[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

14/5 KONKURRENCE.

Starter dagen med at plotte lidt flere oplevelser ind på kortet. I den forbindelse læser jeg lidt mere om Wallaman's Falls. På vores kort står der, det er 278 meter højt, og campingpladsens lille folder oplyser, det er 305. Én ting står fast: Det er meget højt!

Vi er nu kommet til et intens område. Her ligger seværdighederne oven i hinanden, og fortsætter med det. langt op af kysten.

Lige uden for Cardwell, som vi sov i, ligger Edmund Kennedy National Park. Vi kører ind gennem en flot mangrove skov, og venter at se en stor krokodille krydse vejen når som helst. Ender ude ved vandet, hvor der er en dugong park. Disse godmodige søkøer er truede, da de bliver sejlet over af motorbådene.

Vi har den perfekte strand for os selv, og går en tur. Der er drevet nogle enkelte massive vandmænd op, og vi kan skimte andre ude i vandet. Vi går ind i skoven, for at gå gennem mangroven på gangbroen, men fortryder. Selv jeg er omsværmet af moskitoer, så er det ikke sjovt.

Vi kører i stedet til Murray Falls. Sukkerrørsmarkerne bliver brudt af bananplantager, og her er fantastisk frodigt. En stor brun fasan-gøg forsvinder i den tætte vegetation. Når vi krydser større floder, er der advarsler om saltvandskrokodiller i vejsiden.

Vi køer langt ind gennem den smukke park, og kommer så til faldene. En bred strøm bruser voldsomt ud over en glat granitsten, og ned i nogle krystalklare bassiner. Der gror bregner på træernes stammer, men det er ikke tæt regnskov, som i går.

Nyder solen og de 30oC, men vi skal nå mere i dag.

Næste stop bliver Tully, som få meget regn: 4500 millimeter om året. Det gør byen til den vådeste i Australien, men i dag er det skyfrit. Manden, der sælger os frokost, fortæller, det er den tørreste sommer, de nogen sinde har haft. Det må det gerne blive ved med for min skyld.

Vi krydser over på den anden side af hovedvejen, for at komme ned til havet. Her ligger Mission Beach, som har alt kræsne turister ønsker. Nede ved den perfekte badestrand, er der trukket et haj/pigerokke/brandmands-net ud. Vi soler lidt, og går så ud i det knæhøje men særdeles varme vand. Et brusebad på stranden, og så er vi klar til nye eventyr.

På vejen her ud, og hele vejen tilbage til Bruce Highway er der utallige advarsler om cassaways. De må virkelig have en stor del af bestanden her. Hvis de ikke var for, de er temmelig aggressive, kunne jeg godt tænke mig at gå ind i skoven og finde en.

Man kan ikke se ind i skoven, det er bare en tæt mur af vegetation, tæt sammenfiltret i lianer og andre slyngplanter. Skovene bærer ikke præg af vandmangel, og der er kunstvanding på bananer og sukkerrør. På el-ledningerne sidder bitte små isfugle og de kæmpe store: Latterfuglene, som også er isfugle.

Vi svinger lidt ind i landet, og kommer forbi South Johnstone. Her skulle være en krokodillefarm, som vi ikke lige ser, men der er en mere interessant længere oppe. Her er også en park, som blev bygget af en spanier. Det koster en mindre formue at komme ind, og det eneste jeg ville se, var vandfaldet. Vi kører forbi det, og jeg øjner chancen for at se det fra parkens parkeringsplads. Vi når lige at svinge ind og standse, så kommer der en ansat farende. Mens vi stadig sidder i bilen, pludrer hun løs om, hvad vi kan se der inde. Vi siger, vi nok kommer igen i morgen, hvor vi har mere tid.

Ud til hovedvejen gennem sukker- og bananplantager, samt enkelte stykker med urskov. Vi når Innisfail ved femtiden, og beslutter at holde for i dag. Handler ind til freid rice med kæmperejer og kokus-rød pebber souce og grønsager. Dette supermarked har, lige som nogle tidligere, en kasse udenfor til hunde - og katte mad. Det bliver så kørt ud til centret for herreløse dyr. Meget sød tanke.

Vi krydser den store flod, og finder en flot campingplads. De har, som vi har set en del på det sidste, nogle blå trekantede palmer. Der er også nogle vældig grove palmer, som jeg ikke har set før.

Alt ser helt nyt ud, og jeg er vild med køkkenbordpladen. Det er en smuk rød-brun, poleret C-formet træskive, der er 10 centimeter tyk, og fire gange en meter.

Her er også moskitoer. Jeg sidder ved det flotte bord, i de sidste solstråler, og blodføder 30 moskitoer ad gangen. Vi skal snart have købt noget duftevand til dem!

Efter aftensmaden hopper vi i poserne, men ikke for at sove. Rikke har nemlig fået den gode ide, at hvis vi sidder med soveposerne på benene, får vi ingen moskttobid. Det virker, og vi spiller kort og hygger, til sent. Vi har snakket en del om, hvad den fjer-dims, en høvding har på hovedet hedder. De bedste bud vi har fået via mails er: Tomahag, tipi, turban og tupé.

Forslag modtages på mail. Svaret vil dukke op på disse sider. Præmien er et 46 timers lysbilledshow om afstralien på serbo-kroatisk - non-stop!

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]