ECUADOR   13-28/9 1997  DAGBOG  3

 Fra Dagbog 2 finder vi nu tilbage mod Quito.

22. Efter morgenmad og bad går vi igen gennem byen op til katedralen, og spejder mod Sangay. Der kommer røg og damp en gang imellem, men så skjules vulkanen af skyerne. Jesper bliver siddende for at få et godt foto, når skyerne lejlighedsvis slipper deres greb, jeg går ned for at købe anti-kras-kras til mine moskito-plagede ben og en skriveblok. Finder også en 400 ASA film og mad og drikke til den lange bustur. Lige som andre steder er der en del hunde. De er vidt forskellige, men alle venlige. 
Foran katedralen er pladsen én stor chikane koncert, tæt på smertegrænsen. De er så mange, og så flabede, at det ikke giver problemer at tage nærbilleder af de fem centimeter store insekter. Jeg har hørt dem på næsten alle mine rejser, forgæves forsøgt at lokalisere dem, men nu lykkedes det endeligt.
Vi følges ned til et markedet bag terminalen. Hovedsageligt rå- og færdig mad og ting bønder kan få brug for. Bussen fuld, godt vi har billet.
Vi starter på det relativt flade Amasonas terræn, bevæger os så syd på, op gennem Le Oriente. Alt er grønt, men der er ingen store træer, de må være fældet. Hen på eftermiddagen kommer vi op til bjergene. De enorme skråninger er helt dækket af jungle. Der er, i modsætning til i går, enkelte landsbyer. 
Vi gør en pause i én. Jeg ser en lille flok gyldne egern-aber i floddeltaets træer, Jesper ser nogle aber i trætoppene langs vejen senere. Det begynder at kunne mærkes i kroppen, at bussen er bygget til folk på 1,40. Jeg sidder ned, men holder i stangen i loftet. Andre står på tæer. Vejen er en et-sporet jordvej, hvis huller kun overgås af de opragende sten. 
Temperaturen begynder at falde, vi er nået højsletten. Lave buske, og planter man ellers kun kender fra den mexicanske højslette. Da vi nærmer os Cuenca, efter 11 timers kørsel, begynder der at være nogle enkelte modkørende. Der er nogle busser, hvor der kun er 3 rækker sæder, resten er åbent lad. 
Vi ankommer til Cuenca i dyb nat, finder hotellet og en restaurant. Vi får "Lobo", men den siger hverken øff, muuh eller mææ. Hvad siger en lama? Natten går med katte- og borgerkrig. Sådan lyder det i hvert fald gennem mine ørepropper. Næste morgen er de eneste synlige spor i Jespers ansigt. 
Vi tager en taxi til den modsatte ende af byen. Her ser vi et af de lokale markeder. Hovedsageligt strikketøj i kubikmetervis, desuden sko og tasker. De lokale bruger moderne rygsække, også indianerne. Vi går forbi den nye og den gamle katedral. Imponerende store og smukke. Alt vejbelægningen i centrum er under renovering, så det er en bilfri by.
Vi kommer til et andet marked. Afskårne blomster og potteplanter, de fleste virker bekendte. Det lader til alle kan læse, selv skopudserne har mere travlt med dagens avis, end med at sjakre kunder. Sådan har det været hele vejen gennem landet. Vi fortsætter forbi foto- isenkram- bog- og skoforretninger, og kommer til et marked med lertøj og alskens fletværk. Vaser, sparegrise, urtepotter, krukker. De mange markeder er en tirsdag begivenhed. De større byer har en eller to markedsdage, hvor omegnens bønder kommer til byen.
Et overdækket marked byder på kød, grønsager, korn og færdigretter. Vi ser det hele, også det rustne og spindelskæv-overgroede stativ med fersk kød. På den anden side; han forsøger kun at sælge det på slagtedagen, ikke 14 dage efter. I byens almindelige handelskvarterer ser vi, lige som i mange andre byer, specialforretninger: Æg, og kun æg, eller bananer solo. Andre forretninger har alt fra sutteflasker til båre-buketter.
