[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

18/5 DYNDSPRINGER OG SKYTTEFISK.

Starter med at finde nogle rejsebureauer, så vi kan finde ud af, hvordan vi kommer tidligere hjem, eller til et tredje land. Første agent foreslår Ny Guinea til 3.000 kroner for hver. Det snakker vi lige om, over morgenkaffen, og så hører vi en andens mening.

Hun sidder længe og leder, og kommer så op med en nat i Port Moresby til 6440 kroner for to med transport og overnatning. Det er selvfølgelig dyrere end et nyt visum, men så får vi da en tur ud af det. Skal af sted i morgen formiddag, og kommer "hjem" mandag eftermiddag. Vi kunne sagtens være blevet der længere, men vi mangler stadigt meget af Australien.

Fotoforretningen kan ikke lige finde vores fotos. De tror maskinen er løbet tør for papir, kan vi komme tilbage senere?

Vi tusser lidt rundt, får lidt at drikke, og så er det tid til tatovøren. Rikke bliver prikket i ufattelig lang tid, men er endelig færdig. Så henter vi fotoene, og kører ud til den botaniske have. Den er ikke ret stor, og meget tropisk. Flotte små anlæg med bromeliaer, bregner, cycas og andet. Vi bider specielt mærke i moskitoerne, eller er det omvendt?

Vi er tæt på lufthavnen, og kan lige checke, hvor dyrt der er at holde der ude, mens vi er i udlandet.

Lufthavnen ligger midt i mangroven, og her er selvfølgelig gangbroer. Jeg trasker ud af en, og kommer til floden. Her sidder den største dyndspringer, jeg nogen sinde har set eller hørt om. De plejer at være fem centimeter, denne er 30 centimeter, og halvfed.

I floden svømmer nogle små glasklarer næbfisk og flotte skyttefisk. Mudderet på bredderne og mellem træerne er beboet af store snegle og små krabber. Heden er trykkende, og jeg flygter ud til bilen og Rikke.

Ind til rejsebureauet for at få bekræftet, vi skal afsted i morgen. Madindkøb, og så ud til campingpladsen igen. Det er for sent, og vi er for flade, til at lave meget mere i dag.

Vi spiller lidt kort før og efter maden. Da det næsten er mørkt, kommer mange tusinde flyvende hunde ind over pladsen. En overfed (eller også har den pungen fuld af under) bettong hopper forsigtigt rundt i udkanten af lyset. To store vadefugle-agtige fugle med enorme øjne (har glemt hvad det er de hedder), kommer forsigtigt trippende mellem bilerne.

Pladsen er blevet fyldt op af motivbemalede Hi Ace'r. Her er "American", der har fået tilføjelsen "Proud not to be an", her er "The Muppet Show", en med blå og røde flammer, en med abo-prikker, en med ansigter, en med regnbuer og nogle, der ikke lige kan beskrives.

Vi får samlet et par småting sammen til i morgen, og tørner så ind.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]