Main Page    All Journeys    Travel Tips

 

 

INDIA     DIARY  2
3/9 - 25/9 2004

Photos                Map  Plan

 

 

 Diary 1 2 3

 Fra Dagbog 1 bliver det nu spændende....

10. Vi er friske igen, og prøver hotellets pandekager til morgenmad. Hotellet har fået fat i en bil med chauffør til os. Det er en Toyota, der ligner en firhjulstrækker, men bare ikke er det. To rækker almindelige sæder og to rækker på langs af bilen bagagerum. Den har kørt knapt 5.000 kilometer, og er virkelig behagelig. De kører mærkeligt i denne by: Stadigt som om gaderne er ensrettede, men de standser for rødt! Altså, hvis de ikke bare skal svinge. 

 Vi kører op mod et stort palads-kompleks. Ved foden af bjerget, det er bygget på, standser vi. En slangetæmmer materialiserer sig, og vi skyder et par fotos. Jeg køber en hat jeg får ned fra 50 til 30 kroner. Har det fint med det, indtil Jesper køber en magen til for otte! I floden under os bades elefanterne. En lille unge plasker om muligt mere energisk end de voksne. Omkring os, på bjergtoppene kan vi se de tre forter: Jaigarh, Galta og Amber, som vi skal se nærmere på. 

 Vi bliver sat af foran en lukket plads. Her er omkring 50 elefanter, hver med en kurv på ryggen. Man køber en billet, og kan så gå op på et repos, og sætte sig ombord. Der er plads til fire, der sidder på tværs, to og to med ryggen mod hinanden. Elefanter er pasgængere (deres ryg er vel for kort til andet), men det er en behagelig tur. Prangere render langt under os og falbyder hatte, trøjer og andet, men de er meget lette at ignorerer. Her er lidt turister, men ikke mange.

 Vi kommer til et ualmindeligt storslået palads. De har skjult et billetsalg i en søjlegang, og efter at have betalt for fire personer og tre kameraer (almindeligt alle steder vi kommer), kan vi gå op af den brede og høje trappe. Musikere sidder med hatten fremme, og spiller lokal klassisk musik, og flere prangere har det vi ikke kan leve uden. Her ar alt fra hatte og træskærer arbejder over violinagtige instrumenter til postkort, T-shirts, silkemalerier og fløjter. 

 Her er den ene fantastisk udsmykkede marmor hal efter den anden, Udsmykningen består af spejle, farvet glas, polerede stenfigurer, indlagte halvædelstene og utroligt detaljerede malerier. Vi bevæger os gemmen den ene hal efter den anden, og kommer op på en lille balkon. Her fra er der en storslået udsigt over de to andre forter og hvad der til forveksling ligner den kinesiske mur. En guidet flok japanere kommer væltende. En fyr sætter sig på den smukt udhuggede sten rækværk, for at blive fotograferet. Guiden gør ham opmærksom på, et 500 år gammelt gelænder ikke er så stærkt. Fyrer siger: "Det er jeg", og viser sine spisepind tynde arm. Det ville være forfærdeligt for gelænderet, men...

 Morten går og brokker sig: En elefant var forkølet, og nøs ned i hans ene sandal. På trods af det (eller er det navnlig på grund af det?), er det et fantastisk besøg. Vi finder vores bil, og kører ind gennem byen igen. Vi passerer Prins Alberts Slot, Parlamentet og standser ved Vindenes Palads, for at skyde et par fotos. Det ligger i den Lyserøde gade, og har farven. Det ligner nærmest en stribe runde tårne, med de højeste i midten. 

 Desværre viser genboen sig at være en skobutik. Dårlig kombination, når den lokale ATM nægter at udbetale mere end 500 kroner. Nå, det går måske alligevel; Rikke får to par flotte snabelsko til 80 kroner. Vi triller hjem forbi hotellet for at nyde lidt pommes frittes og sandwich til frokost, mens den værste hede trykker. Hotellets restaurant er, som alle andre steder vi har set, streng vegetarisk. Øl er heller ikke noget man bare lige finder. Hotellet tilbyder dog Golden Peacock, som er en rimelig god gylden pilsner. Kodeordet, som virker hele turen rundt, er at bede om en "b" ( for beer ),også kommer de med en. Nogle gange går der en rum tid da de lige skal ud og købe en i smug. 

 Nogle bladfugle (eller er det biædere) sidder på ledningerne foran genboen, mens en flok glenter sidder på taget. De har et skarpt øje til lossepladsen nede på hjørnet. Her bliver nattens affald gennemrodet af en større flok stivbørstede svin, et par hellige køer og nogle hunde.  Alle steder vi kommer der der utroligt mange blå klippeduer og også en hel del gråspurve og svaler. 

 Vi kører en aftentur med vores bil ud til Tigerpaladset. Det byder på en storslået udsigt over den blå by og en flot solnedgang. Selv om der er langt ned til byen, kan man høre enkelte samtaler tydeligt, dernede fra. Mærkeligt fænomen. Chaufføren udpeger en stribe huse, som bliver skyllet væk af voldsomme regnskyl. Ikke mærkeligt; de ligger midt i en nu tørlagt flod, meget tydelig herfra. 

 Vi sidder på en terrasse og nyder nogle kolde øl (og en lunken vand) fra restauranten under os. Jeg så en vandrende pind i krattet på vej her op, og her på muren kommer en lille klippeknæler kravlende. Jesper får et flot foto (efter at have prøver omkring 50 gange), og vi sender den videre til Morten. Solen forsvinder helt, og minareterne begynder at vågne. Koranoplæsning fra tre fire stykker af gangen. 

Vi havde forstået der var en restaurant her oppe, men den ligger lidt nede af bjerget. Fantastiske lokaler, men meget lidt mad. Menukortet er malet på vægen, og de har langt fra alt på det. Det, og deres dårlige/manglende engelsk i kombination med deres attitude gør vi nøjes med en kop kaffe.

 Vi triller ned til byen igen, og hjem til hotellet. Chaufføren virker meget flink (hvor blåøjet kan man være?), så vi hyrer ham for de næste fem dage. 73 øre kilometeren, 13 kroner per nat. Rimeligt billigt, når man tænker på, benzinen koster 3,35 kroner literen. Pasta på hotellets tag terrasse og så på hovedet i seng, vi skal tidlig op, og køre langt i morgen.

11. Vi kører uden morgenmad, lige i solopgangen. Uden for byen starter en sekssporet vej, eller i hvert fald begyndelsen til en: Nogle steder er der kun to spor. Hvor der mangler noget er der fuld gang i arbejdet. Asfalteringen foregår med enorme maskiner, med den underliggende fundamentering er håndlavet. Folk sidder på hug og fejer, bærer kurve på hovedet med grus og bruger små tværspader til at grave med. Nogle steder er kun den ene side færdig, og vi har tre baner i mod os - i vores tre-spors side! Endnu en gang får vi en demonstration af det indiske princip: Ensrettet begge veje. 

