Står tidlig op, og kører ned til jetty'en, hvor det er lavvande. Det er virkeligt lavt, og der er langt ud til vandet. I de laguner, der er bag sandrevlerne plasker store og små dyndspringere rundt. Vi får et godt stykke ud på broen, og jeg skyder lidt lavvandsfotos.
Vi kører tilbage til pladsen, og Rikke går ud for at finde æg og bacon. Købmanden har åbnet en time tidligere, på grund af en turbus har glem at købe ind. Rikke smutter med ind, og vi får lækker morgenmad sammen med Jesper og Line. Sidder og hygger, til vi må forlade pladsen, hvis vi ikke skal betale for en dag ekstra.
Så følges vi ned på en internet-café. Den har ikke lige åben, men ejeren er dum nok til at komme forbi, og han forbarmer sig over os. Får sendt en mail til "forbruger klage rådet" og kigget lidt på vores egen hjemme side. Vi er lidt bag efter med fotos, så der ryger en mail af sted til den skyldige. Vi nævner ingen navne, så ville Morten bare blive pinligt berørt.
Siger farvel til Jesper og Line, der er på vej østpå, og kører selv ned til jetty'en, hvor vandet er kommet godt op. Det topper om et par timer, så vi bliver hængende lidt endnu. Vi skal bare til Broome, 220 kilometer vest på.
Finder byens eneste åbne spisested, BP-tanken, hvor Rikke får frokost og jeg en kop kaffe. Der går en time, og så triller vi ud på jetty'en igen. Vandet er steget nok en meter, og er tæt på dagens højeste. I dag er forskellen 7,46 meter, og bare det virker barsk. Tolv meter er voldsomt.
Det er blevet let overskyet, en mærkelig fornemmelse efter en måned uden en sky. Personligt kunne jeg godt klare resten af turen uden flere, men det går nok galt, når vi kommer syd-øst på.
Jeg får taget samme tre fotos af stranden og jetty'en, og så er vi klar til at drive til Broome. Vejen er temmelig kedelig, med undtagelse af nogle enkelte store floder og en termitmark. Der står så mange små termitboer, at de virker som en lav væg, når man kører forbi. Det giver en helt anden, og noget mere tam oplevelse, gennem en linse.
Vi lander i Broome, som er en af de store byer (fnis). Cirklen er faktisk sluttet, vi har kørt Australien rundt. Vi har kørt omkring 37.000 kilometer på fem måneder, eller rettere fire, tiden i Melbourne var spild. Det har ikke været en rigtig cirkel, der er en tværstreg lodret igennem. Tilbagevejen bliver lidt en vandret streg gennem kortet. Et O med et X i.
Vi finder et virkeligt velassorteret Coles-supermarkede, og Rikke går amok i et shoppings-orgie. Vi har fået anbefalet en campingplads, som ligger nede ved vandet. Vi finder den let, men har de plads? Kan ikke få en plads uden strøm, og den vi får er stadig optaget. Vi får den sidste plads de har. Den er beregnet til et lille telt uden bil. Jeg vrider Land Cruiseren ind, til stor overraskelse for naboerne.
Vi sidder og planlæger tilbageturen gennem Australien. Der er godt 5.000 kilometer, men vi har 14 dage. Det svære er at finde passende dags-strækninger, der ender i et respektabelt overnatningssted, og ikke ude i abo'land.
Vi har også nogle ting vi skal se, blandt andet Devils Marbels og Canberra. Det kniber med at finde nye veje, der er meget få, og vi har kørt på de fleste.
Vi bliver sultne og Rikke begynder at kreere aftensmad mens jeg skriver. Vi har virkelig fundet en fyldt campingplads, det mylder rundt med mennesker. Det tyder godt for badevandet, lad os håbe vi når at prøve det i morgen.
Efter en kalvebøf med frisk grønt salat, pasta og vidløsdressing, efterfulgt af friskt frugtsalat (jordbær, banan, æbler og appelsin) med vanillecreme, tvinger jeg en kop kaffe ned, sammen med et enkelt par skotske shortebreads. Det er nogle pudsige shorts jeg har. Normalt bliver elastikken slappere, men disse er anderledes.
Vi har nogle dejlige nætter her ude ved havet, temperaturen kommer ikke under 20 grader, og med en fleecejakke på, er aftenen behagelig. På trods af, det var overskyet i dag, sneg termometret sig op på behagelige 34 grader. Jeg glæder mig virkeligt ikke til vinter (hvis den bliver i nord).
[ Tilbage ] |