Main Page    All Journeys    Travel Tips

 

 

MEXICO  
14/7-10/8 2003   INFO and DIARY 1  

 Photos

 Map + Plan 

 Diary 1 2 3

 Jeg har efterhånden set en del af verdens regnskove, og tænkte det kunne være sjovt med lidt forandring: Ørkner. En spændende og ikke mindst alsidig natur finder man i Mexico, hvor en del af mine planter kommer fra. (Jeg samler på Caudiciforms). Min kæreste Rikke kunne lokkes med pyramider, badestrande, koralrev, urskove og så kommer en del af hendes planter også derfra (Rikkes). Mine gamle rejsekammerater Jesper og Morten behøves ikke at lokkes; det var nok at nævne datoen og landet, så blev de tændt. De blev lidt forsinket af en ferie i Irland, men vi fulgtes de sidste tre uger. Det er egentlig lige i regntiden, hvor de får dobbelt så meget vand som Danmark, men vi satsede på, det bliver i kortere, heftigere byger, ikke som den enerverende danske sommerregn.

14. Vi tager morgentoget ind til Kastrup, hvor indcheckningen giver lidt problemer: Vi kan ikke sidde ved siden af hinanden på den korte flyvning til Frankfurt. Problemerne fortsætter i Frankfurt: Manden i indcheckningen afviser os: Vores bordingkort, som blev udstedt i Kastrup er ugyldige - næste! Det viser sig, at ikke alene har fyren i Kastrup flyttet os til et senere fly, vi kommer heller ikke til at sidde ved siden af hinanden til Mexico City! Tyskeren er pisse arrogant, taler kun hurtigt tysk, og hele essensen af, hvad han siger er: Det er ikke mit problem, I kan bare lade være med at flyve! Moralen er: Brug ALDRIG Lufthansa!!!

 Vi når Mexico City, hvor nogle "person-transportere" kører os ind til ankomsthallen. Kæmpe, ekstra brede bus-lignende lastbiler, der på to enorme hydrauliske stempler, løfter sig selv op i dørhøjde på flyet. Temmelig smart, har ikke set det før.

 Vi havde planlagt at være i Mexico City før mørkets frembrud, og blive hentet af det forudbestilte hotel. Takke være Lufthansas "fantastiske" service er vi tvunget til at tage metroen (taxier frarådes også) til centrum. Pæne stationer og vogne. Billetten koster 1,40 kroner, og så kan man bruge alle ti linier hele dagen, så længe man bliver under jorden.

 Der er meget mørkt, men megen aktivitet i centrum. Med de advarsler vi har læst, er stemningen lidt trykket! Vi finder centrums meget store katedral, som ser ualmindelig flot (men også meget skummel) ud i mørket. Det må være højsæson; vi har svært ved at finde et par senge. Ender i et tre år gammelt hostel, på et seks-personers doom, i to meget vakkelvorne køjesenge. Selv efter godt et døgn kniber det med at sove ordentligt. Vi giver 150 kroner, men så er der også morgenmad. De første øl jeg ser er Negre Modelo, hvilket er meget pudsigt, da jeg netop har sat dem på som "månedens øl" på Elmer's Pub, mens vi er af sted.

 15. Efter en noget urolig nat vælter vi ud af sengene. På værelsets vask står en toilet-taske, der er væsentligt større end hele min 2,5 kilo store bagage. Jeg fatter altså ikke hvad folk slæber rundt på, og slet ikke at de gider! Der er selvfølgelig ikke mere varmt vand, men bad skal man jo have: Brrrrr!

 Morgenmaden er lidt tam, men det kan vel ikke overraske. Vi snakker med Christian, som er her ovre for at besøge sin danske kæreste. Udenfor vælter det rundt med WV-bobler. De fleste er taxier, men der er alle mulige varianter fra politibiler til forkortede, varevogne, cabrioleter og hvad ved jeg. De blev lavet i Mexico indtil sidste torsdag! Der er også rigtigt mange WV-rugbrød, som taxier eller minibusser.

 Mens vi tager metroen tilbage til lufthavnen stiger temperaturen fra 25 til 30 grader. Luftfugtigheden holder sig på 75%. Mens vi venter, oplever vi hvordan de lokale bruger deres mange mobiltelefoner som walkies: Taler, apollo-bip, og holder så mikrofonen op til øret! Ud over, det gør det lettere for andre at følge med i samtalen, ved jeg ikke hvad det gør godt for. Det med apollo-bippet kan skyldes, de kun har en kanal af gangen, lige som walkier.

