Main Page    All Journeys    Travel Tips

 

 

INDIA   3/9 - 25/9 2004  DIARY  3

  Photos                Map  Plan

 

 

 Diary 1 2 3

 Fra Dagbog 2 kommer vi nu rigtigt langt ud.

18. Efter en hurtig morgenmad går vi ned til floden. Over en rimelig velholdt og smal bro, og ud af den smalle vej. Her er mange spændende træer, men ikke meget andet. Vi kravler gennem pigtrådshegnet, og kommer ned til floden. Her står et par køer med små kalve, men de er lige så venlige som alle andre indiske dyr.

 Udsigten op, ned og over floden er fantastisk. Vandet virker krystalklart, og der er tilstrækkeligt fart på floden til, at der opstår hvidt skum på de mest turbulente steder. Naturen virker helt uberørt, med undtagelse af de græssende køer, og nogle flotte blomstrende buske, der står langs floden med jævne mellemrum. Store granitklipper, der er slidt runde af årtusinders vind og vejr giver et fantastisk landskab, flere ørne krydser den blå himmel over vores hoveder, og små sangere kvidrer i buskene. Vi er i et skildpadde reservat, men ser desværre ikke nogen af de lokale sumpskildpadder i floden.

 Vi krydser floden igen, og vinker til vores bredt smilende chauffør, der bader sammen med de lokale på en gath ved siden af broen. På mange af de store klipper, der stikker op af floden ligger ofringer. Det er virkeligt dejligt at opleve folk der lever i så god harmoni med naturen. Inde i byen kommer en tæve gående med sine små hvalpe. Hun fortsætter ufortrødent over vejen, mens hvalpene flygter fra en klappeivrig Rikke, tilbage hvor de kom fra. Op over fortovet, ind gennem gårdhaven og ind i baghuset. Rikke tager det pænt, hun er vandt til børn flygter eller begynder at græde, når hun viser dem opmærksomhed.

 Vi kommer om til den anden side af den lille by, hvor der er fem templer. Cenotaphs templerne er praktisk taget ens, de fire ligger inden i en mur omgrænset park, og er fuldstændigt ens. Her sidder også gribbe på tårnene, med udspredte vinger, for at opfange varme fra formiddags solen. Vi ser et par af templerne. De har været forfaldne, men er nu blevet nødtørftigt renoveret. Det er egentligt utroligt så få edderkopper vi har set. Man skulle tro, af alle de forladte bygninger, og den store mængde af insekter ville være ideelt, men nej.

 Vi kører i middagsheden, et godt koncept i dette hede område. Vi kommer forbi nogle naturligt tårne: Den hårde basaltsøjle består, men den kegleformede, mere porøse askebunke omkring vulkanen er forvitret. Vi kører over en flod, hvis bredder er dækkede af palmer. Der kommer lidt regn, men ikke nok til at gøre vejen helt våd. Vi kommer forbi en kirke, langt ude på landet i et temmelig tyndt befolket område. Engelsk byggestil og velholde ligger den alene her i intetheden. 

 Landskabet ændrer sig langsomt til mindre tropisk og mere landbrug. Mange steder bliver der pløjet med arg, forspændt okser. Vi kommer pludseligt til at deltage i høsten, eller snarere i tærskningen. Hele tørre planter af små sort linser er lagt i et tykt lag på vejbanen, og de passerende biler åbner bælgene, når de kører over. Heldig, der ikke er noget der hedder katalysator her i landet, så var det hele futtet af!

 Næsten alle lastbiler og tuc-tuc'er har som sagt en tekst på bagsmækken: Blow horn, men de har også en anden tekst: Use dipper at night. Lurer lidt over den, til vi har kørt første nat. Her i landet har man ikke langt lys; man har kort. Alle kører med langt lys, og så kan man sænke det, hvis den modkørende insisterer. Man kan så også blinke med det, hvis man vil overhale. Da man så havde et problem med AIDS blandt de arbejdende kvinder langs landevejene, skulle man finde et slogan til lastbilchaufførerne, så de huskede kondom. Dipper betyder også kondom, så det var jo meget let, og de havde det alle sammen på bagsmækken i forvejen.

 Sidst på eftermiddagen kommer vi til Khajuraho, som er kendt for sine fantastiske templer, som er udsmykket med "dagligdagsmotiver".  Vores guidebog anbefaler et hotel med gårdhave, som er lidt svært at finde. Vores chauffør spørger et par fyre på motorcykel. De siger det er i et dårligt kvarter og i dårlig stand. Havde nok troet lidt mere på dem, hvis de ikke samtidigt havde trukket fotos op af deres hotel, og skamrost det. Det ender dog med, de kører foran os ned til "vores" hotel. De havde fuldstændigt ret. Det ligger i et fattigt kvarter, noget uden for byen. "Gårdhaven" er en terrasse af cement med et par halvdøde potteplanter. Som prikken over I'et møder vi ikke nogen, selv om vi går hele bygningen igennem.