 Vi standser for at få morgenkaffe ved en pæn restaurant. Den er cirka dobbelt så dyr som alle andre vi har været på, men der skal jo også være til chaufførens kommission. Så kommer vi til den hellige by; Pushkar. Den centrale del er en større sø, hvor der er gats; hellige trapper hele vejen rundt. Meget turistet, bare uden turister. Dansere, musikere, slangetæmmere, prangere og souvenir handlende en mas. Her i byen er også et af de eneste Brahma templer. Brama var guden som var med til at skabe verden og siden da har han været i meditation. Han har desuden 4 hoveder så han kan skue i alle 4 verdenshjørner på samme tid. Ud over de mange troende er her også nogle særdeles påtrængende "blomstermænd". De vil først forære dig en blomst du kan ofre. Hvis du tager den, og ofrer den, viser det sig de skal have penge for den. Hvis du ikke tager den bliver de ubehagelige. Da de troende ikke bliver påduttet disse blomster vælger jeg at sige fra. Klipklapperne sætter vi i den der til indrettede bod. Da vi kommer ud bliver vi afkrævet et totalt ublu beløb for at have dem liggende. Jeg brokker mig grinende, mens jeg betaler, og en ung, vesterlandsk klædt fyr hidser sig vildt op. De handlende tager ikke et venligt afslag særligt pænt, og generelt er stemningen ikke særlig god. Vi vælger at kører videre, og finde en mere gæstfri by. 

 Der dukker en del militærlastbiler op. Vi er kommet tættere på grænsen til Pakistan, og der er en temmelig stille krig i gang. Hvert år på årsdagen for et eller andet slår de et par hundrede soldater ihjel på hver side ,og så har de begge udviklet A-våben. Det er pudsigt at se hvor forskellige etnisk forskellige de unge soldater er fra lokalbefolkningen. De ligner mere kinesere end indere.

 Vejene bliver flittigt brugt af Tata-lastbiler med kæmpe læs. Har fornemmelsen af, de tager køre/hvile-tider lige så let som danske chauffører. I hvert fald ligger der et frisk lastbil vrag på- eller ved vejen for hver 20 kilometer, og de er friske: Varerne ligger spredt omkring dem. Det kan selvfølgelig også skylden deres færdselskultur: Hornet i bund, og så udenom. Ham der kommer imod kan nok nå at blokere bremse eller kaste lastbilen ud i rabatten. Ser en god én bag på en lastbil: Better Mr Late than Late Mr. Ikke at de lever efter det, men tanken er meget god

 Vi stander langt ude på landet, for at se to kæmpe træer; et han- og et hun træ. De er faktisk store, det er en slags figner, og kønnet er bestemt af, den ene har en gammel skade af en afbrækket gren, der giver et hul i stammen. Den anden en stump af en gren, der er knækket af halvanden meter fra stammen. Det pudsige er, det er hannen som bærer enkelt frugt. Første gang i tolv år der er frugt på dem. Der er spundet en rød snor om dem, og Jesper er heldig at få præsten (eller hvad han nu er) til at binde en stump om hans håndled. Fyren havde nok forventet mere end et oprigtigt "tak". Jesper mindes episoden de følgende dage, når han forgæves forsøger at gnubbe den røde farve af håndledet. 

 Vi passerer flere enorme hønserier og et enormt okse markeder. Der er måske 1000 okser og en del vandbøfler spredt over et stort område. Vi kunne stoppe, men det er nok ikke baseret på turister i sandaler... Vi begynder at se småbjerge og små sanddyner kommer krybende ud på vejen. De store ses længere inde, og den stribe af buske der står i vejsiden samler to meter høje dyner, ligesom snehegn.

 Vi standser ve en lille vejkantssnask, og får en iskold sodavand. Jeg bemærker teksten nederst på Pepsi og Miranda flaskerne: Contains no fruit. Vi kører igen, og skiftes til at sove. Desværre tror chaufføren også han er del i den plan. Vi prøver at holde ham vågen, siger han gerne må tage en pause, at vi godt kunne bruge en kaffepause, men han insisterer på at kører videre. Ikke en speciel god oplevelse, når man passerer totalt smadrede lastbiler et par gange i timen.

 I  vejsiden går tam-okser rundt med en halv hegnspæl om halsen. Det må være for at sinke dem, som når man binder benene sammen på heste, dromedarer og æsler. Ind i mellem passerer vi mindre flokke af sortfjæsede languer, som sidder i vejsiden. Nogle steder sidder de vist og tigger. Lokale fodrer dem, som for at ofre til guderne. Terrænet tørrer yderligere ud, og på bakker med store klipper er den eneste bevoksning to meter høje Euphorbia'er, der er fingerformede. Er lidt i tvivl om, de er lokale i starten. Tidligere har der nemlig været en masse Opuntia'er, og de er bestemt ikke. Der er også forskellige medlemmer af agurk-familien, nogle tamme i landsbyerne, og andre må være oprindelige. Mindre blomster og frugter, og midt i ødemarken.

 Endelig standser vi ved en restaurant. Har en klar fornemmelse af, chaufføren har aftaler med bestemte, eftersom han roser netop disse. Det er egentlig i orden med os, bare de er gode. Landskaber fortsætter med at tørre ud. Vandbøflerne er forsvundet helt, og der er dukket æsler op i stedet. En enkelt gang passerer vi en stor flok dromedarer, og temmelig ofte passerer vi enkelte dyr. Nogle frie, andre med læs på ryggen eller i en latterlig lille vogn efter sig. Der er også begyndt at være mange gedeflokke. Nogle er almindelige sort-hvide, andre af en art jeg aldrig har set før. De er brune med lysebrune pletter. Træerne er stynede. Hyrderne går rundt med små, men langskaftede økser og fæller smågrene til deres geder.

 Vi passerer flere og flere folk med faner. Nogle går, nogle er på cykel, nogle på ladet af en traktor eller stuvet sammen på et lastbilslad. Der er sågar tuc-tuc'er midt ude i intetheden. Alle er på vej til en religiøs festival. Vores chauffør fortæller der kommer ti millioner mennesker hvert år. Vi har længe haft ham mistænkt for at være talblind. De skulle efter signede være både muslimer, hinduer og buddhister. Pragtfuldt, hvis det er rigtigt!

