3/2. NORDPÅ IGEN

Det viser sig, at pladsen er knapt så stille, som vi gerne ville have. Vi kører ud i udkanten af centrum, og vælger en malerforretnings parkeringsplads, det er jo natten mellem lørdag og søndag.

Og som det viser sig om morgenen: Dette er den ene af to forretninger der holder åben om søndagen. De 200 andre forretninger er som forventet lukkede. Vi lister tøjet på, og i én bevægelse piller vi gardinerne ned, starter bilen og kører ud af pladsen. Bort set fra det, så var det en god nat med massere af søvn. Da jeg vågner halv elleve, ligger Rikke og læser. Morgenmad på forsædet, og så er svømmehallen åben, så Rikke kan tage nogle baner, og jeg et brusebad.

Solen titter frem, og vi kører ud til Coffin Bay (opkaldt efter en fyr i admiralitetet), hvor der er smuk natur i en national park. Det er lidt baglæns mod Elliston. Vi passerer igen Big Swamp, hvor en flok sorte svaner huserer. Det virker helt mærkeligt, at se grønt græs i naturen, når man ellers kun ser afsvedet.

Vi kommer til parken, og jeg vil ikke betale til postkassen; jeg syntes, de skylder fra i går aftes. Her er der for en gang skyld en asfaltvej, der stærkt slynget fører ind i parken. Resultatet udebliver ikke; på trods af hastighedsbegrænsningen på 40 (som i andre parker) er der massere af road kills. Skinke, kangaruer og en emu.

Parken består hovedsagelig af sandklitter, der er overgroet med mallee buske. En lille træplade viser ud til en strand, "only 4WD". En snoet grusvej krydser klitterne, og nogle steder er den fyget/føjet til, og jeg må sætte fire hjuls træk på, for at komme op af bakkerne.

Så kommer vi ud til klitterne. Sporet vi kører i er meget blødt sand, når man går i det, synker man i til over anklerne. Det er lige med hiv og sving, vi når ud til en plads, hvor vi kan vende. Her holder en anden bil, som straks udnytter chancen for at køre tilbage med os.

Vi standser på en plads med fast grund, og jeg går tilbage til klitterne, for at lære lidt om underlaget. Sporet vi kørte i var det blødeste. Det fyger jo til, igen og igen, og har ikke sat sig. Der blæser en mindre sandstorm, så jeg går tilbage til Rikke, før jeg når vandet.

Vi kører ud af parken, og op mod Elliston. Vi passerer det "græske landskab", og ser de samme lange stendiger (som jeg glemte af nævne sidst), som gør det ud for indhegninger.

i Elliston svinger vi til højre, ind over Eyre halvøen. Først 30 kilometer asfalt, så 60 kilometer af grusvej. Her advares mod løsgående køer, og vi møder da også nogle stude. Landskabet består af spredt skov med afsvedet græs i mellem.

Vi når hovedvejen, og følger den 50 kilometer til Minnipa. Vi standser i Wudinna for at tanke, og lige få gode råd til turen tværs gennem Gawlers Range. Konen brokker sig over, de kun har haft to sommerdage. For præcist et år siden, havde de 50oC, nu er det 15-20oC. Sidste år startede sommeren allerede i november. Så er vi altså ikke de eneste, der syntes her er lidt småkoldt og forblæst.

Det er blevet tid til aftensmad i Minnipa, og vi bruger byens bbq plads. Her er også en flot Concrete Crappa, én dør til Hens, én til Roosters. Ser lige på byens informationstavle: 90 indbyggere, 7,5 km til byens sportsplads. De er ikke lige så bange for afstande, som danskere!

Vi når lige ud af byen, så står den på grusvej igen. Første "by" vi kommer til er Yardena, omkring 90 kilometer inde i et meget stort hvidt område af vores kort.

Vi svinger nogle gange. Her er mange grusveje, men heldigvis også skilte. Der er langt mellem postkasserne, men ind i mellem er der store kornmarker. Det er ved at blive mørkt, da vi kommer til Pinkavillinie Conservation Park. Vi lukker os selv ind af ledet, og da vi leder efter et sted at parkere for natten, står der et skilt med campingplads. Vi kører langt af et par hjulspor, og beslutter så, at det er her!