| [ Tilbage ] |
Jeg vågner frisk og udhvilet, Rikke er træt af at holde vagt hele natten. Nogle unge mennesker var inde på pladsen for at riste en bønne, og så kunne hun ikke sove. Mens vi spiser morgenmad kommer en gammel fyr ind på pladsen med et fladt baghjul. Jeg hjælper ham med at skifte det, og får fire frosne fisk som tak for hjælpen. Det dæk jeg piller af, er regummireret, helt uden mønster. Det jeg sætter på er totalt skævt, intet mønster på to-tredjedele.
Så kører vi tilbage til tanken, og lister 59 liter på. 500 meter tilbage til Tantanoola hulen, hvor turen starter om 25 minutter. Rikke er ikke i tvivl, de skal soves væk.
Det er blevet sommer igen, temperaturen når igen 30oC, og solen skinner fra en skyfri himmel. Bare dette vejer holder Tasmanien rundt.
Vores bremser er begyndt at sige lyde, det er nok på tide at checke belægningen. Vi får jo trods alt trillet nogle kilometer.
Klokke er ved at blive tolv, så jeg vækker Rikke, og vi går op mod indgangen. Der står en mand og graver et skilt med rundvisningstiderne ned. Sludrer lidt med ham, da jeg tror han er guiden. Det er han ikke, så han sender os videre. Vi er kun fire på turen, og det passer fint.
Hulen er lille, omkring 60 meter i diameter, og med højt til loftet. Rigtig flot lystsætning, som guiden tænder og slukker efterhånden, som hun fortæller om det. Stalaktitter, monolitter og halakitter, de sidste gror i alle retninger. En lille sø i midten, og en rullestolsvenlig gangbro omkring. Alle vægge og lofter er dækket af udvækster. Hulen er lidt speciel, fordi den er lavet af bølgerne, og ikke af nedsivende vand. Der er 40 kilometer til havet i dag.
På vej tilbage til bilen, inviterer manden os til kaffe eller te. Øhh, næ tak, vi skal videre. En dame spørger os, om hulen er værd at vente på. Hun har sommerkjole, rødt hår, smalfilmskamera og lidt for store sko/dyb stemme!
Smukt landskab, som taget ud af en Morten Koch-film: Græssende sortbrogede køer, flaksende sommerfugle, gyldent korn, svaler og doven varm luft.
Så kommer vi til Mount Gambier, som er bygget oven på tre gamle vulkankratre. Vi får frokost, finder en campingplads til en 50'er, så vi kan få et bad, og ikke skal lede i aften. Vi får deres sidste plads, i morgen er der udsolgt.
Nordpå, hvor Naracoorte hulerne lokker. Der er kun 90 kilometer, og på vejen kører vi gennem et fantastisk flot landskab. Store gule græs- og kornmarker med kæmpe ege-lignende eucalyptus. Utallige mørkegrønne vinmarker med utroligt flotte haciendaer i. Så kommer der store pinjeskove, foran hver er et skilt med planteår. Efter en kilometer; et nyt skilt.
Vi svinger op mod hulerne, og kommer til Wonambi Fossil Centre. Der er fundet en masse knogler i én af hulerne, og man har prøvet at rekonstruere urskoven for 200.000 år siden. Pung-løve, kæmpe kvælerslange, tre tons græsæder, to meter høje kangaruer og meget andet sjovt i en urskovslignende hal. Lydene er der også, og fra en grotte kommer en uhyggelig. Det er to kæmpe tasmanske djævle, der slås om et kadaver.
Vi er kommet for sent til rundvisningerne. Her er kravle/krybe/klatre huler, dykker hule med 40 meter sigte, flotte huler, og så en meget grov, som vi får lov at smutte ned i, uden at betale. Den er faktisk rigtig flot, uden drypsten, men store formationer.
Ude i varmen igen, beslutter vi os for at køre tilbage mod Mount Gambier. Ser en pil mod Bool Lagune, den kan vi da lige se.
Det viser sig at være et enormt vådområde, faktisk det sidste i miles omkreds. Hele området var én stor sump, og de første nybyggere truede med at flytte, hvis regeringen ikke drænede. Det gjorde de så, og nu er det noget af det mest frugtbare landbrugsland. Der er lige denne sump tilbage, og den er vigtig for (de sidste) fugle.
Jeg følger en snoet sti midt ud gennem buske og sump. Hører adskillige slanger snige af, gennem det visne græs. Kommer til et stort skjul med oversigt over en stor flad sump: Ingen fugle, ud over de allestedsværende slagterfugle.
Vi fortsætter ud over landet, i en stor bue mod Penola. Her er rigtigt meget kvæg, både Hereford og sortbroget. Selv en stor flok Jersie dukker op.
Vi kommer tilbage til pladsen, hvor Rikke laver mad, mens jeg undersøger bremserne. De er ikke slidt ned, det er nok bare det fugtige klima, der får dem til at hyle lidt.
Myggene beslutter, det er på tide, vi sætter os ind i bilen. Rikke har laver vannilie café latte, og finder chokoladen frem.
I morgen skal i se den blå sø, vulkankraterne og byens andre seværdigheder, før vi triller længere sydpå.
| [ Tilbage ] |