Main Page    All Journeys    Travel Tips

 

 

ECUADOR     13-28/9 1997 DIARY 1 

  Photos                Map  Plan

 

 

Diary 1 2 3          

 En beretning fra det virkelige liv: Hvordan klarer to danskere sig på den anden side af kloden, uden sprogkundskaber, uden guide, kun udstyret med rigelige mængder eventyrlyst og to kilo bagage. 

Jeg har fået lokket Jesper med til Sydamerika, nærmere bestemt Ecuador. Landet er af behersket størrelse. Styret stabilt. Hæren gik ind for ½ år siden, da den tidligere præsident blev erklæret sindssyg, og både vicepræsidenten og formanden for parlamentet mente de var den nye præsident. Hæren udskrev demokratisk valg, fik valgt folkets foretrukken, og trak sig ud igen. 
Klimaet er varierende, langs kysten er der tropisk, på den dobbelte bjergkæde (Andes), der gennemskærer landet, er det relativt tørt og koldt. I baglandet, som udgøres Amasonas baghave er der tempereret og tropisk regnskov.
Landet ligger på ækvator, og byder blandt andet på verdens mest aktive vulkan, Galabagos øerne, verdens største flyvende fugl, billig overnatning og ---

13. Planmæssig flyvning fra CPH til Heathrow/England med SAS, men her knækker filmen for Avianca, det colombianske agtværdige luft selskab, som vi har betroet resten af vores rejse til. Flyet til Bogota/Colombia, er 3 timer forsinket. Vi får en mad billet til sandwich og kaffe, og shopper rundt i den store og udvalgsrige lufthavn. Endeligt går det videre, og 11 timer senere er vi Bogota. De har endda holdt vores fly til Quito/Ecuador tilbage. Vi løber over til det, sammen med en masse andre, går i luften, hører kaptajnen fortælle, at vi lander i Quito om 1½ timer, og blunder.

