Main Page    All Journeys    Travel Tips

 

 

 

COSTA RICA     INFO and DIARY 1 
28/3 - 19/4 1999.

  Photos                Map  Plan


 

 Diary 1 2 3

 Line er med Nephendis i Costa Rica for at frelse naturen. Mellem to projekter har hun 14 dages ferie; vil jeg komme over og følges med hende rundt i landet? Selvfølgeligt, og da jeg får overbevist Morten og Jesper om, at Laos i slutningen er tørtiden ikke er en succes, er de med på ideen om Costa Rica. 

28/3. Direkte fra værtshus til Kastrup lufthavnen klokken 5.00. Vi mellemlander i Holland, og der bliver tid til at skifte fotografiapparatet ud med et endnu mindre. Efter 19 times flyvning er vi i Costa Rica, ud og fange en taxa og ind mod hovedstaden San Jose. På vejen hører vi fodboldkamp: Costa Rica banker El Salvador, og det går ikke stille af! Gooooooooooooooal!
Vi finder et rimeligt hotel til 5$ og går ind til centrum, der er ingen højhuse i glas og stål, ikke ret meget trafik men en ganske afslappet atmosfære. Der kommer jævnligt en lille flok papegøjer flyvende gennem gaderne, på deres vej fra én park til en anden. Efter en gang kylling (pollo), dejser vi omkuld på vores elendige madrasser lidt i ni. Vi har været på farten i 25 timer.

29/3. Jeg står op klokken 5.45 og går en tur i den stille og nærmest folketomme by. Brødrene står op ved syvtiden, og vi indleder den svære jagt på anstændig morgenmad og kaffe. Dagens første oplevelse er et serpentarium, som huser de fleste af landets slangerarter. Pænt og rent med overordentligt velindretede terrarier. Der er 17 giftige slanger i landet, heriblandt havslangen, der har den stærkeste gift, naturen kan fremstille. Der er af indlysende årsag ingen modgift; man når det alligevel ikke.
Vi finder en rejsearrangør, som hjælper os med at finde de mest spændende seværdigheder. Jeg har hjemmefra forberedt en komplet liste og plan, men ikke overraskende; er den dybt urealistisk, hvis man har mindre end et års ferie. Vi bliver ligeledes bremset af påsken, som tickoerne tager særdeles seriøst. Line skal mindst 72 timer uden for Costa Rica, for at få forlænget sit ophold, så Panama skal ligge i "hendes" 14 dage. Vi får nogle tips og fortsætter rundt i den rolige hovedstad. Finder en bank, hvor Morten opdager, han har efterladt 100$ og sin pung til stuepigen. 
Efter en bid mad går vi ud til byens zoo. Lille og hyggelig med hovedsageligt lokale dyr. På vores vej tilbage til centrum, ser vi centralmarkedet. Ikke lige det pulserende landbrugsmarked, jeg havde regnet med, men alligevel meget interessant. Mens Morten og Jesper går tilbage til hotellet for at finde Mortens pung, går jeg hen til Corres Central for at mødes med Line. Hun dukker smilende og solbrændt op, næsten samtidig kommer brødrene, og vi finder en hyggelig café, hvor vi kan høre om Lines første to måneder og lægge planer for de næste uger.
Vi booker Line ind på mit værelse og går ud for at nyde en italiensk aftensmad. Tørner ind ved 10-tiden.

30/3. Efter morgenmaden ringer vi lidt rundt for at finde en bil. Taxa til Hertz, hvor vi lejer en 4WD´er for 70$ pr. dag. Vi kører ud gennem byen ad den panamerikanske highway, gennem sukkerrør- og kaffe plantager. 
Vi finder den i guiden omtalte smukke bjergvej mellem Zazero og Fortuna, og ved et 60 meter højt vandfald holder vi picknick. Det mylder med fugle, alt fra finker over store stære til gribbe. Ved nogle varme kilder er der lavet nogle pools og en restaurant. Ræve dyrt, men så er der også masser af Mallorca-stemning! Vi bliver hængende, da det også er en af de bedste udsigtspladser til Vulkan Arenál. Vores venten bliver dog ikke belønnet; det massive skydække forlader ikke vulkanens top. 
15 kilometer jordvej fører os ud til et andet udsigtspunkt, lige ved foden af vulkanen. Vi går op ad et flodleje, men skyerne dækker fortsat udsynet. Nogle spor i flodlejets sand ligner leopardspor, men mørket falder pludseligt på, så vi haster tilbage til bilen. Sol ned 17.50, begsort nat 18.05! Luften sitrer af fugle- og insekt sang.
På vej ned af bjerget ser vi skægfugle og en enorm intens sværm ildfluer. Skægfuglene sidder på vejen med deres fosforescerende øjne. Nogle temmelig store aga-tudser krydser vejen, og i krattet langs vejen er der dyreøjne. Vi spiser aftensmad ved de varme bade og finder nattely i en nærliggende landsby. 

