ECUADOR     13-28/9 1997 DAGBOG  2

17. Vi må vække portieren, for at komme ud af den låste hoveddør. I går aftes var der en café med brød om hjørnet, da vi ledte efter aftensmad. Nu er den lukket. Det er faktisk temmelig svært at finde en shop, der både har kaffe og brød, det er enten eller. Det lykkes dog at få klunset morgenmad på benene, og så tager vi ind på det lokale naturhistoriske museum. Her er en stor samling af udstoppede fugle, fisk og pattedyr og en hel masse konserverede krybdyr, padder, fisk og insekter. Alt fra en voksen elefant til myrer. Meget er ecuadoriansk, men der er også dyr fra resten af kloden. 
En afdeling af museet indeholder et freak-show. Hovedsageligt misdannede dyrebørn, men også enkelte voksne. Hovedsageligt siamesiske tvillinger og snabelagtige udvækster i panden. I den mere seriøse afdeling er der en lille busk med omkring 100 forskellige kolibrier, over os svæver en Andes Kondor med sit vingefang på 3 meter, verdens største flyvende fugl (vingefang mindre, men vægt større end albatros). I en montre er der en fugl med et 5 centimeter langt, tyndt horn i panden, og 4 x 1 centimeter store kløer på vingekanterne. Ser på sin vis autentisk ud, men jeg har altså aldrig hørt om: Anhima cornuta, enhjørningsfuglen. (En tur på biblioteket afslører, at dens latinske navn betyder: Sporevinge, dens engelske: Skriger)
Med lungerne fyldt af formalin går vi let hostende ned til det colombianske marked. Kød, fisk, grønsager, smedejern og ting i almindelighed. Selve byen er et enormt handelsområde, med en smal strimmel beboelse omkring. Til gengæld er oplandet stort, og bønderne kommer langt fra for at sælge deres varer. Der er 6 dominerende forretningstyper: Sko, tasker, sæbe og lignende, tøj, farmica og isenkræmmere. 
Vi slentrer på må og få gennem de myldrende gader, på jagt efter rent undertøj. Jeg har lovet en kollega et postkort, men vi har til dato ikke set et, ikke ét. Vi når til tog- og busstationen, går op i den første og bedste bus og siger "Baños?". Chaufføren siger "Si!", og starter motoren. På vej gennem terminalen ser Jesper turist nummer 20 på 4 dage.
Som på alle andre busser springer småhandlende på og tilbyder sodavand (cola agua, cola lemon, cola cola), aviser, slik, is, frugt, frugt-chips og kager. Næste gang bussen sagtner farten er de væk. Fælles for busserne er også, at de spiller god musik, og endda i et fornuftigt leje. Busserne er ikke kun til mennesker. Ind i mellem kommer der sække med korn, grønsager og lignende, enkelte høns og enorme rygsække ind i bussen. Får, trædesymaskiner, hegnspæle og lignende er henvist til taget, lige som dem, der ikke er plads til inde i bussen. Vi er heldige altid at få en siddeplads, der er nemlig god benplads, men jeg skraber skuldrene mod loftet.
Vi kører gennem 1000 meter høje frodige bakker. Der er marker fra flod til top, nogle grønne, nogle modne, andre høstede. Efter 1½ time når vi frem til Baños, som betyder; bade. Der er varme, kolde, mineralske og strømske. Byen har 16000 indbyggere og 50 hoteller. Det skulle være noget af en turistby, men da vi hopper af bussen ligner kvarteret noget fra forrige århundrede. Vi går mod hotellet, passerer et indianermarked og får en gang kogt majs, øff og sovs til 3 kr, serveret i en lille plastik pose. Noget af det mest velsmagende jeg har fået længe.
Vi finder det tysk, gennem organiserede hotel. Der er plan over byen, formaninger om at verden er i energikrise (spar på vand og strøm), pinligt rent, strøgne håndklæder og så arrangerer de rideture. Vi er heldige, der er plads i morgen. 1 times kørsel med Jeep, 4 timers ridning på velfodrede heste i smukke omgivelser til 150 kr. Vi vil gerne af sted tidligt, men kan først starte klokken 10.30. Vi bliver skrevet op i kalenderen, og går ned for at se centrum.