 Vi kommer ombord, taxier ud, men ender på et sidespor. Venter en times tid, et eller andet faldt af flyet, og piloten vil gerne have det med. Forklaringen er på spansk, lige som alt andet, men den oversættelse min sidemand gav, var cirka sådan. Efter de så har fundet stumpen, tyggegummiet eller ståltråden frem, letter vi. 

 To timer senere lander vi i San Jose del Cabo, på sydspidsen af Baja California: Den enorme halvø som ligger parallelt med resten af Mexico. Under indflyvningen passerer vi enorme sletter, tæt begroet med søjlekakti. At træde ud af flyet er som at gå ind foran en enorm fohntørrer, men luftfugtigheden er i det mindste lidt lavere end Mexico City. Uret skal stilles en time tilbage, men det varer lidt før vi finder ud af det!

 Der kører ikke busser ind til busstationen fra lufthavnen. Vi må tage en dyr shottel, giver 100 kroner for den halve times tur. En amerikansk familie på fire giver 1000 kroner for at køre fem minutter mere, men så bliver de også sat af på Sheraton! Vi passerer relativt fattige kvarterer, men mellem de gamle vrag, er der store, flotte og ikke mindst nye amerikanske biler. Det er næsten kun de mexicansk producerede WV´er, der ikke er amerikanske. Blandt lastbilerne er det kun nye Volvo´er, der ikke er amerikanske. Møder adskillige road-trains: Lastbiler som vores store, bare med to trailere!

 Vi har lige en halv time til en toast, før bussen kører nordpå. Landskabet er tørt; vi ser leguaner, gribbe, fem til ti forskellige kakti og yoccaer. Chaufføren sætter musik på: Det starter med en vrinskende hest, og bliver så temmelig Herb Albert-agtigt: Trompet, mundharmonica og en sanger. Selve bussen er, som de øvrige vi kører med, ganske lækker. Højt til loftet, rigtig god benplads, selv når han foran ligger sit sæde helt ned (og det er langt!) Air-conditionen holder temperaturen på behagelige 23-25 grader. Et af de første lande jeg har været i, hvor den ikke skal ned på ubehagelige 18 grader. Mange busser viser film. Mange er desværre eftersynkroniseret, men de er nye, amerikanske, og Rikke havde ikke set 75% af dem!

 Vi kører op af vestkysten, lige ud til Stillehaven nogle gange. Her er tørt, meget tørt. Hovedsageligt enorme søjlekaktus med gule blomster, op til 16 meter, figenkaktus, små træer og buske uden blade. Det har ikke regnet endnu i år. Der er ikke mange dyr; en rød fugl flakser forbi, en spætte hakker i en kaktus. Der kan gå en time, uden vi passerer en bygning.

 Vejen er to smalle spor, som slynger sig vildt mellem store bakker, og vores chauffør holder den i bedste rally-stil på 100 kilometer i timen. Der er toilet bag i bussen, men chancen for at nå det er ringe! Efter nogle timer kommer vi til La Paz, områdets eneste store by. Der er faktisk over 2000 kilometer til den nærmeste større! Her bor 170.000 små mennesker. Vi finder et hotel til 120 kroner, en pris som generelt er ganske almindelig i hele Mexico. Det er kvaliteten, som svinger enormt!

 En internet-cafe, så vi lige kan holde kontakten med brødrene. Prisen for en halv time er fra fire til ti kroner. De skriver der er en orkan på vej, som allerede har ryddet godt op i den sydlige del af USA. Rikke ringer hjem til sin mor, og fortæller vi har klaret flyvningerne. Det lokale museum skulle have en kaktushave. Vi finder den, men sikken en skuffelse. Ind mod centrum igen. Mange veje har været asfalteret, men nu er veje og fortove hovedsageligt sten og grus - det støver!

 Vi får lidt tacos, og finder "turist-området" langs vandet. Ser nogle enkelte hvide, men to gader inde i byen kan ingen et ord engelsk. Her er et væld af små shoppe med alt fra tøj over emaljerede isenkram til drugstores og restauranter. Mørket falder på, og vi finder hjem. Der er ikke TV på værelset, så underholdningen efter klokken ni består af tøjvask. Vi rejser med ekstrem lidt bagage, så der skal vaskes jævnligt. Sengene er ikke vakkelvorne her - de er murede! Korte, men gode. Desværre bruger man de fleste steder amerikanske kæmpe-hovedpuder, som bare ikke kan bankes flade. Vi mærker lige en snert af orkanens yderste arme, men ikke noget alvorligt.

