| [ Tilbage ] |
Dejlig stille nat, Rikke har bare frosset, på trods af den nye sovepose. Det har ikke så meget med temperaturen at gøre, sådan er hun bare! Jeg sidder i små to timer, og læser om Syd Australien. Deres befolkning er meget ung; hver tredje er under 25 år. Der var 100 forskellige pattedyr, da de hvide kom til i 1800 og et eller andet. Nu er der 70 arter.
Efter morgenkaffen triller vi ind i Sterling Range National Park, hvor vi tager grusvejen på 42 kilometer, der bringer os på langs af parken. Her er rigtig mange blomstrende småplanter og buske. Røde, blå, lilla, orange, gule og hvide blomster er fordelt i store bløde grønne granitbakker. Her ser vi for første gang blomstrende græstræer af en ny art, mere sølvagtig. I stedet for det høje spyd, har de adskillige små hængende arme med en kvast i enden.
Hov, mens jeg husker det; pungrotten fra i forgårs aften hedder en bandicoot. På mange marker og søer vi kører forbi er der sort/hvide ibiser. I hver politikreds står et skilt med: "Do you know the limit? We do, Police." Det hentyder både til alkohol- og hastighedsgrænsen.
Tilbage i parken: En flot tykhalet skink sidder i vejkanten, og lader sig fotografere. Endnu en sort varan forsvinder hurtigere end jeg kan sige: " Hvor f..... er det f......... kamera nu?!!! Halsbånds parakitter og lorier krydser tit vejen som et grønt lyn, hvor imod vi kun ser én rosa og fire sorte kakaduer.
Da vi kommer ud af parken, ser vi en del høstarbejde. Nogle enorme (væsentlig mere end fodboldbane størrelse, hver) haller viser sig at være korn, vist nok hvede. På en anden mark står halvhøj majs.
Kører tilbage til Alberny, for at se, om vores bankkort og koder er kommet. Rikke har fået pinkoden, og i brevet står, kortet kommer i løbet af nogle dage. Det gider vi ikke vente på, så vi laver en adresseændring til Norseman, hvor vi nok er om en uges tid. Adresse ændringen koster 35 kroner!
En gang frokost og et bad, så er vi klare til nye strabadser i vildmarken. Vi tager 1'eren ud til Fritzgerald River National Park. Den skal også være flot, med 70 af statens 80 orkidearter. Der er nogle store grønne bakker/bjerge med lave buske, men ikke så mange blomster. Der er kun én vej gennem, og den skærer bare et hjørne af. Omkring 60 kilometer grusvej, meget af det er vaskebræt typen.
Når vi åbner bagdøren efter sådan en tur, er alt det bagerste i bilen samme farve som vejen. Host!
Vi standser ved den ubemandede betalingspost inde i parken, for at lave varm aftensmad. Det trækker op til regn, lynene ses over bakkekammen. Pladsen bliver hærget af kangaru-bremser, der har et pinefuldt stik. Vi ender med at spise maden inde i bilen, mens et par vindtåre rammer det tykke støvlag på taget.
En smuk regnbue spænder over en ensomt bjerg, og solen går langsomt ned i en symfoni af blå, gule, purpel og lilla skyer.
Vi kører gennem parken i skumringen. Deres grusveje er i øvrigt lavet ved at køre en speciel slags grus på det sand, som "jorden" består af. Når dette grus bliver vandet, bliver det hårdt og temmelig slidstærkt. Standser en enkel gang, for at fotografere en varan, som er langsommere end dens artsfæller.
Det er blevet mørkt, da vi kommer ud på 1eren igen. Tankmåleren er godt nede, men der er langt til Ravensthorpe, som er den første tank.
Her har det regnet lidt, og luften er tyk af insekter. Der er også temmelig lummert, og lynene oplyser stadig himlen.
Vi har kørt 551 kilometer fra vi tankede i går aftes, og fylder 65 liter på (tror tanken er på 70 liter). Mens vi sidder på tankpladsen begynder de at lukke. Vi triller ud til 40eren, som fører os op mod Wave Rock. Natten tilbringer vi på en bbq plads.
| [ Tilbage ] |