Fra Dagbog 1
fortsætter turen med flere oplevelser og kaktus. 29/9. Står op lidt i seks. Vi skal køre langt i dag, og Willy vil have en tidlig start. Morgenmaden er, som andre steder i Argentina: Skuffende! Her får vi en sej bolle og nogle beskøjter. Først efter en del forhandleren, kommer der noget kendt klister på bordet, til at smøre beskøjterne med. Det ligner fuldstændigt smørefedt, men smager lidt sødere. Kaffen er trods alt god, de fleste steder, her smager den af - intet. De sorte "lorry'er" som sad uden for hotellet når lige at flyve før jeg skyder billedet. De bliver bare en række streger. Der hamstres papkasser i den helt store stil fra den lokale kiosk. Minder efter hånden om Nordisk Kaktus Selskabs tur til Tyskland og Holland - bort set fra, vi nu tager fra naturen, og sparer 50.000 kroner. Lidt
i ni standser vi i en lille by, for at købe frisk morgenbrød og hamstre flere
papkasser. Det er nogle små og søvnige byer vi kommer gennem. På den anden
side har naturen ikke meget andet at byde på, end flotte udsigter. Længere
nordvest på gennem en af de utallige dale, som er over 100 kilometer brede. De
gule bjerge langs siderne er næsten nøgne, sletten i mellem er dækket af
mandshøjt krat. I disen bag bjergene skimtes endnu højere tinder. De fleste
fugle syntes at være rovfugle. Alt fra små falke til store gribbe. Ser en
enkelt enormt stor grå jordgøg, eller noget i den retning, på størrelse med
en gås. En kort fotopause i London, som består af 10-15 hytter og en kirke. Næste
stop er en større by, med tre købmænd og en tank. Vi køber ind til frokost,
og haster videre. Første stop for at se kakti er først halv tolv. Stop 3.1. Vi
standser ved en næsten udtørret flod, og kravler op ad en stejl bjergvæg. Her
gror fem vidt forskellige kakti mellem tornebuskene. Den
omgivende natur er fantastisk. Gule høje bjerge, sparsomt beplantet slette og
floden. Et par kredsende gribbe fuldender billedet. Buskene er totalt støvede,
bare man rører dem, kommer der skyer. Vi går over på den anden side af vejen,
og går lidt langs resterne af floden. På en brat opragende klippe finder vi
nogle nye små stik-fyre. De er kun et par centimeter i diameter og med korte
hvide torne. Jeg spotter en noget større med orange torne længere oppe, og
kravler med fingrene der op. Tager et foto, og kravler ned og spørger. Den
samme! Tilbage
i bussen starter vi frokosten, mens vi skrumler videre. Mange steder er vejen
skyllet væk, eller er bare ikke blevet asfalteret. De næste hundrede eller to
er helt uden asfalt. Nogle steder krydser vi floden - i vandet. Har faktisk ikke
set ret mange broer, i forhold til, hvor mange gange vi har krydset floder. Vi
samler et par damer op i en lille landsby, og de får et lift til den næste, 60
kilometer ujævn grusvej. Der er høje bjerge på siderne, men bunden er langt
fra jævn. Der er grusbanker, flere hundrede meter høje, spredt med gavmild hånd.
Der ligger sand- eller støvdyner mange steder, og nogle buske er massive af
sand. Buskene ligner mest gyvler, og nogle er dækkede af stærkt gule blomster.
I nogle flodsenge kører vi forbi arkæologiske pladser. Det ligner en del af
flodsengen, der er omhegnet af et plastikbånd. På den anden side ville det
undre mig, hvis de lerhuse de bygger nu, ville holde fem år uden
vedligeholdelse. Nyt
Stop 3.2. På en stenet skråning, næsten uden bevoksning, gemmer der sig
enkelte kakti, under buske og nærmest under jorden. Vi har også set det andre
steder, hvor det nærmest er en tornet plade i niveau med jorden. Damerne venter
på os, men der er selvfølgelig heller ikke kommet andre forbi. De store
bjerge, bag de mindre er begyndt at have store områder med sne. Vi er i 1665
meters højde, og det er faktisk lang tid siden jeg har ser et træ. Med store
mellemrum passerer vi en lille samling af huse, ikke mere end 10-15 stykker. Jeg
regner ud, hvorfor det hedder cassa: det er ikke andet end kasser! Vi sætter
damerne af, og begynder at slynge os op af bjerget. Willy spotter en stor gul
blomst i en af de helt høje kakti. Den skulle bare have hvid. Stop 3.3. Afsøger
hurtigt området, og finder fem forskellige kakti. En anden, noget mindre
blomster, med den rigtige farve. Ser nogle enkelte spætter og nogle store
vagtler med top, som død foragtende kaster sig over vejen. Flere steder sidder
en flok dværgaraer og skræpper, hvis der er vand i nærheden. Det går frisk
over stok og sten. Vi har næsten hele dagen kørt på dårlig grusvej, og
hastigheden når aldrig over 30 kilometer i timen. Jeg håber virkeligt Willy
mente vi skulle køre meget, ikke langt!
Bliver brat vækket, Stop 3.4. Stor skråning med fod-store sten og små
forkrøblede tornebuske - og tre slags kakti. Finder også nogle seje græsser
og en slags sukkulenter, før vi jagter videre. Vi når en større by. Husene
er hovedsageligt af ubrændte lersten, som så er blevet pudset og malet - en
gang inden for de sidste 50 år. Der er ingen huse med rejsning, hvis det skal være
fint, er der pyntefacade. Ud over træerne og de dyrkede arealer er der intet grønt.