Foran mange forretninger står der bolsje-trækker. Den seje sukkerrørs masse er gullig, og bliver tilsat en rød stribe i sidste fase. Nasser en smagsprøve, og må indrømme det smager temmelig godt.
Ganske rigtigt; det er en turistfælde. Masser af souvenir, plastikdimser og spisesteder. Antallet af sete back-packere når astronomiske højder (måske over 100), og vi skynder os de 3,5 kilometer ud til byens zoo.
Den ligger på et stort taffelbjerg. For at komme derover må vi over en hængebro, 50 meter over den brusende flod. På den anden side af haven er der 150 meter ned til floden, og en fantastisk udsigt ned gennem dalen. Haven er virkeligt spændende indrettet: Hvert bur eller voliere er en slugt, der er lukket i enden med sten, og overspændt med net. Vegetationen er oprindelig. Dyrene er lokale: Tapir, elefant skildpadder, ozelot, flodsvin, bjørne, araer, kondorer, tukaner, puma, aber, papegøjer og småfugle.
Godt trætte i Jespers knæ og min fod, går vi ud af zoo´en og må lige vente, mens nogle lokale stiger ud af "vores" taxi. Vi kører ind til centrum, og får først kaffe, så mad på et spisested for de lokale. Øff og kogte ris med friturestegt banan og kartoffel samt tortilas. 
Efter pausen ser vi på byens udvalg af nips-, sko-, isenkram-, uldtøj-, farmica-, tøjforretninger jungleekspeditionskontorer, restauranter og diverse kombinationer. Her er så turistet, at vi finder postkort. Bankerne, derimod, kan ikke veksle US$ og tager ikke Visa. Over for en bank er der et skilt i en isenkræmmer: Valuta change, good values. Ganske rigtigt; 4050, kun 1% under almindelig bankkurs.
Nok er der relativt mange back-packere, men de lokale dominerer gade billedet. De mange voksne som bare er 1.20-1.50 meter fascinerer mig. Fascinationen er gensidig, ikke mindst fra kvinderne, som flirter helt vildt. Det gør de i øvrigt i hele landet. En vi spurgte om vej i lufthavnens fly-informations boks var nærmest ved at kravle ud gennem hullet i glaspladen.

18. Vi får et varmt bad på tyskerens hotel, checker ud, men får lov at parkere rygsækkene, til vi kommer tilbage fra rideturen. Så går vi ned i turistbyen for at få morgenmad. Et reklamerer med "Rugbrød", men vi går alligevel der ind. Vi ringer fra byens telefonhus til de gamles telefonsvarer, og fortæller, vi bliver godt 2 dage forsinket. Så dasker vi bare rundt i byen for at få 3 timer til at gå, før vi skal ud og ride. Sidder uden for hotellet en halv times tid, til Jespers tålmodighed brister, og han går ind og spørger om de har glemt os. Det har de skam ikke, der var bare ikke andre end os, der havde bestilt ridning, så det bliver ikke til noget. Det var heldigt det var Jesper der gik ind, jeg havde nok ikke taget det så pænt, at vi havde spildt næsten et døgn i denne helvedesby.
På vej ned gennem byen ser vi 3 opsadlede heste. Får med lidt møje booket dem til klokken 13.00. Endnu 2 timer i turisthelvede. Tilbage, ingen heste, "Desværre, prøv klokken 14.30". "Fuck jer, og jeres heste og jeres by, vi kører". Vores held virker åbenbart ikke i Baños, så vi tager videre mod Puyo.
Går ud til hovedvejen, venter en kop kaffes tid, og hopper så på bussen. Vi kører i 10 minutter, og standser så pludseligt. Der er bomme for vejen, og der holder en lang kø. Så kører vi igen, men kun helt frem til bommene, så stiger alle ud. Folk begynder at trænge billetdrengen op i en krog, og vi får alle vores penge tilbage.
Så går vi under bommene, og kravler sammen med de andre 18 buspassagerere op på ladet af en pick-up. De næste 25 kilometer finder vi ud af, at de er ved at lave den et-sporede slyngede bjergvej om til to-sporet, og rettet den ud gennem 3 tunneler. Vi standser, ikke helt uventet, igen. Foran os tårner en 15 meter høj bunke brokker og ler sig op. Alle springer ned af pick-upen og begynder at gå, for så at klatre. På den anden side, en kilometer længere henne, holder en anden pick-up.