Så går vi mod terminalen for at fange den specielle 9.00-bus til Incapirca. Undervejs bliver der tid til kaffe og morgenmad. Varmt vand/mælk og flydende kaffe-koncentrat med nogle små hvide flydende objekter. Det drikkes. Vi får et par boller til, og betaler 5 kroner tilsammen.
Turen går gennem store bløde bakker med græsning. Nogle indhegninger består udelukkende af lastbildæk som hegnspæle. Kvæget er 99% sort broget malkekvæg. Enkelte indiske pukkel-okser og nogle brune kødkvæg. Vi når Incapirca, som er et inca-lignende kompleks fra 10.-16. århundrede i 3160 meters højde. Det meste af det store anlæg består bare af ½ meter høje mure, men det centrale soltempel er temmelig intakt. Der ud over er der bade, pladser, majslagre og rester af tidligere civilisationer: Cuencanærene. 
Vi ser en masse forskellige småfugle i de modne tidsler omkring anlægget. Som andre steder bruger man lamaer til at holde græsset nede. Dybt nede i dalen leger en tæve med sine to halvvoksne hvalpe i det høje græs. På marken ved siden af er bønderne ved at grave kartofler op. Hele familien i deres farvestrålende lokaldragter. Mellem dem færdes heste, høns, køer og et par svin. 
Vi går lidt ned af den bratte skråning bag soltempelet. Her finder vi potteskår, endda med farvemotiver. Vi sidder i de sidste solstråler og spiser den medbragte mad, mens tordenen runger mellem fjerne bjerge. Nede ved indgangen finder jeg en bil, der kan kører os ned til Tambo om en time. Det giver os tid til at udforske det lille museum og få en kop kaffe og en pollo burger. Stedet er naturligvis et turist-sted, og vi ser de første turister siden vi sagde farvel til franskmændene i Puyo. De lokale skolebørn er i stort overtal. 
Både her, og alle steder, selv i storbyer, er der en pudsig blanding af tøj. Nogle bærer vestligt, andre typisk "peruviansk". 
Vi kører til Tambo sammen med to tyskere, der lige som os, har tænkt sig at køre med jernbanen fra Alausi til Guayaquil, en tur som er stærkt rost for bjergelskere. Vi står frysende på et hjørne, hvorfra bussen til Alausi efter sigende skulle afgå. Ingen ved hvornår. Jeg fatter meningen med at de lokale grise er behårede som pudler. Hvis de var nøgne som dem i lavlandet, ville de fryse lige som os. Det begynder at regne, vi er midt i skyen, og vinden skifter konstant. Der kommer en bus, jeg standser den og spørger, om den kører til Alausi. Nix - Guayaquil. 1½ sekunds tøven, og vi forlader tyskerne i det tiltagende regnvejr. Vi har set bjerge, og der er noget ved temperaturen i lavlandet ved kysten, der trækker. Som Jesper siger "Add wather, and you get instant planning!". Vi kan så tage toget i den modsatte retning. Der er ikke siddepladser til os, men det er heldigvis den første bus med højt til loftet. 
Bjergbønnernes små frimærker af marker som skimtes gennem tågen, udskiftes med lodrette skove, da vi begynder nedstigningen fra højsletten. Så kommer der store sletter med banan-, sukkerrør- og lidt kaffeplantager. Temperaturen stiger fra 12-15 til 30-35o C, der kommer herregårdsstore marker, der nok har været majs og korn. Enkelte kæmpe malkekvægsfarme.
Gradvist ændrer landskabet sig til sump. Kæmpe silkehejre og gigant isfugle, små kohejrer, falke, skarver og - nå ja - fugle i almindelighed. I kanalerne ved siden af vejen er der et bredt udvalg af flydeplanter, og jeg konstaterer med tilfredshed, at grisene er nøgne. 