Efter flodlejerne at dømme, kommer vandet virkeligt i store mængder, når det
endeligt kommer. Der er æsler og heste i alle indkørsler, og vinstokke i
baghaven. Børnene får fri fra skole, selv om klokken næsten er seks. De har
alle hvide kitler ud over almindeligt tøj, i alle størrelser. Rundt om i
forhaverne står blomstrende peberbuske og lyser op. Jeg er nået der til, hvor
jeg ville bytte et af de daglige kaktus-stop for en daglig kop god kaffe. Fatter
ikke, borgerne fra et af de bedste kaffe-lande jeg har været i, springer noget
så vigtigt, ja nærmest livs essentielt, over. Vi
gør en kort fotopause ved Tucuaman provinsens arkæologiske museum. Det er helt
ubeskriveligt flot! Mosaikker i natursten, enorme smedejernsting, kakti. Det har
bare lukket. Vi kører rundt om hjørnet, og hopper ud. Stop 3.5. Nogle nye, også
en kæmpe en jeg finder, som ikke "burde" være der. Det ved den
gruppe åbenbart ikke. Den største er noget større end en fodbold, med flotte
røde torne, der bliver lyst op af solens sidste stråler. Vi er i 1900 meters højde,
og det bliver nok koldt om natten. Selv de store søjlekakti har fået hår på!
Quilmes ruinerne ligger lige på vejen, så vi ser dem i skumringen. Og ja, de
hedder det samme som nationaløllen. Som skrevet er dens farver lyse blå og
hvid, samme som flaget. Meget stor by, med halv vægge. En stor labyrint slynger
sig op af bjerget. Enten er det utroligt velrestaureret, eller også er det
nyligt forladt. Væggene er lavet af skærver, nogle steder med mønstre. Andre
steder er den naturlige klippe bygget med ind. Vi når
lige en tur op på toppen, før mørket lukker sig om os. Det kunne have været
spændende at få lidt historie og data, men ikke på denne tur. Mens vi kører
i mørket, krydser Zorro jævnligt vejen. Adskillige æsler trækker godmodigt
lidt ud i rabatten, mens sortlagte cykler dødsforagtende slinger ud af vejen.
Vi kommer til et flot hotel, midt i en større by, ved nitiden. Vi skal spise
med det samme, hvilket passer mig rigtigt fint. Stort lokale med mange mennesker
og en fyr der står og skråler mens han tæver løs på en stakkels guitar. Til
de andres store fornøjelse bestiller jeg en kop kaffe til maden. Skidt, den er
helt klart det værd. Der er ikke noget med at bestille mad, der kommer bare to
af de sædvanlige fyldte ting, efterfulgt af en enorm wienerschnitzel med lidt
salat og tomat. Jeg skovler hurtigt i hovedet, så jeg måske kan være heldig at finde en internet-forbindelse. Kunne forestille mig Rikke ville blive glad for at høre fra mig. Bruger to timer på at læse tre mails fra hende, og skrive to nye til hende. Har på fornemmelsen, vi er 20 der deler et fejl-opsat 56 kilo modem, på en 86'er, der er proppet med ubrugelige programmer, der kører i baggrunden. Lidt over midnat bliver jeg nødt til at gå, hvis jeg ikke skal begynde at råbe af computeren. Der er også kun seks timer til vi skal op. 30/9. Er
ikke udpræget udsovet efter fem en halv time, men vi må vel i gang.
Morgenmaden består af to beskøjter. Vi har endnu ikke været et sted, hvor de
har ulejliget sig med at sætte en tallerken til "morgenmaden". Solen
har lige ramt de højeste tinder, da vi kravler op i bussen. Der arbejdes heftigt
med tape og papkasser, og ikke mindst: Hvor man kan få plads til dem. Den væltede
affaldstønde længere henne af gaden får ofte besøg. Pap og store vandflasker
er i høj kurs. Vi har boet ud til det traditionelle torv, som er i næsten alle
byer, selv de mindste. Små stier, omgrænset af plæner, træer og bænke. Måske
en lejeplads. Her sidder nogle højtalere rundt omkring, og en eller anden dame
synger, det kunne lyde bedre! På den anden side af torvet vælter folk ud af
kirken, der har vist været fuldt hus, og det er tirsdag! Det er ikke meget over
frysepunktet, men selv i solens første stråler er der varme. Allerede
klokken otte gør vi stop for at botanisere. Stop 4.1. En ny art, der har frø,
og så finder jeg en gruppe planter, som vi slet ikke skulle have set på turen.
Nogle rigtig små grimianner. Først går vi op af en stejl og meget løs skråning
af næve-store sten. Jeg samler nogle frø til de ældre, som ikke lige har
lyst til den skråning. Det generer mig ikke at tage en enkel frøstand fra hver
plante, men det skal også være alt. Der efter jager vi på sletten, på den
anden side af vejen. Jeg finder også nogle en meter høje buske, som enten er
figner eller jatropha'er. De har ingen blade, så jeg kan ikke se det. Der står
en lille gruppe træer, og de er overgroede med mistelten. Selv om træerne er
uden blade, har snylteren nogle få - provokerende! Vi
kører lidt baglæns, og passerer igen store flokke af dværgaraer. De er
fantastisk flotte, når de flyver. Det jeg tidligere mente var jordegern ligner
egentlig mere marsvin. Kommer de egentlig ikke her fra? Drejer fra ved en enorm
Finka, som producerer vin. Efter vinmarkerne kommer hvide sandbakker, som
vandrer. Lidt pudsigt med en perfekt badestrand i 1450 meters højde. Standser
for at fotograferer nogle klippeformationer der er taget lige ud af
Ulven &
Hjulben. Sindssygt flotte! Forskellige nuancer fra gul over rød til sort, og
figurer, slebet af vinden. Vi kører gennem dette sindssygt smukke landskab for
mange kilometer, der er et flot motiv hvert sekund! Formationer og farver i en
uendelighed, men hele tiden meget varieret. Jeg kunne bruge 1000 film her! Det
bliver kun til 20 billeder, mit kamera kan ikke lide at køre og fotografere
samtidig, og vi holdt kun en gang. Efter et par timer er vi ude af denne
fantastiske naturoplevelse, og kameraet ryger rygende tilbage i sit etui. Jeg glæder
mig virkelig til at se disse fotos! På et par
af udsigtsstederne havde de lokale nogle lamaer, så turisterne kunne blive
fotograferet. Det er både de første lamaer og turister vi har set. Jeg
blunder en halv time, og så er vi i landbrugsland med nysåede marker og træer
ind i mellem. Lucernen står rigtig flot, og hveden er godt oppe. Det ligner
faktisk Danmark i maj. Vi kører gennem en idyllisk by, og kommer til en stor sø,
Cabra Corral, hvor der bliver dyrket vandsport senere på året. Ser helt
forkert ud, når man lige er kørt forbi hestetrukne markredskaber. En stor rødhovedet
flagspættesætter sig lige ved vejen. Den er stor! Stop
4.2. Her skulle være to nye kakti, men vi ser kun den ene, på en
grusskråning ned til søen. Måske var der ikke så mange af den anden? Bagefter
får vi frokost! Den ene snask ved søen har åben, og belært af erfaring, snupper
jeg tre hamburgesere. Der lykkes mig endda at tiltuske mig en kop kaffe.
