6/3. THE AARCH .    

Tror vi vågner sent, Rikkes ur er halv tolv. Vi skynder os at pakke sammen, og glemmer helt at gå ned til vandet, bare 50 meter væk. Mens vi spiser morgenmad, bliver vi underholdt af en "ny" fugl. Den lyder ret meget som en blokfløjtespiller, to ens toner ad gangen, og hele skalaen igennem i behagelige melodier. Den bliver desværre accompagnieret af en gammel kendning, der lyder som om, en eller anden har fået noget galt i halsen.

Vi kører tilbage af ti kilometer grusvej, og svinger nordpå. Første stop er et Tasmanian Devil Rescue Center, hvor de også har andre dyr. Vi er her klokken ti, så Rikkes ur laver sjov igen. Det er fodre tid og det går ikke stille for sig, vi kan umuligt have været nær dem i naturen. De har udstillet to voksne og i en anden indhegning går fire halvvoksne unger. De er lige så søde som hundehvalpe, men slås noget mere indædt om den stump road-kill, der er deres morgenmad.

Vi lærer her, at de sodfarvede rosellaer, jeg har set her nede, er tasmanske rosellaer. Den grå possum vi havde besøg af i nat var en almindelig buskhalet possum. Hvad den anden var, står hen i det uvisse for nu.

Her er en stor indhegning med en blandet flok kangaruer og wallabyer, nogle voliere med kakkaduer, latterfugle, frømunde, ugler og ørne.

Bag centret er en eng, hvor der går en fugle sti. Vi ser nogle små blåkælke, to røde heste og to sorte kakkaduer. En å smuger sig i bunden af engen, men heller ingen næbdyr her.

Et lille show med en rosa kakkadue, en mackpie, en frømund og en ung tasmansk hvidmavet havørn ørn. Den forsvinder bare, og falkoneren går stadig og leder efter den, da vi kører.

Der var også et slangecenter, med op til 1500 tigerslanger, som blev brugt til serum og måske astma-medicin. Det lukkede desværre på grund af pengemangel for et halvt år siden. Foran centret går nogle tasmanske gæs, de er kæmpe store og helt grå.

Vi kommer op til Eagelhawk Neck, hvor militæret engang standse de alle de fanger, der undslap fra halvøens tre arbejdslejre. Her er kun omkring 50 meter bredt, og man lavede et "Dog Fence" af 18 hunde. Hver hund havde en lille lygte og en vintønde, den kunne gå ind i. Hvis du tror, de havde det hårdt, så tænk på dem, der stor på en platform ude i vandet! En flot bronze statue gengiver en hund med lygte og tønde.

Lidt længere oppe af vejen finder vi Hells Kitchen, som vist er lukket på en så pragtfuld og stille sommerdag. The Arch er der i mod en overraskelse. Jeg er ikke klar over, vi er tæt ved vandet. Nogle mennesker står og kigger over et hegn. En henter sit kamera, en anden sin video. Jeg siger til Rikke, det må være godt, og alligevel er jeg overrasket. Et hul, der er 15 meter i diameter, har hav med store bølger i bunden, 20 meter nede. En stor bue giver adgang til havet, som kan ses igennem.

Næste stop er et tamt Blowhol, som nok ville være bedre en dag med bølger. Vi sigter mod en sikker gevinst, caféen fra i går. De har lammeburger på menuen. Det er en bolle med taboulet (bulgur med hakkede persille og mynde samt tomater), græsk yoghurt, hummus, salat og tomat. Bøffen smagte rigtigt lækker, og slet ikke af våd uldtrøje.

Vi vælger en 40 kilometer skov-grusvej op til Orford. Her er et enkelt lille track, som starter ved en bro. Broen er lavet af enorme stammer, som er bygget op som flere bjælkehuse, og så fyldt op med stampet jord. På det højeste er den otte meter høj. Den er helt intergreret i den omgivende natur, og ser ret gammel ud. Det er den bare ikke, den blev laver i 1988, med megen omhu, så man skadede den omgivende natur mindst muligt.

Selve tracket er flot, det er gennem regnskov, som bare er lidt tør. Massere af mos, bregner, bregnetræer og andre fugt-elskerer. På den ene side har åen skåret sig ind i sandstensklippen, og abo'erne har boet her engang. Nu er det hele overgroet med mos, og hjem for en masse små dyr.

På vej tilbage til bilen ser jeg en nogle små firben, som er mørkebrune. Lige ved siden af bilen sidder en flok skinnende små blå biller, meget lig de grønne, der var ved Remarkable Cave.

Lige før vi kommer til Orford, kører vi op af et stejlt bjerg, for at få udsigt over kysten. Vi kan blandt andet se de afsvedne marker på Maria Island, som er én stor national park. Vi havde tænkt lidt på at tage der over, men vi kan ikke få bilen med.

Mens vi står oppe på toppen, kan vi høre tordenen komme rullende. Sorte skyer trækker op, og vi skynder os ned.

Vi handler lidt, da vi når Orford, og kører så op mod Swansea. Lige uden for byen, ligger noget, som hedder Spiky Brigde. Det viser sig at være en gammel og meget stor bro, som er lavet af straffefangere. På broens mure sidder 30-50 centimeter høje og tynde sten. Hvorfor er der ingen der ved, men det er specielt.

I Orford finder vi en campingplads, lige midt i byen og helt ud til vandet. Tordenen er drevet over, og vi begynder at tømme bilen for vasketøj, selv vores strek-lagen får en tur i maskinen. En femmer for vaskemaskinen, en femmer for tørretumbleren, og på en time er alt vores tøj rent og tørt.

Efter maden går vi en lille tur ned på stranden, men det bliver mørkt, og vi går hjem og tager kaffen inde i bilen. Vi kan tydeligt høre bølgernes brusen, da vi ligger os til at sove.