Alle om bord, og så går det videre på den næsten lodrette bjergskråning. 500-700 meter lodret ned til bunden af slugten, hvis bund helt optages af den voldsomme flod. Andre 500-700 meter over os anes bjergenes toppe. Mellem dem krydser ørne, gribbe eller kondorer den smalle blå strimmel himmel. Enkelte gange kan vi se 30-50 kilometer ned af en af sidekløfterne. Nogle steder er bjergene enorme slaggebunker, hvis frodige sider opdyrkes i små lodder. Selve vejen er hugget direkte ind i bjergvæggen, nogle steder fortsætter vandfaldene forbi os. Vi kører i en tunnel, sten på de tre sider, vand på den fjerde. Nogle steder er bjerget ikke så lodret, og vandet havner midt på vejen og os. Vi griner og peger med vores spansktalende medpassager, fotograferer og klamrer os fast. 
Vi standser igen, denne gang ved nogle militære bomme. Som alle andre steder vi støder på politi eller militær smiler og snakker alle med hinanden. De er til for at hjælpe, ikke for at undertrykke, og som sådanne er de naturligvis populære. Vi går uantastet under bommene og kravler endnu engang op på en pick-up. Jeg startede midt på ladet, og ender på det bageste trinbræt efter en tur oven på presenningen. Disse tre pick-up ture i så smukke og spændende omgivelser gør det rigeligt ud for den mistede ridetur.
Efterhånden ændrer landskabet sig. Vi er på vej ned i Amasonas deltaet, vejret bliver mildere og der kommer flere marker, som terrænet flader ud. Et nyt sæt bomme; "gingo" paskontrol i Puyos forstad Shell. Vi løber over til kontoret, får tjekket passene, og hopper op på vognen igen. Efter 3 timer på ladet af forskellige pick-ups er vi i Puyo. Klokken er 17.30, men banken har heldigvis åbent. Det hjælper bare ikke, de tager nemlig ikke Visa, og vores US$-reserve er skrumpet betænkeligt ind.
Situationen er kritisk; vi får at vide, nærmeste Visa-bank er i Baños, og hverken byen eller retningen siger os noget. Derimod havde vi tænkt os at begynde en længere ekspedition ud i det tyndtbefolkede Amasonas, i Ecuador kaldet Le Oriente. Vi traver Puyo tyndt, får lidt at spise og drikke, og i skumringen sætter vi os til at vente på en bus til Tena. Den kommer klokken 20.00, og vi kører gennem mørket ad en dårlig jordvej. Der er kun 60 kilometer til Tena, men på trods af chaufførens hæsblæsende tempo, tager det 2½ time. Undervejs betages vi af en underskøn fuldmånes opstående. Bjergkamme, palmer og enkelte af nattens dyr står frem i det sølvagtige lys. Godt møre efter dagens transport tumler vi ud af bussen, og efter lidt famlen rundt, indfanges vi af portieren til vores hotel. Får med det samme arrangeret en 3 dages jungle-tur, og får udleveret gummistøvler. Fyren går helt i spåner over Jespers størrelse 44. Godt René og hans størrelse 47 ikke var med! Efter en hurtig sandwich og kaffe, vakler vi i seng.

19. Tidligt op, og ud i byen for at finde skriveblok og ny lås til min rygsæk. Tilbage til hotellet for at spise morgenmad, og over i den lille flækkes bank. En rigtig bank: En Visa-bank! Vi hæver for en sikkerheds skyld 1.1 million sucres. Vores transport-guide henter os i banken, og sammen med ham kører vi ud i junglen på ladet af en ny pick-up. En lille time gennem den kolde morgenluft bringer os dybere og dybere ind i Amasonas. Vi er nu nede på 300 meters højde, og varmen og fugtigheden kan mærkes. Vi standser ved 3 hytter, 2 franskmænd og 4 tyskere. Traver i ½ time, og er ude ved pælehyttelejren, som skal være vores hjem de næste dage.
