andre paladser og en mindre by. Noget er velbevaret, andet har fået lov at forfalde. Vi går hurtigt igennem, og kommer til et vandreservoir, som nærmest er en kunstig sø. Man har nok brugt den fjernede klippe til at bygge med, og et hul på 100 gange 100 meter, og 30 meter dybt er blevet skabt. Et fort som dette uden vandforsyning, er værdiløst. Nogle lokale drenge og utallige frøer nyder godt af vandet i dag. 

Vi begiver vi os ned til busstationen for at bestille plads på 14.00 rutebilen. Trods lidt sprogbarriere fanger vi, vi ikke kan købe den før 13:45. Tager en tuc-tuc til restauranten, og opfyldte af energi, trisser vi langsomt tilbage. Vi er der 13:45, og må springe på bussen, der netop afgår. Nå, det var det de mente. Vi når kun til den første landsby, så er der en længere pause, mens vi får lappet et baghjul. Landskaber er Lolland-fladt og vældigt frugtbart. 

 Efter 120 kilometer når vi Shivpuri. Morten så et skilt i starten af byen, der viste mod det ressort vi søger. Traver nogle kilometer ud af byen igen, afbrudt af et stop på et ualmindeligt dyrt og ulækkert hotel og et posthus. Langt uden for byen finder vi endelig skiltet. Vi er vist de eneste ikke-lokale i byen, og har været til stor underholdning for byens unge og de følger os nysgerrigt til bygrænsen Her er meget lidt high-tech og rigtigt mange køer.

 Skiltet siger to kilometer, og vi afviser en tuc-tuc's dyre tilbud. Da vi har gået fire kilometer tager vi tilbudet op til revision! Et nyt skilt siger en kilometer, men de regner vist i svenske mil (10 km). Det har været en god travetur, gennem et smukt landskab, men da der kommer en tuc-tuc hopper vi op. Vi kommer efter adskillige kilometer til et rigtigt lækkert ressort. En stor central bygning med cafe og restaurant, omgivet af enkelte hytter, spredt rundt om en stor græsplæne, brudt af blomsterbede. 

Mens vi står i receptionen forvilder en stor falk sig inden for. Den rammer en rude bagerst i lokalet, og fem ansatte stormer der ned. De rør bare ikke den omtumlede fugl, og jeg beslutter at hjælpe den. Jeg har før håndteret store papegøjer, der kan klippe en finger af i en bid, og bruger min erfaring. Jeg glemmer bare de kraftige kløer, som papegøjerne ikke har - av! Nå, det er smerten værd at se den flyve frit.

 Vi får hytter helt ned til et knæk af floden - fantastisk udsigt! Store isfugle sidder i parkens træer, mængder af guldsmede sværmer og ernærer sig af de talløse insekter. Vi snupper et hurtigt bad, og mødes på plænen til øl og kaffe. Eftermiddagskaffen glider behageligt over i et overdådigt aftensmåltid, som afløses af en knapt så interessant tøjvask. Under middagen kommer en stor lokale overklasse familie ud på terrassen. På et tidspunkt kommer alle pigerne over og hilser på Rikke, og fortæller hvor smuk de syntes hun er. Udenfor dukker små sorte biller op i usandsynlig store mængder, til stor glæde for gekkoerne.

7. Op halv seks, mens det stadig er mørkt. Hotellets personale bringer varm te og kaffe til drengenes værelse, fulgt af en stor tallerken kiks. En stor pose indeholder frokosten. En lille varevogn med bagsæde venter os foran receptionen. Et sæde fra en sofa i receptionen udgår det sidste sæde, og vi er klar til safari. Vi samler en "guide" op. Han har meget kropsnært engang-hvidt tøj på, højhælede støvler og løse håndled. Han siger næsten intet, og spotter ingen dyr - overhovedet! Vi ser selv rigtigt mange dyr: Påfugle, sorthovedet bül-bül, plettede hjorte (sica?), isfugle, jordegern, stære, krager, agamer, languer, antiloper, små og større duer, svaler og mange småfugle - sangere, vævere, finker og lignende.