 Vi havde lovet dem, at kigge på deres hotel, hvis vi ikke tog det andet. De havde ret igen; det er fedt! Genboen er en stor lotus sø , selve hotellet ligger 300 meter fra centrum, og det er nyt. Det vil sige; de bygger stadigt, når de har råd. Ejeren er en temmelig britisk fyr, som virker vældigt flink. Vi får værelser med rene lagner, ud til baghaven.

 Vi går ind til centrum, hvor vi er nogen af de eneste turister i en by, der er gearet til omkring tusinde. De handlende er søde, taler godt engelsk, men er lige lovlige sultne. De sidste tre år har været rigtigt dårlige, og vi er i slutningen af ikke-turist sæsonnen. De kommer bogstaveligt farende ud af deres små forretninger, på tværs af vejen, og tigger os om bare et minut i deres biks. Det værste er, at praktisk talt alt de sælger ser rigtigt pænt ud, og koster intet! Vi er måske ti turister i byen lige nu, og der er boder og restauranter til flere tusinde.

 Vi søger asyl på en tagterrasse, med udsigt over de nærmeste templer. rigtig sød tjener, god mad og stadigt yderst rimelige priser. Og til tre af vores selskabs store glæde har de øl! Vi sidder og nipper, til det er ved at blive mørkt. Så går vi ned til lotus søen for at se solnedgangen. Der er en bred gath ned til den fra vejen. Bygget af genbrugs sten fra andre templer. Alle er udhuggede, mange med mønstre og meget flotte figurere. De er nu bare en trappe, og nogle figurere vender på hovedet.

 Jeg kigger lidt på beplantningen: Fem forskellige slags flydeplanter, rimeligt klart vand afslører flere bundplanter, men desværre er lotusene næsten afblomstret. Det vrimler med små fisk, og der er også nogle større. På de lave områder er der frøer, måske orientalske klokkefrøer?

Rikke sidder og læser "Junglebogen" på kanten af gaten og Jesper forsøger efter sædvane at holde alle de små børn på en armlængde. De ved godt hvordan man kommer i kontakt med turister og da de spørger ham hvor han kommer fra svarer han "månen" men det er ikke nok til at de går. Overvejer til sidst hvor dyb søen er og om det kan betales sig at smide dem derud. Morten har lært mig et rigtigt godt tricks: Tal dansk. Det kan skræmme selv de mest ihærdige unger væk. 

 Der kommer lokale ned og smider en håndfuld et-eller-andet ud til fiskene, og siger en lille bøn. Så kommer der to kvinder, der udfører et større ritual. Udskårne lotusblade og stængler opsat i kunstfærdige blomstre dekorationer. Ting bliver blandet i medbragte fade og spredt ud over vandet, til stor glæde for fiskene. De fremsiger bønner og så søsætter de noget der ligner en hat med et stearinlys på. Det hele virker rigtigt smukt og harmonisk. 

 Jeg prøver en internet-café. Det tager bogstaveligt ti minutter at åbne TDC's forside. Da jeg prøver anden gang går strømmen i byen, og så kan det ligesom være lige meget! Finder ikke overraskende de andre på tagterrassen, med en øl hver. Vi forsøger ihærdigt at få fotos af et par store knælere, der sidder i planterne, der omgiver pladsen. Det lykkes ikke helt, mest fordi Jesper af fuldstændige uforklarlige årsager ikke har medbragt sit kamera. Han ser næsten helt skæv ud, uden.

 Mens skumringen og senere mørket er faldet på, har enorme sværme af gråspurve cirklet om pladsens træer. Tusinder af gråspurve laver "sort sol", og mindre flokke af parakitter bidrager til det massive syns-, og ikke mindst lyd indtryk. Da det er blevet helt mørk tiltrækker terrassens lamper utallige små sorte biller til. De er ikke mere end halvanden millimeter. men med adskillige tusinde, kan de godt være irriterende. Vi slukker de nærmeste lamper, og de trækker over til de nærmeste borde. 

19. Efter et solidt og varieret morgenmåltid - bestående af de sædvanlige fire ristede toastbrød med smør - går vi over til de berømte templer. De ligger i en særdeles velholdt park, med veltrimmede plæner og flot blomstrende bede. Templerne, som der er adskillige af, ligger på en flere meter høj sokkel, bygget af tidligere templers smukt udhuggede sten. 

 Den første tempel vi ser, er bygget omkring en enorm poleret statue af et vildsvin. I stedet for pels, er der mennesker. Her, som alle andre helligdomme, skal man smide sit fodtøj udenfor. Det er brugt meget mørke sandsten til alle bygningerne, og jeg er glad for vi er her tidligt om morgnen. 

 Så kommer vi til selve hoved templerne. Der er fem eller seks, hvor hele overfladen, både inde og ude, er dækket med statuer, der viser situationer fra dagligdagen. Elefanter der slås, mennesker der høster, nogle der danser eller kysser. Nogle der ligger i en 69'er eller grupper der hjælper hinanden til at dyrke sex i de vildeste stillinger, og så nogle, der hellere vil gøre det med en ko eller et får. Scenerne er delt op i bånd, der går omkring bygningen, hvor alle figurere har samme højde. Samtidigt er der større figurere i lodrette søjler. De er større, og temmelig ens fra side til side, og fra tempel til tempel. Et af fællestrækkene er en stor drage og en ung kvinde i de inderste hjørner. Den ligesom står op, hun sidder på hug og kigger op under maven på dens.... 