 Vores chauffør har stadig svært ved at holde sig vågen. Vi lærer symptomerne: Han holder op med at dytte af fugle, han skruer op for musikken og begynder at danse med skuldrene og snakker fanden øre af. Så lukker han øjnene og hovedet falden ned på brystet. så vågner han med et sæt, og bliver pisse sur, hvis man antyder han er søvnig.

 Pludseligt er her frugtbart igen. Der står sågar et tyndt lag vand langs vejen. Det er første gang det har regnet ordentligt i ti år, og det er igen sjovt at være bonde. Så tørrer landskabet ud igen, og det ser grotesk ud med plovfurer i den ørkenlignende jord.

 Vi ankommer til Jodhpur ved femtiden, og finder et lækkert hotel. Ikke lige det chaufføren havde aftale med, men lige efter vores hjerter. Hyggeligt, billigt, rent og ikke mindst: Med tagterrasse med restaurant og en fantastisk udsigt til fortet. For at finde hotellet kører vi gennem en totalt pakket basar og gennem nogle overordentlig smalle stræder. Smider bagagen på værelset, og går tilbage til basaren. Her er et vælg af tøj, krydderier, frugt og grønsager, huskeråd, smykker, ting og skrammel. Det eneste der ikke er, er døde dyr. Grise, køer og hunde vælter rundt i sikkerhed. Folk er venlige og imødekommende. 

 Mens de andre får en før-maden-øl checker jeg genboen, der er en internet-café. De har en ny version af browseren, og jeg får tjekket mails. Det går meget fint det første minut, men så kommer tre franskmænd. Det belaster linien en del, den går nemlig over en mobiltelefon. De snakker fandens højt, den ene knækker ustandseligt knoer, den anden bider negle og den sidste snøfter. Charmerende folkefærd!

12. Vi starter tidligt, for at udnytte formiddagens mildere luft. Morgenmad på taget, hvor områdets minareter vågner op, en efter en. Jesper vælger at blive på værelset. Forståeligt nok, han ser lidt slidt ud. Vi går i zigzag op gennem byen, og kommer så til det privatejede fort og palads Mehrangarh, som blev bygget i 1459, og aldrig har været erobret. Vi lejer en digital audio guide, som er virkelig godt lavet. Ud over en rigtig god fortællerstemme er der musik og lydeffekter, og maharajaen fortæller lidt om sin barndom og driften af fortet.

 De fleste bygninger er i tiptop stand. Der er endda lavet en elevator, der fører op fra den første gård, til beboelses området. Det er bygget i samme sten som resten, og har endda skydeskår på taget. Indvendigt er der paketgulv og høflig betjening. Vi ser en af de gamle og frønnede tov-vandpumper, en storslået udsigt over et kolossalt område og en hel del af paladset og fortets indvendige rum. Udsigten fra toppen er fantastisk, Jodhpur er kendt som den lyseblå by og det ses tydeligt heroppe fra.

 I modsætning til de fleste andre forter vi har set, stinker her ikke af flagermus. De har ellers en tildens til at overtage lofterne i mindre benyttede rum. Selv om ekskrementerne bliver fejet op hver morgen, hænger den ammoniak-tunge hørm der. Disse ekskrementer spillede faktisk en væsentlig rolle i renoveringen af dette fort. Efter anden verdenskrig blev maharajaerne sat ud af deres besiddelser. Dette slot har været i familiens besiddelse i 1000 år, og samtidig med arvingen var færdig på universitetet, besluttede regeringen at give besiddelserne tilbage. Flot gestus, men jeg tror mest de var nødt til det, hvis landet skulle fungere optimalt.

 I de 25 år paladset og fortet der omgiver det, havde været forladt, var flagermusene rykket ind. Pengene var små, og den første istandsættelse blev finansieret af salg af flagermus guano til lokale bønder. Maharajaen bor her ikke mere, men han har lavet en font der står for vedligeholdelsen og fortsat renovering af de talløse værelser, haller og pladser.

 Et par af de flot renoverede haller indeholder elefantbærestole, der har båret tidlige tiders maharajaer og deres koner. De er fantastiske arbejder i træ, ædelmetaller og silke. Der er haller med eventyrlig detaljerede malerier, skydevåben, blankvåben, kanoner - mange erobret rundt om i asien. Andre steder er det de vild dekorerede rum der er attraktionen. Jeg sidder på min flade og betragter et i et kvarter, og har langt fra opdaget alle detaljer. En hal er flot dekoreret, og loftet udsmykket med kulørte julekugler i glas, mange væsentligt større end fodbolde. Her er mange turister, stort set alle er fra Indien. Det er fascinerende at betragte deres forskellige dragter og smykker. Mange mænd har mere vesterlandsk bukser og skjorte, men stadigt turbaner og fantastiske overskæg eller fuldskæg. 

 Fuldstædigt overvældet kører vi tilbage til hotellet og Jesper, der har et eller andet kørende med toilettet. Frokost på taget til en ny gang koranoplæsning. Vores hotel er lige et par etager højere end de fleste andre bygninger i byen, og det giver en fantastisk udsigt. På de omkring ti småbjerge der omgiver byen, er der bygget forter på alle. Mellem dem skimter man "kinesiske mure".

 Vi finder vores chauffør, som virker noget flov. Han er godt klar over han er så tæt på at blive droppet her. Desværre holder det ikke længe. Vi kører ud til  et hvidt marmor begravelses tempel.: Jaswanat Thada. Det ligger på en bakketop, tæt på det store fort, og er maharajaerne begravelses sted gennem de sidste 500 år. Der er også et lille tempel til ære for en påfugl, som fløj direkte ind i en maharajas ligbål.  

 Hovedtemplet er lavet af næsten gennemsigtig marmor. Pladerne er omkring ti centimeter tykke, og mange steder oplyses de indvendigt af solen. Morten får ikke set så meget: Vagten (eller præsten/munken) får øje på hans kamera. Det viser sig hans bror har købt et magen til, og ikke har fattet ret meget af den i øvrigt temmelig dårlige brusanvisning. Nørder mødes, og sort snak opstår...

 Udenfor står en familie. Far spiller og børnene danser. Det vil sige; lillebror på 4 ser bare tvær ud i sin folkedragt. En bus med vestlige turister dukker op, og vi siver af. Vi kører op til et andet fort: Umaid Bhawan, som stadigt er delvist beboet af maharajaen. Det blev bygget fra 1939 til 1944, og fungerer i dag også som museum og hotel. Da jeg på det groveste bliver sprunget over i køen, siver vi af igen. 

 Vi tager i stedet ud til Osiyan, som er en lokal populær park. Her er fremmede planter så som agaver, kakti ag andre sukkulenter spredt over en stor park. Under træerne sidder lokale og andre indiske turister med picnic kurve. En del af den store park indeholder nogle mørkebrune begravelses templer, som taget ud af Indiana Jones. De  er bygget fra 1623 og ind til for nyligt.

