Main Page    All Journeys    Travel Tips

SUMATRA
 5-21/7 1996   INFO and DIARY   1

Photos                 Diary 1 2
 

                               

Steensbech spørger, om jeg vil med til Indonesien om et par måneder. Næ, egentlig ikke - jeg er lige kommet hjem fra Vestafrika. Tænker over det et par dage, og kommer så i tanke om, det er mit største ønske: Selvfølgelig vil jeg med ham, Kunstner-Klaus, Henriette og Biver til Indonesien.

Fjälreväven pakkes, indsprøjtningernes gives, og efter en kort flyvning til Heatrow, London, fortsætter vi til Kuala Lumpur, Malaysia. Her tilbringer vi eftermiddagen, så vider til Butterworth med nattog. Ny ren sovevogn, men desværre bygget til dværge!

Morgen i Botterworth, ned til færgen til Penang, hvor vi straks fortsætter til Georges Towns havn, for at fange båden til Medan, Sumatra, Indonesien. Den går bare ikke om lørdagen, men alle bureauerne er mere end villige til at sælge os en billet (110 kr) til søndag.
I vores desperate kamp for at finde en anden forbindelse, kommer vi forbi havnefogdens kontor. Vi får at vide, færgen fik maskinskade i fredags, og vil sandsynligvis ikke sejle søndag, og måske mandag.
Kort rådslagning, og så ind til centrum for at booke et fly. Meget få kontorer er åbne, men vi finder ét, der mener der er 4 ledige sæder til Medan i eftermiddag (vi er 5!). Finder flyselskabets kontor under Kumtar Tower, og får bekræftet, der er kun 4 ledige sæder - på 2. klasse (190 kr), men alle sæder på 1. klasse er ledige (220 kr). Vi tager 5!
Vi finder en lille fortovsrestaurant og får lidt at spise, før vi tager ud til lufthavnen. Får et sjovt gult kort: "Gold Lounge" sammen med bordingkortet. "Nå, det har vi sikkert ikke råd til, men de har vel et pænt toilet". Ja - og fri kaffe, kage, bar, aviser, telefon, fax, colaer osv. Vi var kommet på rette hylde for sølle 30 kr ekstra. Stewardesserne på 1. klasse er 1. klasse, og det er alt andet fra de brede lædersæder til maden også.
Efter den alt for korte flyvning, bliver vi siddende, så pøblen kan gå ud først. Efter er stykke tid bliver personalet lidt utålmodige, pøblen venter nemlig bag forhænget. Vi moser ud til vores private bus, og har tolden for os selv, rygsækkene har nemlig også rejst på 1. klasse.
Så er vi endelig på Sumatra, det er blevet eftermiddag, og det er på tide at inde ly for natten. Vi kører ind til Medan, der må være en af verdens mest forurenede byer. Der er rent, men smoggen er næsten ikke til at skære igennem. 
Et sted ser vi flyvende hunde hænge med ståltråd om fødderne. De sælges af en gadehandlende til aftensmad. Kan det flyve, kravle, gå, krybe, svømme, eller hoppe kan det spises!
Finder et hotel med udsigt til The Great Moske. Madmor griner fra vi kommer til vi går. Når vi bestiller mad, tager hun "kokkehuen" på, og forsvinder. Pludselig er hun der igen med maden. Under pres indrømmer hun, at hun ikke gider lave mad, hun køber det henne på hjørnet.
Det bliver et heftigt regnvejr, og Steensbech og jeg går en tur i de øde gader, til stor fornøjelse for de lokale, der står og kryber sammen i porte og kaffebarer. Det bliver ikke bedre af, Steensbech har nogle temmelig opslidsede shorts på. Vi finder efter en del søgen paraplyer til os alle. Det hjælper; det regner ikke resten af ugen!
Om aftenen går Steensbech og jeg ud for at se, og ikke mindst høre bull-frogs, frøer og løvfrøer. De hygger sig i den åbne kloak, der går uden om kirkegården.