 Hvor andre tempelområder har været præget af muslimsk herredømme, er disse gået fri: Alle har hoveder på. Vi har ligesom set alle motiverne, men går en tur i parken. Bag et af templerne er en lille idyllisk sø og længere ude ser først Rikke, og efter ihærdig søgen; vi andre en desmerdyr familie. Nogle af bedene indeholder tre meter høje kakti, andre flotte blomstrende balsaminer. 

 Vi går tilbage til torvet, hvor de handlende er sultne som geder i marts. Det skræmmer os mere væk, end det giver handel, og vores penge går til de mere tilbageholdende. Rikke finder nogle farvestrålende tasker, og en masse stofvarer, som hun ikke køber. I en forretning ser vi på bronzestatuer. I et hjørne, over pengeskabet finder vi nogle specielt flotte statuer. Vi falder alle for en Ganesh, men efter at have hørt prisen, er det kun Morten, der er interesseret. Normalt er en god handel to procent afslag, men Morten ender med 75 procent. Det drejer sig simpelthen for ejeren om at få penge i kassen. Vi andre ville også have været interesseret til den pris. 

 Vi når tilbage til vores favorit restaurant, lige får det begynder at vælte ned. Vi bliver lidt forsinkede af regnen, men skal lige nå den Tibetanske shop. Jeg ser nogle armbånd, der er lavet af dromedarknogler og flot patineret. Her er også nogle flotte skrin og krukker i messing indfattet kulørt glas. Vi havde en aftale med vores chauffør for en time siden, og haster mellem de sidste dråber tilbage til hotellet. 

 Vi fortsætter vores tur østpå. Vi er langt ude på landet, det er nærmest middelalderbyer vi passerer, og de ligger endda op til hovedvejen. Folk går i vejkanten med store læs på hoveder. Hø, friske majsplanter, spande med vand og store bundter med brænde. Vi standser i en lidt større by, både for at få en kop kaffe, men også for at give chaufføren en pause. Han har siddet med hovedet ud af vinduet adskillige gange, og hans øjne er blevet mistænkeligt små. Ikke mærkeligt, vi har kørt langt, og det er en smal og dårlig vej. 

 Byen vi er i har kun en asfalteret vej, den vi kører af. Selve hovedgaden er bare jord, og efter dagens regn er den mudder med store og ind i mellem temmelig dybe pytter. Morten og jeg går en tur ned gennem den, for at se forretningerne og folkene der bor her. Der er meget få i vesterlandsk klædedragter. Forretningerne er sorte huller, tre meter brede, to høje og to til fem meter dybe. Der er ikke meget elektrisk, om noget, men bordene foran forretningerne rummer en del kulørt plastik skrammel. Bag en særdeles kulørt bod, som konen passer, har manden et mini-smedeværksted med åben esse. 

 På trods af den totalt opkørte og sølede gade, går kvinderne i meget stærkt farvede, ankellange dragter. Jeg er personligt lidt stolt af, jeg ikke får mudder på mine korte bukser. Jeg kan slet ikke regne ud, hvordan kvinderne kan gå her, eller arbejde i marken i disse dragter, og de stadigt ser nyvaskede ud. Og så har de kun håndvask! Vi er nærmest i troperne, og her er en del sukkerrør. De bliver kørt gennem to valser, og den meget søde saft drikkes som saftevand ved boder på gaden.

 Forfriskede kører vi igen. Mørket falder på, og tudser og frøer begynder at krydse vejen. Vejen er svær at køre af om dagen, og det bliver nærmest umuligt om natten. Fodgængere, cyklister og andre motoriserede køretøjer uden lys på, på en nærmest et-sporet vej er ikke sjovt i bælgmørke. Hullerne, der er svære at undgå om dagen bliver umulige at bedømme i mørke. Det bliver ikke bedre af, de er fyldt med vand. 

 Da vi er omkring 130 kilometer fra Allahabad fortæller chaufføren, at der ligger en lidt større by seks kilometer inde til højre. Vi forstår et vink med en vognstang, og indvilliger. Vi prøver først i herberge i Chitrahuts udkant, men de mener ikke de lever op til vores standart. Det gør de nok heller ikke; ingen lys eller vand.  Finder byens flotteste hotel. Her har vist aldrig været turister, men det går. Der er jo heller ikke nogen alternativer. Vi får nogle rimelige værelser til 25 kroner stykket. Her, som så mange andre steder er air-conditionen bare en stor kasse med et stor blæser og et lille springvand. Støjer helt vildt, og køler ikke nær så meget.