14. Jeg syntes der går en evighed, men vi har også været på vej i 19 timer, de 14 i luften. Endelig lander vi, traver ud af flyet, men bliver stoppet i ankomsthallen. Skal vente, vi ved ikke på hvad. De andre passagerer kommer myldrende forbi os. Vi står lidt, beslutter så, at de andre kan vente på deres kufferter, mens vi tager en taxi til Hotel Grand. Igennem den mennesketomme told, frem med passet og den udleverede visum-formular. Vi får bare ikke lov at passere. Vi får møjsommeligt forklaret på korrekt og let forståeligt spansk (eller er det portugisisk?), at vi har den forkerte formular. Så sku´ fa´en da også. Så har ham fly-fyren givet os den forkerte formular, da der blev delt ud til os, og dem der skulle fortsætte med flyet til Peru. Vi spørger, om vi ikke bare kan få en ny, så vi kan komme ud i Quito, og finde et hotel. Quito? - I er i Lima/Peru! Jeg vil ikke udelukke, at vi ser lidt undrende ud, i det 1½ sekund der går, før vi stormer tilbage til transithallen. Ingen hastværk, flyet går først om 5-6 timer. Da vi gik i luften i Bogota fik vi at vide vi fløj til Quito først, og så til Lima. Så begyndte det bare at blæse i Quito, og så fløj vi bare et par timer videre til Lima. Vi kan ikke flyve tilbage nu, lufthavnen i Quito lukker klokken 24.00. Der bliver sørget for en meget lille sandwich og peruviansk kaffe. Det kan ikke anbefales!
Vi tilbringer en meget lang nat i Lima, snakker en del med en engelsk telefonmontør, der har ladt kone og to børn være hjemme, mens han ser Sydamerika. Klog fyr.
Vi flyver endelig til Quito, og lander 12 timer forsinket. Selve indflyvningen er fantastisk. Vi passerer 5-6 kilometer høje bjerge og en enorm blå alkalisk sø i bunden af et perfekt krater. Jeg spørger lige for en sikkerheds skyld 3 vilkårlige, før vi går gennem paskontrollen. Derfra til Avianca kontoret for at få flyttet hjemflyvningen 2 dage. Funktionæren er forstående, men har ikke autorisation. Vi skal ind på kontoret i Quito i morgen. Sidder på kontoret sammen med et par piger, som godt nok skulle være i Quito, men sammen med deres kufferter. Vi lytter forstående, men bemærker, at vi kun har håndbagage. Vi har nemlig rejst før, og ved at man har vand i de fleste lande, så man kan vaske tøj. 
Vi havde egentlig planlagt at ankomme klokken 22, tage ind på et hotel, sove, og så i dag: Ud og se Mitda del Maodo. Bortset fra det med hotellet og sove, går det helt efter planen. Ud fra lufthavnen, over gaden, og op i en bus der kører direkte til stedet, hvor en eller anden første gang fandt ud af ækvator var (og er). Et stort monument, og en rød streg. En farlig masse mennesker, men ikke udenlandske. Udenfor forhandler vi med en flok taxi chauff¢rer, om prisen for at komme ud til Cochasqui, som er dagens andet sight. 90 US$ bliver efter megen diskuteren til 30, og vi kører med en gammel laset bil. Chauff¢ren har fået lidt vejinformation af sine kollegaer, som stor-smilende ser os køre. Vi erfarer hvorfor efter 1 times kørsel. Der er et skilt, der peger mod Cochasqui, vi skrumler 15 meter på hoved-store toppede brosten. Chaufføren stopper og siger "Si?" Vi siger "No!, pyramides". Det viser sig, at han ikke aner hvad en pyramide er (heller ikke på spansk). Hver gang vi har kørt 500 meter, passerer et hjørne, eller overlever et stort hul, med efterfølgende klagelyde fra bil og chauffør, eller ser en af de fantastiske udsigter siger han "Si!!!!?" Vi siger "No!", vi vil se de 15 store græsbevoksede pyramider. Endelig efter omkring 10 kilometer dukker de op. Vi forlader begejstret den dampende bil og chauffør. Disse store menneskeskabte jordbunker har for indtil 500 år siden båret soltempler og lignende. Da vi runder et hjørne, finder vi ud af, de nu mere er til lamaer. Lamaerne græsser fredsommeligt, og viser sig at de være ret kælne. 
Vi absorberer indtryk, fotograferer, nyder det storslåede landskab, og går ned til den afkølede bil og den lunkne chauffør. Hjemturen til Quito går fint, til vi krydser bygrænsen. Der lyder pludseligt et brag. Chaufføren er halvdød, bilen helt. Vi forlader ham med 40$ i hånden, men han mumler stadig om hans knækkede koblingskabel. Jeg går 10 meter hen af fortovet og spørger en lille dame "Quito centrum?". Hun siger bare "Si", og hopper ind i bussen som dukker op i det samme. Det gør vi også, og søreme om vi ikke kommer ind i centrum, og så koster det kun 10 øre.
Vi finder et gæstfrit hoster/hostleri, hvis receptionist er en lille colombiansk varmblodet pige. Hun går først, da hun har været det meste af min taske igennem, præsenterer sin "veninde", fulgt os hele vejen til et pizzari, fortalt sin livshistorie og jeg ikke køber sodavand til hende. Der er nogle der ikke tager et NO! for et svar, selvom det bliver sagt 50-60 gange, på mange sprog. Klokke 20.00 går vi alene i seng. Døren kan nemlig låses indefra.