Vi når et vandløb - på et par kilometer - på tværs. Bag det ses Guayaquils sky-line i skærende kontrast til de primitive pælehytter, der var i det sidste stykke af sumpen. Vi går ind på den kæmpe terminal, for at spise suppe og steg. Vi erfarer, at det tidligere omtalte tog afgår fra en forstad, som man kommer til med en færge. Der er bare det uheldige, at det daglige tog afgår klokken 6.30; lige før den første færge anløber!. Hvis toget altså afgår. Mange chancer at tage for en togtur på en time, og så bringer den os op i højlandet med dets kulde. Vi vælger i stedet at fortsætte nordpå, op gennem det tropiske kystland. 
Ind til centrum for at finde et hotel, og ned til kajen for at se (en fjord af) Stillehavet. Vi går langs promenaden, hvor der er mange statuer og mindesmærker. Af større interesse for mig er 10 tudser i en lastbils baglygteglas med vand. De ser ud til at trives fint, i det ellers tørre landskab. På vej tilbage mod hotellet passerer vi masser af lukkede butikker. Temmelig kedeligt, da de lukker med metalskodder. Gadehandlerne, derimod, er stadig aktive; slik, tobak og nogle enkelte aviser. Der står en fed hørm ud fra forskellige spisesteder: Kinesere, KFC, Donkin Donut, Pinquin, McDonald og så de lokale. 
Får en øl/vand på en fortovskafe, vækker en del opmærksomhed, men vi er også de eneste turister, siden vi forlod de undrende tyskere i Tambo.

24. Det kører helt fint for os, med en undtagelse: Det er pinligt at skulle indrømme, men der spores en vis glæde, når det er rigtig Néscafe, der kommer på bordet, og ikke det sædvanlige kaffebønne-pulver. Vi tager en taxi ud til terminalen, og køber billet til en bus, der går om 6 minutter. Bliver guidet op til 3. etage, and off we go! På billetten står, at vi får 2.000.000 ved død eller invaliditet - i sucres. Det svarer til 3.500 kroner!
Tilbage over floden, og gennem det enorme sumpområde, denne gang mod nord. Mange varianter over skarv og hejre. Store ørne og skader samt enkelte isfugle og duer.
Efter et stykke tid begynder der at dukke rismarker op i sumpen, de bliver afløst af bananplantager, da landskabet rejser sig - et par meter. Vi kører 10-15 kilometer gennem én bananplantage, for så bare at komme til den næste. Så begynder der at komme majs, og lidt kvæg, som udelukkende ernæres af bananer.
Vi passerer et par større byer, i én forsinkes vi af en mindre brand på kørebanen. Jeg mistænker gade/bushandlerne. Terrænet stiger svagt, temperaturen falder lidt og der kommer citrusplantager. Vi ankommer til Quevedo i middagsheden. Et par haner, der steg på tidligere med deres bærere, klukker svagt, støvet bølger om os, og der er et leben. Vi ser det lokale tivoli, markederne og de gadehandlende. Finder Emtel-huset, og sender bekræftigelses-fax til Avianca. Får lidt at spise og drikke, og når lige at springe på en ekspresbus til Sants Domingo de los Colorados.
Da vi krydser en flod ser jeg tydeligt en stor grøn leguan på bredden. De siges at holde til nær mennesker; dumt, de smager nemlig godt. Nu begynder der at være ananas, soja, majs og kokos mellem bananplantagerne. Iblandt står også store træer, som må bære en eller anden frugt. 
