4/2. OUT IN THE BUSH

Vi gik i seng, da det blev mørkt, og vågner, da det er blevet lyst. Jeg laver morgenkaffe, skarpt overvåget af en ørneunge, femten meter væk. Rikke smører madderne, og vi sidder og betragter de små blå spurve, og deres blåhalede kusiner, der vimser om bilen.

Jeg får øje på nogle søjleklipper over os. De ligner dem fra baviangrotten i zoo. Kravler op til den, med et vågent øje efter slanger, der ligger og oplader i morgensolen. Søjlerne er firkantede, omkring 20-25 centimeter på hver led, og nogle står frit i to meters længde.

Vi får pakket bilen, og kører tilbage til hoved grusvejen. Landskabet minder meget om den afrikanske savanne. Spredte forkrøblede træer og afsvedet græs med enkelte grønne buske. Det skulle ikke forbavse mig, hvis der kom en elefant brasende ud af buskene. Det gør der ikke, men vi skræmmer nogle kangaruer op. Nogle løber langs vejen, omkring 50 kilometer i timen. Da de krydser over vejen, kan jeg måle deres springs længde: fem meter, og dyret er kun lidt over en meter! De ser måske ikke så elegante ud, når de går langsomt, men deres løb er virkelig flot.

Vejen slynger sig gennem bakkerne, og landskabet ændrer sig gang på gang. Nogle gange kører vi blandt sølvgrå buske, andre gange er der gult græs, grønne buske og enkelte gange perfekt runde pudder af stridt grønt græs a'la bjørnegræs. De står spredt på helt nøgen rød jord, virkelig flot.

Vi kommer til Jadena, som jeg troede var en lille by. Det kan man vel godt kalde det, der er i hvert fald to gårde ved siden af hinanden, ikke så langt fra vejen.

Selv om det er en, til tider, temmelig grov grusvej, er her skilte: Floodway, Grit, Dip, Gate, Creek og skarpe sving. Nogle steder er vejen temmelig ødelagt af krydsende bække.

Vi møder tre biler på 255 kilometer. Man er slet ikke i tvivl, der kommer en støvsøjle, som kan ses flere kilometer i forvejen. Når man passerer hinanden, standser man. Ikke for at snakke, men for at se noget. Første gang tror jeg, jeg kan liste videre med nedsat kraft, men støvet er så tæt, at vinduesviskerne forsvinder!

På en anden strækning bliver problemet tilfyning. Vi er rigtigt langt inde i landet, men fint gult sand ligger i driver på tværs af sporet.

Ud over kangaruer ser jeg en enkelt stor, sort og hvid vædder og nogle flokke køer, som er annonceret i forvejen. Krydser rigtigt mange kvægriste, og der står enkelte vindmøller og vandtanke rundt omkring. Her skulle også være får, men jeg ser ingen. Det gør Rikke heller ikke, hun ligger inde bag i, og sover.

Vi stander på et åbent stykke, for at lave formiddagskaffe. Rikke finder en pose Doritos og en dåse salsa frem, og der hygges.

Jeg får kigget under mine klip-klappere. Der sidder kager af små piggede frø. Vi pakker sammen, og fortsætter ud af sporet.

Landskabet begynder at blive ensartet, og pludselig er vi ude på 1'eren ved Iron Knop. Stor jernmine med lille uddøende by. Tanker, og låner deres WC. Da der nok er nogle, der skal spise inden for de næste 24 timer, vi jeg undlade at beskrive, hvad der var bag døren, der hang i et hængsel.

Ud på 1'eren igen, og Rikke påstår (og det skal hun høre for) vi skal mod Port Augusta. Vi skulle have kørt den anden vej først, så havde vi sparet 150 kilometer.

Møder en af de utallige "Over size" lastbiler, og denne Scania er det virkelig. En lille bil med skilt foran, så en motorcykelbetjent, der får os helt ud i rabatten. Så kommer der et almindeligt træfamiliehus forbi. Det når fra rabat til rabat på 1'eren.

Klokken er fem, da vi kommer til den 14,600 indbygger store Port Augusta. Belært af erfaring finder vi først svømmehallen, så vi kan få et bad. Det er ikke en hal, bare et udendørs pool, men vi kan købe et bad til 1 krone! Det forbavser mig ikke, at det er en stribe åbne brusere (denne gang beholder jeg bokserne på), men jeg ville have sat meget pris på varmt vand. Da jeg kommer ud, fortæller Rikke, hun havde bestilt det til mig.

På vej væk kommer vi forbi Hungry Jack's, som er en Burger King. Der er spejlæg og rødbeder i deres burgere, som er uden mayonnaise.

Vi sidder og ser ud på en stor, meget lyserød sø. Endnu en saltsø, der er fyldt af nogle bestemte krebsdyr. Bag søen kommer Gahn'en kørende. Det inter-stanske tog er opkaldt efter kameldriverne, som drev ruten for 100 år siden. (De var egentlig ikke fra Afghanistan, men fra Persien, men hvad?)

Vi kører op til Whyalla for at overnatte. Så kan vi se terrariet i morgen tidlig, og så køre tilbage hertil (det var de 150 kilometer jeg gerne ville have sparet).

25 kilometer før byen, kan vi se en masse lys. Det viser sig at være et stort sportsareal. Lige inden for bygrænsen er der et informationscenter i forbindelse med er landsat krigsskib fra 2. verdenskrig. Toilettet er aflåst, men vi finder terrariet på kortet. Det ligger på samme vej, bare i den modsatte ende af byen.

Det er i øvrigt en stor by, statens næst største med 26.000 indbyggere. Vi finder ud til terrariet, og overnatter (forhåbentligt) i et diskret hjørne af deres parkeringsplads.