 I forbindelse med hotellet er en busstop-snask, eller er det byens førende restaurant? De har ikke menukort vi kan forstå, men andre spiser thali, så det prøver vi. Rigtigt godt, og så er det ad libitum! Alt har en pris, og vi må slippe fire kroner hver. Ved kassen er en stor kagemontre. De ser virkelig flotte ud, og nu kan jeg ikke stå i mod længere. Køber en af hver af de 10-12 kager, og prøver. Skuffende, det ligner konditor tørkager, men de smager ikke rigtigt af noget, konsistensen er som vådt kokosmel eller vådt franskbrød. Nå, man får ikke alverden for tre kroner. 

20. Der er kun 130 kilometer ind til den hellige by Allahabad, hvor tre hellige floder mødes: Ganges, Yamuna og så én, som kun de troende kan se. Jeg er åbenbart ikke troende. Vi havde planlagt at bruge hele dagen her, og starter med at finde et hotel. Vi bliver nødt til at samle en guide op, han kan bare heller ikke finde det. Hans interesse er, han er bådfører, og naturligvis regner med at sejle os ud, hvor floderne mødes, senere. Den overbevisning har han i utroligt lang tid - han er nærmest umulig at ryste af. 

 Da vi endelig finder hotellet, er det ikke lige vores drøm, men prisen er i orden. Det vi sige; til vi har udfylde tre sæt papirer hver. Så er det pludselig per værelse og ikke for begge to. Bruger en evighed på at få de første penge retur, og revaluerer vores ophold i byen. Lad os se, om vi får behov for at sove her. 

 Det har regnet i nat, og det er stadigt overskyet. Vi beslutter at finde lidt mad, og så se, om det klarer op. Bådføreren er stadig på slæb, og guider os først ud i den ene ende af den tæt proppede by, så til den anden. Han skal helt klart holde sig til floden! Efter spisepausen leder han os ned til stedet, hvor floderne mødes. Støvregn, indiske turister og lidt handlende står i mudder til anklerne ved bredden. Utallige både sejler folk rundt på det kakaobrune vand. Vi ser lidt på det, mens vi løber spidsrod mellem bådfører og kræmmere. 

 Byens anden seværdighed er et fort, som vi står neden for. Man kan kun komme inden for, efter tilladelse fra forsvarsministeriet, og så "fort-hungrende" er vi ikke. Desuden må vi heller ikke medbringe vores kameraer. Vi har set hvad byen kan byde på, og kan lige så godt trille til Varanasi. På vejen møder vi nogle totalt overlæssede busser. Selv taget er helt fuldt; folk klamrer sig til tagbøjlerne, uden for dem!

 VI kommer til den historiske by midt på eftermiddagen. Vejret er blevet væsentlig bedre, og humøret stiger automatisk. Vi har læst, man ikke kan køre til vores udvalgte hotel, så vi parkerer på et torv. En silkehandler fører os ned gennem smalle gyder og små torve til Ganges bred. Vi går ned af byens hoved gath, som er ved at blive renset efter monsunens høje vandstand. Der er tydeligt vand- og skure mærker op til ti meter oppe af husene, der ligger langs floden. Der er meget få døre og vinduer på de nederste ti meter, og dem der er, er fyldt med slimet mudder. 

 Vi ser vores hotel: Vishnu Rest House, og bliver ledt op af en gath lidt ved siden af. Vi lover den flinke silkehandler, at vi naturligvis vil se forbi hans shop en af de nærmeste dage. Det lover vi ham faktisk hver gang vi ser ham, og jeg har lidt dårlig samvittighed, da vi aldrig får set den. Vi kigger faktisk efter ham den sidste dag, og så kan vi ikke finde ham.

 Vi har besluttet at sige farvel  til vores chauffør og bil her, og tage tog eller lignende til Delhi. Da vi ikke kører tilbage med ham, betaler vi dobbelt takst, og må slippe 1330 kroner for de 1125 kilometer og fem dage. Han får en god sjat drikkepenge oven i, han var nemlig sød!

 Hotellet er bygget omkring et tempel, hvor ejerne af hotellet er præster. Der bliver ringet med klokke og truttet i et stort horn nogle gange om dagen, og ikke på helt urimelige tider. Ellers er der bare et fjernsyn man hører der inde fra. Fra terrassen ser man direkte ned på flodbredden, hvor vaskekoner og -mænd knokler løs. Der ligger en del lange og smalle robåde, og en sjælden gang kommer der en forbi. Der kan være en til fire turister eller 25 lokale i en båd. Der er også enkelte motoriserede både, der fragter folk og godt over på den anden side af floden. Vi ser nogle enkelte sejlbåde, de ligner falukker eller vikingebåde, med et primitive firkantet sejl.

 Vi sidder og nyder den friske brise og udsigten, med en kop kaffe. Så går jagten ind på internet og ATM. Vi går gennem så smalle stræder, mange er kun en meter brede. Der er mange huse, der er bygget sammen, og vi går nærmest i en tunnel. Stræderne er brolagte, men utroligt glatte af regnen og et lag støv og komøg. Det er næsten umuligt at holde balancen. Der kommer ikke større gader; vi er i den gamle bydel, som kun er farbar for knallerter. Meget beboelse med små forretninger ind i mellem. 