31/3. Jeg står op sammen med solen, og botaniserer i "hotellets" baghave, som nærmest er jungle. Kolibrier, kæmpe biller, firben, skader og gribbe. De andre dukker op, og vi kører op til Arenál igen. Skyerne dækker stadig, men vi finder en vej i en nationalpark, som fører os næsten til toppen. 
Vi kan lugte vulkanen, og med jævne mellemrum lyder en voldsom buldren. En blanding af torden og brostens aflæssen. Jorden vibrerer, og det giver alt i alt en intens oplevelse. Naturen er smuk; 2-3 meter høje græsser, flodlejer og en tæt og mos-overgroet skov. Firben og tudser, sommerfugle og smukke hvepse. Efter lang tids traven kommer vi til en 20 meter høj mur af klippeblokke. Det er grænsen fra vulkanudbrudet i 1992. Et lille skilt oplyser, at der ikke må fjernes sten fra det Roskilde-store område. Vi er de eneste turister den dag, så jeg kan godt se, at i løbet af 3-4 milliarder år, vil området være tømt!
I erkendelse af, at vi ikke får set toppen idag, kører vi fra Arenál vulkanen rundt op den kæmpe store kunstige Arenál Sø til Arenál by. På vejen ser vi edderkopaber i træerne over vejen. Så dukker en næsebjørn pludselig op i vejkanten. Spøjs fætter. Vi sigter mod Monteverde, som rummer nogle af de smukkeste sky-skove i verden. Ser et skilt med Sky Walk. Det må vi prøve. 
Området er udelukkende dybe kløfter med tæt skov . Der er spændt 5 gangbroer ud, hver godt 200 meter lange og med 65 meter til bunden af kløften. Det giver en virkning af, at gå fra skovbunden og gennem trækronerne til den storslående udsigt over kløften. På vej op passerer vi orkideer, bregner, bromelier og alverdens andre epifytter. Insekter og fugle sværmer overalt. Et sted sidder en metallisk kolibri og synger. Det lyder nærmest som en hæs tudses kvækken. 
Turen går videre til Santa Elena parken, hvor vi foruden alt det sædvanlige ser en stor sort fasen med blåt næb. Vi finder ly for natten, og tilter om ved 9-tiden.

1/4. Op klokken 5.30, for blot at konstatere; skyerne står tidligere op. Arenál er som sædvanlig totalt indhyllet. Tager ud til den lokale nationalpark, hvor vi ser anoler, bladskærermyrer, egern, agamer, høge, kolibrier, sommerfugle, blandt andet den store blå Morpheus, amerikansk svalehalet kite, en enkelt auguti (6 kg marsvin), hvidnæset- og sortnæset næsebjørn, hvidhovedede aber, grønne leguaner, metalliske biller og et utal af flotte blomster og smukke planter. Vi vælger en alternativ sti og får en gevaldig tur ned og op langs en næsten lodret bjergside. 
Godt svedige fortsætter vi til Iguana Park, et kæmpe stort, ikke indhegnet område med 70-80.000 grønne leguaner. Det er et forsøg på at opdrætte nyttedyr direkte i urskoven uden at ødelægge den. Først ser vi ikke en eneste, men så pludselig er træerne spækket med dem. De lever af blade, og på trods af deres kropsbygning er de meget adrætte.
Parken opdrætter også røde araer. De har været tæt på udryddelse på grund af menneskenes indfangen. I naturen har de ingen fjender, faktisk "hænger de ud med gribbene i trætoppene". I en lysning ser vi to, der sidder og gnasker i sig. Vi venter lidt, og endelig flyver de. Andre mindre papegøjer ser ud som om, de er lige ved at styrte ned på grund af deres febrilske basken med de korte vinger. De røde/blå/gule/grønne araer flyver som kæmpesvaler.
Det næste, der møder os på den smalle sti, er en lille flok egern. Så følger en farvefrø (Dendrobates auratus) og nogle hjælm leguaner (Jesus øgler), der kan tilbagelægge 20-30 meter på vandoverfladen. Vi er, ikke overraskende, først ude af parken efter lukketid.
En vagt med maskinpistol lukker efter os, og vi kører ind til den nærmeste større by. Her venter der os en slem overraskelse: Påsken betyder, at alle barer, restauranter, kiosker - ja, selv restaurant "Den gyldne Måge" er lukket! Det lykkes dog at opspore lidt junk-food, så vi ikke skal gå sultne i seng.

Flere oplevelser venter i Dagbog 2

                    

Diary 1 2 3    Map + Plan  Photos