[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

9/5 MINI ROBOTTER I SANDET.

Efter en tidlig men hyggelig morgenmad, går vi op i byen. Vi skal finde endnu en plastikkasse, der er jo god plads nu. Vi skal ikke bruge den ekstra benplads, og vi har droppet tre jerry-cans. Derimod har en af os fået mere tøj og flere sko.

Vi finder en lækker mini-makeup-taske, som er sat meget ned. Det er temmelig meget den model, jeg har ledt efter som dokumentmappe, så vi køber den, og flår indmaden ud. Den har vi nemlig også planer med.

Vi går forbi værkstedet, hvor vores motor er blevet flot blå, og de stadigt arbejder på den. De regner ikke med at blive færdige før fem, så vi snupper en ekstra dag her i byen.

Vi leder stadigt efter et ekstra par Havanias klip-klappere til mig, men de er vist på vej ud af markedet. Et sted fortæller de os, grossisten har fordoblet prisen. Jeg leder også efter en næse-klips, så jeg ikke får vand i næsen, når jeg dykker med svømmebriller. Efter mange forsøg lykkes det at finde en, der er stor nok, i stål og silikone.

Vi er kommer rigtigt langt hjemmefra, og styrker os med lidt lækker frokost på vores stamsted, da vi passerer.

Vi går tilbage på stranden. Det er lavvande, og der er et spændende liv i vandkanten. Vi ser nogle sky små fladfisk og nogle store krabber. Der er en masse små eremitkrebs, og vi finder også en vældig flot stor. Der er et utal af forskellige koralgrene, og mange sneglehuse, hvor af nogle enkelte er ret store.

Vi kommer til nogle lave klipper, og i mudret bag dem, piler flokke af soldater-krabber rundt i geledder. De ligner blåbær på flugt. De er knald blå og på størrelse med store blåbær. De løber forlæns, og ikke sidelæns som så mange af deres familie. Når vi kommer for tæt på, skruer de sig lynhurtigt ned i sandet. De ligner en mini robot hær fra en fremtidsfilm.

Der sidder en del ibis, store terner og australske pelikaner på sandbankerne

Vi har gået i seks timer, og Rikke falder omkuld i teltet, hvor hun læser om Queensland. Jeg betaler for endnu en nat, og vasker så teltene. De bærer præg af at have stået under træerne, og nu skal de snart pakkes sammen for lang tid.

Vi handler ind til aftensmad, og går forbi værkstedet. Han er ikke nået så meget længere, men skruer vider i aften, hvor folk ikke kommer rendende eller ringer. Han gentager tilbudet om, vi kan låne hans egen bil, men jeg takker nej. Hvor skulle vi køre hen? Bort set fra det, så er jeg ved at blive rastløs. Nu har vi brugt 20% af ferien på af få repareret bil.

Vi har flere gange gået forbi en etnisk shop, hvor de har alt muligt orientalsk og lignende. Vi finder en gave til Signe, som vi må have sendt i morgen. Vi skal alligevel på posthuset for at sende et telt og nogle stole hjem, som vi ikke nænner at dumpe.

Det bliver tid til kyllingesalat med kogte majskolber og guarkumole og frisk pasta (undskyld Jesper, den smuttede). Det begynder at regne, men det er bare hyggeligt, når man sidder under et halvtag.

Vi laver kaffe, og sludrer med et par unge forbløffende tyskere. Pludselig er de ikke mere energi, og vi må i poserne.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]