15. En god nats søvn, et pisse koldt bad, og vi flygter. Opdager 20 meter fra hostlet, at jeg ikke har min skotske cap, og mine solbriller, senere at Jespers shampoo er væk. Men gå tilbage frivillig gør vi altså ikke! Finder en morgenmads-restaurant, hvor vi får boller med ost, og Néskaffe. Havde egentlig forventet rigtig og god kaffe, men det viser sig ikke at holde stik. Bollerne er gode, og vi køber flere i et brødudsalg på vejen til Avianca kontoret.
Jesper bruger lang tid, og ikke mindst sine fortræffelige engelsk kundskaber på dullen i forskranken. Det ender med; at vi godt kan vente 2 ekstra dage med at flyve hjem (der var ikke plads, da jeg forsøgte at booke hjemme fra). Vi skal altså bare lige betale 100 US$ hver for ændringen. Så brister min tålmodighed. De ændrede vores rejseplan uden at vi fik andet end en nat i Peru. Mine sprogkundskaber er måske ikke så gode, men til gengæld kan jeg tale højt, og jeg kender en del af de ord, man ikke trykker på engelsk! Jeg slutter min enetale af med at bede om hendes chef.
Hun sidder inde bag ved, i sit kontor. Vi går ind, venter pænt på hun får afsluttet sin telefonsamtale, og jeg forklarer høfligt vores ærinde. Efter lidt parlamentering frem og tilbage, går det hele på plads, hun skal bare have SASs accept af ændringen fra Frankfurt til Paris, som overtagelses lufthavn. Det mener den flinke dame ikke vil være et problem. Jeg har på fornemmelsen, at min lille tale i ekspeditionen har gjort sin del, hun har ikke kunne undgå at høre den. 
Vi tager en taxi ud til en hovedvej, hvor bussen til Amaguaña efter sigende skal køre forbi. Den kommer inden der er gået 2 minutter, og vi er på vej til Pasochoa Nationalparken, som er en lille NGO, beliggende i det ovale krater fra den uddøde vulkan af samme navn.
Vi stiger af ved hovedvejen, midt i ingenting. Der er dog et skilt, som viser mod parken. Vi går de 7 kilometer op til indgangen. Det er et yderst frugtbart område, hovedsageligt med sortbroget malkekvæg. Undervejs passerer vi en hytte med en gammel dame. Her køber vi lidt at spise og drikke. Vi er i godt 3000 meters højde, det kan man godt mærke. Man taber pusten, når man går op af de mest stejle dele af vejen. Der er til gengæld ikke problemer med højdesyge. Der er noget med det er arveligt, og vi har det altså ikke.
Vi når til indgangen, betaler, parkerer vores rygsække, får et kort og går ud i den betagende natur. Det er tempereret regnskov med masser af orkideer og epifytter. Enkelte kolibrier ses ved de mange blomstrende buske og træer. Vi laver en tur, der omfatter samtlige ruter. En del af tiden går vi langs en akvædukt. Det er kun enkelte steder den er åben, det meste er en 1 meter høj tunnel, med ½ meter åbninger for hver 5-10 meter. Den er helt sikkert lavet af et gammelt kulturfolk, men bliver stadig vedligeholdt.
Godt trætte, men med nogle fantastiske motiver i hukommelse og fotoapparat, vender vi tilbage til kontoret efter rygsækkene. Der er en lokal udenfor med hans pick-up, og han indvilliger i at køre os ned til landevejen, på ladet altså.
Vi venter tålmodigt (i 1 minut) på bussen til Tambillo. Her venter vi igen 1 minut, og fortsætter med en anden bus til Machachi. Vi står af på torvet, går direkte ind på en restaurant, får dagens ret, og finder kortet frem. Morgendagens hjemmefra-planlagte tur til Cotopaxi Nationalpark forkastes, da jeg kan se på kortet, at de har ens geografi og klima. Vi når lige at hoppe på bussen til Latacunga. På vores venstre side rejser selve Cotopaxi sig. Med sine imponerende 5897 meter er den verdens højeste aktive vulkan. Andre mindre bjergtinder passerer forbi på begge sider af bussen.
Ankommer i skumringen til Latacunga, efterlader rygsækkene i et pænt hotel, og går ud i den pulserende by. Ingen af forretningerne der ser ud til at være bygget i dette århundrede. Varerne er en blanding fra nu- og fortid.
På vej tilbage til hotellet støder vi på et helgen-optog. En Maria figur bæres rundt til enkelte huse i hver gade. Her står et lille bord med afskårne blomster og kager. Det foresvæver mig, at der er en pige i 12-14 års alderen, med en smuk kjole i hvert hus, måske er det noget konfirmations noget. En dame synger salmer i en megafon, både når de står stille og når de går. Omkring hende står 50-60 mennesker + dem, der står lidt længere fra og bare ser på.

