15/3. BERNIE

Kommer lidt sendt ud af poserne, og bruger morgenen til bad og rengøring af hjemmet, så morgenmaden bliver uden for campingpladsen, men med havudsigt.

Vi kører ind over landet, og ser en stor flok stære, der gentagne gange bliver angrebet af en falk. Meget tæt formationsflyvning, en fantastisk opvisning.

Kommer til Table Cabe, hvor der er en fantastisk udsigt over havet fra en høj klippe, ved siden af det gamle fyrtårn. Bakkerne omkring fyrtårnet er løgmarker, hvor løgene ligger til tørre.

Vi kører forbi mange flokke køer, og jeg ser én, der har mistet halvdelen af sin hale. Så opdager vi, at alle malkekøerne har kuperede haler, brutal skik.

Ude for enden af uendelige snoede grusveje finder vi en lukket rododendronhave. Havde lige snakket om, det var påfaldne få (faktisk kun en) steder, der havde lukket, siden bogen blev skrevet.

Tilbage til hovedvejen oppe ved Bass stredet, og så ned gennem landet igen. Denne gang gælder det Rigdley, hvor Guide Falls, som skulle være "impressive". Det kan godt være, hvis de lå på Falster, men vi er bedre vandt. Ti meter tynd stråle over søjlebasalt.

Det er andre ting, der er sikker succes: Sub-Way i Bernie. Vi tager dem med, og spiser dem ved havnen i Ulverstone, lige efter den lille by Pinguin.

Prøver at finde og fremkalde film i Devonport, men det bliver kun til et krus kaffe.

Så drejer vi ind i landet igen. En mindre by, der hedder Sheffield mistede sine turistting, og gode dyr var rådne. Én havde hørt om en by i Canada, som havde malet en masse malerier på deres gavle, og det prøvede de. Det var en succes, og de er faktisk ret flotte. Vi var i en anden by, som kalder sig: Byen med de malede telefonstolper. De havde lavet deres malerier på stolperne. Knapt samme effekt. Mange byer kalder sig "Byen med...", nogle er ret tynde.

Vi siver langsomt øst på, langt ude på landet. Vi stikker lidt mere syd på, for at komme Liffey. 16 kilometer udenfor, ligger Liffey Falls. De sidste kilometer er de flotteste. Meget smal vej, hvor bregnerne næsten når hinanden. Da vi endeligt når der ud, står der, at man skal gå en halv time, for at nå faldet. Solen er gået ned, og vi er ikke så entusiastiske. De tilbyder også et stort træ, et minut væk, den tager vi.

Så kører vi langsomt op mod Launceston, for at overnatte. Da vi når Bishopbourne ser vi et enormt bål eller brand. Nu har vi ikke travlt, så vi kan jo prøve at finde ud af, hvad det er.

I Perth (tassie-udgaven) drejer vi til højre, og 20 kilometer nede af 1'eren er vi tæt på. Der ligner bare en voldsom markbrand, men vi kan ikke komme tæt nok på, til at vi kan se det med sikkerhed. Vi så branden på 40-50 kilometers afstand, og da så den kraftig ud. Vi må tilbage i morgen, og se hvad Tasmanien har mistet, når vi har lørdagsshoppet i Launceston.

Vi når Launceston ved halv nitiden, og finder byens eneste campingplads. Mærkeligt, når man tænker på, der bor 67.800 i byen. Rikke går smilende og småsyngende i gang med at lave aftensmad.