 16. Vi står op halv syv. Det er allerede 25 grader, og luftfugtigheden er mellem 75 og 80%. Vi går af de støvede gader, ser en kolibri, flammetræer, enorme euphorbia-lignende kakti, agaver og nogle bitte små duer. Det første madsted åbner klokken otte, sent efter vores mavers mening! Rikke får ventetiden til at gå med at krasse lidt i sine insektbid. Vi finder endelig toastbrød, appelsin juice, vand og syv bananer til 18 kroner. Rundt om hjørnet ligger den første åbne cafe, og så er der kaffe, friskpresset juice, burritos, bønnemos og advocado-salat til 40 kroner.

 Vi ser en del lodne og vældig kælne hunde. Generelt er alle mexicanske hunde vældigt kælne, og kun få steder så de magre og usle ud. Vi hopper på en bus klokke ni, og kører gennem et lidt grønnere landskab, hvor buskene har blade på. Der er små runde totter af epifytter på el-ledningerne, nye figen- og små tønde kakti. Det er sandstensbjerge, nogle meget forvitrede, vi kører blandt. Ind i mellem dukker det fantastisk blå hav op, derimod er der absolut ingen bygninger for flere hundrede kilometer. Ser fregatfugle, skarver og pelikaner i bugterne.

 Vi hopper af bussen ved tretiden i Santa Roselina. Busstationen er heldigvis i samme bygning som færge-kontoret. Det viser sig, at den færge vi ville have booket til torsdag først sejler fredag. Vores tidsplan er meget stram de første ni dage, til vi skal møde brødrene. Manden i skranken fortæller i øvrigt, vi først kan booke den i morgen, hvor vi er langt herfra. Hmm, så til plan B: Ignorer problemet, så forsvinder det nok. Plan C er et fly fra et eller andet sted på Baja til et eller andet sted på fastlandet.

 Vi venter en halv time (og så lige en time mere), og tager så planmæssigt bussen vidre til San Ignacio. Der er ikke nogle ledige pladser, men Rikke får guide-sædet, og jeg trappen op til midtergangen. Der dukker lidt spredte, små marker op, med geder, æsler og få køer og heste. En militær kontrol tager alles bagage ud af bussens lastrum, og så skal man gå hen til sin taske/papkasse. Vi har som sædvanligt kun håndbagage, og kan blive siddende i bussens behagelige temperatur.

 30 kilometer uden for Santa Roselina, og igen 68 kilometer før San Ignacio er der fantastiske kakti, blandt andet fodbold-store tønder samt nogle "nye". Vi er desværre med dagens anden (og sidste) bus, så det bliver kun til nogle feberagtige skud gennem ruden. Her er seks til syv meter høje søjler med op til femten sidegrene, hver med en diameter på 25-30 centimeter. Andre er tyndere, måske ti centimeter (orgel?), nogle er kantede a´la stjernefrugter. Forskellige tøndekakti, nogle med gule, andre med røde torne. Så er der nogle halvanden meter høje "kakti-træer" med forskellige variationer af torne. Andre ligner mørke slanger. Så er der små søjler med lange torne og figenkaktus med forskellige variationer af torne. Der er også nogle små agave-lignende vækster, ikke mere end en halv meter høje.

 Hopper af ved en tankstation og et par spredte restauranter. Det viser sig senere, selve byen ligger et par kilometer nede af en sidevej. Et stort hvalskelet står på en rabat, og ved siden af et par skilte, der viser mod nogle hoteller. Vi går der nedad, og kommer til et hyggeligt sted. Det ejes af to canadiere, der flyttede her ned for tre år siden. De har kun et ledigt "værelse": Deres "back-packer-telt". De har faktisk kun telte, vores er bare det mindste. Her er parketgulv og almindelige møbler samt en rigtig god seng. Helt nye og rene toilet/bade, hvor man som det eneste sted i Mexico: Må smide papiret i toilettet, og ikke i spanden ved siden af. En vane som er lige så svær at lære, som at vende sig af med! Deres site: Ignaciosprings.

 Vi skal give 200 kroner, men så er der også morgenmad og kanoer. Jeg spørger, om jeg kan bytte kanoen for en hest. Sagtens, men de har kun en lige nu. Vi går en lille tur, og vender så tilbage for at sejle en lille tur på den meget brede flod, der danner lejrens bag-grænse. Taget i betragtning, vi kun har kørt i næsten goldt landskab hele dagen samt at der kun falder under en halv meter regn (de år der falder noget) her, undrer det mig meget, hvor alt det ferskvand stammer fra? Mørket falder på, og vi går tilbage gennem lejrens palme- og citruslunde. Små flagermus dukker frem, og fanger de mange oldenburrer, der sværmer om lamperne. Nede fra floden høres den meget dybe rumlen fra store oksefrøer. 

