[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

2/6  GRISETRYNE SKILDPADDER.

Vi er kommet tættere på nordkysten, så det er varmere om natten, men det blæser om morgenen. Vi starter morgenen lidt træt, med hjemmelavet morgenkaffe og hygge. Så kører vi over til naboen, som er den statsdrevne Territory Wildlife Park.

Det er et 400 hektars meget varieret naturområde, med indhegninger rundt omkring. De ligger langs en fire kilometer rundtur, hvor der kører en lille "tog". Vi kommer lige til deres rovfugle show. En ugle, en tam og adskillige vilde glenter, et par toppede falke, en fiskeørn og en meget kælen kilehalet ørn. Vi får fortalt lidt om fuglenes natur, og ser deres naturlige opførsel.

Så ser vi området med kangaruer, blandt andet den sjældne sorte. Herefter følger et område med indførte dyr; vandbøffel (som de vist har udryddet igen), indonesisk tamkvæg (banteng), store hjorte og grise.

En rask lille gåtur bringer os ud til Goose Lagoon, som er en rigtig stor sø, med vilde fugle. Her er den flotte regnbuebiæder, som vi har set før, forskellige ænder, en australsk pelikan, forskellige hejrer og meget mere.

Naboerne er emuer, og så kommer dingoerne. Det flotteste er vandgraven foran dem. Klart vand med massere af fisk, blomstrende åkander og andre vandplanter.

En af er sulten, og den anden kan overtales til en kop kaffe. Vi fanger "toget", og kører tilbage til indgangen. Vi propper os, og ser lidt om deres frøer.

Det er ved at være tid til deres "Reptile-talk", så vi kører der ud. Får demonstreret en blåtunge skink, og en nordlig tæppe pyton. Ser deres lille samling insekter, og deres større samling krybdyr.

Så går vi tilbage for at se voliererne. De er delt op i otte landskabstyper, fra ørken til regnskov. Rigtig flotte voliere, specielt deres vandhuller er suverænt lavet. Vi slutter af i en meget stor (største på den sydlige halvkugle...), hvor vi først går halvt oppe på en gangbro, og så på bunden. Den er 20 meter høj, og flot beplantet. Midt i er et stort bassin med store fisk og skildpadder.

Så følger vi en meget lang og spændende gangbro gennem tæt beplantning. Vi kommer forbi naturlige kilder, hvor klart vand bobler lystigt op, og bliver til et lille vandløb med hvid sandbund. En vild træslange soler sig på stien, og vi er en meter fra, før den flygter. Tæt på en sø daser en vild varan, på over en meter, i solen. Den er aldeles uberørt over vores tilstedeværelse, men vi er jo også lukket inde af gelænderet.

Vi slutter af i akvariet, som er vores egentlige grund til at komme her. Bare det første bassin er fantastisk. Det er en halv meter dybt, og ellers åbent. Bagvæggen er mosovergroede sten, med flere små vandfald. Ind i mellem sørger små dysser i loftet for at holde luftfugtigheden oppe. Bassinet er flot oplyst af kviksølvlamper, der ligner solstråler. Tæt beplantet med "ålegræs" og små fisk. De næste akvarier er ikke ringere. Forskellige biotoper, forskellige dyr. Her er fuldvoksne grisetryne skildpadder. De ligner en blanding af blødskildpadder og rigtige havskildpadder, og så med tryne selvfølgelig. De bliver op til 40 centimeter, og er ganske unikke.

Der er en tunnel under et meget stort ferskvands akvarium. Her går kæmpe store ferskvands savfisk (kan blive syv meter!) ferskvands rokke og selvfølgelig store barramundier, lystfiskernes drøm.

I et af de sidste akvaterrarier går Graham, en fire meter stor saltvandskrokodille. Han ligger i overfladen, men da vi bukker os ned, for at se undersiden, dykker han. Da vi går hen til den anden ende, vender han og følger med. Om vi føler os betragtet?

Vi har haft hele akvariet for os selv, og fået en god snak med dyrepasseren. Da vi hopper på "toget" vælter folk af, de har været til rovfugle show. Vi springer nat-zoo'et over, og finder udgangen.

Kører tættere på Darwin, og Rikke får abstinenser, de vi passerer et Woolworths. Det er vist også tre uger siden, vi sidst har set en forretning på over ti kvadratmeter. Vi fylder kurven, og finder så en campingplads. Her er også rigeligt med plads, så vi slår os ned midt på den store plæne. Måske kan det mindske antallet af sandfluer og moskitoer.

Der flyver mange fugle over os. Det er parakitter og kakaduer, der kommer ind fra markerne, for at sove i forstædernes træer. En splinter ny, meget stor ombygget bus med to airconditions og en masse andet gejl, kommer ind på pladsen. De har en trailer med en 4WD'er og oven over står en trailer med en speedbåd. Det er da utroligt, så nøjsomme nogle er (misundelig - hvem mig?).

Rikke kreerer en lækker kyllinge-pasta salat med frisk ost og meget andet. Frisk frugt til dessert og så et bad. Vi er vist de eneste, der ikke har hund her på pladsen, men man hører ikke én af dem gø.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]