Vi vågner til skyer af bitte små sandfluer. De er lige så ondskabsfulde, som de er små. Deres bid går ondt, og man får en rød og kløende plet, der holder i mange dage. Efter et hurtigt bad smider vi fluks alt ind i bilen, og flygter.
Vi standser på en bakketop inde i byen, hvor solen skinner. Her skulle vi være i fred for fluerne. Jeg når lige at standse motoren, så holder der en bil ud for os. Det er Stuart (S. Owen Fox, wisefox@iig.com.au), som har boet i Danmark for mange år siden, men stadigt taler perfekt dansk. Han arbejdede for blandt andet Glyptoteket og udenrigsministeriet, og har lavet nogle fantastiske forsider for mange forskellige blade.
Han arbejder nu som selvstændig fotograf i den botaniske have, og invitere os der ud. Det er Australiens næst ældste botaniske have. I forbindelse med haven er der et nyt flot museum, der lige nu har en udstilling om en botanisk maler og om Charles Tanner, som arbejdede med giftige slanger og deres gift.
Stuarts fotos er utroligt detaljerede. De er ikke taget med kamera men med scanner, en teknik han selv har opfundet. National Geografik har en artikel om dem i denne måned. De påstår de har opfundet det, men Stuart har brugt teknikken i halv andet år.
Han byder på kaffe, og vi snakker lidt om, hvad vi hver især har lavet. Så ser vi hans værksted og udstillingerne. Han har et foto af Birthe Tove, som han tog før hun blev skuespiller i 60'erne.
Stuart fortæller en pudsig lille anekdote. Han talte med en af abo'ernes ældste. Spurgte, om han kendte Ægypten. Om han kendte deres kunst. Hvad han syntes om den? Han tænkte lidt over det, og svarede: Det er morderne kunst! Og det er det jo, set med en abo's øjne, deres er 50.000 år gammel.
Tegningerne af blomsterne er flotte og der er en stor samling slanger på glas.
Museet sælger Stuarts utroligt flotte fotos til 750 kroner. De er nummereret i serier på 100, men vi kan ikke blive enige om hvilket/ne vi skal have. Så ser vi haven, men stresser lidt, der er langt til vores næste camp, og vejene er dårlige.
Vi bliver enige om at starte turen nordpå til spidsen (eller til vejene bliver for dårlige), med en tur til Laura af bagvejen. Det er 146 kilometer af Endeavour Road, som er en smal grusvej, inden vi kommer ud til den brede grusvej til Cape York.
Vi tanker, og køber mad til de næste dage i byens eneste supermarked. Det er lidt skræmmende at tænke på, dette er "hovedstaden" på halvøen.
Vi kører gennem en meget åben eukalyptusskov, med afsvedet græs under. Der går nogle enkelte okser, og her er rigtigt mange parakitter og andre fugle. Vi kan se den tætte regnskov nogle hundrede meter væk, men vi kommer ikke ind i den.
Vi når Normanby River, som er svundet ind til under fem meter og den er kun en halv meter dyb. Vi kører over en flad sandstensklippe, og kan skimte et vandfald. Standser bilen, og går ned langs floden. Her er store flader af sandsten og nogle mindre fald. En lille lagune frister, og den omgivende vegetation er rigtig smuk. Jeg nøjes med at tage et par fotos, og så spiser vi vores medbragte mega sandwich.
Der dukker en ny type termitboer op. De minder mest af alt om Disneys slotte, og bliver lidt over en meter høje. Nogle steder står de runde og disse takkede mellem hinanden. Et sted bliver jeg simpelthen nødt til at fotografere nogle flotte græstræer, der står omkring et rødt termitbo.
Når vi standser bilen, kan man høre en koncert af fugle, hovedsageligt parakitter, der skvadrer.
Der begynder at dukke okser op igen, efter vi kommer ud af Lakefield National Park. Rikke må flere gange ud at åbne led. Her er vejen af utrolig blødt sand, og man skal køre meget forsigtigt. Der er enorme huller, og det bløde sand kan fange hjulene. Rikke opdager, dieselmåleren er helt nede. Det viser sig heldigvis, det bare er en sikring.
En meget stor kongeskink sidder i rabatten, og til min store overraskelse bliver den siddende, til jeg har fotograferet den. Rikke har læst, at de bider, og sidder de først fast, bliver de siddende i timevis. Med det i mente, holder jeg de små lyserøde på sikker afstand.
Vi krydser igen i dag utallige tørre creeks, og adskillige småfloder med vand i. Det er fem uger siden det sidst har regnet, så det er ikke den helt store udfordring. Man skal dog passe på, bunden kan godt være meget blød, hvor den består af sand eller sten.
