Main Page    All Journeys    Travel Tips

 

 

PAPAU NEW GUINEA     19-21/5 2002     DIARY  

  Photos               

 

 

 Diary

 Vi er egentlig i Australien, men tager til Papau New Guinea. Både for at forlænge vores visum, men også fordi vi nu er temmelig tæt på.


19/5 UD AF CIVILISATIONEN.
Stille start på morgenen. Vi skal være ude i lufthavnen 9.40, så vi kan ikke nå det helt vilde. Jeg når dog lige den 700 meter gangbro, der går den anden vej i mangroven uden for lufthavnen.
Her er nogle enkelte småfugle og en utrolig mængde store snegle. Længst ude lyder nogle høje klik-lyde, lidt a'la klik med tungen. Vegetationen er tæt, og jeg kan ikke se noget eller nogen. Får et mindre chok, da en ibis letter lige foran mig. Jeg tror, lyden stammer fra store vinkekrabber, men får det ikke bekræftet. Jeg skynder mig tilbage, inden moskitoerne tørlægger mig helt.
Der ligger ikke, som forventet, nogen form for information til os i lufthavnen, kun vores billetter. Vi ved ikke hvem, der henter os i lufthavnen, eller hvilket hotel vi har betalt for.
De søde damer i indcheckningen gør meget for at hjælpe os, men forgæves. Vi lander klokken 14 søndag, og skal flyve klokken 13 mandag. Hvis vi skal bruge resten af søndagen på at komme ind til byen og finde et hotel, skal vi nok bruge en dag mere. For 600 kroner får vi ændret billetten til tirsdag klokken 18.
Cairns har en lille, nærmest sød, international lufthavn. Flyet er heldigvis lidt forsinket, så vi når at få morgenkaffe. Jeg plejer at læse en del om det land, jeg skal til. Denne gang er jeg helt blank. Vi diskuterer, hvilken farve folk har. Rikke får ret, de ligner negere og ikke thailændere. Om det så er landets navn, så kender jeg det ikke. Det hedder Papua New Guinea, og alle steder bliver det omtalt som PNG. Der bor 5.500.000 mennesker, hvoraf 350.000 bor i hovedstaden Port Moresby. Her er en arbejdsløshedsprocent på 60, men folk virker ikke fattige eller underernærede.
Det tager kun en time og tyve minutter at flyve til Port Moresby. Vi letter, vi spiser, vi lander. På vej ud af australsk territorium kommer vi over nogle fantastisk smukke koraløer. Blåt hav i forskellige nuancer, hvidt sand og dyb-grøn vegetation. Vi flyver med Air Niugini (slå den Danny!)
Vi skal have visum, men det klares hurtigt i paskontrollen, så skal de bare lige have 50 kina. Øhh... Kina? Det er den lokale valuta, som deles op i 100 toea [toja]. En kina svarer vist nok til 2,50 kroner. Jeg kan hæve på Visa-kort i afgangshallen. Her sælger de kina til 0.3 UD$ og køber dem til 0,2 UD$, det er da en god forretning. Jeg betaler 25 kroner for at få lov at hæve 200 kina, og garanteret 30 kroner mere, når de bliver trukket på min konto.
Lufthavnen er kun tre år gammel, og rigtig pæn. Det er en af de mange gaver fra Japan.
Der står ikke nogen med vores navne på en tavle, så vi begynder at spørge os for. Folk er vældig hjælpsomme, og inden længe ved vi, vi skal bo på Hotel Gateway, og deres minibus er lilla.
