Vi vågner op i kakkadue-land. De gultoppede kakkaduers meget umelodiøse skrig runger ind over pladsen, og de flyver i store flokke. Rikke skaffer en kop af den lokale kaffe, som bliver ristet færdig, mens hun venter. 197oC i 18 eller 21 minutter, så er der gode bønner.
Vi har tabt et glas til den ene ekstralygte, men parabol og pære ligger mirakuløst på kofangeren. Jeg smider det ind bag i bilen, og så er vi klar til at trille ned af igen. Vi tager hovedvejen denne gang, måske er der nye spændende ting at se. De næste dage bliver virkeligt i out-back'ens tegn. Vi kører ned til under halvøen, og drejer så ind over midten af Australien af kystvejen. De største byer har 350 indbyggere, og der er 1000 kilometer mellem dem.
Næsten alle biler vi møder er hvide, op til tolv i træk. De fleste er 4WD'er og de har næsten alle en lille aluminiums jolle på taget.
Vejen er perfekt, og de 220 kilometer til Atherston går hurtigt. Indtil Mount Molloy er det store bakker med spredt eukalyptusskov, hvor okserne går og græsser i det afsvedne græs. Efter 180 kilometer kommer vi til opdyrkede marker, mest macadamia nødder, bananer og sukkerrør.
Det er endnu en dag med strålende sol, og termometret er hurtigt oppe på 32oC. Vi standser i Mareeba for at købe salve mod kløe og piller mod allergi for myg.
Lige uden for Atherston kommer vi pludselig ind i regnskoven, uden vi har mærket en højdeforskel. Vi standser for at spise frokost. Jeg har låst mig lidt fast på deres lækre burgere, som koster omkring 20 kroner. Der er rigtigt meget frisk grønt i, og jeg kommer til at savne rødbederne, når vi kommer hjem. De holder sig ikke tilbage for at komme spejlæg i, massere af sprødt bacon, lidt stegt ananas og selvfølgelig en stor hjemmelavet hakkebøf.
Uden for byen bliver vi mødt af grønne græsmarker. Terrænet er ellers uændret; store bløde bakker af gult, hvidt og rødt grus. I Herberton drejer vi fra hovedvejen, og tager en smuk vej, der går på toppen af højdedraget. Det er Queenslands højeste vej, og temperaturen falder til 26oC. Her er mange kartoffelmarker, og der er små skilte, der reklamerer med avokadoer.
I Mount Garnet bliver vejen et-sporet, men asfalteret. Der er et godt grushjulspor på hver side, så det er ikke et problem at møde nogen. I nogle buske i vejkanten sidder en lille flok sølvrygede rosellaer (eller også er det noget andet de hedder).
1'eren, som vi jo på det nærmeste bor på, svinger vestpå, og vi forlader Kennedy til fordel for Gulf. 64 kilometer før Mount Surprise dukker der 15 til 20 høje, slanke bottletrees op, og så ser vi ikke flere. Vi har ikke set dem siden Monto (eller lige der omkring) og der er 1000 kilometer til i luftlinie.
Vi snupper en lille omvej på 28 kilometer, blot for at erfare, Undara lava-rørene kun må ses med guide, og sidste tur gik for et kvarter siden. Det betyder ikke så meget, de vil have 150 kroner for os hver, og det har jeg svært ved at se de rimelige i. Jeg har været i nogle på Madera, og det er bare lange gange i klippen. Der er ingen drypsten eller krystaller, bare gold klippe.
Vi beslutter at køre til Georgetown, der er ikke mere end 150 kilometer, så dagens total kommer op på 570 kilometer. Vi kører igen mellem spredte eukalyptustræer med græssende kvæg under. Her er faktisk rigtigt meget kvæg, og vi møder også en flok på et par hundrede, der bliver drevet af en bonde på en firhjulet motorcykel og hans hund.
Lige før vi når byen møder vi et road-train med tre store anhængere, fyldt med kvæg. Jeg er glad for, vi ikke har mødt flere af hans slags, de fylder godt på en et-sporet vej!
Endelig når vi Georgetown, med 310 indbyggere. Vi har ikke set et eneste hus de sidste 260 kilometer, med undtagelse af dem ved lava-rørene. Jeg har været i ret mange Georgetown'er, men dette er med garanti den mindste. Nabobyen hedder Robinhood, og tidligere i dag kørte vi forbi Koombooloomba.
Vi prøver at finde lidt kød til aftensmaden på tanken, der også er byens købmand, men her er kun store frosne klumper. Til gengæld har de den sidste af de syv dødssynder. Magnum Is har lavet en serie, der er opkaldt efter de syv dødssynder, og vi har ikke kunnet finde den sidste.
Vi køber to, og kører ud til en bakketop, og ser den smukke solnedgang over de andre bakker. Inde i byen finder vi deres 15 vogns campingplads, og spørger også om vej. Vi er i tvivl om, hvilken vej vi skal tage vestpå til Devils Marbels. Damen der checker os ind ved det ikke, men senere på aftenen får vi besøg i bilen af hendes mand. Han foreslår en helt tredje, den nordligste vej. Det er ganske vist 5-700 kilometer grusvej, men den skulle være god, og meget smuk.
I stedet for at holde mellem træerne, med alle deres moskitoer, holder vi på plænen, ud til markerne. Vores nabo, 15 meter væk, advarer os mod ekskrementerne. Jeg når lige at konstatere, det må være kangaru, da én kommer hoppende.
Aftensmaden ender med at blive et par klap-sammen, men burgeren fra i eftermiddags var altså stor, så det går nok - no worries!
Vi er langt ude på landet, og det kan man også godt lugte. Det er fredag aften, så der kører et par biler rundt, efter mørkets frembrud. Et par hunde glammer, og en ko brøler sørgmodigt, langt ude på en mark. Absolut ikke nok til at holde os vågne.
| [ Tilbage ] |