 En tre kilometer lang dæmning giver en stor sø. Vi kører langs den, og ser de små vandfald og tynde stråler der pibler ud. Den er bygget af maharajaen, for at give det lokale dyreliv vand året rundt. Vi ser faktisk også en levende tiger, der er født her. Desværre for den: I fangenskab. Inde i Madhav Nationalparken er der en flok indhegninger, hvor der har været holdt tigere i beskyttelses øjemed. Der er ellers ikke tigere i området på denne årstid. Den går i et pænt stort bur, er ti år og under os ikke et blik. Næste stop er den klassiske engelske Boat Club. Flot udsigt over floden og nogle tavler over hvilke dyr man kan være heldig at se i området.

 Oppe på det højeste punkt ligger et lille men pompøst slot. Det blev bygget til George 5., når han skulle overnatte en gang, for at skyde en tiger for omkring 100 år siden. Han skød bare en tidligere på turen, og gad ikke komme her. Vi ser os lidt om i det tomme, men velbevarede hus, og fortsætter op på taget, hvor der er en fantastisk udsigt. Den blå flod gennemskærer de grønne trækroner og langt ude i horisonten skimtes deltaet. 

 Jeg botaniserer lidt i området: Ud over alle de uidentificerede er der Morings, Fabaceae, Asparagaceae, Ficus og andre M, Cucurbitaceae og Vitaceae. Vi kører lidt rundt i parken. Meget minder utroligt om afrikansk savanne: Mere eller mindre spredte akasier og buske op til ti meter, knald rød jord, som er blottet ind i mellem og enkelte klipper. 

 Næste stop er et muret udsigtstårn ved en lille sø. Vi spiser de medbragte sandwich på toppen, mens vi betragter dyrelivet under os; hovedsageligt fugle. Sandwicherne består at reven ost med meget peber på og en stærke krydret tomatsauce til. Traver lidt rundt i området, finder lidt sjove sukkulenter og insekter, men ikke noget særligt. Så bliver det noget mere spændende ved et lille vandfald, som gennemskæres af grusvejen. Her er frøer, krabber, vandinsekter - både over og under det krystalklare vand. Små, og enkelte noget større fisk flygter fra vores skygger mens kulørte biller ignorerer os. Driver rundt mellem de små fald i lang tid, til vi fornemmer chaufføren ranslen med nøgler. På vej tilbage ser vi en meter stor bengalsk varan. Slutter af på et museum, der giver en anelse baggrundsviden.

 Vi når et bad og en bid mad, før vi kører ind til byen med vores tidligere chauffør. Vi når bussen klokken 13 mod Kota, en tur på 100 kilometer. Sidder klemt sammen på bagsædet. Busserne er med tre sæder i den ene side og to i den anden. Indere er lidt mindre end en gennemsnit dansker! Sover forbløffende godt, mens vi skrumler videre i den tryggende hede. Landskaber er uændret; fladt og grønt. Der er virkeligt få varer med busserne. En enkelt indkøbspose eller et bundt grønsager er alt. 

 Vi passerer tamme vildsvin, vandbøfler, kvinder i farvestrålende dragter med varer eller vandkrukker på hovederne, ko- og okse-, og også fåreflokke. En enorm dromedarflok går langs vejen, imponerende! Her er, som så mange andre steder, utallige "Vespa" scootere. Vi kommer længere ud på landet, og så er der forbløffende få landsbyer. Dem der er, er bare en samling lerklinede hytter, samlet om en fælles brønd. Ingen strøm eller nedgravet kloak. Det er der i øvrigt heller ikke i de større byer.

 Vi skrumles godt sammen, affjedringen på bagakslen har helt klart kendt bedre dage, og udstødningen røg vist sidste år (-hundrede). Vi når til et område, hvor kvinderne er helt anderledes klædt. Sorte kjoler med en meget stramtsiddende top inden under. På armene har mængder af armbånd, der helt dækker både under- og overarm. De er i plastik, men har nok været i elfenben engang. De stå af ved en stor teltlejer, der er dækket af kraftige sorte plastik presseninger . Sigøjnere? 

 Vi når til et buskland med spredt græsning, men også stadig med mange ris-, majs- og bønnemarker. Da vi satte os ind i bussen fik vi fortalt, den bus der kørte en time senere ville være fremme før. Syntes det lyder vildt at den skulle kunne indhente, og overhale os på 100 kilometer, når vi har en times forspring. Vi lærer, i løbet af de næste ni timer, at det er ret meget, når den kører direkte. Vi når, i et dybt V ned forbi Biaora eller noget lignende.

