[ Tilbage ] |
Sover fantastisk, Rikke var sød at bytte seng med mig, så jeg ikke blev vækket når fyren i overkøjen vendte sig. Og så kom han slet ikke hjem i nat, den gris.
Når vi nu ved, hvor længe vi bliver her, og der alligevel er et dobbeltværelse tomt, flytter vi. Så giver vi 225 kroner pr. nat, men det er som sagt med morgenmad. Vejret bliver bedre og bedre, i dag skinner solen fra morgenen af, og det skal blive 23oC.
Tager en Tram (sporvogn) ud på den anden side af centrum, hvor der er en masse små spændende forretninger. De er desværre blevet lidt for kendte, så der er skudt et væld af cafeer op mellem dem, og priserne er voldsomme.
Vi finder en blomsterhandel, der har levende blomster. Næsten alle de blomsterhandlere, som vi har set, har kun haft plastik- og silke blomster og et hav af bamser. Her er ikke alene levende blomster, her er knolde, som jeg ikke har! Finder to, som vi kan klippe helt ned, og ryste jorden af. Sig ikke, det ikke er de rigtige, jeg samler på! Så skal vi selvfølgelig også finde sko til Rikke, det er ikke svært. Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor hun også skal have en korsage og en kjole, måske fordi hun er så sød.
En anden tram fører os ud til et område, som vores vært har anbefalet. Også en flok spændende shoppe, mindre antal cafeer og langt mere fornuftige priser. Vi finder ikke rigtigt noget, men det er meget hyggeligt. Får anbefalet nogle Havana klip-klappere, som vi kan få i centrum.
De er alligevel ved at lukke her ude, så vi "trammer den" ind til centrum. Forretningen, vi har fået anbefalet, har dem kun i lyse pastelfarver, ikke lige mig. De henviser til en anden, men de har ikke min størrelse. De anbefaler en tredje, og vil endda ringe for at høre, og de har. Imens finder en medarbejder ud af at sende en anden ud på lagret, og sør'me om ikke de selv har.
Så går vi over i det store Shot Tower mall, hvor de først lukker klokken ni. Finder ikke noget, men benene er ved at være trætte. Vi finder lidt kinesisk mad - også sushi - og tager så en tram hjem. Et forfriskende bad, og så på hovedet i seng.
[ Tilbage ] |