 En anden del af parken indeholder en klippebakke med Euphorbia'er og neden under en vandhave. Tæt ved er der resterne af noget der nok har været en lille zoo og en overdækket søjlegang med store statuer, som området er kendt for. Vi ser på en slangetæmmer, som bruger en del energi på at holde ungerne fra slangerne. Der er languer på plænerne, de bliver fodret. Generelt er indere utroligt søde ved dyr. Der bliver sat vandskåle frem til de vilde hunde, jordegernene får lidt frø, der bliver lagt hø eller frisk græs frem til okserne i gaderne og så videre. Man kan også mærke det på dyrene. Med undtagelse af to hunde ser jeg ikke nogen dyr dissideret tigge. De er opmærksomme og utroligt venlige.

 Der er mange flotte ting i parken, men den største attraktion er de tre hvide turister. Vi bliver flere gange fotograferet i det skjulte. En bedstefader stresser rundt med sin familie for at få dem arrangeret på en trappe op til et lille tempel vi er inde i. Vi prøver naturligvis at undgå at komme ind i billedet, og ser for sent hvad det egentlig drejede sig om. Et enkelt par, der ser meget vestlige ud for indere, beder Rikke om hun ikke vil fotograferes sammen med pigen.

 Vi triller hjem til Jesper, som nødigt vil forlade sit toilet. Han er ikke helt på toppen, og vi beslutter at blive her en nat til. Jeg er ikke længere hvid; jeg er rød! Vi tilbringer det sidste af eftermiddagen på hotellets tag. Vi er stadigt i vegetar-land, men Rikke finder nogle "pagoder", der næsten minder om frikadeller. Jeg savner ikke kød, men den brankede skorpe. Sidst på eftermiddagen dukker der mange drager op på himlen omkring os. De er næsten firkantede, og har ingen hale. De flagrer vildt rundt, men kan opnå utrolige højder.

 Jesper dukker op, i noget bedre form, og vi ligger nye planer. Jeg vil lige checke mails igen, når man nu kan. Det hedder kunne i datid! Net-cafeen har fået opdaterer sine computere - eller hedder det neddateret? Aftenen går med almen hygge på hotellets tag, jævnt iblandet små nippe-retter og en jævn strøm af kaffe og øl.

13. Endnu en morgen er vi oppe før solen. Vi kører stadigt vestpå, og landskabet bliver tørrere og tørrere. Her er ingen byer, kun enkelte små klynger af tre til fem huse med fælles rund mur om. Murerne er, som vi har set mange andre steder, lavet af lange stykker forarbejdet sandsten. Op til fire meter lange, seks til ti centimeter tykke og 25-30 centimeter brede. Sanddynerne når nu enkelte gange helt over til den anden rabat, og er en meter høje i  vores spor.

 Vi passerer endnu et enormt oksemarked, og vælger igen at køre forbi. Der er flere og flere gående og cyklende pilgrimme, alle smiler og vinker. Så passerer vi "Ground Zero", hvor inderne afprøver deres atombomber. Rigelig tæt på Pakistan til at de han hører det! Her er også store militærlejre, med alskens isenkram. 

 Vi skimter Jaisalmers fort i den disede horisont, og så er vi der. Det er slet ikke så stort som de andre, luften er bare fyldt med støv fra ørkenen. Vi betragter det fra hotellets tag, og pludselig dukker der kæmper personer op på muren. Vi fik anbefalet hotellet af det forrige, og ud over chaufføren, er vi rigtigt godt tilfredse, med alt fra tagtop restauranten til poolen. Og så har de kød på menuen. Kød er nok en mere naturlig del af kosten i ørkenen. Geder og får kan leve af indtørrede småvækster, som mennesker ikke ville finde eller have tålmodighed til at samle.

 Morten og jeg tager en forsigtig spejder tur ind gennem handelsgaden, op mod fortet. Her er ingen turister, og kun enkelte forretninger, der henvender sig til dem, centreret foran fortets porte. Ud over de sædvanlige statue- og smykkeforretninger er silkebutikkerne byttet ud med lædervarer butikker. Logisk nok; når de spiser kød har de læder. Godt nok kun får, ged og dromedarer. Køerne er stadigt hellige. Jeg har efterhånden fået taget de medbragte elleve film, og køber nye. Finder også en lynlås, jeg vil have syet i min taske, til et "hemmeligt" rum. Jeg må slipper 70 øre for lynlåsen, og skal nu bare finde en mand med en symaskine. Vi har set mange. Det er alle gamle sorte hånd- eller drevne, nogle enkelte har fået tilføjet en lille elmotor. 

 Husene her i byen er temmelig primitive, men også utroligt charmerende. Nogle er nærmere telte, andre bygget af de før omtalte sandstenplader.  Her, lige som i alle andre byer vi vi har været i, er de fleste kloakker åbne, uden det egentlig lugter vildt meget. Dromedarer står tålmodigt ved siden af deres små vogne, eller kommer langsomt trækkende med dem. 

 Hjemme på hotellet bliver vi hjulpet med at booke en tur efter vores hoveder. En tur i bil ud over vidderne, se et tempel og et par landsbyer. Mødes med en dromedarkaravane, og ride ud bland de endeløse sandklitter i "The Royal Dunes" og slutte af med en kold øl, og solnedgang i sanddynerne. Vi er ikke lige med på en flerdagstur, og den fælles spisning efterfulgt af stammedans i ørkennatten er heller ikke lige os. 

 Efter at have ventet på maden til de andre er blevet læsset, kører vi af sted sammen med to englændere i en ualmindelig fed 4WD'er. En splinter ny, sort og skinnende Scorpion. Vores chauffør og guide? er to store muslimske mænd, med en attitude og udseende, der ikke lader den mørke helt fra "The Mummy" noget tilbage.

 På vej ud af byen kører vi forbi en af de første offentlige kirkegårde, vi har set. Det første stop er et tempel, som er noget af en skuffelse. Vi ser pligtskyldigt rundt i området, og samles hurtigt ved bilen. Næste stop skulle være den første landsby, med efter at have set den fra hovedvejen, er vi alle seks enige om, vi ikke behøver at se den tættere på. En gold sandflade er sporadisk dækket af primitive, trøstesløse sandstenshytter. Personlig ville jeg føle det ualmindeligt akavet at gå rundt i den. Lidt som at se på ynkelige mennesker i en zoo. Selvfølgeligt er det lidt af en skuffelse for de tilløbende børn, der allerede har hånden fremme, men det kan jeg leve med. 

