[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

29/5  STUARTS SIGNATUR ?.

Vågner tidligt til en meget kold morgen. Det er seks grader, og da solen endeligt står op klokken syv, er der ikke meget varme i den, den første time. Det er der heller ikke i os. Rikke får lov at sove lidt længere, mens jeg snakker med vores naboer, som er et flinkt ægtepar fra Jylland.

Lidt spændt drejer jeg nøglen, og motoren springer i gang. Det bliver den ved med resten af dagen, så problemet er måske løst.

Lige uden for byen (pubben) er der en turist-ting: Stuarts Tree. Det viser sig at være en frønnet træstamme på et par meter. Det påstås, der har været et S ridset ind i den. Det skulle efter signe have været den opdagelsesrejsende Stuart, der ridsede det i 1862. Spændende....

Vi svinger op af hans hovedvej mod Darwin. Her sker ikke meget, det mest spændende er småbrandene. Foran hver brand er en flok blandede rovfugle, som fanger de opskræmte/grillede smådyr. Ellers er det kun termitboernes forskellige form, der ændrer sig. Vi kommer til et område med nogle, der ligner fingre eller grupper af meget slanke tårne.

Efter godt to timer kommer vi til Mataranka, og lige uden for byen er nogle varme kilder. Vi går ned til den første, hvor nogle andre plasker rundt i det 34oC varme vand. Her er et lille pool af natursten med sandbund. Vandet er turkist, og der kommer 16 kubikmeter hvert minut.

Godt en kilometer længere ude i monsum-skoven er et andet, og mindre besøgt bassiner, der går vi ud. Det er næsten udelukkende høje palmer vi går blandt. Området bærer præg af, der med mellemrum kommer enorme vandmængder. I det nærliggende cafeteria er der målene for 1998 og 2000, henholdsvis to og tre en halv meter oppe på vægen, og cafeteriaet ligger temmelig højt over flodens nuværende niveau.

Godt varme når vi et bredere stykke af floden, og gør os klare til at hoppe i. Vi har det hele for os selv, ikke dårligt. Noget skuffede må vi konstatere, vandet her er koldt, det er ikke samme flod. Så må vi sjoske tilbage.

Turen gjorde os sultne, så vi får et par kyllingeburgere, før vi hopper i det varme vand. Nu er her ikke så mange, og vi lader os glide ned i den flotte pool. Vandet er perfekt, kun en meget svag lugt af svovl antyder, hvor varmen stammer fra.

Over vores hoveder er enorme edderkoppespind, med meget store edderkopper. En stor knæler spankulerer rundt på poolkanten, og store sommerfugle kommer drønende gennem lysningen over vandet.

Det er temmelig koldt, at kravle op. Vi får tørret hinanden, og går tilbage til bilen. Vi har pludseligt brugt nogle timer her, og må nok se at komme vider. På vej ud af området, som egentlig er Elsey National Park, standser vi ved en anden flod. Vandet er to meter dybt, og krystal klart. Palmer og andre tropiske planter vokser i en tæt masse langs strømmen, og giver en perfekt idyl.

Der er godt 100 kilometer til Kathrine, som er en større by. Mange har fortalt os, den er flot, så der sover vi i nat. I udkanten af byen ser vi en flok på flere hundrede rosa kakaduer, der går og samler frø på en vissen plæne. Himlen er blygrå, måske på grund af brande. De er meget almindelige i tørtiden, og naturen er baseret på dem.

Da vi kommer til campingpladsen er der kø, og folk vælter til: Vi har fundet en højsæson. Vi er her tidligt, der er en time til det bliver mørkt. Rikke læser om området, vi kommer til, og jeg laver bil. Bagdørene er blevet svære, eller nærmere; umulige at lukke. De skal justeres, og låsen i dem skal renses for støv. Taber en klips ned i døren, og Rikke må hjælpe mig med at pille den af, og ryste klipsen ud igen.

Amperemetret har mistet nålen, så jeg splitter speedometerkonsollen for gud ved hvilken gang. Et lille prik til nålen, så virker det igen.

Rikke laver noget lækker aftensmad, mens jeg sender og modtager E-mails. Det er seks dage siden, vi har været i et område med mobil-net sidst. Rikke har købt to små flasker vin til maden, som vi nyder i stearinlysskær.

De campingpladser, der har strøm er fyldt, og folk ligger tæt med deres store campere og campingvogne. Vi holder sammen med dem i telt, og vi har adskillige fodboldbaner hver.

Rikke siger, hun har fundet en masse spændende her, og i Darwin. Vi må tidlig op, og det betyder tidligt i seng. Mærkelig rytme vi (mest jeg) er kommet ind i.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]