Hamburgerne er gode: En skive okse, ost, bacon, spejlæg, salat og tomat. Og så
havde de slet ikke kommet løg i, helt af sig selv! Midt i snasken står et
fodboldspil - i støbejern! Ikke desto mindre er det blevet repareret. De må virkelig gå op i
spillet. Der er forår i luften; vinden er kold, men solen varmer dejligt meget.
Vi vælter fuldstændigt det ældre ægtepars dag. De knokler rundt og ser
forvirret ud. Gad vide hvad de gør, når der kommer en rigtig bus? Der går
fuldstændigt rod i det, på trods af, konen skrev det op, da vi bestilte.
Minder mig om de gange vi har haft Ren'e med på grillbar. Han har aldrig
betalt for noget: Der er gået helt op i forvirring. Vi
er nu i den nordvestligste provins: Provincia de Jujuy, som også omfatter en
del af Andesbjergene. Føler mig lidt som Mike O Shern: Hatten, gå-på modet og
en entusiastisk hold bag mig, det latinske navn, og GPS koordinaterne med hjemme
fra. Vi følger bredden af den enorme kunstige sø. Vejen er hugget ind i
bjergene, og mange steder ligger løse klippestykker på vejen. Selve bjergene
er meget forskellige. Nogle er grønne, andre røde, sorte eller gule. Nogle
steder kan man se forstenet havbund med bølger og det hele. Mange steder er de
dækket af et meget tyndt lag nøgne buske. Vi
standser et andet sted langs bredden. Stop 4.3. Der er lige plads til at klemme
bussen af vejen, men her er absolut ingen trafik. Her er knolde! Jatropha
microcarpa og en nær beslægtet med lange tynde torne samt seks-syv forskellige
kakti i en smal, dyb og stejl kløft. J. m. blomster, men der er endnu ingen
blade. Der ryger en plante på en meter med hjem til Buenos Airos. Jeg bliver nødt
til at have en af de tornede Jatrophaer med hjem. Jeg burde nok ikke, men jeg
mener ikke der er nogle Jatrophaer på fredningslisterne, og jeg er den eneste
der fandt gruppen med dem (og jeg sladrer ikke). Finder en lille en på fem
centimeter. Pludselig
er klokken over fire, og vi er i en større by hvis indbyggere alle er mørke,
og de fleste har indianske træk. Siden sidste stop har vi kørt gennem
nogenlunde landbrugsland som er kunstvandet. Nu rykker bjergene sammen, og de er
store, men stadigt grønne på det nederste stykke. Her er endda træer, men længere
oppe bliver de dækket af gult græs. Vi klemmer os ind i en smal dal, hvis hele
bund kan blive til en stor flod. Vi klamrer os til den stejle side. På den
anden side løber jernbanen oppe fra kalkminen. En stor lastbil kommer drønende
forbi, helt afsindigt hurtigt, vejens utallige skarpe kurver taget i betragtning.
Vi standser for at skyde et foto af en rusten jern bro og den fantastiske dal.
Ser lige et par nye kakti, som vi vender tilbage til. Her er alt dækket af et
flere millimeter tykt støvlag. Lidt længere fremme finder vi en anden kaktus.
Det vil sige, det er små af en af de rigtigt store. Stop
4.4. Det bliver et kort stop, undtagen for en, der ikke når bussen, før der
kommer en stor lastbil. Sigtbarheden er nede under en meter i flere minutter.