 Finder internetcafeen, som bare er nede i øjeblikket. Vi får en kop kaffe mens vi venter, men så går strømmen, og vi lister hjem. Vi er blevet frarådet at være ude efter mørkets frembrud; der forsvinder i snit en turist om måneden. Det er bare blevet mørkt. Meget mørkt! Vi går i gåsegang, men det er kun vores stemmer, der holder os sammen. En dreng overhaler os med en lommelygte, jeg hænger på, men de andre har ikke glæde af hans lys, og jeg venter. Hvis én åbnede en dør, og pillede én af os ud af det tæt sluttede geled ville vi ikke opdage det. Vi klamrer os til væggene, for ikke at falde i slimet, og endeligt, mange trapper og trin senere, er vi hjemme. Vores lommelugter findes frem!

 Vi sidder i stearinlysenes skær, og nyder udsigten over ganges, og den svagt oplyste himmel. De utallige svaler er blevet afløst af flagermus og et par natfalke. Vi får fire gange makaroni med svampe til aftensmad. Øl kan skaffes ude fra byen, og nogle mener aftenen er reddet. Strømmen kommer tilbage en kort periode, men så er det mørkt til næste dag. Prøver at tænde for ventilatoren i loftet, så den går i gang, når der kommer strøm. Problemet er bare: Som på de fleste værelser er der en stor tavle med kontakter - uden markering. Vi kommer gennem natten, om end svedige.

21. Der er stadigt strømsvigt, men heldigvis er køkkenet baseret på brænde eller komøg. Under os er en mindre hær af vaskekoner og -mænd i gang. Det er mere eller mindre samlebåndsarbejde. Nogle sidder og sæber tøjet ind med sæbestykker. Andre tæver det utallige gange mod store flade sten, så bliver det vredet og hængt op på lange snoede tov. 

 Vi går op gennem de smalle stræder igen. Der er ikke lagt vand ind i husene, men små haner i jordhøjde uden for de fleste. Det er ikke alles haner der virker; nogle har bare vandet rendende, andre en stumt haveslange, der er lukket, stukket på. Det er overskyet, men omkring 20 grader. Gaderne er stadigt slimede, men ikke lige så slemt. 

 Vi kommer til den nyere del af byen, der er helt pakket med mennesker. På grønsagstorvet tumler et par meget unge hundehvalpe rundt. Rikke slipper dem først, da hun opdager den mængde kravlende kryb de er befængt med. Gaderne er fyldte med en homogen blanding af hestevogne, biler, mennesker, æsler, cykler, tuc-tuc'er, rickshawer, knallerter, små lastbiler, trækvogne, køer og motorcykler. Man skal være meget årvågen, for ikke at blive ramt. 

 Efter at have fundet en internet cafe, der havde en fantastisk hurtig forbindelse, sender vi Morten hjem for at holde øje med toilettet? Vi andre indleder den intense jagt på en ATM. Bliver ført ind i en baggård, hvor der er en pengeveksler og måske en lukke bank? Da vi ikke er interesseret, prøve han i stede at sælge og hash og måske stoffer. 

 Langt om længe finder vi en bank. Havde regnet med, de var mere almindelige i et stort handelsområde, men nej. En ny suspekt baggård, en halvforvitret trappe, og så er vi i noget der ligner en bank. De tager bare ikke plastikkort. Vi går ud til den rickshaw fyr, de viste os over til den. Da bankens anvisninger ikke var særligt brugbare, må vi prøve ham. Vi klemmer os op i hans vogn; Rikke i midten, Jesper og jeg på hvert sit smalle armlæn. Har aftalt pris, og men bliver alligevel mere og mere urolige, da vi fortsætter i en uendelighed gennem byen. Spejder efter en ATM mellem de utallige forretninger, men ser ingen. Vi bliver godt ømme bagi, men sidder så højt, at fotografering er optimal.

 Så er den der pludseligt, og vi skaber en mindre kø blandt forretningsfolk, mens vi malker vores fire kort. Så er det silke tid! denne gang tager vi en rickshaw hver. Vores rickshaw chauffør kender lige det rigtige sted i det muslimske kvarter. På tværs af byen igen, bare en anden retning. I en bred bag gyde finder vi to forretninger. Vi bliver ført ind i den ene, og vist ned i kælderen. 

 Her er gulvet dækket af to enorme hvide madrasser, med en bænkerække mellem. Væggene er helt dækkede med hyller, der igen er fyldt med sammenrullet silke. En ældre, og yderst kultiveret herre, som i øvrigt er hindu-præst, viser tørklæder frem. Brokade, vævede og silke i metervis. Priserne er til grin, og det er unægteligt svært at begrænse sig. Selv jeg kommer til at købe tre tørklæder! Rikke kommer ud med omkring ti kilo!

 Vi finder vores rickshawer, og kører ind til centrum af den nye bydel (fra omkring 1500). Finder en til lejligheden i orden rygsæk i sort, men må så slippe 20 kroner. Vi ender i en smal basar gade, hvor næsten alle butikkerne er spændende. Bronzestatuer, smykker, silke, marmor- og træ arbejder, legetøj i blik, træ og plastik, batik-beklædningsgenstande og meget mere. En mand kommer gående med to bure på en lang stok. I dem sidder parakitter og farvestrålende småfugle. Har lyst til at købe dem og sætte dem fri men de bliver bare fanget igen.

