[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

27/6  STORE MUSLINGER HER ?

Vi går ind til centrum, hvor vi først ser Saint Mary Cathedral. Af en kirke, de er bygget i det 19. århundrede er den da vældig flot. Rikke vil se Hyde Park Barracks, som har lidt om straffefangers historie og lignende. Jeg bliver parkeret i deres café imens.

Jeg bliver afhentet, og vi går ned til butiksområdet. Jeg finder et par fede sko, men dem kan Rikke ikke lide. Det går bedre med frokosten.

Så finder vi Royal Botanical Garden, som er rigtig flot. Vi ser det store pyramideformede drivhus, og et andet med tropiske vækster. Der er også en stor sukkulentafdeling. De eneste knolde jeg finder, er en slags Fockea, som jeg ikke har, og et passionsfrugt-familiemedlem, som jeg har frø med hjem af, fra Melbourne.

Så går vi ud til en sjov bygning, der ligner muslingeskaller. Der bliver holdt koncerter og opera i den. Rikke får et program, og så går vi tilbage til byen. Jeg startede dagen med iskias-smerter, og efter et café-besøg tager vi en taxi hjem. Det vil sige; næsten hjem. Han smider os af på et gadehjørne, og siger vi bare skal et par huse ned af gaden. Det er snarere et par blokke og meget store kryds uden fodgængerfelter.

Jeg dejser omkuld på sengen, og Rikke læser. Så henter hun mad, og så læser vi begge. Der er ikke så meget andet at lave, hvis man ikke skal fryse eller brande en masse penge af på bio eller bar.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]