Jesper og jeg får tildelt en hytte på 2½ meter høje pæle, dropper rygsækken, og starter den første ekspedition: Vandfalds treak. Og så tror man selvfølgelig man skal ud og se vandfald. Forkert; vi skal ud og klatre i dem! Vi lærer nu, at når den indfødte indianer-guide har noget med, for eksempel et tov, så skal det bruges til noget. Sammen med de 2 franskmænd traver vi ud af lejren. Ind i mellem viser guiden os forskellige planter, der bruges til noget. Én gang plukker han en frugt, gi´r den til en franskmand, og beder ham åbne den. Det gør franskmanden, og stærk, tyk og meget rød farve dækker hans fingre. Vi får forklaret, at man bruger den til at lave ansigtsmaling med. Mens guiden maler Jesper og den anden franskmand, betragter jeg den førstes mere og mere desperate forsøg på at få farven af sine fingre. Først med vand, så med sand, men det er god kvalitet. Jeg afstår fra ansigtsmalingen, jeg er ikke indianer, og vil nødigt fornærme dem med plagiering. 
Vandfaldene høres før de ses i den tætte urskov. I starten går vi i det 2-3 meter brede vandløb. Så begynder vi at klatre ved hjælp af det medbragte tov og store bambusrør med huller til fødder og hænder. Nogle gange kan man kun stemme sig fast i den smalle sprække vandet har gnavet. Da jeg får sop for 117. gang, udbryder jeg spontant: "These boots are made for swimming!"
Underskøn natur, 100-vis af orkideer, bregner, epifytter, bromelier og udsigter fra bjergkammen. Der er en del spindlere, blandt andet nogle med et benspænd på 6 centimeter. En af disse kæmper har spundet på tværs af stien, og er ved at få solstegt dansker i nettet. Insekterne repræsenteres af farvestrålende græshopper, fårekyllinger, træbukke, hvepse, blomster- og pragtbiller, kæmpe sommerfugle og tæger. 2 centimeter store myrer, hvis bid gør én "logo". En enkelt løvfrø afsløres også. Under en lille pause byder guiden på medbragte appelsiner. Skralderne bringes selvfølgelig tilbage til lejren, det kalder jeg at passe på naturen! Vi hører om de forskellige planters anvendelse, mens cikaderne spiller deres enerverende musik.
Vi når tilbage til lejren ved 15-tiden, og bliver budt på suppe og kylling. Derefter tøjvask uden sæbe i flodens klare (og kolde) vand. Det, der i reklame-pjecen blev omtalt som "24 houres laundry". Tilbage i 6-hytteslandsbyen leger børnene med 3 centimeter pragtfulde metallisk grønne pragtbiller i snor. Jeg daser i hængekøjen under vores hytte, lytter til chikadernes sang, flodens brusen og de overflyvende papegøjers pludren. 
Jeg når kun at ligge der i kort tid, så er det tid til næste tur. "Baghaven" byder på mange spise- nytte- og lægeplanter. Der er kakao, yucca, avokados, vanille, ananas, kaffe, citron-te-græs, og så alle dem, jeg ikke kender, og ikke blev klogere af på spansk. Mens jeg har travlt med at opgøre moskito-angrebenes skader på mine kulørte underben, får Jesper lov at smage på noget, som efter hans rødmalede ansigtsudtryk må være ualmindeligt bittert.
En gruppe lave palmer må stå for skud, da vi lærer at bygge hytter. Stænglerne bruges til skelet, bladene flækkes og monteres så de låser hinanden. Et palmeblad tag kan holde i 10-15 år. Jeg vil ikke udelukke, jeg ville have lært mere, hvis vi kunne samme sprog, men det meste fatter vi da.
Vi går det sidste stykke tilbage til lejren langs den 15-20 meter brede og brusende flod. Selve lejren er egentlig en 3 families landsby med gæstehuse. Mændene er guider, en for tyskerne, en for os og franskmændene. Kvinderne laver mad og de større børn gør rent og vasker op. Jeg spørger om man kan få kaffe, jeg har ikke ligefrem abstinenser, men vi er lige gået gennem nogle buske. Selvfølgelig kan jeg få kaffe, Néskaffe! 
Taler med franskmændene om at rede jorden i almindelighed, og med de tyske piger om hvad vi har lavet indtil nu i Ecuador. Den ene forsøger at tale engelsk, men ender hele tiden på spansk. Vi indrømmer selvfølgelig ikke, vi kan tysk. De er for øvrigt også rødmalede i ansigtet. Tyskerne har selvfølgelig startet deres ferie med 2 måneders spansk kursus i Quito, men syntes stadig det er svært at begå sig. Vi må være dygtige til sproget, sådan som vi farer rundt. Næ, vi kan ikke et ord! Og det var så de sidste vi talte med dem.