Santa Domingo terminalen er uden for byen, så vi tager en taxi ind til city. Kæmpe pulserende område, som vi traver i, i 4 timer. Stort, men ikke nyt; der er ikke en eneste crome/glas bygning. Alle bygninger kan være lavet i sidste århundrede, de ser bare ud til at være fra et af dem før. Foran de fleste forretninger er der gadehandlere med boder. Mellem disse går der andre handlende rundt. Jeg køber en ristet majskolbe smurt med sovs, og drysset med parmesanost. Virkelig lækker og mættende. Der er flere overdækkede markeder. Korn, grønsager, kød, isenkram, sko, sko, sko, tasker og ting i almindelighed.
Har ledt efter en pengebælte siden Jesper købte ét i London. Opgiver, finder i stedet 1 meter bred nylonbændel, ½ meter bred lynlås, lidt velko-lock og en systue. 4 handler, 20 kroner, og jeg har lige det bælte jeg vil have. Ser nogle store flotte haner et sted. Ser bagefter, at de bure, de står på, indeholder 4-5 meter lange kvælerslanger. 
Det bliver mørkt, og vi finder et spisested, desværre uden slanger. Så er det tid til en taxi til terminalen. Mens vi venter på afgang, får jeg pudset mine støvler. En handling 50-100 (skopudsere) har påpeget nødvendigheden af, det sidste par dage. En 12 centimeter stor græshoppe kommer støjende baskende over rækken af holdende busser, temmelig imponerende.
3½ times natkørsel bringer os til hovedstaden Quito. Endnu en dag uden andre turister, end ham der hele tiden følger efter mig. Han nægter for øvrigt at tage rygsækken af; han er bange for at styrte forover. Vi finder et virkeligt fint og hyggeligt hotel for de sidste 3 nætter (vi har ikke brugt penge nok, ifølge planen).

25. I dag, hvor vi egentlig skulle ha´ rejst hjem, begynder vi vores udforskning af Quito. Første sight er - en morgenmadsbar. Så går vi gennem det nye centrums turistforretninger (ser endda 5 turister). Forretningerne har flotte håndlavede ting fra provinsen. Farvestrålende, charmerende, rustikke og uldne. Vi kommer forbi Avianca kontoret, og re-re-confirmer vores hjemtur. I nabobutikken finder vi små kodelåse til rygsækkene. Ikke, at vi har følt behov, men det er rart at kunne "plombere" sin bagage, og så uden nøgle. 
Går gennem en stor park med massere af lejemuligheder, for de mange leende børn. Vi når det første af dagens markeder. Plastik overdækkede boder med den sædvanlige blanding af gasapparater, tandpasta, trøjer, bind, tasker, fisk, fastnøgler, tomater, ure, shampoo, majs, paraplyer, aviser, sko, sytråd, fiskenet, porcelænsfigurer, plastikspande, løg, pornoblade, kotunger, stegte bananer, solbriller, indkøbsnet, hængekøjer, fade med varme grisetryner og fritter (så ved man da, at det er øff), aluminiumsgryder, korn, fotoapparater, krydderier, afklippede blomster, kosmetik, ponchoer, oliedunke, colaer, slik, høns, gummimåtter, opvaskebørster, kager, stegt kylling, sikkerhedsnåle, bånd, spejle, ristet majs, brød, æbler, cigaretter, æg, bidsler, kurveflet, appelsiner, lygter og sadler. Mellem de forskellige markeder er der almindelige handelsgader, hvor de har det, markederne ikke byder på.
Et marked er genbrug. Bilstumper, værktøj, EDB-stumper, tøj, sko og en mistænkelig stor mængde nye autoradioer uden indpakning. Vi finder en lang snoet gade med renoverede typiske kolonihuse. Det begynder at regne, og vi får pludselig lyst til kaffe. Lige i nærheden er Casa de Sucre. Han var en stor friheds general, som forøvrigt har lagt navn til deres møntenhed. (4 sucres = 1 italiensk lire!). Hans typisk spanske fire længede gård med svalegang, er møbleret med gamle møbler, og ganske interessant.