 Den næste by er identisk, ned til mindste sandkorn, og jeg fornemmer en vis lettelse på forreste række, da vi også beder om at blive kørt videre fra denne. Beplantningen bliver endnu mere spredt. Blyants tynde Euphorbiaer og lidt små buske mellem meget spredte acasier. Så dukker der en flok dromedarer op i vejsiden, og vi stopper. Store flotte dyr, med farvestrålende sadler. Vi får hver en, det vil sige; Morten får to. Den første er ikke så stor, og brokker sig vilde, i steder for at rejse sig. Den får en splejset englænder på ryggen i stedet. 

 Vi drager ud gennem det næsten golde landskab. Passerer en enkelt stor bengalsk varan på en lille meter, flere Euphorbiaer og nogle enkelte Cucurbitaceae, som jeg har den største lyst til at grave op. De er bare tre meter under mig, og deres formodede knold yderligere en meter nede. Små ørkenrotter forsvinder som skygger mellem tuerne, mens firben skal lige have solens sidste stråler med. Dromedarerne går roligt, men vi eller vores førere har også et fast greb i deres næse-piercinger. 

 Så kommer vi til de helt store sanddyner, så langt øjet rækker er der kun enorme dyner med vaskebræt overflade. Jesper og jeg skyder en omvej med vores fører. Vi er helt alene, sammen med vores (og dromedarernes) skygger. Fantastisk motiv, håber det bliver godt. Efter et par timer kommer vi til kanten, og en improviseret lejer. De tre andre får deres kolde øl, men ingen oplukker. Jeg går en tur mellem klitterne, hvor der er lidt vegetation. Den arrogante og i det hele taget øretævende indbydende englænder går og ødelægger klitternes jomfrulighed med store "Hallo"'er. Han taber dog en hel del af gassen, da Rikke skåler med ham; han har ingen øl, men ville give en hel del for en. 

 Vi ser solen forsvinde, og taler lidt med andre turister, der kommer med andre karavaner. De er lige startet på flerdags turene, og vil egentlig gerne med os tilbage til byen. Bålet bliver startet, og dermed turist-showet. Vi hopper ind i vores store Scorpion, og kører hurtigt men sikker ind til byen. Vores macho chauffør dytter af ørkenrotter! Kylling og kebab efterfulgt af et godt bad på hotellet slår helt sikkert en kold nat i ørkenen med iscenesat dans med de lokale og en fremmed sovepose. 

14. Vi starter dagen med at gå op til fortet. Det er ikke særligt imponerende ude fra; murerne er ikke så høje eller flot dekoreret. Indvendigt, der imod, er det noget mere imponerende; her er en by med 4.000 indbyggere og en pokkers masse forretninger, køer og mennesker. Mange af husene har fantastiske facader med udhuggede sandstens relieffer, skulpturer og gitre. Vi bevæger os langsomt, men målbevidst, ind gennem labyrinten, mellem knallerter, køer, trækvogne, bunker af varer, brænde og fodretrug til køerne. Jeg tror ikke de bliver ejet af nogle, de trasker bare fredsommeligt rundt og checker de trug og pladser, hvor folk smider spiseligt affald eller ofringer. 

 Vi kommer forbi et tempel, hvor billetlugen er diskret anbragt på den anden side af gaden. Vi går ind i den meget dunkle, men samtidig særdeles spændende bygning. Alt, fra gulv over søjler til det hvælvede loft er udsmykket med udhugninger i sten. Der går en smal gang rundt om det centrale kammer, hvor hoved-gud-statuen står. Rundt om er der små nicher med andre statuer og enkelte små stearinlys. En næsten skjult trappe fører op til galleriet oven på, og her er opbygningen magen til. 

 Morten og jeg kommer lidt senere ud, og de andre er væk. Vi nyder solen, og kigger lidt på en bods spændende bronze statuer. Vi står begge og hiver lidt i en kæmpe drage lysestage på et par kilo eller tre, men den koster tæt på 80 kroner. De andre dukker op, og fortæller om et endnu flottere tempel, lige ved siden af. 

 Billetten gælder også her, men vagten vil gerne passe min vandflaske, men jeg er der inde. Lige som de andre templer må man ikke have sko på. Har hørt de også har forbud mod for eksempel læderbælter og andre animalske produkter. Det er virkelig imponerende; En åben, meget dyb gang fører rundt om det centrale kammer. Polerede statuer sidder i alle nicher, og nogle store, runde udhuggede stenting er vis kalendere. Igen er alle flader og søjler dækket af utroligt detaljeret stenfigurer. Omkring en film senere tumler vi ud, en stor oplevelse rigere.

 Så kommer vi til endnu en turistshopgade. Da her faktisk ikke er nogen turister, er de temmelig sultne, og priserne kan presses lidt. Rikke finder nogle rigtigt flotte slå-om bukser i silke og nogle engelsksprogede kogebøger med lokalretter. Jeg får endeligt et foto af en mands øre: Nogle har bare helt ufatteligt meget hår på den yderste kant af øreflippen. Nogenlunde samme mængde, som et kraftigt overskæg, og op til fem centimeter langt. Ser nærmest ud som om de går med fly hovedteleforne. 

 Vi bliver changhaiet op på et tag, hvorfra der er udsigt til det meste af byen. Manden lokker med at vi ikke behøver at købe noget, det ikke koster noget, og han har et af byens ældste og højeste huse. På vej ind fremhæver han de ældgamle og særdeles smukt udhuggede dørstolper: De er nemlig af rigtigt træ, og ikke sten! Vi ser udsigten, og smutter ned igen, til hans store og åbenlyse irritation uden at værdige hans gallerier et blik.

 Det er ved at blive rigtigt varmt, og vi har vist set hvad de havde at byde på. På vej hjem passerer vi en stribe af de allestedsnærværende bil- og tuc-tuc værksteder. Hvor vi i Danmark hører lyden af trykluftværktøj og vinkelslibere er noget af det eneste man hører fra indiske værksteder den høje og gennemtrængende lyd af tunge, kraftige, præcise mukkertslag, og så måske hvæsen fra skærebrændere. 

 Hjemme på hotellet betaler vi, og på vej ud til bilen kommer direktøren farende med fire cowboyhatte i tyndt dromedarlæder. Pæn tanke, og nevøerne hjemme bliver begejstret. Nogle kilometer uden for byen møder vi igen de pilgrimme. Hvor de drejer fra vores vej er der kun ti kilometer til den hellige by, og de smider deres klip-klappere, tøfler og sko. Mange har store forbindinger på fødderne, det er hårdt at gå i ugevis i 40 graders varme, når man ikke er vandt til det, og langt fra har fodtøjet. På trods af det, vinker de om muligt endnu mere, nu hvor vi kører imod dem. 