Efter en del koranoplæsning i nattens løb, vågner vi oplagt, og begiver os ind til busterminalen, hvor omkring 100 privatejede Hi Aceér holder. Efter en del søgen finder vi den, der kører ud mod Bukit Lawang, et naturreservat hvor man bl.a. sætter orangutanger ud.
Der kan være 4 rygsække, 200 kg ris, 200 kg kemikalier og 3 ruller pigtråd + det løse, på taget af en Hi Ace, og 26 personer inden/uden på den, sammen med deres betonstolper, høns og hvad ved jeg.
Vi ender langt ude i bjergene, på grænsen af et stort naturreservat. Vi begynder at trave af en meget smal sti, og kommer til lidt bebyggelse langs floden. Der ligger "hoteller" på den anden side, hvert hotel har sin gangbro over den brusende flod. Vi vælger et, og sætter os ud på terrassen for at få aftensmad.
I floden under os kommer folk susende forbi på oppustede lastbilslanger. Det ser sjovt ud, og Steensbech udfordrer mig.

Det er svært at falde i søvn, flodens brusen kun 15 meter borte er temmelig høj, der er alverdens dyrelyde, det er stadigt kvælende varmt, men pludselig er det morgen. Badet kan tages på værelsets toilet/badeværelse. Alt i beton, hul i jorden, mandy med halv koldt bjergvand. 
Vi indtager husets speciale: Flade pandekager med hvad som helst, og kaffe på terrassen. Steensbech og jeg går op af floden for at leje et par ringe. Vi er smarte (troede vi), og lejer helt oppe, hvor turen starter. 
Jeg får en god start, lidt hjælp af de lokale drenge, og slår Steensbech med mange længder. Dette gentager sig hver gang, og Steensbech må erkende det ultimative nederlag: Tabe til mig i idræt! 
Da vi er færdige med den sidste tur den dag, skal ringen afleveres helt oppe. Vi får også lokke de andre med nogle gange, og Biver punkterer - fnis!

Før vores morgenmad går det ind i urskoven for at se orangutangernes morgenfodring. De orangutanger der bliver sat fri, er tamme, som er blevet konfiskeret, og kan ikke klare sig i det fri uden oplæring. Sammen med tilkommende turister ser vi fodringen. Det er for kunstigt for os! Det sjoveste er faktisk overfarten. En udhulet træstamme bliver fyldt med turister, og under overfarten fyldes den næsten med vand. Strømmen er temmelig stærk, og den driver "færgen", som er gjort fast til en wirer for og bag. Da vi skal tilbage gider nogle af de lokale ikke at vente på færgen, og går blot 30 meter ned af floden, og krydser til fods. Der er turister, der er blevet mere våde!
Vi finder et "firma" der arrangerer tracking og rafting. Vi starter med rafting, men først næste morgen. Resten af dagen tilbringer vi med at læse, spise, sove, og for mit vedkommende: Ydmyge Steensbech i tupe-raftning. Vi går længere og længere op, og bruger alle trix, selv vægt-nedsættende øvelser.

Vi kører tidligt om morgenen til en større flod, traver gennem urskoven, passerer en lille landsby, og fortsætter. På den første del af turen bliver gummibåden transporteret på knallert. Vi passerer nogle halvfærdige/faldefærdige broer, utrolige udsigter.
Vi har 3 guider med, da bådens størrelse kræver minimum 8 passagerer. Vi skiftes til at bruge fodpumpen, for at få luft i båden. Overflødigt tøj, sko, kameraer og mad kommes i sorte sække, båden bæres de 30 meter, næsten lodret, ned til floden. Vi får tager hjelme og redningsveste på, og kaster os ud i bølgerne.
Det går gennem noget af det smukkeste urskov man kan forstille sig, ned af vandfald og et sted passerer vi en landsbys borgere, eller snarer en udflugts gruppe. De er nede ved floden og bader. Da vi passerer, vinker alle, og dem der har kameraer (3-4 stykker) fotograferer ivrigt. 
Enkelte gange passerer vi smalle hængebroer, måske 50-100 meter over vores hoveder. 
Der begynder at lugte af svovl, og da vi runder en hjørne ændrer landskabet sig drastisk i en bugt. Kæmpestammer er skyllet op mellem klipperne i regntiden. Under disse er der næsten ingen vegetation. Der står spredte dampskyer over boblende huller. Vi er nået til de varme kilder. Vi vælter over bådens ræling, ned i det særdeles varme vand. I bunden af bugten er vandet nok 60-700C, længere ude mere behageligt. På bredden er der pluttenede mudderpøle og kogende kilder. Bort set fra lugten; et dybt betagende område.
Vi når til en sandstrand, hvor vi går i land. Inde i urskoven bruser et smalt men 15 meter højt vandfald ned. Vi får lidt muskel-massage, mens guiderne forbereder frokost. Kold, stærk krydret sammenkogt ret, fulgt af frugt. Vi slår mave på sandstranden, og viser hinanden tryllekunster.
Så går det vider. På en relativ flad, bred og rolig strækning skubber vi hinanden i vandet, og svømmer langs båden. Inde på bredden har vi kunne se kæmpe bregner, marekatte, varaner, orkideer, gigant bambus, java-bregner, fredslilier, og bare en enormt grønt væg.