Det begynder at regne igen, så vi drejer ind på et lukket marked. Vi ser markedet, det regner stadigt og der er ingen café. Der er derimod en barber, så jeg bliver bare kronraget, og får en rigtig gammeldags barbering. Det regner stadig, så vi går over hos genboen og får en Inca Kola. Vejret, og duften fra kyllingerne i grillen, overbeviser os om, det er spisetid. Bagefter tager vi en taxi hjem til det hyggelige hotel. Spændende dag med afsindigt mange synsindtryk.

26. Sidste hele dag. Quito byder naturligvis på mange seværdigheder, som de fleste andre hovedstæder, men vi er temmelig kræsne. Tæt på hotellet ligger et nyåbnet vivarium, hovedsageligt med lokale dyr. Vi ser på forretningerne på vej derover. Indenfor får vi udleveret en engelsksproget "indholdsfortegnelse" med en kort beskrivelse af dyrets levevis. Lokalerne er virkeligt flot indrettet. Lakerede trægulve og terrarie-rammer. Inde i hvert terrarium er der en rimelig god gengivelse af dyrenes naturlige habitat. Over alt, selv hos sumpskildpadderne, er der helt rent. Flot og spændende udstilling, men der kunne godt have været flere padder og krybdyr, og lidt færre slanger efter min smag. 
Så går vi hen til universitetets museum. En eller anden rigmand har doneret sin samling af arkæologiske og religiøse objekter. Desværre viser det arkæologiske sig kun at være hans egen roden rundt. Det religiøse er hovedsageligt malerier og statuer fra 14-1900. Trægulvet er nybonet, og vi er ved at blive kvalt. Vi fortsætter lettere omtågede til Museo del Banco Central. 
En imponerende bygning: Kæmpe buet spejlglasbygning i 3 etager, en teltagtig konstruktion ovenpå, og en integreret granitklods-bygning ved siden af. Inden for er det endnu mere imponerende. Hyber moderne montre, med tekster slebet i glasset, perfekt halogenbelysning, meget stilfuldt. Vi starter med Big Bang og ender med abstrakt kunst. Ind i mellem er der jordens og menneskets udvikling i planche form. Derefter Ecuadors arkæologiske historie, vist i sten, keramik, kunst, mumier og kæmpe terrarier, hvor hele dale er genskabt til mindste detalje.
Ved montre 70 er jeg ved at blive godt øm i ryggen. De har glemt at sætte bænke mellem de forskellige tidsaldre. Efter den kronologiske/geografiske gennemgang af ler og sten kommer ædelmetalafdelingen. Enorm stor med de mest fantastiske "inca" guldarbejder. De ældste stenredskaber er 10.000 år gamle, lerarbejderne 4.000 og det ældste guld 2.500 år. Incaerne har hersket i Ecuador fra 1460-1535! De kom lige forbi, og fik så bank af spanierne.
Så følger der en samling møbler, tøj og religiøse tingel-tangel fra spaniolerne. Vi kommer til nutiden, repræsenteret af malerier og skulpturer.
Det er begyndt at regne, mens vi studerede arkæologi, så vi tager lige en kop kaffe og en sandwich, for at se om det er en byge. Det er det ikke, så vi tager en taxi hjem for at hvile ryggen. Regnen standser, og vi kører ned til den gamle by, med alle dens markeder. Personligt kan jeg bruge evigheder på disse markeder, men mørket kommer snigende mellem de pompøse bygninger fra forrige århundrede. Forretningerne lukker, de gadehandlende pakker deres boder samen, og med enorme bjerge af strikketøj eller gryder knokler de hjem. 
