3/3. TASMANSKE KLOARKDYR.    

Da vi åbner bagdøren, står myggene i kø. Så vidt jeg husker, bliver de tiltrukket af CO2, og det strømmer der en del ud af. Kæmper mig gennem sværmen, og får klaret gårsdagens opvask ved flodbredden.

Mens vi spiser morgenmad, kommer en lille flok af de meget store sorte kakaduer flyvende langsomt over os. Utallige småfugles stemmer strømmer ud fra den tætte skov omkring os, men uden at kunne overdøve Arve. Det var 17oC inde i bilen, men kun 10oC udenfor.

Der er en lille travetur fra pladsen. Den går gennem tæt kold tempereret regnskov, som består bregnetræer og almindelige træer, som er totalt overbegroet med mos og lav. På stammer og grene gror mindre bregner, og til fem forskellige på ét bregnetræ. Der er mange forskellige svampe, nogle rigtig store, nogle orange, nogle grå og nogle helt røde. Der er enkelte store 200 årige eukalyptus træer iblandt.

Vi kommer ned til floden, hvor store stammer ligger på tværs, de er også overbegroet. Jeg kan ikke lade være med at skyde en halv film, men lyset er helt sikker for svagt.

Batteriet i det nye kamera er pludselig dødt. Syntes det er for dårligt, til jeg tænker på, jeg har taget 14 film. Rikke husker på batteriet fra det gamle kamera, så jeg kan skyde videre.

Vi går tilbage og får pakket bilen. På trods af, den er ret fugtig inden i, er der ingen problemer. Den starter med en perfekt røgring.

Efter et par kilometer kommer vi til en anden vigeplads. På alle skiltene i denne skov (Southern Forest) er der pædagogiske forklaringer på, hvorfor man driver skoven som man gør, og hvor godt det er. Her står også, at man ikke fæller de sidste 20 meter ned til vandløb og floder, for at undgå udvaskning. Det virker som om statsskovinstitutionen har hyret et rigtigt smart amerikansk marketings firma. Nå, de har flotte og oplysende plancher. Sloganet er noget i retning af: En multibrugs skov.

Her er en arkitekttegnet gangsti anbragt langs og over et vandløb. Den første del er der sågar plexiglastag over. Det virker ret vildt, men naturen er fantastisk.

Over alt på jorden ligger kronblade fra hvide blomster, men vi finder ikke blomsterne.

Næste plads hedder Big Tree Look-out. En kort gangbro fører ud til et enormt sump-eucalyptus. Vi kommer til træet omkring fem meter oppe, og det er mellem fire og fem meter i diameter her. I modsætning til de andre vi så i det sydvestlige hjørne, er dette ikke synligt hult. Stammen virker mere som en væg, end som noget rundt.

Historien om træet fortæller, at den eneste grund til, at det ikke er blevet fældet som sine søskende er, at det viste sig at være hult. Det er omkring 400 år, men lever nok kun 50 til. Jeg kan ikke lade være med at føle en form for respekt for et gammelt og enormt træ som dette. Det er for resten 85 meter højt.

Næste stop bringer os ud på en stålbro, midt ud over en kløft. Vi ser ned på de store træer, og så er der vist ikke mere at sige om det.

Så kommer vi til enden af den 30 kilometer skovvej. Hvor de andre pladser har været tomme eller kun med tre-fire biler, er her over 100. Et meget nyt besøgscenter med cafeteria og souvinier shop sælger også billetter til air-walken. Vi styrker os først på noget frokost, og går så op mod gangbroen.

Vi krydser den mægtige Huon flod, som er fuldstændig cola-farvet. Den er farvet af homus, dødt organisk materiale.

Selve gangbroen vejer 120 tons, er 20-48 meter høj og 620 meter lang; verdens længste. (Mange andre ting; træmole/drivhus/kontorhus og hvad ved jeg, har været den største/tungeste/højeste/osv. på den sydligste halvkugle. Jeg har ikke indtryk af, konkurrencen er så stor som på den nordlige!)

Der er en sidegren på gangbroen, som hænger frit over floden 24 meter ud og 48 meter over vandet. Som der står i brochuren: Du kan få den til at svinge, ja du kan ikke få den til at lade være!

I 20 meters højde ser jeg en lille skink, midt på et stort træs stamme. Den piler rundt og fanger fluer, som om den var på jorden. Her oppe finder vi også de hvide blomster, som ligner æbelblomster. De sidder på læderbarktræet, som giver en helt fantastisk honning. Det forklarer også de bistader vi har set i skoven.