 Vi drikke aftenkaffe med canadierne og en amerikansk skildpadde-redder. Her er nogle gode reservater, og ud over at blive professor, har hun en god følelse af at gøre noget godt. Vi hører, der går fly til fastlandet hver dag. Færgen tager elleve timer, sejler om natten, og koster 500 for en siddeplads og 1000 for en seng i et doom. Maden kommer oveni. Flyet tager 35 minutter og koster 750. Det er hurtigt afgjort, så skal vi bare booke flyet.

 17. Efter en dødlignende søvn står vi op klokke syv. Æg, bacon og frisk frugt, og så er Rikke klar til en lur. Jeg tager sko på, og går en tur. 100 meter uden for lejren dukker de første kakti op. Tager lidt fotos - nå-ja: det blev til 70! Her er alt fra enorme søjler til mini marmelarier. Særligt slide-show: Kakti. Ser små jordegern, firben, kolibrier, gribbe der morgen-opvarmer, spætter, nogle sky køer og et slange-skelet. Her er en del kaktusblomster, men ingen frø. Efter små tre timer vakler jeg ind i lejren. Sluttede af med en tur op over en stor bakke/lille bjerg.

 Rikke har været med konen inde i byen for at hæve penge på deres restaurant. Det kunne hun bare ikke; maskinen siger kortet er spæret. Vi sidder i lejren til chikadernes sang, og hygger og læser, til vi kan få et nyt lift ind til byen. Mine to kort er også spæret. "Måske har vores bank panikket, da der pludseligt blev trukket store beløb i et fremmed land?" Jeg tror mere det er deres maskine der ikke "taler dansk". Vi har heldigvis US$ i back-up. Får en piza-slice, og går op og ser kirken. Den er bygget af lavasten, og der er et par andre pæne huse i byen. Købmanden gør en del i blå-emaljeret køkkengrej og støvede sko. Byen skulle egentlig være centrum for hval-turister, men det er desværre ikke denne årstid. Vi er de eneste hvide.

 Vi går hjem, og daser i et par timer i skyggen. Temperaturen er oppe på 32, og luftfugtigheden ikke under 80%. Nogle store jordegern leger på et gammelt stendige, og et par spætter søger efter laver og andre smådyr i palmerne. Der skulle efter signe gå en bus tilbage til Santa Rosalina ved tretiden, så vi går op til hvalen og venter. Spørger hos den købmand, der efter signe skulle sælge billetter. "Næ, der går først en klokken syv". Det er lidt sent, og så er det mørkt før vi er fremme. Vi skal med et fly (måske) i morgen formiddag, så vi skal overnatte i Santa Rosalina.

 Spørger en lastbilchauffør, der holder siesta på tanken. Han venter på læs, og kører måske ikke før otte. Vi sidder i heden, men i skygge under et beton-halvtag. Solen daler, og skyggen forsvinder efterhånden. Det gør varmen ikke. Pludselig starter lastbilen ved siden af op. Samme firma, og de sad og snakkede samme i den andens bil, men det skal prøves: Jeg når lige at fange han i start-bønnen. "Jow, vi må da gerne køre med til Santa Rosalina". Vi kører med et stort læs frosne blæksprutter, og der er brug for alle 16 gear og ikke mindst motorbremsen. En gang standser vi, så han kan regulere de ophedede bremser. Ny bøn, og så triller vi vidre.

 Ser nu omgivelserne bedre end i går. Meget af turen er gennem totalt gold ørken, ikke engang kakti. Et par døde køer i rabatten er helt mumificerede. Vi ser næsten ingen road-kills i Mexico. Af dem vi ser, er op mod 90% hunde, og dem er der faktisk nok af. Derimod ser vi generelt meget få vilde dyr, hverken i ørken- eller regnskovsområder.

 Vi ankommer lidt i seks, på hovedvejen uden for byen. Spørger om vej til "centoro" og går op af bjerget. En hærget mini-bybus passerer, og vi hopper på. Den kørte den rigtige vej, og vi hopper af i hovedgaden. Her er stadig en del åbne butikker, men vi prøver først en ATM. Begge vores kort virker - godt! Kaffe, Corona og en lille snack. Her er næsten ingen andre hvide, men lidt gadesælgere prøver os. Som alle andre steder i Mexico tager de et "nej" som svar eller bare en hovedrysten. Rigtigt behageligt! Byen ligger i bunden af en enorm kløft, hvis golde sider nærmest klemmer den.

