[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

5/6  TAFFELBJERGE OG BOAB-TRÆER.

Vi står tidligt op, vi skal nå mange kilometer og lidt oplevelser, før solen går ned. Bliver lidt forsinkede af, campingforretningen inde i byen først åbner klokken ni, men vi skal have gas til madlavningen.

Vi kører ud af Victoria Highway, som er den asfalterede "strandvej", kun omkring 100 kilometer fra havet. Sydpå finder man først en asfaltvej i Sydaustralien, nærmere bestemt Noolarbor-vejen, som er den sydlige "strandvej" 1800 kilometer væk.

Det viser sig at være en ualmindelig smuk vej, tværs gennem et taffelbjerg-område. Vegetationen er ret meget "tørt græs med spredte træer", men der er afvekslinger. Nogle steder dukker der pludseligt tætte træer med sølvblade op. Andre steder er det spøgelses-træer, som egentlig bare er træer, der er overgroet af slyngplanter. Så kommer der områder med hængetræer, af en art, vi ikke har set før.

Det mest spændende (efter min mening) er boab-træerne (Adansonia gregorii), som dukker op omkring Victoria River. De minder meget om bottle-tree'erne men er i familie med de afrikanske baobabtræer (en art, A. digitata), og de otte arter fra Madagaskar (ikke Malaysia, som jeg skrev i går).

De får en meget tyk stamme (op til 14 meter i omkreds), og bliver også kaldt: Træet som gud plantede på hovedet. Frugterne er på størrelse med hønseæg, grøn-brune og med velour overflade. Inden i er de fyldt med "ekspansionsskum" og omkring ti frø på størrelse med ærter. Finder et træ med frugter, og må nødvendigvis have nogle med hjem.

Vi standser i Victoria River for at få frokost, det gælder om at slå til, når chancer er der, her er flere hundrede kilometer mellem husene.

Der har været to boab-træer før, og nu kommer der pludselig en masse. Det er svært at sige, hvilket område de foretrækker. Nogle vokser langs de tørlagte creeks, nogle på en søbred og andre på den øverste kant af et taffelbjerg. De fleste er nøgne, men nogle enkelte har alle bladene i behold.

Taffelbjergene er også forskellige. Nogle har en tyk "top" af rødt sandsten. Andre er brune, næsten uden "top", og så er der enkelte, som er trappeagtige, med mange hårde lag. Specielt ét ligner opdyrkede terrasser med præcist samme mellemrum.

Vi passerer en nationalpark, uden at dreje der ind. Den består af en lille del, som bliver beskrevet som "afsvedet græs med spredte træer" og en stor del, som bliver beskrevet på samme måde, bare med tilføjelsen "- bare uden træer". Ikke særligt ophidsende, vel?

En anden park derimod: Keep River National Park, byder på flotte sandstensformationer, abo'kunst og boab-træer. Der må vi ind! Jeg hælder lige reservedunken på, her er lidt langt mellem tankene.

Abo'kunsten er malet og ridset (petroglyphs) i nogle fantastiske sandsten. De står på toppen af en bakke, som vægge. Der er et stort hul igennem, som vandet har slebet for rigtigt mange år siden. Utallige motiver åbenbarer sig, og jeg må prøve at begrænse knipseriet.

Boab-træerne er over alt, og ser specielt flotte ud op af taffelbjerget. Parken er ikke stor, og vi vender, da vi når den bagerste grænse. Vi skulle gerne nå Kununurra før det bliver mørkt.

Vi når grænsen til Western Australia, og ryger først gennem et tredje grads forhør. Så bliver bilen gennemrodet, og endeligt får vi lov at køre. De er ikke meget for at få honning (vi har kun et lille glas fra Tasmanien), nødder og frø (har kun lidt forskellige græstræer, boab med mere), frugt (kun tørrede dadler, vi har glemt) og jord (maks. et kilo eller to på bilen) ind.

Vi finder Kununurra, som med sine 5.000 indbyggere er noget af en storby. Rigtig pæn campingplads med store boab-træer og en fantastisk bjergvæg, som bliver oplyst af solens sidste stråler. Rikke laver omelet med bacon og champion. Vi får læst om området vi er i: The Kimberleys. Det er den sidste del af Australien, med undtagelse af Sydney, som vi ikke har set.

Vi er kommet tættere på havet, og natten virker ikke så kold. Men natter er jo også ung endnu.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]