Næste dag skal vi tracke. Vi har fundet 2 amerikanske piger, der vil med. De er lidt gumpetunge, men det giver mig mere tid til at studere naturen. Udstyret med vanddunke og guider, bevæger vi os møjsommeligt ind gennem den tætte vegetation. Det går nogle gange lodret op og ned, men man kan klamre sig til vegetationen. På et tidligt tidspunkt støder vi på nogle halvtamme orangutanger. Steensbech giver den en tår fra sin vanddunk. Den stjæler vanddunken og bader, Steensbech tørster, og håber hans forkølsessår vil smitte! Vi andre griner.
Vi støder på en meget vild orangutang med unge. Bæreren, der ellers konsekvent har dannet bagtroppen er pludselig foran, og dyret kommer brasende. Jeg råber "RUN, RUN!" til amerikanerne, og undgår med 1-2 meter orangutangens arm. Den forreste guide har smidt bananer, og det sinker bæstets fremrykken. Py-ha, den slags giver varmen.
Vi ser mange andre aber og andre dyr. Store sommerfugle, lyden af eksotiske fugle, og en sjælden gang synet af en. Jeg løber i forvejen, standser op og ser mig omkring, mens de andre kommer asende. Det er godt nok temmelig farligt at løbe på urskovens skråninger, hvad enten det er op eller ned, men man ser mere. Når man går bruger man 95% af tiden til at finde fod/hånd fæste. Når man står stille, kan man bruge alle sine sanser på at betragte den omgivende natur.
Totalt udasede, men også med et minde for livet, kommer vi ud af urskoven, lige ved hotellet.

Vi slapper af en dag, og tjekker så ud. Vi har boet 4½ dag på hotellet, jeg har boet alene på dobbeltværelse og spist alt min mad på stedet. Det bliver 125 kr! En måned med fuld forplejning her, koster det samme som på Prinsen med morgenmad - ét d¢gn.

Tilbage i Medan finder vi luksusbussen til Banda Ache. Vi sidder og hænger foran 2-bus-terminalen, strejfer lidt rundt i kvarteret og i skumringen afgår den nærmest fabriksnye bus. Der er toilet i bussen, men det virkeligt fysisk umuligt at komme derned, så stærkt kører chaufføren på den snoede vej. Jeg kan sagtens stå op i en af de hjemlige bybusser uden at holde fast i noget, men her kom jeg til kort.
De andre sidder på 1. række, jeg på 4. De tilbringer natten med at se på det lille stykke asfalt, der oplyses af forlygterne, jeg med at snakke med en kvinde fra Java, samt sove.

Vi nusser lidt rundt i Banda Ache, Steensbech skal have nye briller, de andre røg under tupe-raftningen. Knapt så meget smog som i Medan, ellers er byerne temmelig ens. Vi finder en optiker, der sælger Rohdenstock, og det ender med Steensbech får købt 3 par brille til godt 1.000 kr. Det sidste par bliver sendt hjem til ham. Det er under 1/10 af danske priser!
Vi tager færgen (der var 2 indtil februar, så gik den ene ned med mand og mus!), til øen Pulau Weh. Vi finder turist bilen (14 bag-packers sidder og overser hinanden, de er jo ude hvor ingen anden hvid mand kommer), og bliver kørt ind til byen. Den første nat tilbringer vi i "hovedstaden" Sebang. Det første hotel vi finder er for ulækkert, i forhold til prisen. Det andet meget varmt og uden de store muligheder for udluftning, men det er ved at blive sent.
Vi går ud i byen, for at få lidt at spise. Lonely Planet anbefaler en restaurant. Vi går mod den, passerer en masse dunkle, men spændende spisesteder, og kommer til et over-oplyst plastik-rædsel. Det har muligvis været et godt spisested, da det "blev opdaget", men ejeren har brugt sin øgede fortjeneste forkert.
Efter den uheldige middag, går Steensbech og jeg en tur. Gaderne er temmelig mørke, ind imellem slipper der lidt lys ud fra en cafe/bar eller en købmands-shop. Vi finder en kop te på en veranda, og tusser hjem.

Turen fortsætter i Dagbog 2

                    

Photos                 Diary 1 2