 Vi finder et motel, hvor vi får et koldt men nødvendigt bad. Aftensmad på en lille men god lokal snask, hvor vi sandsynligvis er de første hvide(/røde!). Net-cafe til 6,50 kroner i timen, og så hjem til tøjvask, på trods af der er TV på værelset. Som så mange steder rundt om i verden kværner TV´er løs i næsten alle mexicanske cafeer, restauranter, ventesale. Næsten alle steder er modtagelsen så ringe, at man kun lige kan skimte, det er det samme "stjerne for en aften-show" der kører alle steder.

 18. Vågner ved syvtiden på et 30 grader varmt værelse, med en luftfugtighed over 90%. Udenfor er der fire grader køligere og en let brise. Vi slentrer ned gennem byen, hvor folk hilser pænt på os og hinanden. Efter morgenmaden går vi ned gennem byen, mod havnekontoret, hvor lufthavnsselskabet skulle have kontor ved siden af. Vi er lidt sent på den, og efter at have gået et par kilometer tager vi en taxi - rundt om hjørnet; de sidste par hundrede meter til havnekontoret. Så er der bare et par kilometer at gå ud til fly-kontoret viser det sig.

 Når det til tiden, men de har flyttet os til næste fly. Der var nok nogle der var vigtigere, og deres bookninger er komfortabelt skrevet med blyant! Skidt, vi er stadig kun omkring en time bag efter den plan vi lagde hjemmefra! Går tilbage til byen og får en rigtig god tidlig frokost. Tilbage mod kontoret og ind på en fancy restaurant til kaffe. Flyet går klokken tolv, og vi skulle være der halv. Nu er vi ved at vende os til den mexicanske tidsregning, så det overrasker en del, da minibussen der kører til lufthavnen holder ude foran restauranten og dytter. Har endnu ikke regnet ud, hvordan de vidste vi sad på deres bagterrasse og betragtede bølgerne og pelikanerne.

 Vi kører en halv time, og finder "lufthavnen"  få minutter i tolv. Det er bare en lang stribe af ørkenen, der er ryddet for kakti! Et lille skur og tre soldater. Chaufføren kalder flyet, vi får rodet vores små tasker igennem og så lander den lille Cessna A02. Flyet er fyldt, fem i kabinen og en ude hos kaptajnen. Bagagen stues i næsen og bag motorerne i vingerne. Vi letter klokken tolv! Lander i Guaymas lufthavn 35 minutter senere.

 Vi deler en minibus ind til byen med to forretningsmænd. De hoppe af før os, og jeg har lidt fornemmelsen af, vi ikke delte regningen! Vi bliver sat af på busstationen, hvor der er plads til to busser. Har lige tid til lidt mad og drikke. Er imponeret over så mange mexicanske busser har dæktryks-regulering under kørslen. Har kun set det på de store Paris-Dakar-teams biler. Uret skal stilles tilbage!

 Vi kører sydøst på mod Alamos. Her er enorm tørt! Når vi er tæt på kysten kan man se grøn mangrove. Temperaturen når 34 grader, luftfugtigheden er omkring 75%. Inde i bussen er der behageligt. Naturligvis er der rygeforbud. Faktisk er det utroligt få der ryger. Her er ingen reklamer for tobak. Jeg havde forventet alle vil pulse fra de var tolv-fjorten år.

 Der dukker stadig nye kakti op langs vejen. Store søjler med flere rækker torne, figenkaktus med enorme gule torne, tønder, der er op til en meter og nogle pudsige tynde, lange grene med store torne og bitte små blade. Flere gange passerer vi tyrefægtnings-arenaer, nogle er en rund indhegning på en grusmark, andre lukkede stadiums.

 Landskabet flader ud, og vi kommer til en enorm dal, hvor der er store vandpytter. Sorte skyer dukker op, og lyn flænger himlen. De første marker viser sig. Vi standser et stykke tid i den store by Ciudad Obregon, og fortsætter så gennem frodige, kunstvandede marker. Her er stadig kakti; figenkaktus med små blade, nogle store på tre meter og tynde søjle/orgelpibe kaktus.

 Vi holder en halv time i Navojoa, før vi kører lidt tilbage af hovedvejen og så op mod Alamos i samme bus. Vi passerer enorme hønserier, griserierer, kaktusserier og et stort bryggeri. Store grønne bakker, dækkede af buske og små søjlekaktus. Der kommer nogle enkelte vindtårer, det er jo regntid.

 Sød lille bjerglandsby, men med forbløffende få hoteller. Finder et rigtigt flot et, lige ud til torvet. Svalegange, nyt men i klassisk kolonistil, varmt vand, toilet-bræt (sjældenhed!) og gode senge. Vi må bøde 300 kroner, men der er ikke mange (om nogen) alternativer, og det er ved at blive sent. Mange flotte bygninger, men alligevel overasker det mig, at hele byen er fredet. Næsten alle bygningerne er meget slidte/forfaldne. Over os ligger den høje Sierra Madre Occidental bjergkæde.