Uden for lufthavnen bliver vi mødt af en brutal fugtig hede. Efter ti minutter dukker bilen op, og vi kører. Lige uden for lufthavnsområdet bliver vi mødt at huller i vejen, der kan give en pansret mandskabsvogn af middelsvær klasse livsvarige mén.
Hoteller er ikke langt væk, og de venter os. Portvagten har en flot uniform, og én sko. Det samme har en ad sikkerhedsvagterne, der står i lobbyen. Selve hotellet og vores værelse er virkeligt flot, omkring fire stjerner som Hotel Prinsen.
Vi smider rygsækken på værelset, og bestiller en taxa for at tage ind til byen, og finde en turarrangør. Der er en på hotellet, men der er lukket. En piccolo kører med minibussen ind til lufthavnen for at hente taxaen. Chauffører spørger, om vi vil direkte eller i bue til byen. Vi siger direkte, og kører ud til lufthavnen! Herfra følger vi skiltene til Town. Vi bliver sat af ved nogle bulede olietønder på en beskidt plads. Her virket meget ødet, men det er jo søndag.
Her er nye, flotte højhuse. Mellem dem er bygninger, som man ellers kun ser i Palæstina. Vi kan ikke finde nogen turoperatør, ingen café, foto-forretning eller for den sags skyld noget andet (med undtagelse af tre banker), der minder om en storby.
Vi går "torvet" rundt, vi går blokkene rundt, og det ligner stadigt intet. Ingen kioske eller supermarkeder. Nogle gadehandlere sælger hjemmerullede smøger (rullet i avispapir) og enkelte smøger fra pakker. Andre sælger nogle pudsige frugter, der ligner små lime frugter. Det er bitter-nødder. Sammen med en blomsterstand og lime-pulver udgør de en dårlig vane. Fra børn er fem begynder de at tygge bitter-nødder, og spytte den blodlignende sovs fra sig. Folk er afhængige, og bliver syge, hvis de ikke får nødder. Man kan til gengæld ikke mærke på dem, de bruger nødder. For et par år siden forsøgte man at stoppe det, men halvdelen af parlamenter bruger også. Man er ikke i tvivl om, hvem der tygger. De har mørkebrune tænder og røde læber. Skallerne fra nødderne ligger alle vegne, og den røde sovs sidder over alt på plankeværk, vægge og fortove.
Vi går ned til stranden, hvor der er mange mennesker. Der er adskillige wolleyball kampe i gang, og folk nyder søndagen. Vi opgiver at finde noget åbent (eller lukket for den sags skyld) og beslutter at tage en bus hjem. Det viser sig, taxaen ikke koster 75 kroner, kun 25. Sådan er det jo bare hver gang. Bussen koster kun en tiende del, og ikke alene er de behagelige, de kører også hver minut eller to. Når der ikke er flere siddepladser, kan der ikke komme flere med!
Vi spørger om hvilken bus vi skal med, og folk er utrolig hjælpsomme. Nogle spørger uopfordret, om vi er OK. Bussen kommer og vi kører i en stor bue tilbage til hotellet.
Vi passerer adskillige markeder med tøj og grønt. Vi skal lige lure stemningen, før vi kaster os ud på dem. Vi har ikke set en eneste hvid i centrum, hvorfor? Vi har fået strenge direktiver på ikke at gå ud efter mørkets frembrud, så vi bliver på hotellet.
Aftensmad i restauranten sammen med ti hvide forretningsmænd, hovedsageligt australiere. Fra anden verdenskrig til 1976 var PNG faktisk australsk koloni. Tidligere var det tysk og engelsk. Aftenen foran fjernsynet, der har de sædvanlige satellit-kanaler.