Stop 4.5. er lidt længere fremme. Her er der fem eller seks forskellige, den
ene er der kun een af, og jeg når ikke at fotografere den, før den er gravet
op. Jeg har faktisk set en tidligere, ved et fotostop, og den kører vi tilbage
efter. Solen er gået ned, undtagen på de højeste tinder. Vi er i 2075 meters
højde, og det begynder hurtigt at blive koldt. Vi skal hele vejen tilbage
gennem dalen, af den udmærkede grusvej. Der er omkring 50 kilometer, hvilket
tager næsten to timer. Vejen
tilbage er lige så fascinerende. Klippeformationerne, de højtliggende flader
med enorme kakti, flodens bugtede løb i bunden og de fjerne tinders slørede
konturere. Nogle sorte og temmelig store kolibrier sværmer om de gule buske,
ellers er der ikke meget dyreliv at se. Vi standser, hvor jeg første gang fandt
en lille kaktus. Det viser sig heldigvis det vrimler med dem her, så alle får
en - undtagen mig. Gad vide om de har fået udryddet den det andet sted? Jagten
afbrydes brat, da der kommer et vogntog rejsende ned af bjerget. Vi kommer ud på
den gode vej, og det næste jeg ser er en storby: Salta, som endda har en
lufthavn. Det hindrer dog ikke hestevogne i gaderne. Mange neonskilte, proppede
fortove, intens trafik, og den er tæt på ni. Der er for resten også en øl,
der hedder Salta. Vi smider taskerne, og kører ud og spiser. Ind til det centrale torv, hvor flere af de velholdte bygninger er flot oplyst. Centralt ligger katedralen, som klemter et par "slag" halv ti. Den slår dem ikke; det er elektronisk - lige til at brække sig over! Bilvaskeren ser lidt betuttet ud, da vi smider vores syv meter forhøjede bus baglæns ind i en skråparkering. Da vi senere kommer forbi, kravler han rund på nogle skraldespande, og vasker løst. Vi får vekslet penge, ringet men der bliver ikke tid til internet - øv! Aftensmad på et pizzari, hvor vi deler en af hver. Desserten i en iskiosk, jeg springer over. Der driver nogle fede og særdeles velholdte gamle amerikanske biler rundt om torvet. Har set mange, specielt pickups, men ikke velholdte! Jeg havde egentligt et håb om at finde et internet, når vi kom tilbage til hotellet, men de andre lader til at have god tid. Det nytter ikke noget at finde et her - så god tid har de heller ikke! Fedt! Finder nu ud af, vi har så god tid, fordi Willy er gået over på en internet cafe! Nå, alt i alt en fantastisk dag: Frokost med kaffe, knolde og eventyrlige bjerg-udsigter. 1/10. Kors,
hvor er nætterne korte i Argentina! Det er da godt, der er nogle ualmindelige
gode sæder i bussen. De er gode skålformede, så man ikke glider ned, når man
læner det helt tilbage, og så man har støtte under lårene. Hovedlænet
passer perfekt i højden og bredden. Jeg kan sidde og sove et par timer uden at
blive det mindste øm i nakken, og jeg kan sidde der hele dagen, uden at blive
øm bagi. Ville virkeligt være fede i fly! De andre ser nyheder, men der er
alligevel aldrig noget om Danmark. Det eneste de kan huske er mordet på de to
svenske politikere (ja, Palme var den ene!). Bussen
får en indvendig overhaling, den er blevet utroligt støvet og beskidt. Willy
virker opgivende; vi er halvvejs, og bussen er næsten fyldt op med fyldte
papkasser. Jeg foreslår vi begynder at skille os af med passagerne, dem der har
flest kasser først. Jeg får dårlige nerver af at køre i byerne. Det virker
ikke som om der er en speciel vigepligtig i de mindre kryds, man kører bare.
90% af cyklisterne kører i venstre side af vognbanerne på boulevarderne, og
også lidt på de smallere veje, hvor det er modkørendes spor. Og så er stort
set alle gader ensrettede, selv i mindre byer. Vi tanker; dieselen koster 3,25,
den billige benzin er 85 oktan til 3,90 og den dyre 4,40 kroner. Ikke særligt
billigt, de andre priser taget i betragtning. Jeg giver for eksempel 11,50 for
to ruller kiks og to liter vand. Ind
i mellem løber vi ind i en kontrol. Chaufføren har en mappe de ser i, og vi
har udfyldt en liste over os selv. Smilende og venlige politifolk. De skulle
efter signe være efter stjålne biler. Vi
kører op gennem en smal dal af en ensporet og slynget vej. Her er tørt, men
totalt overbegroet med græs og træer. Selv træerne er overgroet med
epifytetr, så som bregner og bromelier. I 1500 meters højde kommer vi til tæt
skov på nogle næsten lodrette bjergsider. De store træer er dækket i overvækster,
nogle er enorme lyserøde flammesværd. Der er også epifytiske kakti, som
blyantstynde hænger ned fra træerne. Vejen klamrer sig til bjergsiden, og består
udelukkende af hårnålesving. En lille hjort springer ind i krattet, og småfugle
flakser i underskoven. Dalen bliver bredere, og der kommer lidt græsning og en
stor kunstig sø med ænder. Så kommer vi til en større by, og bedre vej.
Bjergene er langt væk, men man kan skimte lidt sne på de højeste. Der bliver
arbejdet flittigt på markerne, det ser ud som om de luger roer, men det er nok
noget andet. Mange træer blomster, nogle gult, nogle lillat og andre knald rødt. Pludselig
er vi i en rigtig storby med højhuse og det hele. Her samler vi en ny guide op
på det centrale torv, og finder ud af byen igen. Vi arbejder os stille og
roligt opad, gennem græsdækkede men afsvedne bjerge, med en næsten udtørret
flod i bunden. I 2000 meters højde drejer vi fra i den lille by Vulcan. Vi går
af en smal sti mellem en stejl grusbanke og en sump. Der går køer og græsser
i sumpen, og geder på skråningen. Stop 5.1. En gammel dame har været ude og
samle brande, og kommer gående mod os, mens hun gumler coca-blade. Bjerget over
for os er stærkt lyserødt, i flot kontrast til sumpend grønne frugtbarhed. Køerne
har et sovested, hvor gødningen ligger højt, men der er absolut ingen fluer.
Vi leder efter to bestemte kakti, den ene finder vi hurtigt, og den anden finder
vi bedste Mike O'Shern-stil; lige før vi er tilbage ved bussen. Den gror
heldigvis så højt oppe, vi kun er to der kan komme der op. Han tager lidt
frugter og et enkelt skud, jeg; en masse fotos, før vi
kravler/skrider/falder/tumler og skaeter ned. Klokken
er allerede et, og vi kører tilbage, og svinger lidt til højre. Stop 5.2. Her
er en ekstrem skifferskråning, hvor der gror en nyopdaget art: Blossfeldia
liliputana. Utrolig lille, uden torne, sidder den klemt inde mellem de lodrette
skifferplaser. Næste stop er en lille landsby, hvor alle bybningerne er af soltørrede
lersten. Ufattelig idyllisk. Mange af porte, døre og bænke er lavet af
kaktus-træ. På torvet vidner en samling souviniersboder om, her kan komme
turister. Her er sølvarbejder, keramik, fløjter, træarbejde og en masse
strikket og vævet. Flotte og farvestrålende ting, men min kuffert er fuld.