 Folk hilser pænt, hvor vi kommer frem. Der ligger en mand fladt på fortovet. Det viser sig, han ligger uden for en bar. Det er fredag, og det lader til at være normalt. Ser flere ligge i gyder og langs floden. Midt på det store, træomgrænsede torv er de ved at stille scene til musik op. Vi får et par gode hot-dog´er med Sangria-sodavand til 15 kroner - i alt! Det begynder at dryppe, det er næsten mørkt, så vi finder tilbage til hotellet. På Baja blev det mørkt klokken ni, her er den kun otte. Køber lige nogle nachos og salsa på dåse hos en købmand. I den del af Mexico vi har været i indtil nu, åbner madstederne meget sent. Mange gange først klokken otte om aftenen. Senere kommer vi til en by, hvor det sidste lukker klokken otte!

 Efter den traditionelle tøjvask åbner jeg salsa-dåsen med værelsesnøglen og en stor træskulptur. Her, som på langt de fleste værelser vi bor på, er der en dobbelt og en enkelt seng på værelser. Det er meget få steder vi bruger air-conditionen (hvis der er en), men vi har som regel stor glæde af ventilatoren i loftet.

 19. Jeg sniger mig ud ved sekstiden, og går gennem den næsten folke-døde by. På det lokale markedet er der kun enkelte åbne stande. Jeg finder en flaske vand, og ser nogle næve-store knolde. Er muligvis en enårig grønsag, så de får lov at beholde dem. Jeg krydser floden, og går gennem fattige hytter med frodige haver, op af en bjergvej. Kan ikke rigtigt finde ud til naturen, men får endelig lov at gå gennem en have.

 Et tæt krat dækker den stejle skråning. Desværre er der adskillige akacier blandt buskene, og deres kraftige, to centimeter lange torne er hårde ved min sarte hud! Flere steder må jeg krydse pigtråd, og på et tidspunkt støder jeg pludselig på en nervøs hest. Jeg pruster lidt, i bedste hestehvisker-stil, og den slapper af. Her er ikke mange kakti, bare nogle tynde søjler og nogle tynde "træer". Ser et par kardinalfugle tæt på. De lyser gevaldigt op i det grønne med deres knaldrøde fjerdragt.

 Har lidt svært ved at finde ned, uden af skulle gennem akacierkrattet, men finder en ravine. En ny baghave, og jeg er tilbage i civilisationen. Lettere forrevet, grundig beskidt og overdrevet svedig vender jeg tilbage til torvet. Her møder jeg byens (formodentlig) eneste engelsktalende indbygger: Skopudseren på torvet. Vi snakker lidt om de mexicanske springbønner, som dalen er berømt for. Det er det enestre sted i verden de lever, og vi er her lige på den rigtige tid. Bort set fra, regnen kom lidt for sent i år, og den måned de findes i, er udsat. Surt, jeg havde virkelig glædet mig.

 Mexicanske springbønner er ikke egentlig bønner, de er frøene/nødderne fra Sebastiana pavoniana, som er et medlem af Euphorbiaceae-familien (på dansk: Vortemælk-familien), som en møl (Laspeyresia saltitans) har lagt et æg i blomsten af. Når frøene er modne smider planten dem. Hvis de får det for varmt, "klikker" laven inde i frøet for at få det hoppet ind i skyggen. Frøene kan ikke spire, de er helt hule. Efter en måneds hopperi gnaver laven et område af frøet helt tyndt, og forpubber sig her. Næste sommer, lige før Sebastiana pavoniana blomster, kommer de ud af pubben, finder en partner, og ringen er sluttet.

 Jeg får et tiltrængt bad, og vasket mit tøj - igen. Mens det tørrer sidder vi på balkonen og ser ud over torvet. Store grønne biller flyver omkring, ellers er der temmeligt stille. Efter en halv time er tøjet tørt, og vi finder morgenmad - til 130 kroner. Næsten ti gange så dyrt som aftensmaden! Så ser vi den flotte katedral og et udemærket museum. Byen har fostret en eller anden kendt person, som både var en kendt læge og show-mand. Som de fleste andre museer vi besøger, er alt kun på spansk. Så er der lidt om minedriften og en masse gamle symaskiner fra 1730 til 1910.