20/5 BUSSER MED FJER.
Efter en lækker morgenmad går jeg ned til Budget Car's kontor for at få et bykort. Hotellet havde ikke, men henviste. Her har de heller ikke, men jeg får lov at se i deres vejviser. Den er god nok, vi var virkelig i hovedstadens centrum i går.
Hotellets tur-bureau er stadigt lukket (burde have åbent nu), så vi må improvisere. Vi går ud af hotellet, og hopper på en vilkårlig bus. Langt de fleste biler ser ud som om, Morten har kørt i dem: Der er meget få hele forruder! Her er heller ikke nogen gamle biler, de ældste er 10 år, før har der vel ikke været biler her.
Kvinden ved siden af mig, og mange andre kvinder vi ser, er tatoveret i ansigtet og på armene. Mønstre i ansigtet og bogstaver på armene. Folk har rimeligt pænt tøj på, mange i virkelig kraftige farver. Bilerne har australske nummerplader, hvor staten bare er PNG. Alle skilte er på engelsk, men det er vel også smart i et land med 800 sprog. Deres frimærker er med den engelske dronning.
Vi kommer gennem utroligt frugtbare forstæder. Deres marker er meget små, og ligger oppe på meget stejle skråninger, helt op til toppen.
Vi hopper af ved et stort marked. Her er en ufattelig mængde tøj, lavet i Australien og Kina. En anden del har billigt køkkengrej og den største del sælger grønsager og frugt.
Ud over de evindelige bitter-nødder er her jordnødder, forskellige bananer, sukkerrør, kastanier, græskar, ingefær, almindelige og søde kartofler, stjernefrugter, kokosnødder, agurker, tomater, majs, løg, appelsiner, kål, citrongræs, chili og tobak.
Selv om der er så stor arbejdsløshed, virker det som om alle har lidt penge. Vi ser to tiggere, men de er totalt passive, og ser ikke underernærede ud. Deres hunde ser til gengæld elendige ud.
Vi går ind på en Shell-tank for at købe noget at drikke. Her er fire standere, og elleve uniformerede ansatte. Dieselen koster tre kroner, og benzinen fire.
Vi tager bus ti ind til centrum, det er mandag, måske sker der lidt mere. Vi finder et par skumle "Malls", hvor man kan købe radioer, TV, husholdningsmaskiner og lignende. Der er sågar et svensk og et norsk konsulat. Vi kan simpelthen ikke finde ud af, hvilken brøler man skal begå, for at havne her. Der er mange forretninger som IKKE er her. Der er ikke engang en souvinier-shop!
Vi hopper på nieren, der (som så mange andre busser) er pyntet med friske blade og fjer. Det får mig til at tænke på; jeg har ikke set en eneste fugl eller dyr endnu.
Efter en stor rundtur gennem nogle forstæder, skifter vi til tieren, og kommer hjem. Rejsebureauet er stadigt lukket. Vi spørger i receptionen; hvor finder vi en bus, der går langt ud af byen? Det skal vi endelig ikke, det er for farligt! Øv!
Mens Rikke tager et velfortjent bad, ringer telefonen. Det er rejse-manden. Han var på toilettet, men er nu tilbage på kontoret. Vi går ned til ham, og ender med at købe en skræddersyet tur til 800 kroner. Pokkers dyrt, men der er ikke mange alternativer, og det lyder spændende.