16. Varmt morgenbad, let morgenmad, og så ud i byen. Der er flere torve i byen, nogle med tøj andre med mad. Vi finder en bank, der vil veksle vores US$ til kurs 4090, vi køber ½ million sucres. På vej hen til bussen køber vi lidt boller, kager og cola. Bussen er her nu, men vi venter i en halv time før den kører. Vi sidder og kigger benovet ud af bussens vinduer. 3-4000 meter høje lavaaske bakker er opdyrket fra flod til top, i små agre.
Efter 1½ time er vi i Zumbahua, en lille by, men det lykkes os at få kaffe og en aftale med en lokal, om transport ud til den blå kratersø Quilotoa. Vi står på ladet af hans pick-up i en halv time, passerer den ene udsigt efter den anden. Nogle steder fyger det hvide lava-sediment på tværs af bundløse slugter. Til sidst ender vi på en lille plads for enden af den lange jordvej. Vi kigger lidt på hinanden, flere gange undervejs har vi været sikre på, at her er det, men nu ligner det ikke. Vi går forsøgende over en lav vold, og hele krateret åbenbarer sig for os. Det er enormt, diameteren er 10-12 kilometer. Nede ved bunden af det perfekt formede krater, måske 600-700 meter lodret under os, viser nogle små hvide "småfugle" sig at være får. Hvad der er på den anden side af den alkaliske sø, må guderne vide. Luften er krystal klar, men 12 kilometer er lige i overkanten for mit syn.
I følge guidebogen skulle der være en restaurant, der serverer marsvin nær kraterkanten. Vi søger lidt, og ender i en af de 10-15 hytter i området. Ganske rigtigt, de små kære væsner går løst rundt under det murede komfur. Der ligger en tot græs, og de kan skjule sig i brændet ved siden af. Desværre tager tilberedningen 3 timer, og der er ikke andet at lave i det temmelig kolde og forblæste område.
Vi kravler sammen med chaufføren ind i førerhuset, og starter den skramlende tur ned til Zumbogua. Pludselig lyder der et knald, og vi standser. Det sidste lag lærred i fordækket er slidt igennem. Mens vi finder det lige så lasede reservehjul frem fra ladet, klodser chaufføren bilen op, låner en hakke af den nærboende bonde, og graver hul under hjulet. Her hjemme plejer vi da at løfte bilen, ikke sænke jorden. Nå hvad, det virker og vi fortsætter. 20 meter fra byen lyder et velkendt knald, og vi fortsætter på fælgen.
Bussen går først om 1½ time så efter en hurtig kop kaffe går vi den i møde. Terrænet er vildt og forrevent. Det egner sig næsten kun til fåre- og lamahold, men her og der, er der alligevel fundet plads til en lille mark. Næsten alle marker er høstet, men de bærer spor af majs, emmer og hestebønner. Alt arbejde foregår med hånden, af de små mennesker, der hilser genert, men smilende på os. De fleste vil med lethed kunne stå under min udstrakte arm. Bussen passerer os på vej op, men gåturen er spændende, så vi venter på nedturen. Ikke desto mindre siger jeg efter 2 timers traven: "Nu vil mine fødder ha´ en bus!", og i det samme dukker den op bag en fold i bjerget. 
Vejen tilbage går over det 4000 meter høje pas, man kan se op mod 100 kilometer i hver retning i den klare bjergluft. Bløde bakker med små-agre, dybe kløfter med brusende floder og barske, golde basaltbjerge. De 3 timers fascinerende transport koster 12 kr.
Det er blevet mørkt, da vi ankommer til Ambato, så vi går direkte til det udvalgte hotel. Så ud i byen, hvor det næsten kun er spisestederne, der har åbent. Vi får lidt at spise, og strejfer så rundt i de dårligt oplyste og næsten mennesketomme gader og gyder. I modsætning til Latacunge går man tidligt hjem her, så det går vi også. Benene trænger faktisk også til at hvile lidt.

Dagbogen fortsætter med flere eventyrer i Dagbog 2

                    

 

Diary 1 2 3    Map + Plan  Photos