Mørket kommer snigende, og jeg får et stearinlys til at føre mine dagbogsfortegnelser ved. Der kommer tallerkener på bordet, og jeg føler mig mest af alt som gæst i et privat hjem. Det er jeg vel egentlig også. Vi får kogt yucca med grønsager og ost. Nattens lyde tager over; løvfrøer fra skoven, rana´er fra flodbredden, fårekyllinger over alt. Ildfluerne sværmer, og i badet møder jeg nogle 6 centimeter store dødninghovedkakerlakker. Badet er egentlig bare en løs samling små bambus stængler, og Jesper mener at døren låses ved at man fløjter. Jeg mener det kan være lige meget, man kan let se at der er nogen der inde (og hvem).
Går hjem til hytten i pandelampens skær. Hytten står på sine 2½ meter høje palmestammer. Gulvet er mahogni, væggene af flækkede kæmpebambus eller små bambus. Får fixet myggenettet, og går ud som et lys.

20. Morgenmaden består af stegte bananskiver og spejlæg. Så følges alle 8 turister og alle landsbyen faste indbyggere sammen til lagunen. Det tager 2 timer at komme til den lille sø, der er meget dyb, skabt af et høje vandfald. Vi svømmer i det kolde vand, og bader i den varme sol. Jeg finder haletudser, små ranaer og en vandrende pind, der på trods af sin spinkle krop har fantastiske farver. I luften svirrer 40-50 forskellige sommerfuglearter, vandnymfer, guldsmede, bier, hvepse, fluer, biller, møl, sværmere og andet interessant kravl.
Vi går lidt tilbage mod landsbyen, og finder de lastbilslanger frem, som vi slæbte med op. De bindes sammen 3 og 3, og vi sejler ned mod lejren med 20 kilometer i timen. På hver flåde er der en guide, der sørger for at vi rammer alle de store sten. Som alle andre steder åbenbarer den ene storslåede udsigt sig efter den anden.
Vi når godt kolde, men med en fantastisk oplevelse rigere, lejren. Med glubende appetit kaster vi os over kæmpebanan- og yoccasuppe, fuldt af pasta med noget radise-lignende. Derefter tilter alle i siesta-heden.
Nogle mener det er for varmt til en tur i junglen, så jeg får stablet en fisketur på benene. Det er nemlig køligere nede ved floden. Mens vi går ned af floden snakker guiden løs, og jeg må indrømme jeg fatter mere og mere af hans spanske. Jeg fisker med kogt yucca i 10 minutter, og overdrager så stangen til en franskmand, som har fået jordkrebs af guiden. 
Langs floden er der pytter oppe på bredden. Hver pyt har sin størrelse og farvevariant af haletudser. Mellem pytterne ligger store sten, som er helt overgroet af mos, orkideer, bregner og epifytter. Jeg drejer ind i den tætte jungle. Næsten uvejsom, men med tålmodighed, forsigtighed og smidighed går det. Artsrigheden er overvældende. 40-50 meter høje træer, dækket af bromelier på op til 1½ meter, orkideer, bregner og alskens epifytter. Højt oppe fra kommer luftrødder og lianer. Fugle, frøer og insekter høres konstant, men ses sjældent. Kæmpe sommerfugle og pragtfulde blomster bryder den grønne mur, der omgiver mig. Jeg vil gerne kunne gengive det på foto, men her er for mørkt - og for meget.
Vi går tilbage i skumringen - uden fisk. Når lejren, hvor der serveres kogt majs - med fisk. Bliver påfløjet af en ildflue, som viser sig at være en 2 centimeter stor bille af smelde-slægten. Hele bagkroppen kan tændes i et skarpt gult lys, på forkroppen er der 2 "øjne" som lyser grønt.
Tilbage i hytten pakker jeg rygsækken med alt det rene tøj. Kun det jeg har på er ikke rent. Noget blev vasket i floden i går, noget blev rent af at rafte og kravle i vandfald. Jesper bruger tiden på at jage en flok 2 centimeter store myrer ud af sin seng. Da vi senere får en kop godnat-kaffe piller han demonstrativt en 5 centimeter stor natsværmer op af sin kaffe. Den slags mennesker bør blive hjemme på stenbroen!