 Når man går gennem byens brolagte gader er det mest makante de op til en meter hævede fortove. Her kommer meget vand i perioder, og kloarker er det ikke lige blevet til. Nogle steder midt i byen er der høje, lange mure, og når der endelig kommer en åbning afsløres en citrusmark eller ligninde sig - pudsigt.

 Klokken elleve tager vi bussen tilbage til Navojoa, skifter bus fra en anden busstation. Der kan være mere end fem busstationer i en mindre by. Hver ligger i en blok, midt i centrum. Kontoret i "forretningen", gården fyldt af busser. Temmeligt svært, til man fatter ideen. En mexicaner spørger mig pludseligt, midt i ventesalen, om jeg ikke taler dansk. Ikke nok med det; han gør det på flydende dansk! Har været udvekslingsstudent i 1999. Efter 20 minutter fortsætter vi mod Mochis.

 Det går gennem frodige majsmarker og store områder, der er helt dækkede af sammenvoksede figenkakti. Her er de første køer, ligner almindelige sortbrogede malkekøer. Vi ankommer en halv time foran planen hjemme fra. Finder ud til turistkontoret - som har ferielukket! Så finder vi da bare den botanisk have. Den er større end Fælledparken, men knapt så interesant! Ser dog en enkelt stor sort leguan.

Hotellet vi endelig finder er ikke alene dyrt, men også meget brugt! Karmen er næsten væk af tidligere indbrud, ingen air-condition eller ventilator. Det kan man godt savne i et lille indelukket rum med 30 grader og 100% luftfugtighed! Lagenerne var rene - da de blev lagt på engang sidste år.

 Byen har været skuffelser nok, så vi satser ikke højt med aftensmaden: KFC. De har endda mini jalapenos og salsa pakker sammen med ketchupen. Opdager pludselig uret skal stilles en time frem - igen. Vi går forbi nogle gadehandlere, der sælger frugter og blade fra figenkakti.

 Vi er egentlig her i byen for at komme med en speciel togbane op i bjergene. Da vi finder kontoret, er det lukket. Det ligger på et stort og fornemt (og ikke mindst; dyrt) hotel. Prøver i receptionen. Vældig flink engelsktalende fyr. Kan ikke hjælpe os med bus til stationen, eller reservation, men vi får tiderne og et tip om, hotellet har en minibus til stationen, om morgenen. Vi løber hjem til "hotellet" gennem de første byger, og når ind før et tropisk regnvejr bryder løs. Det tager det værste af trykket, men lynene slår i lang tid ned omkring hotellet, og sætter bil-alamer i gang.

 20. Uret bibber halv fem! Tumler over til det dyre hotel, og kører ud til stationen uden for byen. Rigtigt mange mennesker. Får endelig to biletter til 800 kroner på første klasse. Andenklasses toget kører om en time, men det kører langsommere, standser flere gange og bliver tit forsinket. Vi får endda sæder i den rigtige side af toget. Kører i en kløft, mest på venstre side, så højre side giver den gode udsigt.

 Rigtig flotte konductører; kaskette med stort messingskilt, vest og jakke og den rette holdning. Vi kører langsomt - rigtigt langsomt! Måske kun 30 kilometer i timen. Senere når vi måske op på 50, men det er stadig langsomt! Måske skyldes det sporenes ringe kvalitet, måske er det for ikke at tage farten af op af de stegle dele af strækningen. Under alle omstændigheder giver det rig lejlighed til at kigge på de fattige hytter klods op af banen. Haverne er oversvømmede, hytterne lige ved at styrte omkuld, men de er beboede. Deres biler varierer fra vrag til store nye.

 Så forlader vi bebyggelsen, og kommer ud over nogle nøgne marker. Senere bliver det grønne bakker, dækket af buske. De vokser til bjerge med kakti. Vi kommer ind i en smal men meget dyb kløft med en stor brusende flod i bunden. Der er noget Tyrol-agtigt over det. Nå-ja, når man ser bort fra figenkakti og agaver. Nogle figenkakti har blade på op til 30 centimeter, og der er mindst fire forskellige agaver, nogle slanke, andre rigtigt fede.

 Da vi kommer op i nåletræs-zonen går vi frem til bar-vognen for at få kaffe. Toget består af lokomotiv, restaurent-vogn efterfulgt af bar-vogn og tre passagervogne. Som så mange andre steder, hvor der kommer turister, er der smilende, men også svært bevæbnede betjente. Udenfor glider det ene vandfald forbi efter det andet. Enorme broer bringer os over sidekløfter, og sjældne gange; over på den anden side af hovedkløfte.

