SJÆLLANDSKE BJERGE                                                    HOVEDSIDE   

Vejrhøj 121m                  Næste bjerg ->      

 Ikke alene er Vejrhøj en af Sjællands højeste punkter, der er også et af de mest markante. En gletsjers front er typisk formet som buer - såkaldte tunger -, og foran disse skubbes en masse grus, ler og andet materiale. Når gletsjeren trækker sig tilbage er der dannet nogle rande af morænejord, der har den samme buede form som tungerne; en såkaldt randmoræne.
 Den naturlige del af Vejrhøj er 113 meter høj, og på toppen finder vi en otte meter gravhøj fra ældre bronzealder, så den samlede højde når op på 120.9 meter.
 Fra Kalundborg vej, mellem Vindekilde og Stubberup går Kolåsvej vestpå. Drejer op ad Vejrhøjvej og fortsætter så ad en sti til venstre ind igennem skoven og op til selve Vejrhøj. Der er udemærket skiltning. Selve Vejrhøj-bakken skråner kraftigt nedad mod vest og syd, og byder på fantastiske udsigter. Et par hundrede meter, både nord og syd findes et par andre 100 meter tinder, som dog er unavngivne.

Større kort.

Stien fører gennem en smuk skov.

Midt inde i skoven, på en anden stor bakke, finder vi en gravhøj.

Umiddelbart uden for skoven skimter man Vejrhøj.

En velholdt sti fører direkte op til toppen med gravhøjen.

Udsigten ned over Nekselø Bugten.

Udsigten mod øst.

Udsigten mod vest.

Der er mange og ualmindeligt smukke travestier i området ned til vandet.

På trods af disen er der en fantastisk udsigt.

Vejrhøj set fra kystsiden.

Fra danske folkesagn fra forlaget Hansen: Dragen ved Vejrhøj
For længe siden lå en stor farlig drage ved foden af Vejrhøj. Dragen havde grønne glinsende skæl på sin vældige krop.
De takkede vinger formørkede solen når den fløj afsted, og med sin lange hale kunne den slå en hel skov omkuld med et slag.
Når den blev vred, kom der ild ud af dens gab og damp fra næseborene.
Dens brøl fik jorden til at ryste. For det meste lå dragen skjult i de store skovklædte bakker og rugede over tre guldæg.
Det mindste af disse var så stort, at man kunne købe hele Danmark for det.

Dragen fløj ud fra sit skjul, når den blev sulten.
Den tog bøndernes køer og åd dem. Menneskene var så bange for uhyret, at de opgivende så til, mens kvæget blev ædt, og de var glade for, at dragen lod menneskene være i fred, hvis de ikke kom den for nær.
Før Lammefjorden blev tørlagt, lå der nogle øer i vandet.
Een af dem hed Flintholm.
Det er den, som Højskolen nu er bygget på. Det var godt at fiske fra Flintholm. Man fiskede med kroge. De skulle sættes efter solnedgang og tages ind før solopgang. Derfor blev fiskerne på øen natten over og sov i noget tang, de havde slæbt sammen.

På Flintholms østlige side lå en stor, flad sten ved en tjørn. Under stenen, fortalte man, lå en skat, som også tilhørte dragen.
Nogle fiskere sov en nat nær ved denne sten. Den yngste af dem ville godt vide, om det med skatten var sandt. Han forsøgte at rokke stenen.
»Prøv ikke på det«, sagde de andre, »det er farligt«.
Men han brød sig ikke om deres advarsel. Pludselig viste dragen sig langt ude i det fjerne som en ildsøjle, der slog op af jorden.

Fiskerne blev meget bange og skjulte sig dybt nede i tangen.
De hørte et bulder, som om hundrede heste løb over øen, og jorden rystede under dem. De lå stive af skræk hele natten, selvom der blev stilhed efter nogen tid.
De turde ikke komme frem, før det blev lyst. Ingen af dem turde siden røre ved stenen.
Den yngste fisker havde dog ikke tabt modet. Han tænkte meget på dragen, på al den skade, den forvoldte, og på dens rigdomme. Til sidst besluttede han, at han ville ride til Vejrhøj og kæmpe med den.
Der var andre, som havde prøvet før ham, men dragen havde dræbt dem alle.

Den unge fisker lånte en hest, tog en lang, skarp slagterkniv og en le med og red mod Vejrhøj.
Dragen havde hørt ham komme. Den for ud fra sin hule og gik til angreb.
Den blæste en luende Udstråle ud fra sit frådende gab.
Hesten stejlede og kastede fiskeren af.
Der stod manden helt alene overfor uhyret. Kniven og leen hjalp ham ikke, hans mod og dygtighed heller ikke. Efter en kort, håbløs kamp måtte han bukke under.

Dragen hærgede herefter mere ondskabsfuldt end nogensinde, og folk blev mere og mere fortvivlede.
Da fortvivlelsen ikke kunne blive større, kom en viis mand til egnen.
Af ham fik de at vide, hvordan de kunne komme dragen til livs. Det eneste, der kunne stå sig imod den, var to hvide tyre, født nytårsnat på slaget tolv.
De skulle udelukkende fodres med fløde, og på deres to års fødselsdag skulle de sendes mod dragen.
Spændt ventede bønderne på, om det forunderlige skulle ske og to sådanne kalve blive født.

Een nytårsnat rygtedes det, at det utrolige var indtruffet.
Folk strømmede til gården og så på de to hvide tyrekalve, som lå i halmen ved siden af deres mor. Jubelen ville ingen ende tage, og bønderne kappedes om at passe tyrene.
Efter to år var de blevet meget store og stærke.
Slaget mellem dragen og tyrene skulle stå på tyrenes to års fødselsdag, altså igen en nytårsnat.
Folk holdt sig indendøre for ikke at komme galt afsted under det slagsmål, som var i vente.
Om aftenen blev tyrene sluppet løs i nærheden af Vejrhøj.
Dragen fik hurtigt færten af dem.
Den kom susende, og så var kampen i fuld gang. Dragen hvæsede og spruttede, tyrene brølede og stampede. Jorden slog revner under den forfærdelige kamp.
Kampen varede længe, men ud på natten blev det helt stille.
Næste morgen lå både dragen og tyrene døde på en holm nede ved vandet. Folk åndede lettet op, for nu kunne de selv og deres kvæg gå i fred. Dragens guldæg og skatten under stenen var der dog ingen, som kunne hitte, hvor meget de end søgte.
slut
 

  Når du er i området, kan du også besøge Kløveshøj 100m og Bjergsted Bakker 60m 
Se flere af Sjællands Bjerge.