Jeg finder pandelampen frem, og går en god times tid ud i junglen. Får senere en skideballe, og så havde jeg ikke engang hundene med. De har ellers fulgt os trofast på alle ekspeditioner. Jeg ser en masse dyr, blandt andet knælere. Jeg slukker forsøgsvis lampen. Alt er mørkesort omkring mig, med undtagelse af himlen. Ikke alene er der flere stjerner på den måneløse himmel, end jeg har set før. Der er også de tydeligste stjernetåger man kan forestille sig. Langs floden, i et skovbryn, ses den betagende ballet af en flok ildfluer. De kan ses kilometer væk.
Med tanke på batteriernes levetid, og min følelse af totalt hjælpeløshed uden, begiver jeg mig modvilligt tilbage mod lejren. Da jeg kommer nærmere, kan jeg høre, de har banket en fest ned med lokal musik. Fest og fest, det er nok mere vemodige sange fra omegnen, fremført med guitar, tromme og violin. Kigger et par numre, og går så i seng.

21. Vågner tidligt ved en ihærdig hanes galen. Står op, børster tænder - og lægger mig i hængekøjen, hvorfra jeg ser solopgangen over floden. Morgenmaden består hovedsageligt af kogt banan. Så er det tid til sidste solo-ekspedition ud i vildnisset. Morgensolens livgivende stråler lokker morgenstive firben og græshopper frem. Papegøjerne begynder højt skræppende at flyve fra deres sovepladser til deres daglige græsmarker. Kommer til en lysning, hvor det vrimler med småfugle. Sangere, fluesnappere, finker, enkelte kolibrier, duer og over dem alle: Ørne og kondorer/grippe.
Når lige tilbage til lejren, da vi begynder turen ned til taxien. 3 dage uden Coca Cola skilte er forbi. Vi bliver sat af på busterminalen i Tena, køber de sidste siddepladsbilletter til Puyo-bussen. Vi venter en sandwich-tid, og kører så gennem den tætte jungle af jordvejen, denne gang i dagslys. Området er relativt fladt, nogle steder åbenbarer frugtbare sletter sig, for så igen at lukke sig i tæt urskov.
I Puyo går vi ind og køber billetter til Macas. Jesper får fikset, at vi kommer til at sidde ved siden af chaufføren. Alle busser vi kører med, har motoren liggende foran, så der er chaufføren og 2 sæder, bagageplads, og så de andre passagerer. Vi venter en time, som bruges til fouragering og et kig rundt på terminal-området, som genlyder af stemmer og et fårs brægen. 
Bussen afgår, som alle andre, til tiden. Vi kører videre ned gennem det øvre Amasonas delta. Langs vejen er der åben skov, men bundvegetationen er utroligt tæt, så jeg gætter på, her er blevet fældet træer.
Vi når en stor flod, med en smal hængebro. Bussen stopper, og vi går over, venter 5-10 minutter, og går så op i en ny bus.
Efter et par kilometer overtager billetdrengen rattet - under kørslen. Han koncentrerer sig enormt - om at støve speedometret af - det virker i øvrigt ikke. Gearskiftet er noget vi (måske) lærer i morgen, men han er næsten ufejlbarlig når det drejer sig om at ramme hullerne i jordvejen.
Fra tid til anden dukker der primitive hytter op langs den 200 kilometer lange, sidevejsløse hovedvej. Folk kommer ud og kigger når bussen kommer. 
Sangay, verdens mest aktive vulkan, dukker op. Der kommer periodisk røg/damp op af toppen, og da mørket falder på, ser vi flere gange toppen lyse op af lava. I forlygternes skær dukker der opossum og marsvin op. Jeg har ikke set et eneste trafikdræbt dyr i løbet af ugen. 
Vi når til en anden stor hængebro - som ikke har noget dæk. Vi bruger den parallelle gangbro for at komme over til den ventende bus, på den anden side. I nattens mulm og mørke når vi Macas. Mens vi er på terminalen køber vi billet til Cuenca. 11 timers transport til 42 kroner. 
Vi snuser lidt rundt i byen, får en gang pollo frita, og går op til katedralen og spejder forgæves efter Sangay. Macas er en speciel by; vi støder på to lokale der kan engelsk!

Vi fortsætter ufortrødent i Dagbog 3