Træerne vi går blandt er op til 60 meter høje, men manges kroner er lige ud for os. Det er hovedsagligt eukalyptus, men der er også andre løvtræer og nogle nåletræer. På vej tilbage gennem centret falder Rikke for en lille platapus (næbdyr).

På vej ud af pladsen ser vi en helt sort udvokset kyst tai-pan, en af verdens aller giftigste slanger, kun overgået af tigerslangen (målt i, hvor mange mus ét bid han dræbe).

Vi kører tilbage mod civilisationen (eller er det fra den?), men standser, da Rikke opdager et echidnas (pindsvin). Jeg har hele tiden holdt udkig efter dem, da de tilhører den helt specielle familie af kloarkdyr, som næbdyret også tilhører. Det har en meget tyk pæls på Tasmanien, med tykke korte pigge stikkende ud af. De er større end vores pindsvin, og har en lang sort næse, på størrelse med en lillefinger. Den bruger den til at rode i jorden med, for at finde smådyr.

Den sidder på skråningen langs vejen, og lader sig ikke mærke med bilerne. Da vi kommer, derimod, graver den hoved og ben ned, så kun nålepuden stikker op. Jeg sniger over ved siden af den, i læsiden, og venter til den dukker frem. Efter et stykke tid, hvor den kryber sammen ved vores stemmet, klapper vi i, og den kommer frem. Den starter med at klø sig på maven med forbenet, 40 centimeter fra mit kamera. Jeg trykker på knappen, kameraet stiller klart, dyret kryber sammen, kameraet går af, jeg bander. Det gentager sig i alt enkelthed fem seks gange til, før jeg opgiver. Pyt, det var en fed oplevelse at se det.

I en lysning ser vi en lille flok tasmanske høns. De kan ikke flyve, men kan til gengæld løbe op til 48 kilometer i timen. De ligner lidt en forvokset blishøne.

Vi kommer til Geeveston, og svinger sydpå. I stedet for at tage hovedvejen, drejer vi af ud af en kystvej, som hurtigt bliver til en slynget grusvej. Vi kommer gennem Police Point og Surveyors Bay, før vi rammer den "store" vej i Dover. Efter Haisting drejer vi af mod byens hule og varme kilde. Langt ude i skoven kommer vi til billetkontoret, fem minutter efter sidste huletur. Til gengæld får vi lov at bruge den varme kilde gratis. Damen er gift med en dansker fra Lynæs. Skidt med det svømmepools agtige bad, de har varme brusebade, og vi trænger.

Vi snakker lidt med damen om, hvor vi kan overnatte. Vi må gerne holde på deres plads, eller vi kan køre tilbage til Southport. Hvis vi er rigtigt eventyrlystne, kan vi køre ned til Cockle Creek, så det gør vi.

Endnu en slynget grus-skovvej fører og til det sydligste af hele Australien. Her er en gratis campingplads, hvor der står tre tomme campingvogne og et toilet.

Mens Rikke laver mad, plukker jeg en skål brombær i krattet om pladsen.

Efter maden går vi en lille tur ned til vandet, som er en blanding af cola-flodvand og saltvand. Mellem de mørkebrune sten ligger abelone- og muslingskaller, konkylier og fiskeskeletter. Der er en sandstrand på tre meter, men vi har ikke håndklædet med.

Den lille græsplæne vi bor på, bærer præg af, der kommer en masse dyr, måske possumer. Med lidt held, kan vi se dem i nat. Med lidt uheld er det tasmanske djævle, der kommer op at slås! Jeg stiller ekstralygterne, så vi har en bred vifte foran bilen.

Vi tager kaffen og delikatessechokoladen inde i bilens myggefrie fæstning. Mørket falder på, mens fuglene hilser det. Jeg sidder og grifler, mens Rikke læser. Da det er blevet helt mørkt, tænder jeg overhalingslyset, og afslører en flok quakkere, små kangaruer. De græsser på plænen foran bilen, og ser rigtig nuser ud. Desværre er de ikke særligt begejstret for at blive siddende, når jeg kommer ud for at fotografere dem. Det tager lang tid, før de kommer tilbage, så jeg lader dem være.

Vi skal vel også nå at sove, så vi, friske og udhvilede kan se det aller sydligste punkt, en kilometer længere nede. Så skal vi se hulen, og så måske tilbage mod Hobart.