Vi kører ind til centrum, hvor der er kræmmermarked i gågaden. Det er så gyseligt, at jeg ikke kan beskrive det ordentligt. Spejle med hjemmelavede rammer og pålimede flasker og kulørte perler. Hæklede bamser. Gipsfigurer, der er gyseligere end havenisser. Keramik, der ser ud, som om det er blevet klinket en gang. Patentflasker med pålimede perler og porcelænsfigurer. Hjemmelavede sammenlimede plastik-pynt og en hel masse, der er endnu værre og ubeskrivelige. Der kører også et lille fut-tog rundt med børnene. Der er en ombygget plæneklipper og halve olietønder som vogne. Det gode er; nu har vi fået købt alle souveniers'ne til jer!
Vi knokler sækkene ind til en café, og nyder en velfortjent latte. Vi diskuterer stadigt, om bilen skal tilbage til værkstedet, eller vi bare er hysteriske. Jeg kommer ikke udenom, jeg ville slappe mere af, hvis den bare havde virket hele tiden. Der er nu 730 kilometer tilbage til værkstedet, men hvis han så bare siger den lyder fint? Den lyder fint, når vi kører, men i tomgang har den en lille bankelyd.
Lige uden for Mackay (kun 100 kilometer) ligger en national park, med mange næbdyr. De skal bare ses i skumringen, og om natten, og vi skal vider. Vi tanker, og konstaterer, vi nu er oppe på 8,8 kilometer på en liter diesel. Det vil sige, hvis vi kører 400.000 kilometer, har reparationen betalt sig selv. Jeg vil prøve at få en anden til det!
En anden park; Cape Hillsborough National Park, byder på mangrove. Vi finder der ud gennem endeløse sukkerørsmarker, og kommer til nogle stejle småbjerge.
Vi følger en gangbro, som først fører os ud i mangroven. Den første del ligner nygravet urtehave, træerne er bare anderledes. Her er de traditionelle, og vild hibiscus, som også kan tåle lidt salt.
Længere ude bliver det til det sædvanlige klæbrige mudder, og her skulle være dyndspringere. Da vi forlader mangroven, og kommer ind på fast land, skræmmer vi en lille slange, som flygter ind under et græstræ. Dem er der mange blomstrende af, magen til dem på Fraser Island (Xanthorrhoea johnsonii). De er op til en meter høje, og den spydlignende blomsterstand er op til fire meter og tommelfinger tyk.
Vi kommer højere op, og skoven bliver tørre. Her kommer cycas-palmer (Cycas media), der ligner C. revluta.
Der er nogle fantastiske udsigter ud over mangroven, det blå vand, øerne og den skyfri himmel.
En stor paddehatte-lignende sten har givet abo'er læ i årtusinder, og enorme mængder hjertemuslinge-skaller dækker jorden omkring den.
På vej ud, ser Rikke den største spindende edderkop jeg har set. Midt i et perfekt hjulspind på en meter sidder en flot hun, med et benspænd på 12 centimeter.
Vi kører længere ind i parken, og lidt overraskende (i hvert fald for en af os) kommer vi til en restaurant, hvor vi lige så godt kan spise frokost. Rikke får caesar salat, og jeg en lille mango-ostekage. Der vil virkelig være penge i at lave noget så lækkert, og så uden kalorier!
Her er nogle flotte myre. De er på størrelse med skovmyre, benene og kroppen er gule og hoved og bagkroppen gennemsigtig lysegrøn. Små firben render rundt om bordene, og logrer med halerne.
På vej ud til hovedvejen kører vi forbi nogle pæne haver. Her er ikke kirsebær- og æbletræer, det er mango og banan. Der er små plantager med papay og mango. Jeg ser desværre tre echitna'er, der er trafik-dræbte.
Lige før Proserpine kommer et stort sumpområde. Her går kvæg og græsser, i vand til maven. Ellers kører vi gennem endeløse sukkerrørsmarker, der alle er forbundne af smalsporede jernbaner.
Rikke er blevet lidt køresyg af den slyngede vej fra parken og de 30oC, så hun snupper 100 kilometer bag i bilen. Her bliver hun hurtigt vugget i søvn.
Da vi nærmer os Bowen kommer der mange plantager, hovedsageligt tomater. De fortsætter på den anden side af byen, men efterhånden overtager sukkerrørene igen. De er kunstvandede, og da det ophører, kommer vi til en tro kopi af den afrikanske savanne. Afsvedet græs under lave parably-formede akasiaer. Selv okserne, der går og nipper til halmen er de samme.
Politiet holder razzia, hvor de vejer lastbiler, og jeg får lov at puste igen. Lidt efter ser vi en flok gæs flyve lavt ind over vejen, og længere fremme sidder de sort/hvide gæs i en sumpet lavning. En gul-hovedet rosella krydser dødsforagtende vejen i al for lav højde, men klarer mirakuløst turen.
Uden for Ayr konstaterer vi, at det lille stenmuseum med Australiens største souvinier-shop har søndagslukket. Vi kunne overnatte her, og se den i morgen, men vi vælger at udnytte den sidste times dagslys til at nå Townsville.
Her konstaterer vi, at Coles supermarked også har søndagslukket. Vi har da heldigvis købt lidt kød og mælk, så vi klarer os. Finder en rigtig dyr campingplads, som ikke er bedre end så mange andre.
Jeg roder lidt med bilen: Sprinklervæskebeholderen er pludselig utæt, og den er nu rar at have. Hornet virker heller ikke mere, og mekanikeren har glemt at skrue kompressorhornet fast, så det hænger og dingler nede i motoren. Måske virker det nu, måske ikke.
Så laver Rikke mad, mens jeg skriver dagbog. Efter maden vasker vi tøj, og spiller lidt kort. Små gekkoer og possomer pusler rundt, og her er meget hyggeligt. Vi har kun kørt 450 kilometer i dag, men jeg er alligevel lidt træt.
| [ Tilbage ] |