Hvis de nu havde haft knolde... Vi køber lidt brød
og bananer hos den lokale landhandel, jeg får også en karamel tilbage. Vi sætter
os ned på torvet, i skyggen, og slapper af. Jeg finder endda en kop udmærket
kaffe. Det er sjovt, hvor de handlende bliver forvirrede, når jeg som den
sidste af vores selskab, ikke taler spansk. Jeg har stadig ikke lært et eneste
nyt ord. Hele vejen uden om landsbyen tårner høje bjerge sig op. Nogle er nøgne,
andre har en fint lag græs eller buske. Det lader ikke til det regner meget;
tagene er næsten flade, lavede af flækkede kakti, dækket med ti centimeter
ler og græsstrå. Alle gaderne er en blanding af ler og grus. Fast når det er
tørt, meen... Jeg
finder et "tekrus" med filter-sugerør til Rikke. Det hedder en Mate,
og sugerøret Bombilla. Det er udelukkende til at drikke Yerba af. Yerba er en
plante der dyrkes og drikkes som te i landene her omkring og nogle arabiske
lande. Beholderen er en kalabas, som er malet sort. Top og bund er beklædt med
udsmykket "sølv" ilagt lidt "guld", og det udsmykkede sugerør
er af "sølv" og "guld". Kunne sikkert have fundet det
billigere i Buenos Aires, men det er nu sjovere her. Vi
forlader landsbyen af en lille vej bag kirkegården. Her ligger to små røde
bjerge foran et kæmpe sort. Stop 5.3. Vi (gen-) finder verdens største
Gymnocalycium saglionis, og en ny art, med ekstrem lange torne. Den hedder selvfølgelig
longispina (Lobivia). Solen er rigtigt stærk, jeg har fået røde håndrygge på
ingen tid, men vi er jo også højt oppe, og den står lodret ned fra en skyfri
himmel. Godt jeg har min hat! Jeg får slappet af, men der skal alligevel
arbejdes lidt. Hvis jeg ikke er hurtig, er de sjældne kakti andre ser, gravet
op, når jeg kommer. Jeg tager fotos med to kameraer; et APS til
rejsebeskrivelsen og et digitalt til hjemmesiden. Ud over at skrive dagbog løbende,
skal der også føres log over hvilke planter vi ser, og hvor. Det er ikke noget
man kommer sovende til. (Men jeg falder nu i søvn ind i mellem). Vi
kører ud gennem en meget tør dal. Klipperne på den ene side af vejen er slidt
af årtusinders regn, og ligner talløse tårne i en fantasi by. De eneste
"træer" her er, er søjlekakti. Ikke mærkeligt de bliver brugt i
hus-bygningen, og alle andre steder man plejer at bruge træ. Brædderne er meget
hullede, lidt ála meget grove netstrømper. En konstruktion der tillader dem at
svulme i regntiden. Her regner det i øvrigt kun tre måneder om året, der
regner det så hele tiden. Ikke særligt brugervenligt! Kunne være sjovt at se,
når alt spirede. Jeg troede vi var på turen lige nu, fordi kaktiene
blomstrede, så vi kunne fotografere det. Vi er her nu, fordi det er den bedste
til at plante om på. Vi
støder igen på en politisk demonstration. Klipper og grene spærrer vejen i en
halv times tid, og så kan man fortsætte. Vi var heldige sidst, og kom da de åbnede.
Vi kører hundrede meter tilbage, og holder i skyggen af en lodret bjergvæg. Vi
krydser den sydlige vendekreds for ... øh, stenbukken?, og er nu i troperne. Der
ser temmelig tørt ud, men der kommer hvide skyer forude. Vi er oppe i 2975
meters højde. På en højderyg kommer vi ind i en støvstorm. Nogle steder er
sigtbarheden - væk. Her er de store søjlekakti meget mere lodne, end længere
nede. På fladere områder dominerer de fuldstændigt. Motoren derimod, har fået
det for varmt, så vi tager en lille pause. Stop 5.4. Så kan i jo ligs så godt
botanisere. Det viser sig at være en god ide; her er flere nye. Vi svinger ud
over nogle enorme flade bakker, med kun 30 centimeters beplantning. Man kan se
flere hundrede kilometer, og det er ens landskab så langt øjet rækker. Hver
bakke er fem kilometer i diameter. Vi kommer forbi en kæmpe flok får, som
hyrden passer på . Og så, i midten
af absolut ingenting, kommer en rutebil. Det ligner et motiv fra en Fellini eller
Monty Phyton film! Så dukker en landsby op. Den ligger klemt inde mellem to
bakker, og resterne af en flod slynger sig gennem den. Vi kører gennem
landsbyen og over floden. Den udtørrede bund er hvid af saltkrystaller. Ved
ikke helt hvorfor, men vi vender, og kører tilbage gennem byen og bakkerne. Jeg
syntes de ligner Mongoliet, og venter bare at se en flok kosakker komme
galoperende. Vi
standser i et hårnålesving, og går op over en nordvendt bakke. Stop 5.5. Her
er nogle rigtig fede kakti. En er en halv meter høj, og meget behåret, hvide hår
tykke røde torne. En anden ligner en stor gruppe grønne fingerspidser. Jeg
finder også nogle små hvide blomster i jordoverfladen, måske en slags
hyachinth. Da vi kommer tilbage i bussen, har vores lokal guide gravet en op til
mig. Løget sidder syv centimeter nede, og bladene kommer nok, sammen med
regnen. Den ryger med hjem, når den nu er fjernet fra naturen. Klokken er syv,
solen forsvinder mellem de højeste tinder, og temperaturen falder hurtigt til
fleese-niveau. Vi er i 3425 meters højde, om man bliver faktisk lidt stakåndet
af at race op af bakke. Vi
standser lidt nede, for at skyde et foto af en ny, endnu mere behåret søjlekaktus.
