Ud gennem sukkerrør og banan, til vi kommer til enorme store bløde og helt grønne bakker. Nogle er dækket af urskov, andre er frodige græsmarker med spredte træer og malkekvæg. Vi passerer en enkelt stor temark, og så er det slut med opdyrkningen.
Vi standser kort ved en udsigt. Der er ryddet en smal stribe skov, og man kan se ned til dalen og floden. Vi svinger ud af en et-sporet asfaltvej, som vi følger resten af formiddagen. Den slynger sig vildt mellem de utroligt smukke bakker, og her er tusinde motiver. Det minder meget om New Zealand, i den våde sæson.
Ved Mungalli Falls får vi morgenkaffe, og nyder solen. Et lille firben, med blå krop og rødt hoved og hale jager fluer foran os. Faldet består af en langt område, med svagt fald over store sten. Så falder det brat ned i en lagune, og forsvinder i den tætte vegetation.
Nogle smukke træer blomster med store røde blomster, hvor blandt andet brillefugle vimser rundt, og suger nektar. Her er utroligt flotte græsplæner, hvilket er normalt for Queensland. Rabatter, rundt om banan- og sukkerrørsmarker og inde i byerne er der nyslåede tætte plæner.
Vi er på vandfaldstur, og standser nu ved Millaa Falls, som er et seks meter bredt, men tyndt fald. Det falder i et perfekt tæppe, og luften er tyk af dråber. Det krystalklare vand frister, men det er iskoldt. Jeg opdager nogle små fisk, og de ligner fuldstændigt gubby'er, men lever de her?
Så kommer vi sør'me til et fald til: Zillie. Her bliver vi modtaget af to små, sky og voldsomt gøende hunde. Vi kan ikke se noget bebygelse, det kan være de er vilde. Stien til faldet er lukket, og der står: Faldet er under renovering. Det betyder mindre, her er massere af andre vandfald.
Vi kører forbi idylliske smågårde, med flotte haver. Her er store julestjerner og et væld af andre blomster. Deres flittiglise breder sig langs vejene, og fås i mange farver. Vi ser enkelte olysses sommerfugle, som ligner morpheus.
Det næste er Ellinjaa Falls, hvor vi bliver modtaget af busk-kalkuner. Vi går ned af en stejl sti, mellem epifyt-overgroede træer og lianer. Her står også nogle slanke og tolv meter høje bregnetræer. Faldet ligner de andre, men naturen er smuk.
Den smalle, slyngede vej fører os til Ravenshoe, hvor vi nyder en lækker frokost. Så finder vi ud til Millstream Falls, som er Australiens bredeste vandfald. Det bruser ud over sorte basaltsøjler i 15 meters brede, og forsvinder i en slynget og overgroet kløft. Der er nogle indelukkede bassiner, fra det regnede sidst. Lidt naivt prøver vi temperaturen, men på trods af de er lave, er de kolde. En back-packer-bus kommer med et læs unge mennesker, der kaster sig ud i den store strøm - brrr!
Området omkring vandfaldet er temmelig tørt, med åben eukalyptus og gulligt græs, i stærkt kontrast til, hvad vi ellers ser i dag.
Da vi kommer tilbage til den frodige skov, ser vi skilte, der advarer mod træ-kangaruer. Vi ser desværre ikke nogen, men har set disse pudsige dyr i nogle zoo'er. Her er det Lumholtz's, som minder lidt om halvaber, med relativt kraftige forben.
Flere steder på den smalle vej har der været vejarbejde. Her, som andre steder, er der fire mand på arbejde. To med hvert sit flag i enderne, og to der arbejder.
Vi prøver noget nyt, i stedet for et springvand, skal vi se et træ. Det er Curtain Fig Tree, som er en 50 meter høj kvælerfigen (Ficus virens), som har brugt 500 år på at blive 39 meter i omkreds. Den startede sit liv langt oppe i et andet træ, som væltede. Den har sendt utallige luftrødder ned, og nu er det et næsten uigennemtrængeligt tæppe. Den er ikke bare stor, den er enorm!
Det vælter rundt med fugle, og luften genlyder med deres eksotiske stemmer. Efter at have gået en omgang på gangbroen, kører vi over til en krater sø.
Lake Eacham er en smuk sø, helt omgivet af tæt skov. Den er også et populært udflugts- og bade sted for de lokale. Vandet er utroligt klart, med et sigt på måske 10 meter eller mere. Her svømmer nogle flotte fisk og sumpskildpadder rundt. Man må ikke fodre dem, så de er svære at fotografere.
Tæt på ligger Lake Barrine, som er en anden krater sø. Her er lidt for bebygget og turistet, så vi kører hurtigt. Vi svinger ind af Danbulla Forest Drive, som bringer os 25 kilometer ind i skoven af et smalt grusspor.
Lidt inde finder vi Cathedral Fig Tree, som også er 50 meter højt, men 43 meter i omkreds. Som i mange andre træer, vi har set i dag, gror her epifytter. Hovedsageligt bregner, blandt andet fugleredebregner. I denne enorme bladkrone (som i øvrigt har fire tons blade selv), gror der bregner, hvis rodsysten er større end vores luftmadras. Træets rødderne danner en hulning, som man kan gå ind i, her af navnet.
Da vi er svinget ud på den lille grus-skovvej igen, ser jeg et lille kastaniebrun falsk vandrotte. Jeg følger ind i skoven efter den, men den når at smutte, inden jeg får taget et foto.
Vi kommer ud til Lake Tinaroo, og finder en campingplads. Her er en boks, hvor man smider penge i, og så finder man selv en plads. Det er et stort smukt område, lige ned til søen. Vi finder en plads i den modsatte ende af de andre to beboere. Her er borde og bænke, støbejerns bålplads, vandhane og fælles toilet.
Jeg samler brænde mens Rikke laver mad, og vi når at få tændt bålet og startet på maden, inden det bliver mørkt. Der er flere forskellige frøer eller tudser, der kvækker nede fra søens bred. Jeg går der ned for at finde dem, men kommer så på tanke om eventuelle krokodiller. Der ville nok stå advarsler, meeen...
Vi sidder og hygger ved bålet, hvor der er forbløffende få moskitoer. Nu har vi ellers købt guf til dem i Ravenshoe. Der ryger traditionen tro marsh-mellows over gløderne, og vi nyder naturens lyde. Rikke ser en anden falsk vandrotte, flagermusene piber, nogle kæmpeviber skriger, og frøernes stemmer blander sig med fårekyllingernes.
Senere på aftenen kukker en gø, og en bandicoot kommer hoppende gennem vores lejer. Den er utroligt nuser, med lang spids snude og store øre. Over os stråler utallige stjerner.
| [ Tilbage ] |