 Vi ender ved den store gath, og følger floden hjem. Her tumler et par lidt større hundehvalpe rundt, og der kæles og fotograferes. En lille båd har lagt til, og en stor vandpumpe pumper vand op til en spulegruppe, der renser kældre og templer for mudder. Vi passerer de platforme, hvor ligene bliver brændt, der er bare ikke nogen. 

 Lettere slidte kommer vi hjem til Morten. Bruger resten af eftermiddagen til at slappe af på terrassen. Aftensmad på hotellet og efter et par øl tilter vi i seng. Midt om natten begynder en lille hund at gø, lige uden for vores vinduer, som er delvist net og pap. Til sidst står jeg op, og går ud på terrassen. Den står ti meter fra mig, og gør løst. Her er to ting at kaste med: Tomme plastikflasker og mursten. Jeg kyler en plastikflaske i hovedet på den, og den holder kæft - i flere minutter. Ikke nok med det, jeg har mistet min ene øreprop! Strømmen gik igen i aftes, og jeg ligger og syder!

22. Vandet står en meter højere her til morgen, og der kommer ting drivende med strømmen. Diskuterer om der er lig mellem. Det er let at se, når der er en død okse mellem: Der sidder krager på den, og hakker fortvivlet i dens tommetykke læderhud. Det må være frustrerende at sidde på en tons mad, og så ikke kunne komme ind til det!

 Jesper spotter et desmerdyr på terrassen. Det smutter ind mellem de 50 store potteplanter, der står for enden af pladsen. Jesper hopper rundt mellem potterne, Morten holder vagt og jeg går på kanten af muren. Vi får gennet dem ud, men de forsvinder som to brune streger gennem et lille hul i muren.

 En fyr komme gående med to stakke trådkurve, mens han spiller på fløjte. Han går langs bredden, 12-15 meter under os, men standser, da han ser os. Kurvene pakkes ud, og adskillige regnbue boaer eller lignende bredes ud. Et par kobraer dukker op af deres kurve, og "danser" til hans fløjte. Børnene, og ikke mindst en ualmindeligt nærgående glente har svært ved at holde hænder og kløer fra boaerne. Vi skyder nogle fotos, og jeg smider en seddel med mønter ned til ham.

 Vi fik brændt lidt for mange penge af på silke i går, og får nye direktiver til en ATM. Den ligger nærmest lige om hjørnet. Nå, skidt, vi fik set det meste af byen i går., og det var ikke dyrt. Vi finder mere silke hos en anden behagelig silkehandler, og viser Morten lidt af det vi så i går. Så tilbage til hotellet for at booke ud. Vi betaler 300 kroner for to nætter ide to værelser, og alt det kaffe og  mad vi har spist på hotellet. 

 Vi har bestilt en fly tur til Delhi, og sidder mere og mere nervøse i et par timer og venter på taxien. Det viser sig, flyet er lidt senere, man skal ikke booke ind så tidligt, og det er hurtigere at køre derud. Endelig kommer der en fyr, der fører os op til taxien. En noget ældre Ambasadour, og en chauffør, der snor den meget hurtigt gennem byen. Det begynder at regne, da vi er kommet uden for byen. Vi standser, så chaufføren kan skifte gasflaske, da vi løber tør. Han standser så lidt efter, for at åbne for den nye. 

 Så er vi endeligt ved lufthavnen. Første sikkerhedscheck er udenfor bygningen. Et til indenfor, og så kan vi gå op i restauranten, og vente på vi kan checke ind. Vi skal flyve med Sahara Air. Får boardingkort og ryger så gennem to check mere. Dette må være verdens mest sikre lufthavn. Selv de ansatte bliver checket, når de lige har været ude på den anden side efter en mappe eller på toilettet. Plomberne på madcontainerne bliver checket. En negleklipper der har klaret mange flyvninger til og fra USA bliver konfiskeret. Mortens seks kilo bronze statue, julelyskæder og anden isenkram får en særlig opmærksomhed. De ansatte er virkeligt omhyggelige, men stadig med et venligt smil og yderst høflige. 

 Endelig er vi ude på landingsbanen, så skal man bare udpege sin gennemcheckede kuffert, så den kan blive bragt om bord. En kæmpe shik med et voldsomt fuldskæg, og et endnu mere imponerende overskæg står roligt med en ordentlig kanon i hænderne. Den ro og selvtillid han udviser gør, jeg ville vælge ham som personlig bodyguard, hvis jeg en dag skulle bruge en.

 Der har været tre strømsvigt, i den tid vi har været i lufthavnen, men alt kører på skinner, og vi letter til tiden. Pænt fly, rimeligt nyt og pinligt rent. Mens vi triller ud af landingsbanen bemærker Jesper tørt: Det er den længste strækning vi har kørt i Indien, uden dyt!