Vi kommer til Old Laura Homestead, som er en restaureret gård fra omkring 1920. Det har ikke alene været et hårdt liv, det har været utroligt isoleret her ude.
Vi kommer ud til hovedvejen lidt nord for Laura, og svinger nordpå, mod Musgrave. Der er 143 kilometer, men det burde vi kunne nå, på de sidste to timers dagslys. Efter et par kilometer er jeg dog af en helt anden mening. Jeg havde hørt, denne vej skulle være dårlig, og blive dårligere, men jeg havde ikke drømt om den var så slem.
Det er ét stort vaskebræt, overfladen består hovedsageligt af løse sten, der er mellem knyttede næver og barnehoveder. Når man møder en af de talrige modkørende, forsvinder vejen i støv de næste fem minutter.
Vores bil er bestemt ikke bygget til denne vejtype. Vi kører med ultra heavy duty fjeder. Det er godt i ekstremt ujævnt terræn, hvor man kører langsomt. Her giver de sig praktisk talt ikke, og bilen vil tage skade af turen.
Meget mod min vilje vender vi om, og kører tilbage til Laura, for at overnatte. Strengt tager er der ikke så meget mere at se nordpå. Det, som jeg har set beskrevet som urskov, er bare åben eucalyptusskov med græssende kvæg under. Øverst på toppen er der abo territorier, og de skal have en større formue for at sejle os over floden, så vi kan køre de sidste 35 kilometer. Der er nogle flotte hulemalerier der oppe, verdens ældste kunst, men det må vi have til gode.
Laura "by" viser sig at bestå af fire eller fem huse, og en bar. Et hurtigt opslag i Lonely Planet viser, der skal være en campingplads i Lakeland. I følge vores kort skal Lakeland være mindre end Laura, men det må være en fejl.
Der er 60 kilometer, og det passer bedre til to timer. Denne hovedvej, som er den eneste forbindelse til de sidste 760 kilometer af Australien er ufattelig elendig, og det er endda tørtid. Der er opragende klipper, ankeltdybt løst sand, løst hovedstore klippestykker og tværgående grøfter.
Vi kommer forbi et område, der ligner Walls of China, og jeg må lige fotografere igen. Kameraet må igen have nyt batteri. På den anden side har jeg vel egentligt taget omkring 30 film, måske mere.
Vi indhenter en stor blokvogn, som trækker ud til højre side, så vi kan overhale, uden at komme ind i hans uigennemtrængelige støvsky.
Vi her set små flokke af rosa kakkaduer, og nu kommer flokke på op til 100 af de store sorte med gule haler flyvende. Nogle blå biædere vimser rundt i træerne langs vejen, og farvestrålende parakitter af forskellige arter krydser ustandseligt vejen. Bitte små duer flyver forskræmt op lige foran os, mens latterfuglene holder vagt på den enkelte telefonledning.
Vi kommer til Lakeland, der ikke rigtigt er en by, men her en flot stor café, der også har et lille supermarked og en campingplads. Vi får en kop af den lokalt dyrkede arabiske kaffe, som er udmærket. En utrolig smuk metallisk grøn flue med blå bagkrop giver opvisning på vores bord. Her er virkelig mange smukke og spædende insekter. Fra fingerstore græshopper til nogle under en centimeter og nogle der er lange tynde grønne, kulørte snudebiller, metalliske pragtbiller, knælere i alle afskygninger, et utal af forskellige møl og natsværmere og meget andet.
Vores bil er dækket af støv, både ind- og udvendigt. De skumgummistrimler vi købte i dyre domme, er slidt op, og der er igen fri adgang for støvet. Rikke laver mad, og jeg skriver dagbog, mens mørket falder på. De små gekkoer "tjipper" i mørket, og fårekyllingerne filer løs.
Vores kroppe bærer præg af de mange insektbid, som vi har fået de sidste dage. Specielt Rikke er gennemgnasket af myg, der giver store forhøjninger, og sandfluebid, der giver småblister. Myrerne har også nogle brutale kemikalier, som de gavmildt deler ud af. Jeg tæller knapt 200 store bid på Rikkes krop, og hun er ved at blive sindssyg af kløen.
Temperaturen falder til 26oC, men luftfugtigheder stiger utroligt nok. En lille natte-safari bringer en gruppe store sukkerrørstudser og adskillige tre centimeter store brune løvfrøer frem. Jeg finder også en enkelt brun og broget løvfrø, som er større, og en kæmpe stor knald grøn løvfrø.
Det har været en hård dag, vi har kørt 200 kilometer på grusveje. Man bliver træt af at skrumle rundt, og jeg skal koncentrerer mig meget, når vi ikke skal vælte eller smadre bilen.
| [ Tilbage ] |