Vi sætter os ud i bilen for at vende tilbage til Jodhpur. Vi når dårligt at sætte os tilrette, inden vores chauffør nærmest overfalder os og begynder at skælde os ud og kalde os dumme, fordi at vi har boet på et dårligt hotel, som har taget os ved næsen med hensyn til vores dromedarsafari. Han får hidset sig godt op, indtil jeg med rolig klar røst forklarer ham, at det ikke kommer ham ved, hvad vi bruger vores penge på, når bare vi er tilfredse. I det hele taget virker det mere, som om at han er fornærmet over, at han ikke har kunne malke os for de penge. Hans hidsighed varer en god time og derefter prøver han at fedte sig ind igen, men vi er ved at blive lidt trætte af hans humørskift.

 Vi så ingen soldater i Jaisalmer, men på vej hjem møder vi en masse. Der er kæmpe militærområder langs vejen, og nu er de fyldt op af isenkram. Der er også en hel del militærkøretøjer på vejene. Nogle er ældgamle Tata'er, andre er voldsomt store og nye. Der bliver dyttet og mokket  lige så meget af dem, som af andre.

 Vi kommer tilbage til Jodhpur, lige som strømmen går. Den kommer tilbage efter 18, siger de. Det viser sig; mange af de strømsvigt vi oplever er planlagte. Her i denne storby er det mellem 15 og 18. Så er der nemlig strøm til de omkringliggende landsbyer, så de kan få gang i deres vandpumper. Indien har, forståeligt nok, svært ved at følge med efterspørgslen. Kan ikke undre, når man tænker over USA gør det samme, og selv hævder deres el-system er 20 år bagud.

 På vej ind over torvet i basaren møder vi et optog, man regner aldrig ud, hvad det drejede sig om. Vi booker ind på det gamle hotel, hvor jeg havde reserveret. Heldigt; der er ved at komme gang i turismen. Vi sidder på taget og planlægger, mens vi nyder synet af alle svaler, krager, parakitter, gråspurve, glenter, bül-bül'er og drager, der deler himlen over os. 

15. Vi kører "hjem af", og kommer forbi nogle enorme klipper, der er sporadisk dækket af Euphorbia'er. Ingen af kan huske vi passerede dem på vejen ud. Denne gang er det kun chaufføren der sover. Vi beder om kaffepauser, men det hjælper ikke. Så begynder han at køre helt sindssygt. Det er kun de andre chauffører lynhurtige reflekser og måske den Ganesh vi har om bord, der redder vores liv. I zigzag, ud i den ujævne rabat i begge sider og dobbelt så hurtigt som de andre (langtfra langsomme) bilister. Morten og Jesper råber i munden på hinanden: Så er det nok! Vi kører lidt forsigtigere til næste restaurant, hvor vi over en kop kaffe beslutter vi i hvert fald ikke skal bruge ham mere. 

 Vi kommer til Jaihpur ved tretiden, og booker ind på vores hvide  marmor hotel. Afregner med chaufføren, så vi kan slippe af med ham. Vi har kørt 1350 kilometer, og haft ham i fem dage. Det bliver 1.000 kroner. Han forsøger at sælge os turen til Varanasi og tilbage til Delhi, men vi skal ikke nyde noget. Ikke på grund af prisen, men på grund af ham. Vi er mere end bare almindelige trætte af hans evindelige: No problen, It's my duty og You are my gods. Det ville måske kunne gå, hvis han så lyttede til vores krav, og ikke blev pisse sur, når jeg til sidst trumfede dem i gennem. Og selvfølgelig ville det også hjælpe, hvis han nøjedes med at sove om natten.

 Mens vi sidder på taget og spiser og planlægger, opdager jeg en lille ung mus, der er fanget på et trappetrin. Den bliver fotograferet (sådan omkring 100 gange) og så sluppet løs blandt potteplanterne på tagterrassen. Jesper donerer lidt sukker til den, og desværre også myrerne. 

 Vi er tilbage til støjen, som vi egentlig kun er sluppet for på dromedar turen. Her er altid susen fra air-conditionen og blæseren. Den evindelige dytten og støj fra fri udblæsning, værktøjslarm fra håndværkere, råb fra gadesælgere og bare almindelig by støj. Jesper finder trafikreglerne i en bog: Gasse ned er at tøve. Bremse er at fejle og at stoppe er et nederlag. Minder lidt om min måde at køre go-cart på. I bogen mangler bare: Ikke at ramme er kujonagtigt, men det ved inderne vist godt.

 Jeg går en tur med Morten, mens de andre slapper af med bøger. Kan ikke finde lynlåsen, og går på jagt efter en ny. En fyr spørger os, hvor vi kommer fra. Det er bare den mest gængse indledning på en samtale. Vi siger Danmark, os så svarer de alle: Nice country. Jeg tænker hver gang: Hvad f.. ved du om det, men mange gange fortsætter de med at sige, vi har meget mælk. 

 Nå, fyren her vil vide mere om Danmark. Han er faktisk på vej til landet, for at sælge varer. Jeg fortæller han, vi har en lidt anden butiks-struktur. Man går ikke bare ind i butikken, finder ejeren, og sælger ham indholdet af sin taske. Vi har store kæder med centrale indkøbsfunktioner og ekspedienter der ikke aner en brik. Han vil vide mere, og byder på en kop kaffe. Vi har ikke lige tid, det er ved at blive mørkt, men før jeg takker for en hyggelig samtale, bruger jeg ham som guide til at finde en lynlåse-forretning. Det kneb nemlig lidt her i byen. Får den til 40 øre.

 Skrædderne er lettere, de sidder mange gange helt ude på fortovet. Den første vi finder vil ikke røre min taske med en ildtang. Den næste er lidt skeptisk, og tør ikke love det bliver perfekt. Han kører på, og efter et stykke tid viser han den lidt undskyldende frem. Jeg syntes den er fin og spørger om prisen: to kroner, han får tre. Jeg syr lidt med hånden på hotellet, og så ser det ud, som om den altid har været der. 

 Det er blevet mørkt, men byen syder stadigt af liv. Der kommer lidt vindtårer, ikke nok til at gøre jorden våd. Mødes på hotellet, og tager en tuc-tuc ud til en dyr restaurant. Rige, hovedsagelig hvide, gæster og et spændende menukort - med kød på! Vi bestiller rigeligt med retter, og må nogle fade gå halvfulde ud, men det er godt. Med nogle øl må vi slippe 200 kroner. 