Stop 5.6. Her er også fire gamle kendinge, men vi haster videre, i det sidste
dagslys. I vejsiden står en af de sædvanlige advarselstavler, bare med en
lama. De dukker også op lidt senere. Sorte og brogede, så det må være
tamdyr. Landskabet fortsætter (vist nok) uændret ind til klokken ni, vor vi
lander i en lille by: La Quiaca i Los Valles. Virker meget primitivt, men
hotellet er fint. Der er endda en lille gasovn på værelset. Menuen er enkel: Ko eller kylling med salat eller fritter. Jeg har helt klart sovet alt for lidt i løbet af dagen; jeg er fuldstændig færdig. Willy mener vi kan finde et internet, så det bliver nok sent. Venter en mindre evighed på en mør skive ko på omkring 400 gran. Endnu senere kommer pommes fritterne, som er væsentligt mere pommes end frites. Desserten er coca-te - ja, det er te på cocablade. Den ser utrolig tynd ud, og smager som grøn te - gyseligt! Men hvad gør man ikke for at holde sig vågen, så man kan skrive med Rikke. Sidder på nettet en halv time, rimelig god forbindelse, men må så slippe 1.10 krone! 2/10.
Ekspeditionens intensitet trækker tydelige spor i deltagernes ansigter - vi
ligner en flok vrag! Jeg er efterhånden ikke den med størst poser under øjnene,
og så er det slemt. Willy har det slemt, han lider altid af højdesyge, når
han er her. Det er nær frysepunktet til morgen, småfuglene sidder i træernes
toppe, for at få de første solstråler. Prisen for at bo 3775 meter oppe. Vi
tager en lille grusvej ud af byen, gennem lavt, gult græs. Der er intet liv at
se, hverken dyr eller mennesker. Det ligner stadigt Mongoliet, bare større! Den
Bolivianske grænse-flod dukker op, dybt nede mellem bakkerne. Efter en god time
på et forvokset vaskebræt, kommer vi til Stop 6.1. Alle klipperne her omkring
er sandsten, de fleste på højkant. Her er en anden helt nyopdaget (2001): Yavia cryptocarpa. Der er også to andre, vi ikke har set før. Vi kører
tilbage, hvor vi kom fra. På vejen passerer vi en flok lamaer. Vi standser kort
et andet sted for at fotografere blomsten i den store lodne søjlekaktus. Her
er også nogle Rebutia pygmaea, en centimeter i diameter. Tilbage
i byen køber vi frokost hos landhandlen. Jeg giver tre kroner for et fladt
rundt brød og to store, tykke skiver skinkepølse. Byens mest moderne bygning
er tanken. Der går traditionelt klædte kvinder gennem den, og tre sorte grise
roder i jorden bag den. Vi
kører ud på landet igen, og
kommer gennem den historiske by; Yavi. Bag den
finder vi Stop 6.2. som ligger på en flad bakke med nævestore løse sten på
fin sandbund. Her er to nye kakti, begge underjordiske. Vi finder nogle af den
ene, som har lange torne, der (som det eneste) rager op over jorden. Den anden
bliver der kun fundet tre af. Der er nogle ganske enkelte andre kakti, men dem
har vi set før. Der flyver lidt insekter rundt, blandt andet nogle støjende
fyre, som måske er chikader. Det er egentligt rigtigt længe siden jeg har set
krybdyr. Her er måske for tørt, når der ikke engang falder dug. Vi
kommer tilbage til byen, som ikke er helt lille. Jeg spørger Willy, hvad pokker
de lever af? Der er lidt fårehyrder, ellers er der tovejs smugleri med Bolivia.
Der var små 100 meter fra landhandlen til grænsen, får jeg nu at vide. Jeg
troede det var et torv jeg kunne se for enden af gaden. Så vender vi næsen mod
Buenos Airos igen, bare af en lidt anden rute. Først kører vi dog gennem de
enorme bløde bakker. Tænker på hvor flotte de må være i regntiden, når de
er helt grønne af nyt græs. Man kan bare ikke komme her på den årstid, da er
vejene oversvømmede eller skyllet væk. I dag ser vi temmeligt mange mindre
lamaflokke og en enkelt stor. Sidst
på eftermiddagen bliver det overskyet, og temperaturen falder meget. Vi
passerer igen nogle enorme buer i klippen, højden er 3780 meter, og der er 1860
kilometer til Buenos Aires. Vi standser i en lille turistfælde, hvor de andre
finder souvinieres og jeg en kop kaffe. Sidder og ser en gammel, flot udgave af
Zorro, meget pudsigt, da den faktisk kunne have foregået her. Jeg kan ikke finde
en lille ting til mig selv, men det plejer jo at være et problem. Jeg havde tænkt
lidt på en lille kaktus-figur, men de laves altså ikke små. Måske en udskæring
af kaktus træ? Byens gader er brolagte, husene af ler, nogle med et tyndt lag mørtel.
Gaderne er stejle og smalle. Her bliver solgt strik, fårehove, fløjter, lertøj,
smykker i "sølv", kakti i potter, coca-blade, mate'r, strikkede og
filt hatte, malerier, store tæpper og vævede tasker. Har
fundet en ud af tyve handlende, der kunne lidt engelsk. Det er nok spansktalende
turister der er mest af. Det varer altid lidt, før de forstår, jeg intet forstår.
Vi krydser hummeren/krebsen/enhjørningens eller hvad det nu er for en
vendekreds, og er så ude af troperne. Jeg har stadigt ikke brugt den halvdel af
min medbragte garderobe, der er til varmt vejr. Der i mod er den varme del
blevet rimeligt brugt. Der er jo ikke en ærlig chance for at vaske tøj om
aftenen - hvis det skal være bare nogenlunde tørt om morgenen. De sidste
mange gange jeg har rejst, har jeg haft et eller to par strømper med - uden at
bruge dem. Af uforklarlig årsag tog jeg alt hvad jeg havde med denne gang, og
det var godt. De er fulde af torne og stikkende frø om aftenen. De kraftige
bukser er blevet godt støvede, men de tynde er både for kolde, og giver for
lidt beskyttelse i det evindelige tornekrat vi maser os gennem. Skidt, de andre
har også et afslappet forhold til pressefolder. Vi
svinger af i Pucara de Tilcara, som er er en stor indiansk landsby, fra gamle
dage. Her er også en kakti-have, med en del af det vi har set, plus et par nye.
