På vej hjem fra restauranten i går aftes, måtten Jesper lige puste i spritkontrollen. Der var selvfølgelig ikke noget.
Her er begyndt at være gekko på væggene. De små hyggelige væsner holder insekterne nede, så de er nyttedyr.
Til morgen bliver vi vækket af to latterfugle, som har gang i den helt store "sang"-konkurrence. En del andre fugle stemmer i, og vi kravler modvilligt ud til solskinnet og 25oC. Ned til byen for at få morgenkaffe, og Rikke køber baked beans, som hun får serveret af bliktallerken.
Så kører vi igen ud til krokodillefarmen, hvor vi denne gang når rundvisningen. Den starter med en lille video og en foredrag. Vi får lov at gramse på skindprøverne, og så går vi ud og fodrer. De store avlsdyr går i harem med op til 15 hunner. De store hanner er lidt over fem meter og 800 kilo. Til sidst får vi lov at holde en lille en. De laver 500-2000 diller om året, det hele bliver brugt. Kødet bliver spist, det pansrede rygstykke bliver til bælter (Morten køber et) og resten bliver til tasker og sko.
Dyrene bliver forarbejdet på farmen, undtagen garvningen. De får et stød i nakken, og får så snittet nakken. De bliver som regel slagtet når de er tre år, med mindre de indgår i avlen. En af de store hanner er 85 år. Den kommer fra et zoo, hvor den druknede sin dyrepasser i 1940. Så brugte universitetet den nogle år, og nu er den pensioneret her.
De dyr vi ser, har det godt, men vi ser selvfølgelig ikke ungdyrene. Vi bliver nødt til at vende næse mod Hervey Bay, så Jesper kan få sit dykkergrej og skruppe hjem. Han siger, han glæder sig til at komme hjem til kontoret, og sidde i strålerne fra skærmen.
Vi laver en stor løkke vestpå, så vi kan se Cania Gorge National Park. Det er ny natur; vi ser hirse, majs, citrus og bomuld. Efter Dululu kommer vi op på en højslette, hvor der er bottletrees. Det er dem, jeg har søgt, som vi har et af der hjemme (Brachychiton rupestris). Det er fascinerende at se dem stå spredt ud over det steppelignende landskab. De er ti-femten meter høje, og stammerne er flaskeformede, op til en lille meter i diameter. Der dukker også meget store figen-kaktusser op, op til fem meter høje.
På en høstet sukkerrørsmark ser jeg to store trapper (verdens største flyvende fugl), og flokke på flere hundrede regnbue-loryer strejfer rundt over hirsemarkerne. Andre steder går flokke af gultoppede kakaduer rundt, og der er også enkelte rosa. Vi kommer ud til Cania, som er en national park uden om en opdæmmet sø. Det var en lang tur på 320 kilometer, så det er næsten mørkt da vi når frem. Vi kører op til et udkigspunkt, hvorfra vi kan se ud over dæmningen og omegnen. Der er nogle små hoppere på skråningen, som vi kommer helt tæt på.
Lidt senere kommer der en flok af de helt store sorte kakaduer med røde haler flyvende over os. Vi beslutter at overnatte her ude, så vi måske kan være heldige at se nogle natteaktive dyr. Det første ser vi i receptionen, det er vist længe siden hun har fået noget. Lige uden for pladsen hopper flere kangaruer rundt, og en enkelt grasser på plænen.
Vi får lavet aftensmad i det flotte køkken. Det virker som om de har sat pladsen i stand efter sommerens travlhed. Her er kogekedel, nye gas-grill, el-komfur og meget andet. Vi bliver i øvrigt enige om, "Vi skal huske" i datid bliver til: "Vi har glemt". Jesper knækker "uopfordret" halsen på en flaske whiskey, og vi hygger i det åbne køkken mens vi venter på de vilde (firbenede) dyr.
| [ Tilbage ] |