 Vores tuc-tuc mand er forsvundet, han har ellers stået bredt grinende uden for restauranten og vinket ind. Så kan vi da heldigvis gå den kilometer hjem. Har ikke rigtigt fornemmet nogle dissideret fattige, men nogle af fortovene og den 60 centimeter brede midterrabat er fuld af sovende mennesker. Der er stadig temmelig meget færdsel, må være noget risikobetonet at sove på den 15 centimeter høje rabat. Det er lidt skummelt, før vi når hotellet, men vi føler os ikke utrygge. Lige før vi når det, møder vi tuc-tuc-chaufføren på en lækker, og helt ny motorcykel. Han må bruge tuc-tuc jobbet som dække eller indfaldsvinkel for noget langt mere indbringende.

16. Vi får sovet ud, og snakket lidt med hotelejerens søn om lejet bil, og ikke mindst om chaufføren. Vi ender med at leje samme bil, men med en anden chauffør for de næste dage. Vi sparer meget tid frem for at tage busser og tog, og vi får alt andet en væsentlig bedre udsigt, og de pauser vi selv ønsker. Det er lidt dyrere, men bus, tog og tuc-tuc'er koster jo også noget, så forskellen er nok ikke så stor. Der er også noget komfortabelt i, man kan have adskillige vandunke og efterhånden rimeligt store mængder stof og sko liggende i bilen, mens man ser seværdigheder. 

 Klokken bliver elleve, før vi triller ud af byen. Vi når lige at krydse grænsen til Uttar Pradesh, og må betale 455 kroner i afgifter. Temmelig mange penge her i landet! Men så gælder "passet" også i 3 dage. I den provins som vi netop her forladt, Madhya Pradesh, gælder "passet" i 3 måneder og sådan varierer det fra provins til provins.

Lige da vi har krydset grænsen dukker der læbebjørne op. De har et tov gennem deres bløde og følsomme næse, og ikke en tand i munden. Hullet går ikke som på tyre igennem næsebenet men et hul er boret ned gennem næseryggen og ud af næseboret.  Mærkeligt at se, når man tænker på, hvor godt de behandler alle deres andre dyr. Bjørnene kan nogle tricks, nogle sammen med en lille abe. Da vi ikke ønsker at støtte denne virksomhed, siver vi hurtigt af. De næste kilometer ser vi omkring 20 bjørne, da med deres ejere ligger i skyggen under de store vejtræer. De ligner egentlig bare kæmpe store hunde, med lang brun pels.

 Imens vi overhaler en lastbil eksploderer dens ene baghjul. Det giver et voldsomt brag, men han bliver i sit spor. Egentligt mærkeligt vi ikke har hørt det før. I Danmark er det en sjældenhed, men her, hvor man bruger dækkene helt op, må det være ret almindeligt. Så passerer vi tre hellige mænd, der langsomt bevæger sig frem. De kaster sig ned på maven, rejser sig, og kaster sig så helt fladt ned igen, en kropslængde fremme. Det må være ufatteligt hårdt, på trods af deres hænder og knæ er omviklede med klude.

 Landskaber er utroligt frugtbart: Lysegrønne jasminris-, hirse-, majs-, bønne-, soja- og linsemarker. Vi kommer til Gwalior i skumringen. Det driller lidt med at finde et hotel, der er nemlig både Gwalior Regency og det vi vil finde, som er væsentligt mindre kendt; Regency. Vi ender med at tage en guide op, efter at være blevet vist tilbage til det forkerte hotel adskillige gange. Dette er den by i Indien hvor indbyggerne har været dårligst til engelsk, de prøver men det er svært.

 Da vi endelig finder det, er det ikke lige hvad vi havde drømt om. Det står som et middel, og vi plejer at bo på budget. Det har været et flot hotel, men nu er det slidt ned. De enorme messinggelændere, de polerede marmorgulve og hele indretningen vidner om tidlig tiders storhed. Værelset er beskidt, kondompakken er ikke engang blevet fjernet. Lagenerne er plettede, og vi beder om at få nye på. Værelset, og ikke mindst badeværelset er fyldt med forskellige insekter og dækket af møg. Det er bare blevet temmelig sent, og vi er for trætte til at finde noget nyt.

 Vi kører ud til vores lokale favoritrestaurant; Kwality, hvor vi endnu engang bestiller alt for meget mad. Godt forædte, og kun lige før vi ligger os ned på de polstrede bænke, triller vi hjem igen. Vi har fået andre lagner. De er ikke rene, men de er blevet skiftet. Nå, man kan vel ikke forlange alverden, i et land hvor der kun findes håndvask. Da vi beder om to lagner til at have over os, må personalet beklage; de har kun et tilbage. Jeg sover under et håndklæde, ikke helt samme fornøjelse!

 Der kan ikke komme mange turister i denne by, selv tuc-tuc-fyrene og hotelpersonalet taler næsten ikke et ord engelsk. Skidt med det, de virker ellers meget flinke, og så går det nok. Hellere det, end de overrendte steder, hvor de taler engelsk, men også er klistrende og ubehagelige.

17. Vi fortsætter vores vej østpå. Her er stadigt utroligt frugtbart, temperaturen stiger, og det bliver nærmest tropisk. Vi kører mange kilometer gennem den centrale luftvåbens skole. Kaserner, polobaner, børnehaver, eksercitsbaner, paradepladser, flyvepladser, kæmpe skoler og så en kæmpe lotus sø. Vi standser for at fotografere, og jeg prøver forgæves at komme ned til den. Tør bare ikke springe de tre meter ned i ukendt jordbund eller sump, og kan ikke regne ud, hvordan jeg kommer op. 

 Vi kører ud på landet igen, gennem en lav og ret spredt skov. Spejder efter nogle pagoder, og pludseligt er de der. Nogle kilometer ude til højre er der en lav bjergkam, og på toppen af den, står der en række hvide kunstfærdige pagoder, indhyllet i let dis. Lige så hurtigt som de dukkede op, lige så hurtigt er dette drømmesyn væk. 

 Mere natur, hvor nogle af de eneste byggerier er de højs skorstene fra murstens "fabrikkerne". Stenene bliver lavet på stedet, stablet kunstfærdigt op om brændet i 15-20 meter høje kegler. De bliver dækket med jord, og brændt. Vi har passeret utroligt mange af disse røde stakke på hele vores tur gennem Indien

 Så dukker der en meget høj mur op. I hjørnerne er der enorme vagttårne, og selve muren strækker sig kilometer langs vejen. Inde bag ligger et olieraffinaderi, hvor der hersker livlig aktivitet. Virker fuldstændigt malplaceret her ude i naturen, men vi nærmer os en stor by: Jhansi?. Her skal vi se det store fort af samme navn. 

 Det blev bygget for omkring 500 år siden af den lokale maharaja, og er blevet brugt siden. Sidst af englænderne, der har tilføjet og modificeret på det, som alle andre. De skydeskår, der oprindeligt var lavet til bue og pil er blevet gjort bredere, har fået tykke metalskodder og en platform til et Gatling maskingevær. Det hele er fuldstændigt vedligeholdt, fra de høje tårne til de velplejede græsplæner. 