Vi får brat en pizza op, og flyder foran flimmeren, resten af aftenen. Nætterne er også varme, ikke under 25oC.

21/5 EDDERKOPPER LAVER HJULSPIND I TRÆERNE.
Vi bliver vækket klokken syv, så der er tid til bad og morgenmad, før vi kører. Vi bliver hentet i en ny minibus af to vældigt søde middelaldrene fyre, der taler udmærket engelsk.
De fortæller om, hvad det er vi kører forbi. Der står arbejdsløse langs vejen og sælger brænde. De fleste laver mad over levende ild, så der er godt salg. Vi kører ud gennem nogle stejle bakker, med marker og spredte træer. Det er rødt lerjord, og sort stengrus fra vulkaner. Mange steder ligger nogle store sorte og runde sten på den røde jord.
Vi får at vide, de selv skal betale for alt. Skole, læge og alt det vi tager (tog) for givet. Der er ti procent skat, og landet eksporterer mange værdifulde produkter og mineraler. Hvor pengene bliver af er den menige mand en gåde.
Vi standser ved udsigten til et vandfald og nogle vandkraftværker. Der ligger stadigt spredte skyer mellem bjergene og her er fantastisk smukt. Alt er grønt, og der er mange blomster. Vi kører på en ensporet asfaltvej, og man skal dytte før hårnålesvingene.
Mange af træerne er gamle kendinge fra Australien. Her er eukalyptus, baksiaer, cycas og ingefær. Vi kommer til Varinata National Park, som ligger på nogle bjergtoppe i godt 800 meters højde. Lige inden for indgangen ser vi en paradisfugl i et kort glimt. Det er nationalfuglen, som er på alt. Jeg ser også en wallaby, og en hvidhovedet ørn sætter sig tæt på vejen.
Vi kører op til en udsigtsplads, hvor de lavere liggende skyer fjerner lidt af glæden. En gultoppet kakkadue skræpper støjende, og jeg støver rundt efter spændende ting. Finder nogle tornede knolde på et træ. Det er vist en form for orkideer. De første jeg ser er som hønseæg, og så får jeg øje på en, på størrelse med en fodbold.
I nogle få minutter forsvinder skyerne, og dalene åbenbarer sig. Her er bare fantastisk smukt! Langt nede kan man skimte Port Moresby, ellers er her kun natur.
Vi går et par kilometer at et track, som følger en bæk, der bliver til en stor å. Over vores hoveder summer bierne højt, det er blomstrende træer, vi går under. Vi er en del fugle, en tudse, en slange og et par frøer. Fuglene er forskellige store stære, honningædere og konge parakitter. Der er også en del igler, men vi får dem hurtigt fjernet.
Vi kommer til et stort område, hvor der ser helt nyrevet ud. Der ligger ikke en kvist eller blad på jorden. Det ser temmelig pudsigt ud, til i får øje på den enorme kvasbunke, som busk kalkunen har samlet. Den er en meter høj, og omkring fem i diameter. Gud ved, om det trods alt ikke var lettere at ruge?
Der er mange edderkopper. Nogle er håndstore og sidder i perfekte hjul-spind, der er over en meter. Andre laver store kubiske net og så er der nogle smukke blå jagt edderkopper.
Vi kører ned til dalen igen, hvor vi finder den eneste souvinier-shop, de har. Det er bare en lade med masker, figurere, penis-foderaler og små spyd. Meget autentisk, men ikke lige noget for os.
Det er blevet tid til frokost, og vi kører ind til TFC (tasty fried chicken). De har ikke hørt om grønsager.
Næste stop er botaniskhave, som ligger inde på universitetets grund. Den er fantastisk flot og velholdt. Her er også en lille zoo, med wallabyer, træskonæb og en meget stor, tæt beplanter voliere med paradisfugle. En meget tam ung han modtager os ved indgangen. Den kan sige hallo, bye og en del andre ord. Den er meget kontaktsøgende, og svær at ryste af, da vi skal ud igen.
Her er en meget stor orkide have. Utallige orkideer står på en åben plade, og blomster lystigt. De sælger også orkideer. De står i en tråd-urtepotte, der er helt tom, med lange rødder ragende ud.
Vi kører forbi en af de mange pælebyer. Nogle steder er det slum-agtigt (uden at være alt for slemt), andre steder er det rigtigt flotte huse. Vi slutter af med at besøge de tre banker, for at hæve penge til at betale udflugten. Den første vil ikke udbetale uden at se pas (det er på kontoret), den næste vil bare ikke. Den sidste har heldigvis en automat.
Vi siger tak for turen, og sætter os ind i pitzariet og får en kop kaffe, til det bliver tid at køre i lufthavnen. Her bruger vi de sidste kina på et par paradisfugle-øreringe og lidt guf. Der er en souviniershop i lufthavnen. Det er også den der sælger toldfrit, og det lufthavnsmærke til 75 kroner, som vi skal have.
Vi flyver med en ældre Fokker 28, og da vi alligevel alle er her, letter vi længe før planlagt. Lette, spise og lande. Igen bliver vi interviewet i immigrationen. Slipper igennem, og ud til bilen, som heldigvis er urørt. Vi triller ind til Cairns, og finder vores gamle campingplads. Jeg skriver dagbog for de sidste tre dage, til øjnene ikke vil være åbne mere.  

Resten af turen foregår i Australien.

                    

Diary      Photos