Desværre er de ved at lukke, da vi kommer ved sekstiden, så det bliver bare en
hurtig tur gennem haven, og et foto af byen. Alle steder vi kommer, hvor der er
mennesker, er der også mange hunde. Det varierer fra racerene gravhunde til
totalt uidentificerbare. Generelt er de velholdte og -nærede. Ser for anden gang
en hættemåge i en af de næsten udtørrede floder. Ser virkelig malplaceret ud
her! Det bliver mørkt, og vi kommer til San S. de Jujuy lidt over otte. Siger
farvel til guiden, der hopper af med sine papkasser, og finder hotellet. Pakke
lidt om, tælle rene strømper (der er nok), og så ud og spise. Vi er kommet
ned fra højderne, her er for varmt til flees, selv om aftenen. Ganske rart! Vi kommer ind på en pæn restaurant, og får menukortet. En toretters menu koster mellem 11 og 15 kroner. Hvis man skal have en flaske vin med, ryger der hurtigt en tier på. Det virker grotesk, når omgivelserne og menneskerne ligner dem der hjemme. Jeg får to af de sædvanlige butterdejs fyre, fyldt med krydret fars. Hovedretten er to store stykker, totalt mørt, kogt oksekød med kartoffelmos og sovs med ærter i. De andre sidder og snakker en evighed efter maden - på spansk, selvfølgelig. Og så er det muligvis om kakti, som jeg ikke ved en disse om. Det kan også være om andet, det er vist længe siden jeg har hørt et latinsk navn. Sidder og lytter: Jeg har virkelig ikke den fjerneste anelse om, hvad det drejer sig om. Det ville sikkert gå bedre med at lære spansk via naturmetoden, hvis folk talte med en. Endelig får vi regningen: Ni to retters, fire deserter, to flasker vin, otte halve vand og tre sodavand: 215 kroner. Jeg finder en internet-cafe, og får skrevet med Rikke. Der er også en mail fra en resceacher, der vil bruge et af mine fotos i en bog (Ja, jeg er lidt stolt!). 3/10. Det er
heldigt, de har skopudsere her i Argentina; de sorte sko jeg har brugt hver dag,
begynder så småt at trænge lidt. Så skulle jeg bare have klaret poserne
under øjnene... Rigtigt flot hotel, flot badeværelse men de fik ikke lige
plads til en restaurant. Jeg er først oppe, og da jeg går ud, giver
receptionisten mig et lille plastik kort, der giver ret til morgenkaffe på
tanken over for. Jeg må lige vente et par minutter, før de åbner klokken syv. Finder
et Argentina-kort til 45 kroner, og da chaufføren dukker op, får han lov at
plotte vores rute ind. Så skal jeg bare have Willy til at plotte de stop vi har
haft. Vi kører gennem et landskab, der nærmest kunne være dansk, og vejret er
også bekendt: Overskyet, lidt diset. Vejen ligner en almindelig dansk motorvej,
der er bare ikke midterautoværn i den brede V-formede midterrabat. Deres
skiltning er ganske udmærket, selv langt ude på landet. Har
siddet og kigget Willy lidt over skulderen; det lader til Argentina er delvist
kortlagt, hvad angår kakti. De forskellige steder vi har været har Site No'er,
og en liste over, hvad man kan finde der. Ikke mærkeligt vi har haft svært ved
at finde nogle af dem, de er simpelthen udryddede fra netop det område. Så må
man jo bare håbe, de findes andre steder, og forbliver uopdagede, til
Argentinerne får lidt mere respekt. Nogle af de steder vi har været, har der været
tydelige huller, og kasserede planter, der bare har ligget og døet, med rødderne
blottet. Nogle af de kakti der er blevet taget på denne tur er ekstremt svære
at bare holde liv i, og overlever sikkert ikke. Det er virkelig bagsiden af
medaljen på denne tur. Nogle bruger simpelthen denne data-liste til at shoppe
efter, og jeg er med på en shoppe-tur. Midt
på formiddagen svinger vi ind på en stor landevejs-tank, og får kaffe! Vi må
have ufattelig god tid! En kop kaffe er i øvrigt dyr i Argentina, i forhold til
et måltid varmt mad: 4,50 kroner, aftensmaden var 11,00 for to retter!
Landskabet ændrer sig, landbruget forsvinder til fordel for højt krat med
enkelte træer. Minder meget om dele af Kenya: Grønne trækroner og afsveden
bund. Vi holder ind hos en lille bonde, og får lidt vejledninger. Manglende
GPS-info? Vi
stopper ved noget der minder ret meget om en tør, dansk løvskov. Stop 7.1. Her
er en Opuntia og to epifytiske kakti. Jeg får også lidt med; en stor tæge har
stukket snablen i mig, lige over knæet. Beslutter mig for, efter en kort tænkepause,
ikke at beholde den. Fortæller Willy det, og efter et meget lille øjeblik
holder vi ind igen. Jeg finder 19 små tæger på mig selv, og de andre har fået
deres del. De er næsten umulige at mase mellem to negle. Syntes stadig jeg kan
mærke dem krable rundt på mig... En stor skrue af gribbe dukker op i
horisonten, og der kommer græsmarker igen. På en mark går en masse køer med
nyfødte kalve. Midt på marken liger et helt afpillet skelet, hvor ribbenene
stadig hænger sammen. Virker makabert, men er vel meget naturligt. Her er mange
gulnende kornmarker, det ligner byg. Markerne er store og meget flade. Det ser
ud som temmelig god muld, men her er tørt. Nogle steder kan man se på langs af
rækkerne, og der er langt imellem. På
spansk spørger man efter Baños, når man skal på toilettet. Det betyder
egentlig bad. Nu kører vi gennem byen Los Baños. Er ikke helt sikker på jeg
ville have postadresse her! Det var ikke helt forkert jeg mærkede noget krible,
snupper lige fem tæger mere, da jeg ikke har andet at lave. Kunne nu have været
meget rart at have fået bukser og trøje af. Det er egentlig sjovt, hvor man
hele tiden bliver klogere. Da jeg var lille skulle igler brændes eller saltes
af. Nu skal de bare af med en negl, så de ikke brækker halvfordøjet blod op.
