14/4. NEW SOUTH WALES

Det var en kold nat; ned til ti grader - indenfor. Solen skinner, men det er en kold vind, der blæser. Det er efterår her, der er de fantastiske røde og gyldne farver i træerne. Vi springer morgenbadet over, det er for koldt, når der mangler en halv meter at væggen foroven.

Vi kører ud til Hanging Rock igen. Nu er der åbent, det vil sige; porten er sat på automatik, cafèen og kiosken er stadig lukket. Der er et lille informationscenter, der via plancher fortæller lidt om geologien. En meget ung vulkan blev stoppet af tung basalt. Det størknede, den omgivende pyramide smuldrede væk, og nu står der et tårn tilbage. Det forvitrer i store stykker, som står på hinanden. Desværre er det hele overgroet af store eucalyptustrær, så det er svært at fornemme formen.

Området er blevet kendt for en roman, der udkom i 1967, og som foregår i 1900. Den hedder "Picnic to Hanging Rock" og er også blevet filmatiseret. Skoleudflugt, nogle piger forsvinder, nogle kommer tilbage, bare uden hukommelse. Sidste kapitel blev først udgivet, da forfatteren døde i 1984.

Her er ikke en sjæl, ud over en lille bitte og meget gammel hund, som nyder solens stråler. Vi tøffer lidt rundt for at se, om der ikke kommer en eller anden og åbner caféen. Den eneste der dukker op, er en stor grå kænguru med en meget stor unge i/uden for pungen. Efter at have nusset den lidt, siver vi af. Vi skal lige købe en mønt i automaten til 40 kroner, så vi kan komme ud.

Vi kører ind til den nærmeste by, Woodend, og får kaffe og gulerodskage. Det er en lille søvnig og søndagslukket by, men vi skal også videre. Har en plan om at nå alt det, vi skal her nede sydpå i dag og så køre op i varmen.

På vej ud af byen spotter Rikke et insektarium. Det er en professor, der har startet op for sig selv. Staten mistede interessen for at forske (eller var det pengene), og han startede han alene. 80% af de insekter, som han finder i omegnen, er ikke beskrevet!

Det er mest tørrede insekter på tavler, men der er også levende myretuer, biboer, knælere, vandrende pinde, edderkopper og nogle store krebs. Krebsene stammer fra det nordlige Tasmanien, de bliver over en meter, og er dermed de de største ferskvandsskaldyr. De er ved at uddø, men der er ingen plan for at redde dem. Her i centret har de opdrættet dem (som de eneste), og staten ville have dem tilbage til naturen. De fik en finger. Dyrene ville bare blive sat ud under en bulldozer.

De har også verdens største kakerlakker. De graver en tunnel på en meter i længden, føder levende unger, som de opfostrer et års tid. De bliver kønsmodne som tre-fire årige og dør som syv-årige.

Vi ser en spændende film om artsbestemmelse mv. og snakker med fyren. Vi er de eneste gæster, og jeg bemærker, det kun var tilfældigt, vi så det. Det passer ham fint, offentligheden er bare generende. Derimod vil han meget gerne have skoler, som han kan præge i retning af natur-respekt.

Vi siver af, og finder Melton, som skulle have den fineste 1900-by. Det er den første by, der blev fredet, og skulle være virkelig flot. Vi kører en tur rundt om den, tværs gennem den og alligevel kan vi ikke finde noget pænt. Den ligner de andre.

Der er noget, der hedder GreenWorld, og vi må lige ind. De har ikke nogen spændende planter, men et cafeteria, hvor vi lige smovser igen. Rikkes kylinge/majs suppe er bare ikke sagen, så vi kører lige gennem Hungry Jacks.

Sidste officielle stop i Victoria er en Scenic Rute og en flot have i St. Erth. Turen går gennem et flot landskab, der minder meget om Midtsjælland, en solskinsdag sidst i september. Skovene minder om bøgeskove og markerne bugter sig over store flade bakker.

Haven er flot, men også mærket af efteråret. De har en fantastisk samling frø, både til pryd- og nyttehaven. Vi finder nogle navne på Rikkes farvoritblomster, og nogle frø til gourmet rødbeder; de er hvide. Det er ved at blive sent, og vi skulle gerne nå lidt nordpå i aften.

Vi havde snakket om at besøge Bendigo, hvor vi skulle se en katedral, verdens længste drage, botanisk have og et Joss House. Det viser sig, byen er temmelig stor: 60.000 indbyggere, så vi efterrationaliserer.

Vi kører tværs gennem byen, og tingene ligger på linie. Først ser vi katedralen, det er en flot sandstensbygning. Den botaniske have er også præget af efteråret, så vi holder farten. Dragerne ser ikke så store ud, måske var det bare McDonalds legeplads. Joss Houset ser pænt ud udefra, og vi har jo set det, som skulle være flottest uden for Kina. Jeg tror, vi slipper gennem byen uden at holde for rødt.

Vi kører næsten stik nord, det er der varmen er. Grænsen til New South Wales krydser vi mellem Echuca og Moama, det er ikke til at se hvor. Efter et stykke tid er man ikke i tvivl. Selvom det er blevet helt mørkt, kan man tydeligt se, vejen er blevet lige. Det var meget få lige vejstrækninger, der var i Victoria. Selv de store veje var bare større kurver. Nu kører vi på en vej, som er snore lige mange kilometer af gangen. Vi er kommet til en stor slette, hvor frodig den er, kan vi ikke se.

Vi kommer til Deniliquin ved ni-tiden, og finder en campingplads. Jeg laver mad, mens Rikke læser lidt om området. Noget af det første hun finder er et foto af nogle specielle klipper. Den SKAL hun se. Det viser sig, de ligger inde i vest New South Wales, stik modsat Sydney. Så er der jo ikke andet at gøre, end at stå tidligt op. På vejen kan vi lige se et par småting, som lå for afsides i Victoria.

Mens vi sidder og læser og skriver, kukker en gøg lystigt. Nogle latterfugle støjede infant tidligere, kun overgået af kakkaduerne. Klokken er halv-eleve, og det er stadigt 20^oC.