 Vi er blevet advaret mod de aggressive aber, men ser kun to, der er gået i koma i middagsheden. Der er væsentlig mere liv i en skægagame, der flygter op i en palme. Jeg finder nogle blomstrende Cossinia'er, og endda en moden frugt. Efter at have nydt udsigten, og ikke mindst brisen fra toppen af murerne, triller vi videre. Byen er også berømt for sit museum. 

 Vi bliver budt velkommen uden for, med håndtryk og det hele. Ført ind gennem den enorme hal, og til et kontor, hvor direktøren byder mere velkommen. Scenen er som taget ud af en B-film. Alle karaktererne er typiske, nærmest lidt for typiske. Det viser sig, museet er lukket på grund af renovering, men vi undtagelsesvis kan få lov at se et par af hallerne. En meget ihærdig kustode eller lignende guider os rund. Jeg kan se de 20-30 figurere på fem minutter, men Jesper og specielt Morten får en lille times foredrag i hver sal. 

 De er flotte! Fra 2000 før Kristi til 1500 efter. Utroligt detaljerede, meget levende figurere af mennesker og guder. (plastik-kirurger burde lave field-studier her). Mange er i sandsten, mens andre er i hvid eller sort poleret marmor. Vi bliver låst ind i den ene hal efter den anden, og da vi har set den nyeste udstilling, der ser ud som om den er lavet af skoleelever, og i hvert fald er lavet i komøg, kigger vi på uret, og beklager vi ikke har tid til at se mere. På trods af vi har været på museum, er jeg godt træt i ørerne. Der har stået blæsere i alle rummene, guidens stemmer runger infant, og håndværkernes stemmer og værktøj bidrager til en massiv lydmur. 

 Vi kører de 18 kilometer til Orchha, som egentlig bare er et enormt palads, nogle store templer og så er der skudt hoteller, restauranter og souvenir shoppe op de sidste 15 år. Den virker meget hyggeligt og autentisk, da byggestilen ikke har ændret sig de sidste 500 år. Vi søger først et pænt hotel. Det viser sig vi skal over broen til paladset, og betjenten der passer bommen gider ikke lette måsen, så vores  chauffør må stige ud, og åben. Vi kommer helt op til paladset, hvor en del af det er blevet bygget om til hotel - dyrt hotel! Vi triller tilbage over broen, og ned i centrum af den lille bitte by. Her finder vi et hotel til 40 kroner per værelse. Pænt og rent, og så påstår de, de kan organisere øl. 

 Vi går over broen til det enorme palads, som virker lidt forfaldent. Selve bygningerne er intakte, men de er sorte og de er lidt tilgroede. Vi går nordom, hvor jeg støder på en del spændende planter. Der gror nogle Jatrophaer, som endda har modne frugter. På den kravler store lysegrønne biller. Sommerfugle sværmer blandt de mange farvestrålende blomster uden for paladsets skygge, fugle kvidrer og bier summer. 

 Vi kommer ind i de høje bygningers skygge, og stemningen ændres totalt. Her er mere stille, fugtigt, næsten ingen blomster, og over os tårner de enorme mure truende og sorte op. På hver af de store kuppelformede tårnes spir sidder der en kæmpe grib. Det er som taget ud af en rædselsscene i Indiana Jones. Tæller op mod ti gribbe, som sidder blandt den sporadiske beplantning på toppen af bygningen, som kun understreger den dystre stemning. 

 Vi kommer om på østsiden, hvor der er en fantastisk udsigt ned over en lav skov, og en brusende flod. Vi finder bagindgangen til paladset, og begynder at undersøge dets folketomme indre. Efter at have været gennem mange forfaldne sale og haller, smalle trapper i tykke mure, balanceret af skrøbeligt svalegange og fulgt lange søjlegange, kommer jeg endelig tæt på en grib. En flok unge belgiere dukker op, og lige som os, taler de meget sagte sammen. Midt i den store gård er en pool, og en sovende vagt. Bag ham finder vi resterne af et museum, der viser lidt af egnens og paladsets storhedstid. Nogle enkelte genstande og gamle gulnede fotos viser tydeligt hvilken fantastiske rigdomme der har knyttet sig til stedet.

 Fra paladsets øverste mur ser vi ud over en fantastisk skovklædt dal mod syd. Floden bugter sig gennem den, helt ud til horisonten. I morgen vil vi ud og opleve lidt uberørt natur. Lige nu vil vi bare finde ned til den lille by, og finde lidt forfriskninger. Jeg har bare svært ved at forlade det totalt stemningsmættede palads med dets flagermus og gribbe. På vejen ud passerer vi et enormt ficus træ og hotellet som var urimeligt dyrt.

 Vi kan slet ikke lade være med at kigge i bodernes mængder af souvenirs. Langt det meste er flotte bronze- eller silketing, sko eller andet håndværk. Her er intet plastik-skidt. Folk er utroligt flinke, og tilpas tilbageholdende. Så kommer vi til et lille grønsagsmarkedet, og nogle farvehandlende. Fantastiske motiver med de store gamle templer i baggrunden.

 Jeg finder en frisør, der trimmer mit efterhånden lange skæg, og giver mig en fantastisk hovedbundsmassage og skulderne og ryggen får også en tur. Det må jeg så slippe tre kroner for. Så kommer vi til en skohandler, der ikke alene er væsentlig dyrere end de andre, han er også bedre til at tale for sin syge moster. Under en baldakin står en strygemand med et enormt stort kulfyret strygejern. Vi har set adskillige, men det virker stadigt fascinerende.

 Vi går hver især og fabler om kød, og ender på en kinesisk restaurant, der desværre ikke serverer kød. De har også pagoder, men ikke nær så gode som dem vi fik sidst. Der er en fantastisk udsigt til templerne fra restaurantens terrasse, og Jesper får øje på et rigtigt flot motiv: Den flotte nymåne på toppen af et af spirerne.

 Det har udviklet sig til en værre insektsuppe, da vi skal hjem: Myg og ufatteligt store mængder af små sorte biller, en slags bladsaft-sugende tæger.  Hjemme er vi vældigt glade for myggenettet - det ville Morten og Jesper sikkert også have været, hvis de havde et. Flagermus og gekkoer holder fest omkring alle lamper. Her på hotellet er der mange lave døre, som alle andre steder, og jeg tester gentagne gange overlæggerens holdbarhed med min pande. 

Der kommer flere oplevelser i Dagbog 3

                    
  
Diary 1 2 3    Map + Plan 
Photos