 Vi er nu i Rajasthan Provincen, som går helt over til Pakistan. På vejen har vi kørt gennem nærmest stenaldersamfund, og nu er vi et sted, hvor MP3-afspillere og mobiltelefoner er af allerhøjeste betydning. Fyren foran Rikke har været igennem hele hans, ikke ubetydelige samling af ringetoner igennem - flere gange. Rikke er imponeret, men over hans dumhed!

 Vi er først i Kota ved titiden, længe efter det er blevet mørkt. Ikke helt planen, og det bliver ikke bedre af, vi kun kan finde et relativt dyrt hotel, som er temmelig ringe, men populært blandt myrer. Vi prøver at bestille værelser og vand. Tre mænd står og lytter lidt, og går så bare. Det er et statsejet RTDC hotel, men vi orker ikke at lede mere, og endeligt er vi alene på værelset - sammen med nogle hundrede myrer. vi går ned i restauranten for da idet mindst at få lidt aftensmad. De taler meget lidt engelsk og det nytter ikke meget at pege på menukortet for de har ikke mange af retterne. Det ender med at "tjeneren" går i protest og vi ved ikke hvad vi har i vente. Han vender tilbage efter lang tid med ris, dal og heldigvis vand og øl. Til hans ros skal siges at det er den bedste dal vi får i hele Indien. Dal er en varm linsemos med forskellige krydderier som variere fra område til område.

8. Næste morgen går vi mere fortrøstningsfulde ned i restauranten, vi kan jo altid bestille det samme igen. Der er dog et lille problem. Alle de ansatte ligger og sover oven på bordene i restauranten. Nu er vi jo velopdragne mennesker så vi sætter os til at vente på at de vågner. Det lykkes endelig. Vi skal til nabobyen Bundi ca. 20 km væk. En tuc-tuc bringer os ind til "busstationen". Her holder et vælg at "Jeeps", og vi bliver sat af foran den rigtige. Det virker vist på den måde, at når bilen er fyldt nok op, kører den. Vi før først at vide prisen er to kroner per næse, men efter et hurtigt blik på vores velnærede danske kroppe, får vi tilbudt hele ladet med sæder for 13 kroner. Vi fylder det helt op, og sidder godt, men der kunne have været dobbelt så mange indere. Det er der faktisk foran; de sidder seks ved siden/oven på hinanden på hver række.

 Vi går først gennem basaren, som egentlig ikke byder på nye fristelser. For enden af basaren tårner et enormt kongeslot sig op. Portene er flankeret af sten-elefanter, og indenfor bliver det endnu mere imponerende. Specielt soveværelset er fantastisk udsmykket. Andre værelser og haller er knapt så velholdte, nogle bliver domineret af den skarpe lugt af flagermus. 

 Fra alle de smukt dekorerede vinduer på hele den ene side af paladset er der udsigt over byen, lange neden under os. De fleste huse er malet lyseblå, det holder fluerne væk, og ser ganske flot ud. På vej ud går vi ind på noget vi tror er en cafe. Det er det også lidt, men hovedvægten ligger på ejerens silkemalerier. De er ufattelig smukke, farver, design og udførsel er helt i top, og prisen helt i bund. vi får en tyk rulle med hjem.

 Vi går ned af den stejle vej fra den befæstede bjergtop, og finder den tagtops restaurant med udsigt op til fortet. Finder en Internet cafe, men jeg kan ikke læse mails. TDC har højnet sikkerheden, så man ikke kan læse med den usikre browser ver.5, og det er alt de har i Indien. Naboen er Excort-tours, og vi hører lige hvad de skal have for en tur til hulemalerierne 35 kilometer uden for byen. 

 Ejeren liver helt op. Ud over det er bunden af lav sæsonnen, er det faktisk også ham der har opdaget dem. Lyder temmelig selvglad, men måske er det rigtigt. Han virker i hvert fald utrolig entusiastisk, da vi kommer derud. En ansat bliver sendt ud for at hyre en taxi, og så triller vi ud af en lille vej. Eller rettere: Et sted der var en vej før monsunen. Det tager halvanden time at tilbagelægge de 35 kilometer. Vi kører gennem små landsbyer, der ligger omkring den fælles håndbetjente brønd.