Tæger skal ikke længere kvæles med fedt eller olie, så man får snablen med,
de skal bare hurtigt af, så deres tarmflora ikke trænger ind i blodårerne og
giver nerveødelæggende infektion. Så kan man altid grave snablen ud senere. Der
sker ikke meget andet, før vi krydser grænsen til provinsen Malvinales. Kort
gennemgang af chaufførens papirer, og vi triller igen. Klokken er et, og solen
bryder forsigtigt frem. Nu skal vi til at betale for veje igen, det har været
gratis længe. Lige som Danmark er Argentina med i den internationale
sammenslutning til udbredelse af hasarderede overhalinger. På denne tosporede
vej, som så mange andre, må personbiler køre 110, busser 90 og lastbiler 80.
Det kan da selvfølgelig godt være nogle af de 50 år gamle, overlæssede
Mercedes lastbiler ville have svært at komme op på, og ned igen fra 110, men
alligevel... En
time senere er det et noget mere fugtigt klima. De store træer er overgroet med
enorme bromeliaer og andre vækster, og der kommer frugtplantager, for eksempel
citrus. Græsset er grønt, og der er mange farvestrålende blomster. Desværre
er luften også blevet fugtig, her er overskyet og diset. Halv tre bliver der sørme
også tid til kaffe. Da jeg skrev, jeg ville bytte et kaktus-stop ud med kaffe
om dagen, mente jeg altså ET! Ligefrem at have flere kaffepauser end
kaktus-stop er lige lovligt meget. Der dukker boder med friske jordbær op i
vejsiden, til 3,30 kroner kiloet. Jeg syntes årstiderne er temmelig
forvirrende her. Måske de delvist styres både af solen, højden og regnen, og
det er et stort land. Her
bliver mere subtropisk, nu er der sukkerrørsplantager. Der bliver også tættere
mellem palmerne og de vandløb, der er vand i. Store grupper af enorme bambus
ser lidt pudsige ud her. Der hænger nogle sorte skyer i horisonten, bare de
bliver der. Nogle store taranteller krydser vejen, hvor vi kommer gennem en
skov. Så kommer der nogle forsigtige vindtårer. Pludselig er vi i regnskoven.
Utrolig flot med disen mellem træerne, og den brusende flod, der løber langs
vejen. Den slynger sig lige så vildt som floden, og vi arbejder os opad. Vi
kommer helt op i skyerne, 900 meter over havet. Med lidt held er her mere klart
i morgen, når vi triller ned igen. Vi kommer til Fin del Monde; Verdens Ende. Så
bryder vi gennem skyerne, landskabet bliver lidt tørrere ´ala dansk løvskov,
og der kommer kakti. Vi når toppen, og det er en stor græsmark, der godt kunne
bruge lidt vand. Vi er nu i 1800 meters højde. Lidt i fem bliver der igen tid
til kaffe, og et foto af en fantastisk udsigt ud over en dal. En flok ænder
kommer flyvende, og bonden ridende på sit æsel. Vi kommer
ind i en nationalpark, og rundt om et hjørne ligger en meget stor sø.,
naturligvis kunstig. Det lader ikke til, den er til strøm-udvinding, bare vand
reservoir. Der kommer lidt bebyggelse; Mollar. Lader til at være en sommer-ferie
by. Nu virker her temmelig dødt. Vi kommer til en Tafi boplads, som har været
beboet fra år 0 til 900. Det eneste der er at se, er nogle tynde bautastene, 40
centimeter i diameter og op til fire meter høje. Nogle af dem med en let
genkendelig fortykkelse på toppe, og et lille hul øverst. Vi
kravler stadigt opad. Nu er her lavovergroede sten og nåletræer. Hvis det
ikke var for lamaerne kunne det være Sverige. Over 2500 meter er der bare kort,
nedgnavet, gult græs på nogle enormt store bløde bakker med sandsten under.
Vi er igen i "Mongoliet". Stop 7.2. giver to nye kakti, og en vild
klatretur op over en næsten lodret grus skrant. Der bliver endnu mere goldt, og
bakkerne bliver stejlere. Vi kommer til en skråning, dækket af legems-store
sten. Stop 7.3. Her er mange forskellige, blandt andet nogle kæmpe tøndekakti.
Stenene er virkelig flotte. Langt de fleste ligner sandblæst træ, enkelte er
rosa kvarts. Der er ikke to sten der er ens, de kommer langt fra, og er blevet
godt blandet Himlen mellem de nærmeste bjergtoppe flænges af lyn, mørket
falder på, og vi lister af. Vi
er oppe på 2635 meter, og det er hurtigt ved at blive koldt. Vi finder byen,
hvor vi skal sove, ved ottetiden, vi kan bare ikke finde hotellet. Willy ender
med at ringe, og så bliver vi guidet. Et netværk af små, snoede, dårligt
holdte grusveje fører til noget der ligner et sindssygt flot rigmands hus, som næsten
er bygget færdigt. Vi er overbeviste om, vi er de første gæster. Der er
stadigt ikke monteret elektrisk lys i receptionen. Vi putter vores trætte
chauffør, og går et par kilometer ned til byen, for at finde aftensmad. På
vejen passerer i et vandhul, hvor der er forskellige frøer, der danner et
massivt kor. Vi finder en lille hyggelig restaurant, der har ged og kylling på
grillen. Jeg prøver ged med fritter. Desværre er den hugget ud i terninger,
med ben. Det kan ødelægge et hvert dyr. Vi får plottet vores kort, så det er til at se, hvor vi har set hvad. Jeg får også tiden til at gå med at fjerne et par tæger til. Klokken er tæt på midnat, før vi er tilbage på hotellet. Midt i den flotte reception står et par rustne, primitive kakkelovne. Det bliver spændende at se, om der er varmt vand på værelset. Og hvor mange tæger der er under tøjet. Der er kun en, og den har heller ikke suget af mig. Det var kun den allerførste, som var en anden art, som bed i mig. Turen fortsætter i Dagbog 3 |