Vi finder en lomos restaurant, og indtager det yderst velsmagende måltid, mens vi betragter den farvefulde lokalbefolknings hasten forbi, på de nu igen regnvåde fortove. Chikaderne begynder deres urgamle sang i de krogede træer foran den agtværdige katedral. Længere nede af dens historiske plads slidte brosten falbyder yndige jomfruer de mest velduftende blomster. Ups - vi prøver igen: Lokalbefolkningen haster krumbøjet forbi i deres alt for tynde vestlige tøj, kun yderst få har paraply. Smoggen antager nye dimensioner, da 3 busser gasser voldsomt op, for at komme først over den røde lyskurve. De alt for mange moderne bilalarmer går i gang med deres imfalske hylen på hvert gadehjørne, og fra en mørk gyde råber en 2 meter høj negerkvinde (?) med ru stemme "Fucky, fucky!!" efter os. Regnen pisser ned, og det er koldt. Nej, det er heller ikke rigtigt. Det er umuligt at beskrive den stemning, der hersker i et fremmede land. Det afhænger helt af hvordan DU vælger at opleve det.
Regnen tager til, og vi kører hjem og pakker rygsækkene, får serveret kaffe i opholdsstuen, og snakker til langt ud på natten. 

27. Det er tidlig morgen, vi går ud fra hotellet, og fanger en taxi 2 meter fra døren. Kører gennem det totalt uddøde by til lufthavnen. Vi er der tidligt, da vi (helt berettiget) ikke stoler helt på vores reservation. Det lykkes dog at komme af sted. Vi standser i Colombia for at få en ordentlig kop kaffe. Lufthavnen er ikke ny, men hyper moderne og fantastisk ren og velholdt. Der er et rimeligt stort udbud af varer, og vi får de 5-6 timer til at gå. 
Sidder ved siden af en svensker i flyet. Han blev én dag forsinket i Paris, da der gik ild i et hjul, da de skulle lette. Dagen efter satte den ene motor ud på Avianca flyet, så de fik endnu en nat i Paris. Han klager over, at han kun har fået kylling i 14 dage, og lyser op, da Jesper og jeg piller folien af en gang ko. Han lyder mærkelig, da han piller metalfolien af sit kyllingeben. Han rejser heller aldrig med Avianca igen.
Solen går lodret ned i skyerne, og 5 timer senere kommer den ræsende op igen.

28. Næste stop er Charles de Goules lufthavnen i Paris. Jeg satsede på en pariser toast, men kan kun få tarvelige amerikanske hot dog. Brød, slatten pølse, sennep og ketchup. Jeg ser 10 kakerlakker på en gang i den ene af lufthavnens to spisesteder. Forretningsudvalget er ringe, kun få steder tager Visa, enkelte US$ men giver tilbage i frank. Lufthavnen totalt nedslidt og umådelig beskidt og ulækker. Skiltningen ringe, udsigten til Eiffeltårnet smogget til, og lyset på toilettet virker ikke. 5-6 timer i CDG er lang tid.
Sidste flyvning er med SAS, så den går fint. Vi er endda så heldige, at der er kø i CPH, så vi får en ualmindelig smuk tur rundt om Sjælland. Lolland, Falster, Hornsherreded, Odden og Fyns omrids ses tydeligt. Den næsten færdige bro over Storebælt ses i mindste detalje. De gamle modtager os i lufthavnen. Det er ikke sidste gang jeg tager til Sydamerika. Naturen er spændende, folk venlige og hjælpsomme og klimaet behageligt.

Pris 9.500 kr.

REJSETASKE 4000 gr:
Toilettaske Deo, Tandbørste, Tandpasta, Vaskepulver, 2Ekstra batterier, Schweizer kniv, Ur, med kompas, 2 Ekstra film, Kopier. Pilleæske Hoved/mave-piller, Mini barber, Ørepropper, Tørresnor, Malaria piller .
På mig/tasken: Foto apparat, Pengebælte, Flaskeholder, Kodelås. 
Dokument Sygesikring, Vaccinationer, Pas, Billet, Tusch, Penge, Visa, Visum.
Tøj 6 Strømper , 3 Underbuks, 2 T-shirts, 1 Shorts, 1 Snavsetøjspose, Pandelampe, Regnjakke, Trøje, Lonely Planet.