 Vi kravler lettere radbrækkede ud a "Jeep'en" ved en kunstig sø. Rundt om søen er der røde sandstensklipper, der minder utroligt om Ayers Rock formationerne - bare noget mindre. Inden under disse enorme sandstens-skaller er der de flotteste hulemalerier. De er 6-15.000 år gamle, nå-ja - med undtagelse af de helt nye i sod og beton, som er klasket ovenpå nogle steder. Vores guide tagen en vandunk, og begynder at plaske vand på. De små hår rejser sig i min nakke, men det plejer han at gøre. Faktisk har han som regel en stor brandslukker med. Figurerne træder væsentligt bedre frem, og vi skyder løs med kameraerne for at bevare dem for eftertiden. 

 Solen er ved at gå ned, og dens sidste stråler reflekteres i søens overflade, og lyser selv de dybeste huler op. Guiden har ikke oplevet det før, og forsvinder i sit pæne tøj, langt ind i de halv-meter høje sprækker. Morten er smart nok til at give ham et kamera med.

 Hulemalerierne er hele vejen rundt om søen, og vi kravler/klatrer rundt. Vi møder sen flok geder og må springe fra sten til sten, for at komme over floden. På den anden side er der endnu flottere tegninger. Dansescener, antiloper, skorpion, mænd med spyd og bue, kvinder der danser, mønstre og mindre definerbare motiver. (Egentlig sjovt at tænke over: Mændene jæger/arbejder, kvinderne danser/morer sig. Det fik en brat slutning, da grøn-tørklæderne kom til magten (datidens rødstrømper). Nu skulle kvinderne jage. Resultatet kender vi alle: Inderne er i dag vegetarer!)

Guiden vender et par sten for at vise os en skorpion. Jeg har modstået trangen til at vende sten, normalt ville jeg have set under adskillige tons nu. Jeg har stilnet abstinenserne ved at betragte de klokkefrøagtige padder i vandkanten.

 Vi går over den tre meter høje dæmning tilbage til bilen. Terner fisker i søen, og små zebrastribede fisk kæmper sig op af den næsten lodrette dæmningen, hvor den er fugtig. Der sidder også en del farvestrålende krabber, og større fisk fornemmes i det relativt klare vand. 

 Det bliver mørkt før vi når "hjem". De sørgelige rester af vejen bliver stadig brugt af mænd med ble, eller det ligner det sådan som de binder deres bukser, kvinder med farvestrålende dragter, der ikke lader danske vejarbejdere noget tilbage hvad farvestrålen angår. Heste, okser, æsler og mørkelagte traktorer forøger spændingen på den mørke-sorte vej. Vi ser også en enkelt lille slange, som haster over det åbne stykke. Vel tilbage må vi slippe 30 kroner til guiden og 90 for bilen.

 Vi sidder på tagterrassen og venter på aftensmaden, da der opstår et voldsomt "fyrværkeri" på bakken bag bydelen. Og så er der sort! Vi får stearinlys på bordet, og fortsætter hyggen med øget styrke. Her på taget møder vi de første turister siden Taj Mahal. Kan godt forstå de souvenirsælgere vi har mødt er sultne!

 Taler en del med den velformulerede ejer, som er i gang med at bygge et femstjernet hotel i byen. Giver ham lidt gode råd til, hvordan amerikanere og europæere vil have det. Hvide marmor gulve i stedet for tæpper. Senge der er lange nok, Madrasser der er rimeligt bløde og lignende. Før vi går i seng bikser jeg lidt med brusere og varmtvandsbeholder, og vi får feriens eneste varme bad. Måske ikke så vigtigt, når man tænker på det var 42 grader varmt i dag, men meget behageligt. Værelset er utroligt charmerende: Nicher med kunst og rejsebøger/klassikere. Ældgamle møbler draperet med smukke stoffer og små hyggelamper. Når skodderne åbnes er der en fantastisk udsigt til fortet. 

9. Vi står op "halv helvede" (det er før "kvart i kvalme"), og nyder et varmt bad i den kolde morgenluft. Nede på gaden kommer en fyr gående med tromme, og skråler en sang. Han kan ikke være særligt populær, andre lokale sover relativt længe. En hurtig morgenmad på taget, et slag gennem centrum for at se en meget dyb og imponerende brønd. 60 meter på hver led og 80 meter dyb. Trapper fører i zigzag ned langs de fint murede sider. Her i byen er der to slags aber, som så mange andre steder i Indien. De langhalede og sortfjæsede languer og de mere plumpe, korthalede rhesusaber. De førstnævnte er rimeligt harmløse, de andre rene vandaler, der sagtens kan låse døre op og bare splitter alt ad for sjovt.