 Vi lander i Delhi midt på eftermiddagen. Byen ser pæn og ren ud, mens vi kører fra lufthavnen, gennem hvad der ligner ambassadekvarteret. Det går over, da vi drejer ned i vore kvarter. Vi er i den gamle byde, lige i hovedbasaren. Det lækre hotel vi havde valgt er udsolgt. Det kostede det dobbelte eller mere af, hvad vi har betalt indtil nu, men det har været en billig ferie, og vi vil forkæle os selv. 

 Vi før anbefalet et andet, som det viser sig er endnu dyrere, og ikke specielt lækkert. En ansat følger os til et andet i kæden, som heller ikke er sagen. Vi er i en gade, med massere af hoteller, og prøver et vilkårligt. Virkeligt lækker fire personers rum. Vi tager to. Det ene er ikke helt klar, de er ved at male, men de bliver færdige, mens vi spiser.

 Vender tilbage til det første hotel, der er 100 meter, og vi passerer fem eller seks hellige køer. Hotellet  skulle have en rigtig lækker tagrestaurant, og det holder stik. Vi bestiller, vanen tro, alt for mange retter, men det er lækkert! De har forskellige kødretter, og gæsterne er næsten alle turister. Velkomstdrinks, øl og fire eller fem retter efterfulgt af en yderst lækker valnødde-chokoladekage med vanilleis bliver 330 kroner. Omkring ti gange så dyrt som andre steder vi har spist, men hvad - det var det værd. 

 Rikke ringer hjem til sin mor, og mens de taler sammen går en elefant forbi vores vinduer, nede på gaden. Lene spørger, om Rikke har drukket? Vi sover i hver sin dobbeltseng. Det har den fordel, jeg kan ligge fuldt udstrakt, vi har hver sin ventilator - Rikke vil have mere gang i den end jeg, og vores vasketøj hænger under sin egen blæser i børneværelset.

23. Sover fantastisk, og dropper vores reservation på det andet hotel. Det vi bor på har ikke selv restaurant, men anbefaler det førstes. Hvorfor står lidt hen i det uvisse. Morgenmaden er i stueetagen, og den står langt fra mål med det yderst sublime mad vi indtog på taget i aftes. Vi sidder ved siden af en fjernsyn (noget vi ellers har været forskånet for), der viser musikvideoer. Alle med samme tema: Nyforelskelse. Alle med gruppedans med sjove skulderbevægelser og meget rykvis dans. Hovedkunsterne er meget tæt på at være europæiske udseendemæssigt.

 Vi begynder at gå ud mod det røde fort, som er en af byens hovedattraktioner. Vi kommer gennem hovedbasaren, over banen, forbi en enorm moské hvor vi ikke kan komme ind i vore påklædning, og så kan vi se det. Det er enormt! Vi er utallige gange blevet tilbudt rickshawer men har afslået, både fordi vi ville have gåturen, og på grund at en forskruet pris. Da vi så endelig står uden for muren, og får at vide indgangen er på den anden side må vi bøje os. Der er simpelthen for lange rundt om fortet, af en bred og kedelig vej.

 Vi hopper om bord på to rickshawer, og racer rundt om den enorme mur. På fortovet ligger sovende mennesker, iklædt slidt og nærmest sort tøj. Ser nogle med en sprøjte, og det er nok ikke insulin! Har ellers ikke oplevet andet af dette betændte miljø, og har ved gud heller ikke savnet det.

 Vi standser ved en indgang, og må gå over en enorm plads. Køber billetter i et lille underjordisk kontor, og går så gennem sikkerhedschecket på broen. Her er hovedsaligt indere fra andre steder af landet, og ganske få backpackere. Fortet er simpelthen enormt. Det blev bygget i 1650 af den lokale maharaja, og blev senere brugt af englænderne. Det meste er i perfekt stand. Vi ser paladserne, der er i hvidt marmor med indlagt kulørte halvædelstene, de enorme plæner og flotte blomster bede.

 En meget påtrængende guide forsøger sig men vi orker ikke høre på hans dyre foredrag. Han prøver senere at fremhæve os som dumme ignoranter, da han vil sælge sig til andre. Dumt, vores engelske er bedre end hans! På den anden side, hvis han bare sælger en tyve minutters tur hver tredje dag, kan han leve af det.

 Her er som sagt mange indiske turister. De prøver at fotografere os fordækt, eller spørger pænt om lov. Jeg poserer  et par gange sammen med vennerne. Der er vist kun en restaurant her inde, og den ser ikke spændende ud. Vi har travet adskillige kilometer, og kunne godt trænge til en forfriskelse, men nej. På vej ud passerer vi en arkade souvenir shoppe. Jeg finder et flot skrin af dromedarknogler, der koster en tiendedel af, hvad jeg ville have givet. 

 Vi finder et par nye rickshawer. Efter det lammende nederlag Jesper og Morten led under sidste ræs vælger de nu en enarmet mand. Han må have hjælp op over jernbanebroen, men så har de da en undskyldning for at tabe!. Vi hopper af ved den anden ende af hovedbasaren, og finder hurtigt en restaurant. Det er pudsigt, hvor pæne forretninger, hoteller og restauranter, der kan ligge i kæmpe rum bag de små beskidte og lusede basarforretninger. Lyset er mere en dæmpet, men de har mad og ikke mindst øl.