 I El Divisaderio krydser vi passet i cirka 2400 meters højde. Vi standser for at tage fotos af den enorme kløft der åbenbarer sig, og kigge på de utallige souvinier-boder og cafeer, der er skudt op. Selve kløften er 1760 meter dyb: Stort hul!

 Vi taber ikke meget højde, før vi når Creel efter ti timer og 360 kilometer. En hyggelig lille bjergby med 4600 indbyggere, 2338 meter over havet. Vi havde besluttet os for et hostel, og et par små drenge fører os over til det. Det koster 200 kroner, men så er der også to måltider.

 Vi går ned gennem byen. Den består faktisk kun af restauranter og souvinier-shoppe, men ud over nogle hvide på hostlet, er vi de eneste. Vi får en is, og vender hjem til et varmt bad. Der er endda varmeapparart på værelset, men det siges også, det kan sne om vinteren. Jeg har stadig fornemmelsen af at kører, ikke udpræget behagelig.

 Det bliver tid til aftensmad, som ikke overraskende er vegetar, og ikke særlig god. Vi får sat os ved siden af et par danskere, som groft sagt har rejst den anden vej. Udveksler lidt erfaringer, og hører lidt om omegnen.

Vi er blandt andet i byen for at se nogle klippeformationer, som hedder; Wally of Erect Penises. Vi så dem faktisk fra toget, og nu viser det sig, man kan kun komme der ud ved at ride eller cykle i seks timer. Plan B: Vi ser Wally of Musrooms i stedet! Booker en tur på hostlet til næste formiddag. Sval aften; temperaturen er nede på 22 grader.

 21.  Vi vækkes af talrige haners galen ved syv-tiden. Den tur vi havde booket er blevet slået sammen med en anden, der tager lidt længere tid, men også bringer os lidt mere omkring. Langt om længe, omkring klokken ti kører vi ud for først at besøge en landsby. Den består kun af otte bjælkehuse og et par grotter. Meget primitivt, men de sælger souviniers, og vi er langt fra dagens eneste besøgende.

  Så ser vi Svampedalen er lige som Wally of Erect Penises nogle kalkstensformationer. Egentlig meget fasinerende. Næste stop er en stor U-formet sø, med klart bjergvand. Mange steder vi kommer, er der kvinderne klædt i folkedragter, som sidder og væver. Her virker primitivt, men på den posetive måde. Så holder vi kort ved en faldefærdig kirke. Som de fleste andre ting vi ser idag, er der uendelige lange og usandsynlig dårligt holdte grusveje ud til dem. Helt slemt bliver det, da vi skal ud til vandfaldet.

 Det ligger blandt fyretræsklædte bakker/bjerge. På de opragende klipper, blandt fyretræerne gror enkelte små kakti. Her er også nogle knolde, måske af natskygge-familien, og to slags husløg. Jeg når lidt rundt for mig selv, før vi fortsætter tilbage til hostlet.

 Vi har lige et kvarter til at checke ud, og nå op til eftermiddagsbussen. Byen er nu fuld af amerikanske turister. Der er kommet liv i kulisserne! De lokale mænd går i øvrigt (som så mange andre mexicanare) med machende cowboy-støvler og bælter med kæmpe spænder. Krokodille eller struds i alt fra sort over grøn og rød til gul. På hovedet bærer rigtigt mange cremefarvede cowboy-hatte. Praktisk talt alle vi møder her og i de meget varme og fugtige egne dufter rigtigt behageligt. Det er uden tvivi os der er de lugtende! Her i byen, som mange andre steder bliver nogle vogne trukket af heste eller æsler. De samme som mange steder bliver spændt foran ploven.

 Vi kører først gennem store bjerge, så blandt enorme store opdyrkede marker og kolosale net-overdækkede æbelplantager. Vi kommer til Chihuahua i skumringen, og tager en taxi til hotellet. Billigste indtil nu: 80 kroner, og så er der både varmt vand og TV. Vi får checket mail, og efter mørket er faldet på finder vi den flotte katedral, som er oplyst. Aftensmaden bliver en burger, lavet i en lille stand, hvor mand og kone kokkererer, og der er ingen tvivl om den mexicanske påvirkning. På nogle el-ledninger lige i nærheden får Rikke øje på nogle svaler - omkring 2000! Tæt pakket på alle fire ledninger, 50 meter til hver side af et hjørne.

 Vi finder en skotøjsforretning, der har et stort udvalg af cowboy-støvler. De koster fra 450 til 600 kroner, og Rikke står og savler. Finder hjem på hotellet, og laver et hurtigt overslag over økonomien: Vi har brugt godt 10.000 på den første uge.

Oplevelserne fortsætter i Dagbog 2

                     Diary 1 2 3    Map + Plan  Photos