Så finder vi ind til buspladsen, hvor vi lige når at hoppe på bussen til Jaipur. Landskabet tørrer langsomt ud, bliver lidt mere bakket, og der bliver færre vandbøfler og flere dromedarer. Her er der flere kvinder, der er klædt i sort, og har henna-malede hænder. Mændene har stærkt farvede turbaner og hvide dragter, meget lig de pakistanske chemise i sekal. Nogle mænd med hvidt hår farver det rødt med henna - ser noget kinky ud.

 Vi kører gennem enkelte større og mindre byer. Her er stadigt mange køer, grise og hunde i gaderne. De er alle venlige, og ernærer sig ved almisser op på de åbne lossepladser, som er på alle ubenyttede arealer. De bliver tømt med mellemrum, men der er med garanti intet tilnærmelsesvist spiseligt tilbage.

 Rikke prøver lidt af indholdet fra de utallige små aluminiumsposer, der bliver solgt alle steder. Det viser sig at være en ualmindelig stærk krydderiblanding, som nærmest bliver brugt som snus. Vi når Jaipur ved ettiden. Byen er stor; 1,86 millioner indbyggere. Det betyder ikke antallet af traktorer og grise daler, tværtimod. Vi bliver overfaldet af tuc- tuc charfører da vi forlader bussen, og selvom vi er ved at vende som til det er det lidt overvældende. Vi kigger først ind på et centralt beliggende hotel: Temmelig dyrt og meget beskidt. Vi går 600 meter og kommer til et rigtigt lækkert, nyopført hotel. Nærmest pinligt rent, hvidt marmor alle steder og til en overkommelig pris: to gange 70 kroner. De giver, i modsætning til de fleste andre, ikke kommission til taxi, tuc-tuc og rickshaws fører. Vi er lige rundt om hjørnet fra centrum, men stilheden er nærmest lammende. En ualmindelig behagelig pause fra den ellers sønderlammende støj vi alle steder udsættes for. 

 Vi tager straks to  tuc-tuc er til byens største palads, hvor maharajaen stadigt bor i paladset.  Det er et stort kompleks, og her er er mange udstillinger. Vi ser en med tøj fra det sidste århundreder. Mange imponerende ting, blandt andet tøjet fra en stor maharaja: To meter høj og 120 centimeter over skuldrene! Han vejede 250 kilo, temmelig meget for en mand i et land, hvor gennemsnitsvægten er 35-45 kilo. Her er utroligt flotte dragter, en er en maharajas polo-, en anden hans pool dragt. Her er rullegardiner af flækkede, sammensyede bambus, som vi kender. Her er de bare med smukke motiver. Det viser sig, disse motiver opstår ved at hver enkelt to millimeter tynd pind er omviklet med forskellige farvede silkesnore! Disse gardiner hang i de utallige mellemrum mellem de allestedsnærværende søjlegange. Om sommeren blev de stænket med parfumeret vand, og bidrog til et behageligt klima i paladset.

 Længere inde i paladskomplekset ser vi to sølvkrukker. Ikke hvilke som helst krukker: De vejer 350 kilo stykket, og er verdens største sølvarbejder. De blev laver for omkring 100 år siden, for at blive fyldt med 900 liter vand hver, fra den hellige flod Ganges, og følge maharajaen til London. Han var nemlig ikke interesseret i at drikke andet vand af helbredsmæssige årsager. De står frit fremme i en fantastisk marmor pavillon. 

 Og så lige et par generelle betragtninger: De fleste kvinder bærer mange smykker. Kæmpe øreringe, nogle i forbindelse næse ringe. Nogle går hele vejen om øret. Næse ringene kan være så store, de går et godt stykke ned over munden. Tunge armbånd og endnu  tungere ankelringe. Mest i sølv. Som tidligere nævnt bærer nogle armbånd fra håndled til skulder, både de sortklædte sigøjnere, men også en hel del andre. De fleste kvinder har mange ringe, både på fingre og tæer. Mange kvinder har sløret hår og eventuelt ansigt, men bar mave.

 Det er ganske almindeligt at se to, som regel yngre, mænd gå og holde i hånden, eller fingre. Mændene, stadigt mest de yngste, rører en del ved hinanden. Der er bare ingen åbenlyse homoseksuelle mænd; det giver nemlig livstid i fængsel. Kvinderne må godt, det er jo bare pikant. 