 Vi går mætte op gennem basaren, på jagt efter gode tilbud. Vi finder noget naturmedicin vi har bestilling på, et fedt læderbælte, som desværre er for langt til mig. Morten køber det til tretten kroner - uden at prutte. T-shirts med gudemotiver, juletræskæder, duftlys, halskæder, armbånd og hvad ved jeg. Rikke finder noget stof, og bliver fuldt til en skrædder, der kan sy en kjole til i morgen. Vi ender hjemme ved hotellet, og Rikke og Jesper går ind. 

 Morten og jeg prøver en parallel gade. Her er et lille krydderimarked og et lidt større grønsagsmarked. Mit kamera driller, og den sidste halve film bliver ikke til noget. Burde have sat filmen over i det andet - identiske kamera, men sådan er der så meget. Så kommer vi til en madrasgade. De sidder på fortovet og syer halm- og skumgummi madrasser i hånden. Rundt om hjørnet ligger en noget pænere gade, med møbelforretninger. Den er lidt for vestlig, så vi tager gyden bagved. Det er her møblerne bliver lavet. Snedkere, skumgummi i tonsvis og møbelpolstrere i hele gydens længde. 

 Det er ved at blive mørkt, da vi henter de andre, og vender tilbage til gerningsstedet for valnøddekagen. Vi prøver groft sagt den næste tredjedel af menukortet, og må slippe 360 kroner for en firdobbelt forældelse. 

24. Jeg er kommet i kontakt med en indisk dame, der samler de samme planter som jeg. Hun har fået opkaldt en plante efter sig, og er inviteret til Europa for at holde foredrag om indiske planter i næste ugen. Vi er alle blevet inviteret hjem hos hende, og de andre er blevet nysgerrige. Vi tror vi har bestilt en bil til klokken ni, og venter til halv ti, før vi rykker i receptionen. Der går fem minutter, og han har fundet en. Vi kører ud gennem byen, lidt ud på landet og ind i en forstad. Ved ikke hvad vi vil møde, og er temmelig spændte. Vi ved at Indiens mellemklasse er lige så stor som i USA men vi har ikke set mange af dem. 

 Efter chaufføren har spurgt om vej adskillige gange finder vi et pænt kvarter, med vagter ved indgangen. Vi lander kun lidt forsinkede foran et flot hus med mange urtepotter foran og på den høje mur. Chaufføren parkerer i skyggen, og venter. Meena tilhører den overklasse, som vi viste fandtes, men som vi slet ikke har set. De har boet i meget større huse, men manden er blevet pensioneret fra hæren, og de vil også have råd til andet. De har kun to tjenestefolk og så en mand der kommer og hjælper Meena med at flytte potter og blande jord, et par gange om ugen. Mens de er i Europa kommer der en planteskoleejer og bor i huset, så han kan passe hendes blomster.

 De er utroligt søde og gæstfrie. Jeg går rundt i haven sammen med Meena, mens de andre taler med manden. Hun har nok lige så mange forskellige planter som mig, bare flere af hver og mange i kæmpe størrelser. De kommer fra hele verden. Familien fra USA tager nogle med, når de kommer på besøg, og hun rejser selv en hel del. Jeg låner Jesper fede digitalkamera, og skyder omkring 50 fotos af haven og enkelte planter. Får et par stiklinger, af en amerikansk plante, jeg har været på jagt efter nogle år.

 Jeg går modvilligt ind til de andre i huset. Manden holder stadigt foredrag rundt om i denne del af verden. Hans speciale er; hvordan forbliver man venner med den enorme sovende kinesiske drage. Hans syn på krig, mennesker, den amerikanske præsident og meget andet er fuldstændigt som vores. Meena virker en anelse rystet over hvor vi bor, og hvilke steder vi har været. Hun kunne vist aldrig drømme om at komme sådan steder. Vi bliver inviteret på mad, men har allerede været her tre timer, og skal live have shoppet lidt mere, her den sidste dag. Vi siger farvel til dem, og ikke mindst deres gravhund, og triller tilbage til centrum. 

 Nu, hvor vi ikke skal bruge flere penge, er naboerne - på begge sider - til hotellet naturligvis to ATM'er! Vi krydser ned gennem basaren igen, dog uden at finde meget. Vender tilbage til vores tag restaurant, for at prøve den sidste tredjedel af menuen, plus et par favoritter fra de andre besøg.

25. Ferien er forbi, vi står pokkers tidligt op og kører ud til lufthavnen. Dyr morgenmad, et smut i den toldfrie og så til München, hvor vi er i en halv time. I København roder vi lidt rundt for at finde bilen, og med hornet i bund suser vi til Roskilde, mange oplevelser rigere. Fantastisk ferie til små penge. 

Pris for en person: Flybillet: 5300, Visum 350, Indenrigsflyvning 800, Diverse 4000 = 10.450 kroner; alle pengene værd!

Diary 1 2 3    Map + Plan  Photos