 Cricket ser ud til at være den eneste sport der dyrkes. På mange åbne pladser spiller drenge eller mere organiserede hold. Indien har lige vundet verdensmesterskabet over England. Polo er en Indisk opfindelse, men vi ser det kun på en enorm kasserne. 

 Toiletterne er en jævn blanding af stå- og sidde modeller. Fælles er dog, at der står en spand ved siden af, der er en lille vandhane på vægen, lige over spanden, og der er et litermål. De fleste toiletter er BYO, som australierne siger; bring dit eget toiletpapir. En hel del af siddetoiletterne har en fiks spuleanordning under brættet, jeg prøver den dog ikke. 

 Her er soltegn alle steder, på huse, biler, i panden på folk, på T-shirts, som smykker og naturligvis på templer. Når man er vokset op med det er et hagekors( som er et spejlvendt soltegn), og symboliserer noget meget dårligt og ubehageligt, kan det godt virke lidt mærkeligt.

 Her er væsentligt færre tiggere, end jeg havde regnet med. Vi ser på hele turen kun 5-10 krøblinge, 5-10 kvinder med spædbørn på armen og 20-30 børn, der for flertallets vedkommende mere gør det for sjov skyld. En chauffør fortæller os, at de forhutlede børn der tigger har alkoholiske forældre, der ikke gider arbejde. I stedet for penge giver han dem en åbnet rulle kiks.

 Vi finder vores tuc-tuc'er, og kører til byens næste sight, som er et observatorium. Her er en kæmpe samling af solure og lignende. De er opbygget på et hav af måder, og viser måneder, stjernetegn og meget andet. Det største er 30 meter højt, og har en skala med to sekunders inddeling. De fleste er lavet i marmor. Nogle er store kuppelformede huller i jorden, andre komplicerede opbygninger. Vi er tæt på lukketid, og når ikke at fordybe os. 

 Vi kører hjem af, og passerer Vandpaladset. Det ligger midt i en stor sø, som har været tørlagt i ti år, indtil for 14 dage siden. Det ser rigtigt romantisk ud, men man kan ikke komme der ud. Det er både lukket, og der er ingen både. Vi ser de første elefanter, som er voldsomt store! Dem i Thailand er væsentlig mindre, disse nærmer sig afrikanske. Vi satser på elefantridning senere, og det er ved at blive mørkt. Her er som i så mange andre byer mange dromedarer. De er også store, og så trækker de rundt med nogle helt latterligt små vogne. Selv et æsel ville blive fornærmet hvis man spændte den for sådan en trillebør.

 Vi kører gennem den lyserøde bydel. En engelsk konge skulle komme på besøg, og maharajaen beordrede byen til at blive malet lyserød som symboliserer velkomst. Den engelske konge nåede vist ikke lige forbi, men den gamle bydel er stadig lyserød. Gaden er bred, og langs den ligger utallige forretninger med silke, sko, marmorarbejder, batik, vævninger, brokader, smykker og mere dagligdags ting. 

Endnu engang skal vi lige forbi en butik eller fabrik hvor de laver helt specielle batik beklædningsgenstande. Forskellen ved denne er, at den er drevet af staten så man bliver kun lidt snydt med prisen. Vi bliver hurtigt enige om at det de lave i fabrikken er ganske forfærdeligt og de viser os op i butikken. Her flyder det med rigt smykkede silkestoffer, sjaler, sarier og metervarer. Rikke køber to silkesjaler som også er fra byen. På trods af at vi er lidt trætte af at blive drevet som kvæg ind alle de butikker lykkes det dem at få os ind i endnu en. Og det er svært at gå uden man har købt noget.  

 Vi har alle hovedpine, måske har vi ikke været flinke nok til at drikke. Apropos drikke; De lokale drikker af flasker og offentlige krus uden at de rører læberne. Enten ved at hælde det ned i en stråle, eller ved at hælde det ned i en hul hånd, på sin vis hygiejnisk. Vi bliver på hotellet, og sidder på deres flotte tagterrasse og får en pizza bragt op fra køkkenet. Hele vejen rundt om den store terrasse står der velholdte potteplanter. Jeg kan ikke modstå fristelsen til at hjembringe en stikling fra en slægtning af aspargesfamilien, der har små knolde. 

Vi fortsætter ud i det ukendte i Dagbog 2